Skrevet af Christina Nielsen
Nu har jeg haft meget glæde af at læse alle andres historier, så nu vil jeg også komme med min egen.
Vi havde bestemt ikke planlagt at blive gravide. Jeg var lige begyndt i lære som økonomiassistent, og jeg glædede mig over endelig at have fundet en læreplads. Desuden havde vi ikke været kærester i mere end 2 måneder, da jeg opdagede, at jeg var gravid.
Det var ikke en helt normal måde, jeg opdagede det på. Jeg havde haft nogle problemer med blødninger under sex, så jeg skulle til en scanning på sygehuset. Det skulle jeg samme dag, som min moster skulle til sin 12 ugers scanning. Det var endelig lykkedes for dem at blive gravide. Jeg skulle ind 10 minutter før hende, og vi aftalte, at jeg skulle vente, når jeg var færdig, så jeg kunne se billeder af deres lille vidunder.
Jeg kom ind til en rigtig sød læge. Hun spurgte, om der var mulighed for, jeg var gravid. Det mente jeg bestemt ikke, da vi havde passet på, men der kunne vel være en lille chance, så jeg skulle lige aflevere en urinprøve.
Jeg kom op på briksen og lå så der med benene i bøjlerne, da der kommer en sygeplejerske ind og siger: "Ja, du er gravid". Jeg rejste overkroppen og sagde: "A' hvad er jeg?". "Ja, du er gravid". "Øhh, okay". Det var det eneste, jeg kunne sige.
Jeg var omkring 4 uger henne. De kunne ikke se noget endnu, men de sagde, det var deromkring. Jeg var så meget i chok, at jeg bare gik, da jeg var færdig. Jeg glemte alt om min moster. Jeg måtte bare ud og snakke med kæresten.
Da jeg kom ud, ringede jeg til ham. Jeg ville ikke have fortalt det i telefonen, så jeg sagde, jeg kom ud til ham på jobbet. Han blev dog ved med at spørge, hvad der var galt, og til sidst måtte jeg jo sige, at jeg var gravid.
Jeg kørte ud til ham på jobbet, og han var jo også helt rundt på gulvet. Selv om vi ikke rigtig snakkede om det, var der ingen tvivl om, at vi selvfølgelig skulle beholde det, Vi blev enige om ikke at fortælle det til nogen, før vi selv havde fået snakket om aftenen.
Jeg kørte så på arbejde i Århus, og selvfølgelig ringede min moster og spurgte, hvorfor jeg bare var kørt, og om der var noget alvorligt galt med mig. "Hmm", kunne jeg bare sige, "hvad tror du selv, der er galt?". Hun gættede med det samme, at jeg var gravid, og hun blev ellevild. Vi har altid joket med, at det kunne være fedt at være gravide sammen.
Min mor ringede også, fordi hun var bekymret over, jeg ikke havde ringet til hende. Hun var også på arbejde og kunne høre, at der var noget galt, så jeg måtte fortælle hende det, og hun blev helt stille i telefonen men også helt vildt glad.
Der gik ikke ret meget mere end et par dage, før vi havde vænnet os til tanken om at skulle være forældre, og det var rigtig dejligt. Vores forældre var rigtig glade, selv om de jo selvfølgelig syntes, at det var hurtigt, men vi skulle nok få det hele til at fungere.
Min graviditet forløb rimelig normalt. Jeg havde en smule kvalme i starten, men ikke det vilde. Jeg blev dog sygemeldt med bækkenløsning, da jeg var ca. i uge 21. Det var helt vildt irriterende. Jeg havde dog heldigvis en mild form for bækkenløsning med daglige smerter, men ikke noget, jeg ikke kunne holde ud. Der var bare nogle ting, som jeg ikke kunne, som f.eks. rengøring.
På ca. samme tid begyndte jeg at få mega meget halsbrand. Det var nok det værste. Ej, hvor var det bare træls. Jeg kunne ikke spise eller drikke noget, uden det kom.
Jeg havde termin den 14. april 2008. Den 12. april skulle vi til bryllup, og jeg gik jo og håbede på, at det kunne sætte gang i fødslen. Jeg var på det tidspunkt nemmere at hoppe over end gå udenom. Der skete intet.
Jeg var overbevist om, at jeg sikkert gik 14 dage over og skulle sættes i gang. Min moster havde haft en lynfødsel den 21. februar 2008. Det tog 2 timer fra ankomsten til sygehuset uden veer og med 2-3 presseveer. Snyd! Men sådan var det i min familie. Både min mor og moster har begge haft 3 nemme fødsler.
Jeg blev ved med at sige, at så heldig var jeg ikke. Jeg forventede det værste - veer i 3 dage, og at jeg ville sprække hele vejen om i numsen. De sagde, jeg var pjattet, og det ville gå som med dem. Men nej, jeg fik ret. Heldigvis, for jeg havde forventet det værste. Det vil jeg råde alle andre til, for så bliver man ikke grimt overrasket.
Torsdag den 17. april, 3 dage over termin, skulle jeg til jordemoder, men på grund af strejken måtte jeg tage på fødegangen. Da jeg stod op og gik på wc, var jeg begyndt at tegnbløde. "Yes", tænkte jeg, for så fødte jeg sikkert inden for de næste 24 timer. Det havde min mor nemlig gjort.
Jeg kom op på fødegangen og fortalte det til jordemoderen. Hun sagde også, at jeg kunne forvente at føde inden for 48 timer, men at der altså var nogen, som gik i en hel uge. Det var dog sjældent, det skete.
Torsdag eftermiddag begyndte mine veer. De var dog slet ikke slemme, små niv i lænden og maven og meget uregelmæssige. Natten mellem torsdag og fredag blev vi enige om at ringe til fødegangen. Inden da havde jeg slet ikke været i seng, fordi jeg var så spændt. Jeg havde været i et langt brusebad, da alle har sagt, det skulle være godt.
Jeg gik rundt hele tiden for at holde gang i det. Jeg tog tid på veerne. De kom med 3-5 minutters mellemrum og varede ca. 1 minut. Min kæreste sov fra det hele, men kom ned for at tisse ved 2-tiden.
Vi tog på fødegangen. Jeg blev undersøgt og var 3 cm åben og havde stadig lidt af livmodermunden tilbage. Da vi boede så tæt på, blev vi sendt hjem. Jeg skulle prøve at sove lidt. De var sikre på, at vi ville komme igen inden for et par timer, så de ville holde en stue klar til os.
Vi tog hjem og gik i seng. Jeg vågnede ved 7-tiden og blev så skuffet. Ingen veer overhovedet. Og sådan var det hele fredagen, selv om vi var ude og gå lange ture. Der skete bare ingenting.
Vi skulle til min fætters konfirmation om søndagen, og det ville jeg altså bare med til. Så enten skulle jeg føde inden eller efter. Der var jo strejke, så vi ville blive sendt hjem efter 4 timer, selv om jeg var førstegangsfødende.
Lørdag startede som fredag uden veer. Så jeg kørte en tur ud til mine forældre. Mens jeg sidder derude, begyndte jeg at få nogle små veer. De gjorde mere ondt denne gang og varede lidt længere, men de kom ikke så tit.
Jeg lavede en dekoration til min fætters takkesang, mens mine veer blev stærkere. Min mor var bekymret for, om jeg kunne køre hjem, men det kunne jeg sagtens, forsikrede jeg hende om. Da jeg kom hjem, gik vi en tur ind til naboen, hvor vi sad og nød det super gode vejr.
Mine veer fortsatte. Min kæreste skulle på arbejde om natten, så det ville bestemt ikke gøre ham noget, at jeg fødte. Han gik i seng ved 22-tiden, og jeg blev oppe og lavede en gentagelse af torsdag.
Kl. 1.30 stod han op. Han ringede på jobbet og sagde, han ikke kom. Vi ville ikke ringe til fødegangen, før der rigtig begyndte at komme gang i det. Det kom der bare ikke. Det fortsatte meget uregelmæssigt, så vi ringede derop. De ville gerne se os igen. Vi tænkte bare "Ja ja, så kan de jo sende os hjem igen".
Jeg blev undersøgt og var 4 cm åben. Kanon - 1 cm siden torsdag. Det var for ringe. Men til vores overraskelse beholdt de os. Uhh, så blev det jo spændende igen, for nu kom vi jo ikke hjem igen uden vores lille dreng. Klokken var ca. 2.30.
Hun holdt øje med mine veer, som var begyndt at forsvinde igen. Jeg fik lavement, da jeg kom ind på min stue. Det var ikke det fedeste, men hellere det end...
Jeg kom en tur i karbad. Det hjalp ikke en dyt, og nu havde jeg faktisk ingen veer igen. Det var bare så ærgerligt. Omkring kl. 6 fik jeg noget morfin at sove på. Det var ikke sikkert, jeg kunne sove, for ved nogen satte det gang i veerne. Super, tænkte jeg. Jeg var ikke specielt træt, men var sikker på, at det skulle jeg nok blive, hvis jeg ikke fik sovet.
Vi sov ca. 2 timer. Jeg vågnede mange gange på grund af veer, men faldt i søvn igen. Kl. 8 ringede jeg med klokken. Jeg kunne ikke sove mere. Der havde været vagtskifte, så der kom en ny jordemoder, hvilket jeg var glad for, da den anden ikke lige var min kop te.
Jeg blev undersøgt igen, og var 7 cm åben. Det var jo fantastisk. Nu begyndte der jo at ske noget. Hun spurgte, om jeg ville have den rygmarvsbedøvelse, for den skulle jeg have nu, hvis det var. Det ville jeg ikke, for det gjorde jo slet ikke ondt.
Vi blev enige om, at jeg fik en time til at åbne mig mere, og ellers ville de tage vandet. Der gik en time, og ingenting skete. Ca. kl. 9.30 fik jeg taget vandet. Det var lidt lysegrønt, men ikke noget at være bekymret for.
Skete der ikke noget inden for den næste time, ville jeg få lagt et vedrop. Det gjorde der jo selvfølgelig ikke, så jeg fik lagt vedrop omkring kl. 11.30. Så skal jeg da lige love for, at jeg fik veer. Det var helt vildt, og nej hvor gjorde det bare ondt. Jeg havde hele tiden svoret, at jeg ikke skulle tude under min fødsel, først når han kom op på maven.
Efter 20 minutter havde jeg så mange veer, at jeg bad hende taget droppet ud, men jeg skulle have hele posen, og der var til 2 timer. Så ville jeg have den bedøvelse i ryggen, men det kunne jeg ikke få nu, da jeg var åbnet 8-9 cm. Så begyndte jeg at tude!
Min kæreste havde det rigtig hårdt, da han jo ikke kunne gøre noget. Han gav min kolde klude og holdt min hånd. Han var bare fantastisk under hele forløbet. Han stod ved min side og fortalte, hvor højt han elskede mig, og hvor dygtig jeg var.
Fra nu af er det hele lidt af en tåge for mig. Min jordemoder havde sat en elektrode på bettes hoved for at kunne følge hans hjerterytme. På et tidspunkt sagde hun, at hun ikke kunne læse kurven, så hun ville hente en læge. Inden da havde jeg fået lov til at presse, men jeg havde egentlig ikke nogen presseveer.
Min fantastiske kæreste holdt det ene ben oppe, og en assistent holdt det andet. Jeg hjalp også selv med at holde. Lægen kom - eller der kom to - og de sagde, at jeg fik lov til at presse i 20 minutter mere, og så ville de sætte sugekop på. Jeg pressede og pressede uden presseveer og mere eller mindre uden veer, da de igen var begyndt at forsvinde. De varede kun 30 sekunder nu.
Der gik 5 minutter, så kom lægerne ind igen og satte sugekop på. Nu syntes jeg ikke, det var sjovt længere, og jeg ville have et kejsersnit, men det kunne slet ikke komme på tale. De satte sugekoppen på. Nej, det gjorde ondt. De rykkede og rykkede i min stakkels lille dreng, og jeg pressede og pressede, selv om jeg ikke havde flere kræfter.
Pludselig røg sugekoppen af. Min kæreste har fortalt, at der røg blod ud over det hele. Det så jeg ikke. Jeg holdt bare fast i min iltmaske. Der gik ikke mere end 20 sekunder, før de fik sat en ny på. Min kæreste stod og græd. Han kunne se hovedet.
 Jeg ved ikke, hvad der skete, men pludselig lå min søn på min mave med det dejligste mørkebrune hår den 20. april 2008 kl. 14.09. Han var 52 cm lang og vejede 3.240 gram. Jeg græd som pisket, og det gjorde min kæreste også. Det var bare lykken. Nu havde vi ventet så længe på, at han skulle komme ud.
Væk var han igen. De tog ham over for at tjekke ham. Jeg kunne slappe lidt af og opdagede, at der var rimelig mange på stuen. Mig, min kæreste, jordemoderen, en assistent, to læger og to børnelæger. Det var meget ubehageligt.
Min dejlige søn havde haft en rimelig hård medfart. Han var meget bleg og blev suget, men han skreg heldigvis, fra han kom ud. Jeg fik ham over til mig igen.
Jeg fik egentlig ikke særlig meget tid til at kigge på hans dejlige store blå øjne, for da de ville trække moderkagen ud, sprang navlestrengen, som de rykkede i, så jeg skulle igen til at presse. Men den kom ikke ud. Det hele skulle gå så stærkt, så jeg ikke mistede for meget blod.
Lige pludselig skulle jeg ned og opereres, og min søn skulle i kuvøse. Det kunne jeg slet ikke holde ud. Væk var min søn over i en plastikboks. Min kæreste stod ved siden af, og jeg blev kørt væk. Fuldstændig forvirret blev jeg kørt ned for at få fjernet moderkagen.
Dernede fik jeg jo så selvfølgelig den bedøvelse i ryggen. Den kunne jeg godt have brugt 2 timer tidligere. Jeg fik fjernet min moderkage manuelt - eller med håndkraft, som nogen ville sige. Jeg er da glad for, jeg var bedøvet og ikke rigtig kunne se, hvad der forgik, for lægen havde hele armen oppe i mig.
Jeg var blevet lovet, at jeg ville komme direkte op til min søn og kæreste, men det kom jeg ikke. Jeg havde mistet alt for meget blod, ca. 1,5 liter, så jeg skulle på opvågningen. Jeg var grædefærdig. Jeg ville jo bare op til min familie.
Der gik 3 timer, før jeg kom derop, og jeg var opløst af tårer. Jeg havde fået at vide, at de var mange inde på stuen. Min mor, stedfar, 2 brødre, mine svigerforældre og min papdatter var der. De var alle mere eller mindre i chok, da de så mig. Jeg var opsvulmet i hele hovedet.
 Vores søn Marius havde lidt for lavt blodsukker, men det forsvandt, da han kom over til mig at ligge. Han er den dejligste dreng. Selv om det var en hård tur, fik jeg kun 2 sting, og jeg ville gøre det hele endnu engang, når der kommer noget så skønt ud af det.
Min kæreste var fantastisk under hele forløbet. Han støttede mig og roste mig på de helt rigtige tidspunkter. Jeg tror dog, at det var meget hårdere for ham psykisk end det var fysisk for mig. Han havde de første 3 timer alene med Marius, og det har gjort, at de har et fantastisk bånd. De første par uger havde han meget nemmere ved at få ham til at falde til ro, når han var lidt ked.
Nu er Marius 9 uger og har det fantastisk. Han er så nem og så glad en dreng. Han smiler og snakker hele tiden. Han er så tilpas. Det er dejligt.
Tak fordi du ville læse min historie. Lad være med at blive skræmt. Det kunne have været meget værre. Men forvent det værste og håb på det bedste. Held og lykke til alle jer, som venter jer.
11-09-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025