Skrevet af Merete
I september 2001 kom mit første barn til verden ved et planlagt kejsersnit. Det blev besluttet, fordi hun lå i underkropsstilling. Alt forløb godt, og vi fik en dejlig datter, men jeg følte det ikke som nogen god oplevelse. Det var en operation og ikke en fødsel.
Hun blev taget ud af min mave, uden at nogen af de naturlige processer, kroppen gennemgår ved en fødsel, fik lov til at virke. Det blev siddende som et chok i kroppen længe efter, og der gik lang tid, før jeg genvandt energi og kræfter. Men jeg trøstede mig med, at jeg måske næste gang kunne føde normalt.
Da jeg i 2004 var gravid igen, fyldte tanken om fødslen derfor meget lige fra begyndelsen. Da jeg var i uge 28, kunne jordmoderen bekræfte min mistanke om, at den var gal igen - den lille lå forkert. Det var det lille hoved, jeg kunne mærke bag min navle! Jeg ville gøre alt for at undgå kejsersnit denne gang, så jeg begyndte at undersøge mulighederne for at få barnet vendt, bl.a. med moxa-behandling.
Der var dog ikke tale om at gøre noget før omkring uge 34, så jeg ville forsøge mig med en yoga-øvelse, jeg havde hørt kunne få et barn til at vende sig. Det går ud på, at man ligger på ryggen med bøjede ben og fødderne på gulvet, og så løfter man bækkenet op, så der er en lige linie fra knæene til skuldrene.
For at kunne blive liggende i denne stilling i længere tid, skal man have nogle puder stablet under enden. Det er bedst at gøre det på et tidspunkt, hvor barnet er vågent og aktivt, og for mig var det om aftenen. Så jeg lagde mig i den stilling på sofaen, masserede på maven og så lidt fjernsyn imens for at få tankerne væk fra ubehaget. Det er ikke særlig rart at ligge sådan, når maven er stor!
I løbet af den time, jeg lå sådan, bevægede barnet sig meget. Og næste dag havde jeg en helt anden fornemmelse af barnets bevægelser og af mavens form - det var altså lykkedes! Jordemoderen kunne bekræfte, at nu lå barnet rigtigt. Sikke en lettelse!
Efterhånden turde jeg glæde mig til fødslen, og terminen nærmede sig. I ugen op til kunne jeg godt mærke, at plukkeveerne ændrede karakter og blev stærkere.
Dagen før terminen gik jeg en tur ved stranden med min familie. Det var smukt septembervejr, og mens jeg sad og så ud over vandet, følte jeg pludselig en stor ro ved tanken om fødslen, og samtidig kom der en stærk følelse af længsel efter at holde det lille nye barn i armene. Det kom derfor ikke bag på mig, da plukkeveerne samme aften blev regelmæssige.
Jeg gik i seng og sov lidt, men fra omkring midnat var det rigtige veer, og så blev det ikke til mere søvn, men jeg slappede af, så godt jeg kunne.
Klokken 4 ringede jeg til Skejby og sagde, at vi nok kom i løbet af de næste timer, og så vækkede jeg min mand, som endnu ikke vidste, at veerne var i gang. Jeg tænkte, at jeg nok senere fik brug for, at han var udhvilet, så jeg havde ladet ham sove.
Jeg havde stadig den ro i mig, som jeg havde følt om eftermiddagen ved stranden. Det var en stærk følelse af, at min krop vidste, hvad der skulle ske, og jeg derfor kunne hvile helt i mig selv. Jeg var på intet tidspunkt bange for smerten. Det var ellers noget af det, jeg på forhånd - da jeg ikke vidste, hvordan veer føltes - havde forestillet mig, kunne ske.
Nu da jeg havde talt med sygehuset, var det som om, veerne pludselig blev stærkere og hyppigere, så jeg ringede til min mor, som kom for at passe vores store pige, og ved 5-tiden ankom vi til fødegangen.
Jeg var 3-4 cm åben, så vi fik en fødestue. Jeg kom i bad, og vi sad og sludrede med jordemoderen. Det var alt sammen meget stille og roligt. Lidt for roligt, viste det sig, for da jeg fik en ny jordemoder ved 7-tiden, var hendes vurdering, at jeg stadig kun var 3-4 cm åben. Hun ville derfor tage vandet for at se, om det kunne sætte lidt skub i det.
Det var meget smertefuldt at skulle ligge på ryggen imens, og det havde ikke rigtigt den ønskede virkning. Smerterne var slemme nu, og jeg havde meget svært ved at slappe af under veerne, selvom jeg brugte vejrtræningen, så godt jeg kunne.
Jeg fik tilbudt akupunktur og fik sat nåle i flere steder, blandt andet i panden og i hårbunden. Det hjalp ikke direkte på smerterne, men det fik mig til at slappe mere af, kunne jeg mærke.
Kl. 9 var det stadig kun 4-5 cm, og jordemoderen kunne mærke på barnets hoved, at det ikke havde drejet sig rigtigt. Det lå med næsen vendt mod min ryg og ikke ud mod den ene side, som det skulle for at passe ned igennem bækkenet. Hun sagde derfor, at kejsersnit kunne blive nødvendigt.
Det var naturligvis ikke rart at høre, men jeg følte mig stadig fortrøstningsfuld - og en anden jordemoders vurdering var da også, at jeg sagtens kunne føde normalt.
Noget skulle der dog til at ske, så de tilbød mig vestimulering og en epiduralblokade. Jeg havde håbet at kunne føde uden den slags hjælpemidler, men sagde ja efter lidt overvejelse. Det gik jo alt for langsomt og gjorde virkelig ondt nu.
Da først det var besluttet, måtte de gerne komme med det samme! Og der gik heldigvis ikke lang tid, før jeg fik epiduralen, og hvilken lettelse! De slemme smerter var væk, men jeg kunne stadig mærke veerne, og nu kunne jeg tænke på, hvordan jeg bedst kunne hjælpe barnet med at komme videre ned i bækkenet.
Så jeg kom op at stå (det kunne sagtens lade sig gøre, mine ben var kun lidt slappe, ikke følelsesløse) og bevægede bækkenet fra side til side. Og jeg sad på hug på fødebriksen og vuggede. Jordmoderen var lidt skeptisk, kunne jeg se, men hun hjalp mig dog. Det var ikke helt nemt med diverse slanger og instrumenter.
Kl. 11.40 var jeg 8 cm åben. Jeg kunne nu bedst ligge på siden på briksen. Alt var igen så stille og roligt. De havde sat en elektrode på barnets hoved, så de kunne følge hendes puls, og jeg kunne se på hjerteslagene, at når jeg trak vejret dybt og roligt, fik hun mere ilt. En time senere var jeg helt åben.
Omkring kl. 13 begyndte jeg at have en fornemmelse af, at jeg gerne ville presse, men det var ikke nogen stærk pressetrang, og jeg kunne ikke rigtig mærke mine mavemuskler, som jeg skulle bruge til at presse med. Så der blev slukket for bedøvelsen, og ved næste ve pressede jeg med, og så skete der noget fantastisk!
Der gik et sus igennem kroppen, jeg følte en kæmpe energi og kraft, og al smerte var forsvundet. Jeg var helt koncentreret om at presse og husker ikke meget andet. Hovedet var nu helt nede. "Du har født hovedet", sagde jordemoderen lidt efter, og i næste ve var barnet ude, og en varm våd lille krop blev lagt på min mave. Klokken var 13.40.
Vi kiggede på det lille ansigt i nogle lange sekunder og nåede lige at tænke, at "nu skulle hun trække vejret", og så kom der et lille skrig. Det var en helt ubeskrivelig oplevelse! Der lå hun lige så stille på min mave og trak vejret for allerførste gang! "Skal I slet ikke se, hvad det blev?", spurgte jordemoderen nogle minutter efter. Vi vidste slet ikke endnu, at det var en pige.
Det var helt overvældende. Min mand klippede navlesnoren. Jeg fødte moderkagen og fik den at se. Og så skulle jeg syes et par steder. Imens ammede jeg min smukke lille datter. Hun lå stadig nøgen mod min hud og blev holdt varm. Senere blev hun målt og vejet og klædt på. 3.510 gram og 53 cm.
Lidt senere kom mormoren på besøg med den stolte storesøster, og kl. 18 var vi alle hjemme igen med vores lille nyfødte. Det var fantastisk at kunne gå derfra blot 4 timer efter at have født, og jeg kom mig helt i løbet af få dage.
Det blev virkelig den fødsel, jeg havde drømt om. Det var en kæmpe stor oplevelse, som jeg ikke ville have undværet for noget. Jeg ved, at man kan have gode grunde til at vælge et kejsersnit frem for en naturlig fødsel, men jeg ved også, hvad jeg til enhver tid vil foretrække.
Jeg har hørt nogen begrunde et kejsersnit med, at "man ved jo ikke, hvordan fødslen kommer til at gå". Nej, det ved man ikke, men jeg havde fra begyndelsen en tro på, at det ville gå godt og ikke mindst, at jeg selv havde en indflydelse på det, at det var mig og min krop, der skulle klare at føde, med den hjælp jeg nu fik. Og det gav mig en stor styrke og ro.
PS: Min oplevelse af min første fødsel er beskrevet i "Fødselsberetning om et planlagt kejsersnit" her på Netbaby.
19-04-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025