Blodprøve for Downs Syndrom unødvendig Den komplicerede tripletest er ifølge forskerne ikke nødvendig.
4606
Den komplicerede tripletest, der bliver foretaget med en blodprøve taget under graviditeten for at konstatere, om fosteret har Downs Syndrom, er ikke nødvendig. Det mener i hvert fald engelske læger.
Resultaterne af en undersøgelse, der varede i 6 år, og som netop er offentliggjort i British Medical Journal viser, at hvis blot man spørger den gravide kvinde om hendes alder, og så foretager en ultralydscanning for "ældre gravide", er det en lige så effektiv måde at opdage denne genetiske fejl, der forårsager hjerneskader og ofte fysiske defekter i tilgift.
Tripletesten er blevet vidt udbredt både i USA og i England siden begyndelsen af 1990’erne. Den bliver foretaget mellem 15. og 20. uge af svangerskabet og går ud på at afsløre, om blodets indhold af alfa-fetoprotein og estriol er lavere end normalt, og om indholdet af graviditetshormonet HCG, som er forbundet med Downs Syndrom, er højere end normalt.
Downs Syndrom forekommer ved 1 ud af 800-1000 fødsler. Risikoen forøges med den gravide kvindes alder og når helt op på 1 tilfælde ud af 40 fødsler, når moderen er over 40 år.