Skrevet af Mette
Fredag den 8. april 2005 vågner jeg ved, at jeg har meget kraftige plukkeveer. Jeg går på toilettet for at tisse, og slimproppen går. Men efter 3 timer går veerne i sig selv igen. Jeg ringer til fødeafdelingen på Skejby Sygehus og aftaler med dem, at vi skal se tiden an.
Kl. 16 begynder veerne så småt igen, og jeg ringer igen til Skejby og aftaler med dem, at vi skal komme ind, når der er 5 minutter mellem veerne.
Da klokken bliver 17, ringer jeg igen til Skejby og siger, at nu kommer vi altså ind. Præcis kl. 18 står vi inde i undersøgelsesrummet og venter på jordemoderen.
Da hun undersøger mig, er jeg 6 cm åben, hvilket jeg slet ikke kan forstå (jeg fødte første gang ved akut kejsersnit, da jeg var 6 cm åben). Vi bliver enig om, at jeg skal på fødestuen, og hun vil prikke hul på vandet.
Tak skæbne, det gik lige pludselig stærkt. Veerne væltede ind over mig uden pauser, og kl. 18.48 fødte jeg verdens dejligste lille dreng på 3.550 gram og 52 cm. Perfekt - troede vi.
På grund af efterveer blev jeg indlagt på barselsafdelingen. Hele lørdag formiddag gik med at ringe til familie og venner og fortælle vores dejlige nyhed.
Men om eftermiddagen kom en erfaren sygeplejerske, der før havde arbejdet på børneafdelingen, og spurgte, om hun måtte ringe til lægen og få hende til at se på vores dreng, da hun syntes, at han var ved at blive lidt blå om munden, og hans vejrtrækning var meget hurtig, og selvfølgelig måtte hun det.
Lægen kunne hverken se eller høre noget forkert, men syntes, at vi skulle have en børnelæge til at se ham. Hun kunne heller ikke se noget, men ville gerne have ham indlagt til observation til dagen efter.
Da vi kom over på børneafdelingen, gik det stærkt. På 5 timer ændrede hele vores verden sig fra, at vi troede, at vi havde fået en sund og rask dreng til, at han havde den mest komplicerede hjertefejl, et barn kan få. Han manglede faktisk det halve hjerte.
Vi fik at vide, at der var en mulighed for operation, men han skulle igennem 3 alvorlige operationer, hvor der var 50% chance ved hver operation for, at han vil overleve, og hvis han overlevede dem alle 3, så skulle han på et tidspunkt have et nyt hjerte, for venstre hjerteklap ville bukke under på et tidspunkt.
Vi kunne bare ikke bære tanken om, at han skulle igennem alt det og så vide, at vi alligevel skulle miste ham på et tidspunkt. Han skulle ikke dø på et koldt operationsbord omgivet af fremmede mennesker. Han skulle mærke kærlighed og være hos os, når han skulle dø.
Natten til søndag kom vores præst og døbte ham Kristian, og søndag formiddag fortalte vi lægen, at vi havde valgt, at han skulle have lov til at sove og ikke skulle igennem operationerne. Søndag eftermiddag blev vi overført til børneafdelingen for hjertesyge børn og fik en enestue.
Der sad en sygeplejerske inde ved os hele tiden, og hele familien kom i løbet af søndagen og så Kristian og holdt ham.
Natten mellem søndag og mandag fik han det meget værre, og vi sang godtnatsange for ham og fortalte alle de historier, vi kunne. Vi fortalte ham om hans bedsteforældre, han nu skulle op til, og kyssede og holdt om ham hele natten igennem.
Mandag morgen blev det igen værre, og nu kunne vi se, at det kun var et spørgsmål om tid. Han havde lukket sine øjne, for han var så træt og kunne næsten ikke mere. Jeg sad med ham og blev ved med at tale til ham, så han ikke skulle føle sig alene, og fortalte ham, hvor meget vi elskede ham, og at han skulle give slip og få fred.
Pludselig åbnede han øjnene og kiggede direkte på mig i nogle få sekunder, og det var som om, han sagde: "Mor, jeg kan ikke mere, jeg tager afsted nu". Få minutter efter holdt han op med at trække vejret og fik fred.
Aldrig i mit liv har jeg været så ked af det og følt mig så tom. Men vi ved, at vi gav ham det bedste liv, vi kunne, selvom det kun var i 3 dage.
04-06-2005
|
Kommentarer
© 1999-2025