Skrevet af Kirstine
Fortællingen her er både fra min egen hukommelse og fra fødselsjournalen.
Den 20. oktober havde jeg termin og var allerede der ved at være super træt af at vente. Dog forventede jeg ikke at komme til at føde til tiden, da jeg gik 10 dage over med min første søn Balthazar.
Men jeg var ved at blive vanvittig af at vente. Jeg syntes, det var hårdt at være mor til en på 2½ år og så være så stor og møg besværet. Jeg havde nu ellers haft en god graviditet. Nu gad jeg vel egentlig bare ikke at vente mere.
Onsdag den 27. oktober var jeg ved jordemoder, hvor jeg beklagede min nød. Beskeden var, at hvis der ikke var sket noget inden weekenden, skulle jeg ringe ud på svangerambulatoriet og få en tid til igangsættelse.
Min mand var på arbejde her den 27., så jeg skulle være alene med min store dreng. Min mor kom, for hun kunne godt mærke, at jeg trængte til at blive nurset lidt ekstra. Hun tog hjem kl. 21.
Kl. 21.30 kom Joakim hjem. Kl. 23 gik jeg i seng men faldt først i søvn kl. 0.15. Joakim gik i seng kl. 0.45 og sov med det samme.
Kl. 1.17 vågnede jeg og følte stor trang til at komme på toilettet. Jeg prøvede men kunne ikke komme af med noget. Jeg kunne godt mærke nogle mikroskopiske veer, men jeg turde ikke engang håbe. Jeg havde tudet hver dag, fordi jeg var træt af at vente.
Jeg fandt nogle kryds og tværser frem og gav mig lige så stille i kast med dem inde i sengen. Jeg prikkede til Joakim og sagde, at der nu var ved at ske noget, og at han skulle indstille sig på at blive far inden for et par døgn.
Kl. 2.05 vente han sig i sengen, så jeg blev vippet lidt rundt. Jeg skældte og smældte, for det gjorde ondt nok i forvejen. "Ja ja", sagde min mand, "du må godt gå under broen". Jeg kom til at grine, for nu gik det op for mig, at han vist ikke helt var klar over, at vi snart skulle være forældre igen.
Jeg vækkede ham og sagde det, som det var, og nu bed veerne lidt mere, så jeg ville gerne i bad. Han gik med, så jeg kunne sætte mig i badekaret (jeg ville ikke være alene, da jeg var bange for, at jeg ikke kunne komme op igen).
Inden jeg gik ud og brusede, ringede jeg lige til min mor for at sige, at det muligvis var i nat, at hun skulle passe Balthazar. Hun vågnede hurtigt, kunne jeg høre. Hun sagde, hun ville tage af sted med det samme. Jeg sagde, hun lige skulle vente. Det kunne jo være, at veerne ville gå i sig selv igen, mens jeg var i bad.
Det var dejligt at komme i bad, og jeg brusede godt på maven, når veerne kom. Jeg aner ikke, hvor lange de var, eller hvor lang tid der gik imellem dem. Men kl. 3.05 sagde jeg til Joakim, at han godt kunne ringe til min mor og sige, at vi snart ville tage på hospitalet.
Da min mor kom ca. kl. 3.30, ringede jeg til fødegangen for at sige, at vi var på vej. Egentlig ikke fordi jeg troede, jeg skulle føde, men mere fordi jeg følte mig så forstoppet, og det gjorde rigtig ondt, når de små veer kom. Derfor ville jeg gerne have et klyx. De sagde, jeg bare skulle komme.
Efter en tur med taxaen - og tre veer - var vi på hospitalet. Der kom en jordemoder ind af døren sammen med os, der var nemlig kun en på fødegangen den nat, og hun havde gang i en anden fødsel. Klokken var nu 4.00.
Kl. 4.15 bliver jeg undersøgt men siger selv, at jeg stadig ikke er ved at føde men bare er forstoppet. Jeg er dog 3 cm åben. Jeg får et klyx og skynder mig ud for at "kvittere".
Kl. 5.15 vil jeg gerne i badekar, for veerne har taget til, og jeg kan næsten ikke finde ro. Jeg vil gerne undersøges først. Min jordemoder Mette spørger, om jeg bliver ked af det, hvis der ikke er sket noget, for så er det måske bedre at vente. Jeg ved, at jeg ville blive ked af det, men jeg har også brug for at vide, om det måske er bedre at tage hjem. Jeg er nu 4 cm, så vi bliver, og jeg kommer i vandet.
Jeg er i vandet og arbejder godt med veerne, selvom jeg brokker mig højlydt. Joakim sætter sig og læser et eller andet Bo Bedre, der ligger på fødestuen. Det flipper jeg helt over. Han hader den slags blade. Det er jo mig, der godt kan lide at læse dem. Han spørger, hvad han så skal, for han må ikke røre mig eller tale til mig, da det forstyrrer.
Jeg er en rigtig pestilens, og det er vel synd for ham, men min frustration går ud over ham. Godt, at jeg ved, at han sagtens kan klare det.
Jeg kan huske, at jeg havde svært ved at udnytte ve-pauserne ordentligt, fordi bebsen sparkede så vildt, at det gjorde ondt og spændte hen over hele maven.
Kl. ca. 6 spørger jeg, om jeg overhovedet skal føde i dage. Mette griner og siger: "Ja, jeg tror, det bliver et frokost-barn". Jeg kigger fortvivlet op på uret og brokker mig over, at jeg kun har sovet en skide time.
Kl. 6.15 bliver jeg undersøgt og er nu 6 cm åben. Det går da fremad. Hurra.
Joakim springer rundt for mig, tørrer min pande, giver mig vand, holder brækbakken under hver ve, fordi jeg tror, jeg skal kaste op. Det er bare rart at vide, at han er der. Specielt fordi jeg ikke havde klaret at føde Balthazar uden ham. Det giver ro.
Kl. 6.35 begynder jeg at presse lidt med i slutningen af veerne. Det er ikke sjovt, for jeg er jo ikke åben endnu. Derfor beder jeg om at få taget vandet, så det måske kan gå lidt hurtigere.
Jeg kommer efter en kamp op af karret, og Mette prøver at tage mit vand. Men der er ikke noget vand at tage. Det må være gået i karret, hvilket egentlig beroliger mig. Så var det da ikke grønt ligesom sidste gang.
Kl. 6.45 er jeg 8 cm åben.
Kl. 6.55 har jeg tiltagende pressetrang og gisper mig gennem veerne.
Kl. 7.00 prøver jeg at komme lidt op at stå. Det er ikke rart, men jeg føler, det hjælper.
Kl. 7.12 hjælper Mette mig med at fjerne den sidste kant, fordi jeg har så meget pressetrang. Det sker over to veer. Og så må jeg endelig presse.
Kl. 7.15 får jeg lidt ilt, mens jeg presser i knæ/albue leje. Jeg får lidt ilt, for hjertelyden daler lidt under veerne.
Kl. 7.20 vender jeg mig og kommer om i en halvt siddende stilling, hvor jeg selv holder under mine knæ. Og jeg presser. Joakim nurser mig helt vidunderligt med heppende tilråb, holden i hånden og kolde klude på panden. Det er rart. Jeg havde slet ikke den luksus under sidste fødsel, for der var han nødt til at hjælpe med at holde mit ben og give mig lattergas.
Kl. 7.26 har jeg født den dejligste lille dreng.
Han kommer med det samme op på min mave. Det var vidunderligt, og noget jeg ikke fik lov at opleve med Balthazar, da han skulle på neonatal. Så jeg kniber en lille tåre.
Jeg er bange for, at de tager ham fra mig, og at der er noget galt ligesom sidste gang, så jeg spørger om 1.000 ting på ingen tid. Men jeg kan pludselig se, hvor godt den lille mand har det. Så jeg giver mig hen til at nyde.
Archibald ligger hos mig, mens jeg klipper navlestrengen. Joakim bliver spurgt, om han vil, men han siger: "Jeg er pædagog, jeg klippe-klistrer nok i hverdagen". Så jeg fik æren.
Kl. 7.33 føder jeg moderkagen. Den er hel og fin. Jeg gik ikke i stykker.
Archibald tager hurtigt fat og sutter. Jeg ringer hjem til min mor, som fortæller, at Balthazar vågnede kl. 7.26. Pudsigt. Jeg får en noget søvndrukken dreng i røret og fortæller, at nu har jeg født. Jeg kan høre, at han siger til min mor: "Balthazar har lillebror", og så vrælede jeg.
Archibald vejede 3.900 gram og var 52 cm. En lækker lille basse. Vi blev på hospitalet i 4 timer, før vi tog hjem til Balthazar. Det var dejligt at komme så hurtigt hjem, for vi ville også gerne hjem til Balthazar.
Det hele var en fantastisk oplevelse, og hvor var det heldigt, at min mor var hos mig om aftenen. Hun var der jo, da Balthazar blev puttet. Så det var ikke unaturligt, at hun også var der, da han vågnede.
Nu er Archibald næsten 3 måneder. Han har det fantastisk og er meget lattermild. Balthazar har taget det super flot at blive storebror, og han nyder sin lillebror. Alt i alt et perfekt forløb. Jeg kunne ikke have ønsket mig det anderledes.
18-03-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025