Tiden efter fødslen var svær Dortes graviditet var nem og ukompliceret, men tiden efter fødslen var meget svær.
7959
Skrevet af Dorte
Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, blev jeg helt rundt på gulvet. Jeg havde ikke fået menstruation, men den havde før været forsinket uden grund, og jeg havde ingen af de klassiske graviditetssymptomer såsom kvalme, brystspændinger eller træthed.
Efter nogle dage blev jeg enig med mig selv om, at det jo ikke kunne skade at tage en test. Knap havde jeg tisset på pinden, før to streger trådte tydeligt frem. Jeg lagde testen på håndvasken og gik ind i stuen. Så gik jeg tilbage til badeværelset og kiggede på testen igen. Stadig positiv.
Jeg fløj ned og købte endnu en test. Også den var positiv. Jeg kiggede på graviditetstestene og grinede lidt. Nogle dage efter var jeg hos lægen og fik det bekræftet. Den var god nok, jeg var gravid. Jeg havde termin midt i maj 2004.
Jeg havde en nem og ukompliceret graviditet. Maven blev større og større, og stor var glæden, da jeg mærkede de første livstegn derindefra. I slutningen af graviditeten følte jeg mig dog lidt besværet af al den ekstra vægt, og det var svært at finde hvile om natten. Men bortset fra det havde jeg ikke de store gener.
Fire dage før termin gik fødslen i gang. Jeg vågnede kl. 2 om natten og skulle tisse som sædvanlig, men da jeg kom i seng igen, føltes det underligt i maven. Det begyndt hurtigt at gøre lidt ondt, og jeg stod op igen.
Jeg ville prøve at tage et bad og fyldte vand i karret. Jeg var sikker på, at det varme vand ville lindre mine smerter. Men da jeg kom ned i karret, var smerterne taget til, og det var slet ikke så rart at være der, som jeg havde forestillet mig. Op igen.
Jeg vandrede lidt rundt i stuen. Klokken var efterhånden blevet 3, og jeg var nået til et punkt, hvor jeg ikke længere kunne bide smerterne i mig men jamrede højt, hver gang det gjorde ondt. Dette vækkede naturligvis min kæreste.
Han kom ind i stuen og var sikker på, at fødslen var gået i gang. Jeg var dog i tvivl om, hvorvidt det virkelig var veer, jeg havde, da jeg trods alt ikke syntes, det gjorde ondt nok. Og hvis det var veer, varede de ikke særlig længe, højst 20 til 30 sekunder ad gangen.
Min kæreste ringede til fødegangen, og vi fik besked på at vente med at komme. Det var nok bare "drilleveer", sagde de, og eftersom jeg var førstegangsfødende, gik der nok lang tid, før der skete noget.
Herefter mistede jeg lidt tidsfornemmelsen. Jeg skiftevis hang ind over køkkenbordet eller lå i sofaen. Det begyndte at gøre meget ondt, og jeg klamrede mig til min kærestes hånd og hylede og skreg, hver gang der kom en ve. Jeg har muligvis vækket hele ejendommen, men det var jeg nu ret ligeglad med på det tidspunkt.
Lidt senere opdagede jeg, at jeg lå og pressede under veerne. Jeg kunne faktisk slet ikke lade være, og det hjalp også meget på smerterne at presse. Jeg vidste godt, at man ikke må presse, før man er fuldt udvidet, men det var faktisk umuligt at lade være.
Der var nu kun ca. 3 minutter mellem veerne, men de var stadig ikke særlig langvarige. Pludselig gik vandet, mens jeg lå i sofaen! Klokken var på dette tidspunkt ca. 7 om morgenen. Min kæreste ringede igen til fødegangen, og de sagde, at vi skulle komme med det samme.
Kæresten havde nok at se til med at få mig ud i elevatoren, køre bilen rundt og få mig bugseret ind i bilen. Jeg lå på siden på bagsædet og havde næsten konstant veer. Uheldigvis ramlede vi lige ind i morgentrafikken, så det tog en halv time, før vi nåede frem til hospitalet.
På det tidspunkt var fødslen så fremskreden, at jeg ikke følte, at jeg kunne gå over til fødegangen, da der er et stykke vej. Det har man åbenbart kunne se på migm for der blev i al hast fundet en sengm som jeg lagde mig op påm og så blev jeg ellers rullet af sted i fuld fart.
"Du må ikke presse!", sagde jordemoderen mens de rullede mig ind på en fødestue. Jeg prøvede at lade være men måtte opgive. Jeg kom dog hurtigt over på fødebriksen og blev undersøgt, og jordemoderen sagde nu: "Okay, du er fuldt udvidet, du må gerne presse". Hvilken usigelig lettelse at kunne give efter for den voldsomme pressetrang.
Presseveerne gjorde slet ikke ligeså ondt som udvidelsesveerne. Det var også skønt at høre jordemoderen sige, at hun mente, jeg ville føde inden for en halv time. Og ganske rigtigt. Klokken 8.09 fødte jeg den dejligste lille pige. Hun skreg straks og kom op på min mave. Min kæreste klippede navlestrengen og havde endda haft tid og overblik til at tage nogle fantastiske billeder.
Vi var lettede og glade over, at det hele var gået så nemt og hurtigt. 6 timer fra start til slut, det er hurtigt for en førstegangsfødende. Kort tid efter fødte jeg moderkagen, som var hel og fin. Jeg skulle ikke syes, da jeg kun havde fået et par minimale bristninger.
De første par timer efter fødslen tilbragte vi på fødegangen. Stemningen var euforisk, og efter mindre end en time var vi i fuld gang med at ringe til familien og fortælle om familieforøgelsen. Vores datter blev målt og vejet: 51 cm og 3.400 gram. Hun var helt perfekt.
Vi blev kørt over på barselsgangen, hvor vi skulle tilbringe de næste par dage. Det var ikke meget, jeg fik sovet i løbet af dagen. Jeg var fuldstændig høj ovenpå fødslen. Jeg syntes, det var en fantastisk oplevelse.
Senere på dagen fik vi et væld af barselsgæster. Alle ville se den lille ny. Der blev pakket gaver ud og skålet i champagne.
Det var okay at være på barselsgangen, men det var også nogle hektiske dage. Der var så mange nye informationer og rutiner, man skulle håndtere, og ting man skulle nå. Jeg skulle til barselssamtale, og vores datter skulle undersøges af børnelægen. Vi skulle også huske at melde min kæreste til aftensmad hver dag inden klokken 12 og tage os af alle barselsgæsterne.
I og for sig virker dette ikke som særlig krævende opgaver for to voksne mennesker, men når man lige er blevet forældre, er det meget overvældende at skulle forholde sig til alle disse ting. Det var derfor dejligt at komme hjem til ro og fred. Her kunne vi selv bestemme tempoet og sætte rammerne.
Den første tid efter fødslen var dog ikke så rosenrød. Jeg havde store problemer med amningen. Jeg fik sår på brystvorterne, så det gjorde frygtelig ondt, hver gang jeg lagde min datter til. Jeg syntes også, det var meget svært at få hende til at få ordentlig fat om brystet, selvom hun var meget ivrig efter at sutte.
Smerterne fortog sig først efter ca. 6 uger, og det var ikke kun, når jeg ammede, at det gjorde ondt. Bare jeg tænkte på det, begyndte det at svide og prikke i mine brystvorter. Når jeg havde været i bad, skulle jeg være meget forsigtig. Hvis jeg bare kom til at strejfe brystvorterne med håndklædet, gjorde det ondt.
Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg ikke gik over til modermælkserstatning. Jeg lagde meget pres på mig selv. Jeg ville så gerne amme, men samtidig gjorde det så forbandet ondt, at det absolut ikke var nogen fornøjelse.
Jeg kan huske, at jeg talte timerne til den næste amning. "Åh nej, nu er der kun en halv time, til jeg skal amme igen", tænkte jeg. Bare tanken fik koldsveden til at bryde frem over hele kroppen. Masochistisk, vil nogen sikkert tænke, men på det tidspunkt havde jeg så lidt overblik, at jeg simpelthen ikke var i stand til at tage beslutningen om at holde op med at amme.
I dag er jeg glad for at jeg holdt ud. Jeg synes, det er dejligt og hyggeligt at amme. Og en hel del nemmere end at lave erstatning, rense flasker osv. Men for mig var amning ikke bare noget, man lige lærte fra den ene dag til den anden. Det er nærmest et slags "håndværk", som jeg altså først fik lært efter adskillige uger.
Jeg havde også andre fysiske mén efter fødslen. Underlivet føltes tungt, jeg svedte meget og havde ingen energi. Dette hang dog også sammen med, at jeg ingen appetit havde og følte mig utrolig stresset de første uger. Jeg kunne ikke slappe af, kunne ikke sove. Mit hjerte dunkede, og jeg tabte mig utrolig hurtigt.
Jeg syntes, det var meget svært at forholde mig til mit barn. Jeg kunne sagtens se, at hun var sund og rask, og på trods af ammeproblemerne tog hun fint på i vægt. Jeg var egentlig ikke bekymret for hendes trivsel, men jeg kan huske, at jeg tænkte: "Jeg elsker hende ikke. Jeg er en forfærdelig mor".
Folk spurgte, om jeg ikke var lykkelig, men det var jeg ikke. Jeg følte, at jeg var ved at forsvinde. Jeg græd meget. Der skulle ingenting til, før jeg blev helt hysterisk. Råbte og smed med tingene. Sagde, at jeg ikke ville have flere børn. Kunne ikke koncentrere mig om noget. Følte, at det hele var urimelig hårdt, selvom min datter faktisk var meget nem og ikke græd ret meget.
Jeg brugte al min sparsomme energi på at holde mig fast med det yderste af neglene. Aldrig har jeg følt mig så presset. Min kæreste har senere udtalt, at det var de hårdeste uger i hans liv.
Formiddagene var de sværeste. Jeg kunne ikke finde ro, jeg kunne ikke få luft. Jeg kunne ikke være i min egen krop. Jeg var nødt til hele tiden at holde mig i bevægelse og gå ture med barnevognen, selvom jeg var ved at segne af træthed.
Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg fik det så dårligt. Jeg havde haft det fint under graviditeten både fysisk og psykisk. Måske var det et resultat af de voldsomme hormonforskydninger efter fødslen kombineret med mine problemer med amningen og manglen på kontrol.
Heldigvis var jeg god til at tale med mine omgivelser om det. Jeg havde faktisk et kæmpe behov for at tale om det. Jeg fortalte dem dog ikke, at jeg følte, jeg var ved at blive sindssyg. Men jeg lagde ikke skjul på, at jeg synes, det var meget hårdt.
Efter ca. en måned begyndte jeg at få det bedre. Jeg følte mig mere afslappet og ikke så stresset. En dag slog det mig, at jeg ikke havde grædt i 3 dage. Så vidste jeg, at jeg havde fået det bedre. Det gik også så småt fremad med amningen. Jeg begyndte at føle mig mere som mig selv igen. Jeg fik overskud til at nyde min datter. Moderkærligheden kom strømmende.
I dag synes jeg, det er skønt at være blevet mor, og jeg elsker at være på barsel. Selvfølgelig er det hårdt en gang i mellem, og man kan være træt. Jeg kan til gengæld ikke blive træt af at kigge på min datter, som jeg elsker overalt på jorden. Min kæreste og jeg beundrer hende tit og forundres over, at vi har skabt noget så fantastisk. Det er øjeblikke med rendyrket lykke, og jeg er allerede skruk efter nummer to.
Relaterede artikler
© 1999-2025