Skrevet af Pia
Jeg fødte min søn ved planlagt kejsersnit den 4. december 2003, så det er nogen tid siden. Men efter at have læst en del om andre, der har haft dårlige oplevelser, eller som er bange for, at fødslen ender med et kejsersnit, vil jeg gerne fortælle min historie for at berette om, hvilken dejlig oplevelse det også kan være.
Jeg blev gravid sidst i marts 2003 efter et par hårde behandlinger med kunstig befrugtning, så glæden hos den kommende mor og far var enorm, da det lykkedes at blive gravid.
Graviditeten gik fuldstændig planmæssigt, og jeg var én af de heldige, der ingen gener havde overhovedet - jeg nød i den grad at være gravid. Jeg lider af den kroniske tarmsygdom Morbus Crohn, og var fra starten blevet kraftigt abefaletat få lavet et planlagt kejsersnit, da en
fødsel i værste fald kunne lave uoprettelig skade på mit tarmsystem på grund af det arvæv, jeg havde.
Jeg var aldrig i tvivl - jeg havde intet behov for at gå imod min læges anbefaling, og jeg havde det godt med at vide fra starten, at det var et kejsersnit, jeg skulle indstille mig på.
Den 4. decdember 2003 mødte min mand og jeg op på Odense Sygehus, hvor fødslen skulle foregå. Min eneste skræk var rygmarvsbedøvelsen (spinalbedøvelse), som jeg var skrækslagen for at få lagt - så skrækslagen, at jeg kort inden afgang til operationsstuen brød fuldstændig sammen i gråd. Alligevel var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville være vågen under forløbet - jeg kunne jo ikke gå glip af de allerførste timer af barnets liv.
Min mand blev iført papirstøj med tilhørende hat, og kl. 8.30 kom portøren og hentede os for at køre os på operationsstuen. Jeg var bange - rigtig bange - og det hele foregik nærmest som en film, der kørte forbi i mit hoved.
Jeg fik lagt drop, kom op og sidde på bordet, mens min mand blev placeret i hjørnet på en stol. En sygeplejerske stod ved mig, mens der blev gjort klar til den famøse spinalbedøvelse. Sygeplejersken var, som de andre på operationsstuen, helt utrolig sød og talte beroligende til mig, mens de lokalbedøvede det område i lænden, hvor bedøvelsen skulle ligge.
Pludselig siger narkoselægen, at jeg om et øjeblik ville mærke en varm fornemmelse i mine baller og ben. "Nu sker det", tænkte jeg og så for mit indre øje et billede af en nål på tykkelse med en kuglepen blive presset ind mellem mine ryghvirvler.
Inden jeg kunne nå at tænke længere, fik jeg den varme fornemmelse. Da hun sagde det til mig, var den allerede lagt, og jeg mærkede absolut intet. Hvor var jeg glad for, at hun ikke fortalte mig, da det skete. Hun fornemmede godt min store nervøsitet og valgte derfor ikke at sige noget, før det var overstået.
Jeg blev vasket af, fik lagt kateder og blev gjort klar. Min mand blev placeret på en stol ved mit hoved og fik venligt at vide, at han ikke skulle rejse sig og kigge - det havde de en del dårlige erfaringer med.
De to læger kom ind i rummet kl. 9.10, og så gik det stærkt. Kl. 9.15 blev vores søn født. Han skreg i vilden sky. Det var den dejligste lyd i verden, og gennem tårer så jeg min lille søn for første gang. Følelsen var simpelthen ubeskrivelig. Selv idag har jeg svært ved at finde ord for de følelser, der strømmede igennem mig.
Hans far fik ham i armene og gik ud af rummet for at få ham vejet og klædt på, mens jeg blev syet sammen. Det gik stærkt med at blive syet, og i løbet af kort tid blev jeg kørt på opvågningstuen, hvor min mand samtidig kom ind med vores lille søn. Han målte 50 cm og vejede 3.200 gram.
Jordemoderen lagde ham med det samme til mit bryst, og han gav sig straks i kast med at amme. Hele oplevelsen, personalet og den gode atmosfære var med til at gøre fødslen helt perfekt. Både min mand og jeg følte, at vi havde en utrolig god oplevelse, og det er bestemt ikke noget, vi er bange for at gøre igen.
Det gør vi så til september, hvor vores søn Johan skal være storebror. Vi glæder os utrolig meget og håber at få en lige så god oplevelse som sidste gang. Denne gang bliver det nemlig også et planlagt kejsersnit.
31-05-2005
|
Kommentarer
© 1999-2025