Da prinsessen kom til verden I januar 2003 begyndte Pernille og Peter at lægge præventionen på hylden, men der skulle gå 8 måneder, før der endelig var "brød i ovnen".
4550
Skrevet af Pernille
Dette er historien om Peters og mit ønskebarn, der kom til verden den 3. maj 2004.
Jeg blev færdig som handelsstudent fra Hillerød Handelsskole i juni 2002. Den 20. juli giftede jeg mig med Peter, som jeg havde kendt, siden jeg var 14 år gammel. Det var en smuk dag og et rigtigt drømmebryllup! I september startede jeg på det lokale apotek som farmakonomelev.
Fra og med januar 2003 begyndte Peter og jeg at lægge præventionen på hylden. Men der skulle gå 8 måneder, før der endelig var "brød i ovnen". Vi var på sommerferie i Tunesien med et vennepar, og på hjemrejsedagen fik jeg voldsom diarré og kvalme.
I starten af september var jeg gået nogle dage over tiden, men det var efterhånden ikke unormalt, da jeg har en meget lang cyklus. Og efter at have forsøgt at blive gravid i 8 måneder orkede jeg næsten ikke at lave endnu en graviditetstest for bare at blive skuffet igen. Men Peter overtalte mig til det, da jeg kort tid forinden havde været en røntgenundersøgelse igennem på sygehuset. Forudsætningen for undersøgelsen var, at jeg ikke var gravid.
Klokken var 6.00 en tirsdag morgen, og jeg vågnede ved, at jeg skulle tisse. Det plejer jeg ellers aldrig at skulle om natten eller tidligt om morgenen! Jeg tog den noget så velkendte graviditetstest med ud på badeværelset og fik tisset en lille stråle på pinden, hvorefter jeg søvndrukken gjorde mig færdig. Jeg bruger kontaktlinser men havde ikke fået smidt dem i øjnene endnu, fordi jeg lige kunne nå at få mig en lille times tid mere, inden jeg skulle op og afsted på arbejde.
Pludselig får jeg kigget på testen, der søreme havde fået to blå streger! Jeg begyndte at grine, fordi det syntes at være en joke! Det kunne simpelthen ikke passer - ikke kl. 6 om morgenen! Jeg begyndte at hyperventilere, og mit hjerte hamrede på livet løs i brystet på mig.
Jeg skyndte mig at vaske hænder, og i min iver for at komme ind til Peter i soveværelset var jeg lige ved at glemme at få testen med mig. Jeg var OVERLYKKELIG! Jeg fór ind og satte mig på sengekanten hos Peter og sagde: "Vågn op skat! SE! Jeg er gravid!". Peter var glad men også overvældet. Nu ville intet blive som før...
Min mor fødte både min lillebror og jeg 1 måned før termin, så jeg var overbevist om, at jeg da også ville nedkomme mindst 1 måned før! Jeg havde en dejlig graviditet med lidt småkvalme, der kunne spises væk de første 3 måneder. Jeg tog 22 kg på i løbet af de 9 måneder, og da jeg jo regnede med at føde 1 måned før, blev jeg mere og mere skuffet, som tiden gik, uden der skete noget. Det hele blev tungere og tungere at bære rundt på, og til sidst lavede jeg næsten ikke andet end at ligge på sofaen og se sæbeoperaer. Det viste sig, at jeg skulle gå 5 dage OVER termin!
Søndag den 2. maj var Peter og jeg ude at fiske i en sø nær mine svigerforældres hus. Vejret var skønt, og vi sad der praktisk talt hele dagen. Tidligt om aftenen, da vi atter var tilbage i lejligheden hos vores 2 katte, var jeg SÅ træt og udmattet af al den friske luft. Så vi gik tidligt i seng. Jeg sov min bedste søvn i umindelige tider.
Kl. 3.00 mandag den 3. maj vågnede jeg med tissetrang. Da jeg stod op, havde jeg det som om, jeg havde menstruationssmerter over lænden. Mens jeg sad og boblede på toilettet, kom og gik smerterne, uden jeg egentlig tænkte over det. Men pludselig slog det mig, at jeg sad ude på badeværelset med trusserne nede om anklerne og havde veer! Jeg vågnede og var med et frisk som en havørn! Jeg smilede. Dagen var endelig kommet! Og så kom diaréen med et! Så dér sad jeg midt på tønden og trommede, mens veerne skyllede ind over mig som bølger.
En hel time holdt jeg stand uden at vække Peter! Han skulle have lov at sove længst muligt, da det jo ikke er til at vide, hvor længe sådan en forestilling tager. Så kl. 4.00 havde jeg ikke lyst til at have ondt længere, mens jeg var alene. Så jeg vækkede Peter med beskeden: "Vågn op, skat. Jeg har veer". Peter skulle lige have beskeden gentaget grundet det tidlige tidspunkt at blive vækket på, men så vågnede han også!
Da han fandt ud af, at det havde været i gang en hel time, blev han helt rundt på gulvet. Hvorfor jeg ikke havde vækket ham? Hvad skulle vi nu foretage os? Jeg sagde til ham, at jeg gerne ville i karbad, og at jeg syntes, han skulle spise lidt morgenmad.
Mens jeg lå i karet, tog Peter tid på mine veer. De varede mellem 1 og 2 minutter og kom med ca. 2 minutters intervaller. Peter ringede til fødegangen og underrettede dem om, at der var noget i gang. Jordemoderen bad ham om at ringe tilbage, når der var gået en times tid.
Jeg lå i vandet den times tid, til jeg ikke kunne holde det ud længere. Jeg kunne næsten ikke komme op - ej heller få tøjet på - af bar smerter. Jeg havde kun lige fået tøjet på, da jeg skulle kaste op, så jeg fór ud på toilettet igen. Ikke særlig behageligt at kaste op, når man har veer hver 2. minut. Imens ringede Peter atter til fødegangen og meldte vores snarlige ankomst.
Klokken var 6.45, da vi langsomt bevægede os fra 1. sal ned mod bilen. Vi bor heldigvis kun 2 minutters kørsel fra sygehuset, så turen var kort. Inden jeg steg ind i bilen, vendte jeg mig om mod busken foran bilen og kastede op. Tænk, at man kan kaste op af smerter! Jeg kunne slet ikke overskue tanken om at skulle sidde i bilen med veer, der rasede løs. Men på en eller anden måde holdt vi kort tid efter på Hillerød Sygehus' parkeringsplads.
I stedet for at gå om til vagten ved hovedingangen og ringe på for at blive lukket ind, så vi kunne tage elevatoren op til fødegangen på plan 2 eller 3, valgte jeg i stedet at tage trapperne. Fredagen forinden havde jeg siddet til gruppekonsultation hos jordemoderen, som havde vist os de mulige veje til fødgangen, alt efter hvilken side man kom fra. Men jeg kunne kun huske vejen med trapperne, og jeg havde bestemt ikke lyst til at fare vild midt i alle mine veer!
Så kl. 7.00 stod Peter og jeg så på selve fødegangen. Der kom en jordemoder forbi og stoppede ved synet af mig. Jeg havde da vidst veer, hvad?! Det kunne jeg jo ikke løbe fra. Vi fortalte hvem vi var, og hvor længe veerne havde stået på. Med min brækpose i den ene hånd og en rulle toiletpapir i den anden, Peter gående skråt bag ved og med jordemoderen under armen, stavrede jeg ned ad gangen mod stue 3 på den gamle fødegang. Rummet var lille og lyserødt. Det så dejligt og hyggeligt ud.
Der var vagtskifte kl. 7.00, så den ny jordemoder (Helle Druedal) kom og hilste på os. Med sig havde hun en sygeplejerske, som forsynede mig men noget lattergas. Åhh, hvor dejligt at få taget toppen af veerne!
Først fik jeg kørt en strimmel. Derefter undersøgte jordemoderen mig indvendigt og konkluderede, at jeg var næsten fulde 8 cm åben! Jeg blev helt lettet. Jeg havde jo fået at vide hele vejen igennem, at man skulle være heldig, hvis bare man var 2-3 cm åben, når man kom op på fødegangen.
Vi blev enige om, at jeg skulle have en Klyx for at give veerne rigtig god plads at arbejde på. Desværre kunne jeg ikke få min elskede lattergas med ud på toilettet. Det var rigtig svært at overskue at sidde på toilettet, mens jeg havde så kraftige veer, men det skulle vise sig, at jeg havde fået tømt tarmen fuldstændigt hjemmefra.
Nå. Ind i fødesengen igen og have fat i masken. Dejligt. Sygeplejersken spurgte, om der måtte komme en afspændingspædagog-studerende med ind på fødestuen og overvære fødslen som led i hendes uddannelse. Det sagde jeg ja til.
Så gik tiden ellers med at arbejde med veerne, selvom jeg fandt det ret svært, så ondt som de gør! Jeg fik varme håndklæder på lænden og lændemassage af jordemoderen. Det var virkelig dejligt, og jeg nød det.
På et tidspunkt begyndte hun at snakke om at prikke hul på fosterhinderne, hvis ikke vandet gik inden for kort tid. Hinderne var spændte og modne, men vandet gik åbenbart ikke af sig selv. Inden hun prikkede hul, besluttede hun, at jeg skulle om i knæ-/albueleje i sækkestolen, for hun var usikker på, om hovedet stod ordentligt i bækkenet. Jeg havde kun lige vendt mig om i fødesengen og lagt mig tilrette ovenpå sækkestolen, da jeg fik pressetrang.
Da jeg meddelte det til jordemoderen, sagde hun: "Du presser bare, hvis du har lyst". Så jeg pressede og var overbevist om, at Klyxen først ydede sin virkning nu, og jeg havde lavet ud over hele stuen! Der lød et smæld og derefter et stort plask. Dermed var vandet gået.
Min første og umiddelbare tanke var, at det var rigtig, rigtig pinligt, for dér lå jeg med måsen i vejret og gjorde det, jeg skulle have gjort ude på toilettet. Men sådan hang det jo alligevel ikke sammen. Jordemoderen fortalte, at vandet nu var gået kl. 9.15, men at det var lidt grønt. Nu ville de sætte elektroder på babys hoved og tilkalde børnelægen, så han som den første kunne undersøge den lille, når den kom ud.
Jeg blev lagt om på ryggen igen, og baby fik sat elektroderne på hovedet. Jordemoderen kunne nu se hovedet stå helt nede, parat til at blive presset ud. Hun kiggede op på Peter, mens hun hev ud i babys 3 cm lange og mørke hår: "Se Peter. Jeg tror minsandten, det bliver en pige"! Vi var nu overbevist om, at det var en dreng, der ville komme ud.
Jeg havde stadig pressetrang og fik besked på bare at presse med, når veerne kom, og at slappe rigtig godt af i pauserne. Det syntes jeg ikke var særlig nemt, og jeg brugte unødige kræfter på at skrige i slutningen af presseveerne i stedet for at give den det sidste lille pres.
Det resulterede i, at jordemoderen kunne sidde og betragte den lilles hoved glide frem og tilbage uden at komme længere. Hun hjalp selv til med hånden, for at jeg ikke skulle gå unødigt meget i stykker og overvejede i det stille, om hun skulle klippe, da vi nærmede os 1½ times presseri uden fremskridt.
Men så blev jeg godt og grundigt træt af ikke at komme nogle vejne. Jeg blev modløs og sagde til Peter, at jeg ikke kunne klare mere. Men han trøstede mig og sagde, at jeg klarede det rigtig fint. Jordemoderen spurgte, om jeg ikke ville have et spejl, så jeg kunne se, hvad det var, jeg arbejdede med, men jeg takkede nej. Det er ikke lige mig.
Igennem hele fødslen holdt Peter mig i hånden, strøg mig over håret og gav mig opmuntrende ord med på vejen. Han stod ved min siden hele tiden uden at forlade mig et eneste sekund. Den afspændingspædagog-studerende gik i pendulfart mellem fødesengen og håndvasken for at holde kluden på panden iskold. Også hun holdt min hånd ind imellem og masserede min lænd, når jordemoderen skulle skrive i journalen.
Børnelægen kom og havde taget en medicinstuderende med sig, så nu var vi lige pludeselig mange mennesker på den lille stue. Men det rørte mig nu ikke. Jeg havde rigeligt at se til. Jordemoderen bad mig om at lægge hagen helt ned mod brystkassen og holde om begge ben, når presseveen kom. Og så skulle jeg ellers presse! Det gjorde jeg, og hold fast hvor gjorde det stjerne ondt! Men på mirakuløs vis lykkedes det at få hovedet presset ud.
Nu blev jordemoderen meget bestemt og bad mig samle alle mine kræfter sammen, for nu skulle lillen ud i næste presseve!
Den afspændingspædagog-studerende og sygeplejersken holdt i hvert deres ben, og Peter stod med hånden på mit hoved. Så blev der presset og skreget, og ud kom vores guldklump kl. 11.29 mandag den 3. maj 2004.
"Det blev en pige!", sagde jordemoderen og klippede navlestrengen over, og gav prinsessen til børnelægen. Så blev hun ellers suget, undersøgt, tørret og pakket ind for alle pengene. Imens gav Peter glædestårene frit løb. Hun fik 10 point på Apgar-skalaen.
Kl. 11.34 fødte jeg moderkagen, og mens jeg efterfølgende blev syet, fik Peter lov at holde lille Rebecca. Hun greb med det samme fat om hans pegefinger, mens hun lystigt lå og knirkede. Han var helt solgt, den kære far! Da jeg var blevet syet, blev Rebecca lagt til brystet, som hun straks sugede sig fast til som en anden sugemalle!
2 dage efter fødslen kunne Peter og jeg tage hjem til lejligheden og begynde vores hverdag som en rigtig lille kernefamilie sammen med vores lille prinsesse.
Relaterede artikler
© 1999-2025