Skrevet af Lone
I december 2002 fødte jeg min datter Caroline via et kejsersnit. En måned forinden havde min svigerinde født en skøn pige, men som ikke var helt rask. Vi fulgte dem tæt i perioden, hvor de desværre havde nedture, forflyttet mellem Roskilde og Rigshospitalet et par gange.
Der, hvor filmen knækkede for mig, var dagen, hvor vi besøgte dem, og de lige havde fået meldingen: "I må hellere sige farvel". Deres datter skulle flyttes til Rigshospitalet, og hvordan det ville gå, vidste man ikke helt sikkert. Puha, der stod jeg og trøstede min svigerinde. Mine tåre trillede, og inden længe skulle jeg selv være mor.
Lige pludselig kunne jeg slet ikke klare tanken om en fødsel, som ikke gik perfekt. Jeg havde slet ikke haft den tanke før nu. Lysten til at føde normalt forsvandt, og jeg blev lige pludselig bange for at føde. Tænk hvis det gik galt.
Jeg valgte at få mig en snak med en overlæge, og jeg endte med at bede om et kejsersnit, som jeg blev bakket op om. Dog så min jordemoder helst, at jeg fødte selv, og hun prøvede at overbevise mig om, at alt nok skulle gå godt, og at jordemøderne jo var der for at hjælpe. Men nej, jeg var fast besluttet på et kejsersnit og dermed færdig.
Caroline kom til verden, og alt var rosenrødt, men desværre kunne jeg jo ikke bare hoppe ud af sengen, og jeg måtte desværre også spise en del smertestillende for at holde det ud. Da jeg kom hjem, kunne/måtte jeg ikke så meget, og det er ikke sjovt at bo i rækkehus med trapper. Heldigvis var min kære mand hjemme i en måned. Foruden ham var det aldrig gået godt.
I 2003 finder jeg pludselig ud af, at jeg venter mig igen. Puha, jeg fik det helt mærkeligt. Egentlig burde jeg jo være glad, men jeg vidste jo ikke helt, hvordan jeg skulle forholde mig til endnu en fødsel.
Nå, men jeg tog endnu engang kontakt til en overlæge og fik snakket tingende igennem. Denne gang fik jeg også grønt lys til et kejsersnit, men lægen syntes nu, jeg skulle overveje det kraftigt, men at det var mig, der havde det sidste ord!
Tiden nærmede sig, maven voksede og Caroline ville have, at jeg skulle lege, hoppe og pjatte, som vi plejede. Hun tænkte jo ikke lige over min store mave. Puha, tænkte jeg, hvordan skal det hele gå med to børn og endnu et kejsersnit?
Jeg gik i tænkeboks i et stykke tid. Jeg følte mig som en dårlig mor overfor Caroline. At hun ikke engang var 2 år endnu og snart skulle være storesøster, mindre tid til hende, at hun måtte finde sig i, at mor ikke ville kunne løfte rundt på hende i 1-2 måneder. Dårlige tanker havde travlt med at fylde mit hoved, og til sidst blev jeg nødt til at gøre noget ved det. Tænk hvis jeg ikke havde positiv energi til den lille ny, der ventede på at komme til verden.
En af de sidste dage ved jordemoderen fik jeg en rigtig god snak. Vi fik gennemgået fødselsforløbet og de smertestillende muligheder, der var. Min nysgerrighed om, hvordan en rigtig fødsel ville være, og hvad jeg måske var gået glip af via et kejsersnit, fik mig til at tage telefonen og ringe og aflyse min tid til kejsersnit.
Sygeplejersken, der tog telefonen, blev lidt forvirret. Jeg tror ikke, det er så tit, at kvinder ringer og melder afbud til planlagt kejsersnit. Men hun hørte rigtigt nok. Jeg blev stolt over mig selv men alligevel spændt på, hvordan fødslen ville gå. Jeg havde jo hørt en del historier, og det var jo ikke de nemme fødsler, folk snakker om. Det er altid sjovere at fortælle alle skrækhistorierne.
Min samvittighed havde fået det en del bedre. Jeg kunne mærke sommerfugle i maven, og nysgerrigheden om, hvordan fødslen ville blive, blev større og større. Jeg var klar til at føde, men Kasper lod vente på sig. Jeg gik hele 14 dage over tid, før jeg fik veer, og så gik det stærkt.
Lørdag aften kl. 23.00 sagde jeg til min mand, at der måske var noget i gang, og at vi hellere måtte komme i seng, så vi var friske.
Kl. 24.00 fik jeg veer. Der var 6-7 minutter imellem dem. Jeg blev lidt nervøs og ringede til fødegangen. Jeg skulle bare sørge for at hvile mig mellem veerne og ringe igen, når der var 3-4 minutter imellem dem. Jeg prøvede at få slappet af, men det gjorde godt nok ondt, og sove kunne jeg bestemt ikke.
Kl. 03.30 var der kun 5 minutter imellem. Jeg valgte at ringe endnu engang til fødegangen. De sagde, at jeg godt måtte komme, hvis jeg følte mig mere tryg ved det. Vi fik ringet efter min mor, som skulle være hos Caroline, og så tog vi ellers afsted.
Da vi ankom omkring kl. 04.00, blev jeg undersøgt, men jeg var endnu ikke åben, men vi kunne lige blive lidt og se tiden an. Det varede ikke længe, før veerne blev kraftige, og der var nu 2-3 minutter imellem.
Endnu engang blev jeg undersøgt, og hurra - jeg var åbnet 2 cm. Jeg tog mig et dejligt varmt bad. Da jeg ikke kunne holde det ud mere, fik jeg plads på en stue og atter en undersøgelse. Der var godt gang i veerne, og jeg åbnede mig mere en 1 cm i timen.
Min mand gik ud for at ringe til sin mor. Hun skulle nemlig være med ved fødslen. Hun kom ved 10-tiden, og inden hun så sig om, var jeg i fødsel. Jeg var åben og ventede nu bare på nogle gode presseveer.
Jeg pressede i et kvarter. Jeg syntes, det var lidt mærkeligt, at hovedet bare kunne stå fast i åbningen, mens jeg ventede på endnu en ve. Jeg gik lidt i panik, men jordemoderen sagde, at det var helt normalt.
Ud kom han. Stor flot dreng på 3.820 gram og 52 cm lang.
Min mand og jeg kneb en tåre, måske flere. Det var bare så stort. Jeg var helt oppe at køre. Tænk, at det gik så let. Ja, jeg overhalede en tredjegangsfødende, og det syntes jordemoderen var flot og sagde, at jeg var en super føder og skabt til at føde børn!
Hold op, jeg var solgt. Det var bare så vidunderligt. Tænk, at den lille gut havde været inde i mig i 9 måneder, og nu lå han ved mit bryst og suttede.
Havde jeg dog bare hørt lidt mere på jordemødrene dengang med Caroline, men bagklog kan jeg jo altid være. Dengang var et kejsersnit det rigtige for mig, og denne gang var det en helt almindelig fødsel, der skulle til.
Men skulle jeg skrue tiden tilbage til min første fødsel, havde jeg valgt en almindelig fødsel. Et kejsersnit er en hård omgang, og det tager en del tid at komme ovenpå igen.
I dag er Kasper 6 måneder, og jeg tænker tit tilbage på fødslen. En dag i livet, som aldrig vil glemmes.
05-01-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025