Skrevet af Jeanette
I september 2004 kom min 2. lille pige til verden efter en lang graviditet, hvor jeg måtte gå sygemeldt det meste af tiden. Vi skulle så mange ting igennem Shania og jeg, før vi endelig fik lov at nyde hinanden.
Jeg opdagede i februar 2004, at jeg venter vores 2. barn, og glæden ville ingen ende tage. Det var bare perfekt!
I samråd er vi enige om, at jeg fortsætter med at ride min hest, dog på rolig facon så længe jeg nu har det fint med det, men i april går det galt.
Jeg skal på udflugt med et par veninder, og ganske kort tid efter vi er redet ud, ender min hest og jeg foran en lastbil. Jeg ryger af hesten ned på astfalten og lander lige foran min venindes hest, der i desperation springer henover mig men får ramt mig i ryggen.
Da jeg vågner op på hospitalet, får jeg at vide, at jeg har været bevidstløs og meget meget heldig. Jeg er sygemeldt frem til min fødsel herefter, da jeg har slået mit bækken skævt.
Det blev med ét til en graviditet plaget af angst og dårlig samvittighed overfor mit ufødte barn. Havde jeg mon påført det skader?
Hvor mange havde travlt med at dunke mig i hovedet, hvor tåbelig og egoistisk jeg havde været, stod min mand og min mor der som 2 stærke tro klipper for mig.
Fødslens start minder i stor stil om begyndelsen på Jasmins fødsel. Jeg vågner om natten ved, at vandet går i en enorm skylle. Ud under bruseren og har fra start kun 3 minutter mellem veerne.
Vi skal møde på hospitalet i en fart og må tage vores ældste datter med, da min mor ikke kan nå herop. Jasmin tager det i stiv arm.
Min mor støder til på hospitalet og tager sig af vores datter. I 15 minutter har jeg presseveer, så er Shania født. En smuk lille pige med kæmpe øjne og masser af mørkt hår.
Vores enorme lykke bliver kort. Jeg når end ikke at ligge 30 minutter på fødestuen, før jeg overflyttes til barselsgangen. Men jeg bløder enormt og er meget svimmel og træt.
Jeg bliver ved med at bløde. Det vælter ud af mig med rasende fart, og jeg falder væk hele tiden. Vores lille datter bliver hentet og kørt på neonatal, da hun har for lavt blodsukker. Her får hun lagt sonde.
Jeg selv får ve-drop, da man tror, det er koaleringen, der skyldes min blødning, så de vil have, at min livmoder trækker sig sammen i en rasende fart.
Det konstateres imidlertid senere, at det er det ikke, og jeg bliver hen under aftenen kørt på operationsstuen. De må lukke 2 arterier, som er sprunget, og jeg er komplet omtåget, da jeg vågner op af narkosen.
Jeg har mistet 2,9 liter blod ialt og skal have blod tilført den næste dag. Min mand og min ældste datter kommer med Shania, da jeg kommer tilbage på barselgangen, men desværre kun kort, så skal hun tilbage på neonatal.
Jeg føder om onsdagen, opereres onsdag, får blod torsdag 2 gange, og fredag beder de mig tage hjem, da de er mindre bemandet i weekenden.
Hvis de dog bare ville vurdere en gang imellem, for efter få dage hjemme bliver jeg hentet af en ambulance og indlagt med store smerter i maven. Det viser sig at være en infektion i livmoderen efter operation.
Jeg får en masse medicin og har mit lille spædbarn med. Om morgenen bliver vi flyttet ind på en anden stue, og kl. 11.00 bliver jeg bedt om at tage hjem. Det var naturligvis også lørdag, og ja jeg er meget ironisk, for det viser sig, at de udleverer en medicin, jeg ikke må tage, når jeg ammer.
Idag har vi det alle fint igen, men jo vi er bitre. Vore familier blev behandlet meget grimt af personalet undervejs, og hospitalet havde generelt for travlt. Det kan godt være, det for dem blot er et job, men det er vores liv, og selvom alt med min fødsel ikke gik efter planen, gjorde de det ikke bedre.
05-02-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025