Skrevet af Maija
Det var lidt af en overraskelse, da jeg blev gravid med Esme. Hun var ikke var planlagt, men meget velkommen skulle hun være. Jeg bor sammen med min engelske kæreste i London og arbejder som sygeplejerske på vores lokale sygehus.
Den første halvdel af graviditen fløj afsted, og bortset fra lidt træthed og kvalme havde jeg det rigtigt godt. Det var fantastisk at se det lille liv ved første scanning, og vi glædede os meget til scanningen i 20 uge, hvor man bedre kunne se babyen.
Det var meget emotionelt at se Esme ved 20 ugers scanningen. Hun var en perfekt baby, og hun svømmede rundt og sparkede løs. Der blev dog lagt en dæmper på glæden, da de sagde, at vi hellere måtte se overlægen. Det viste sig, at Esme var meget lille for sin alder, og de sagde, at vi måtte komme tilbage for at blive scannet igen 4 uger senere.
Jeg gik derfra med blandede føleser. Jeg tænkte, at både min kæreste og jeg er små af bygning, så det kan være derfor. Jeg bebrejdede mig selv for de cigaretter, jeg havde røget, og vinen, jeg havde drukket, inden jeg fandt ud af, at jeg var gravid, og jeg tænkte, at jeg måske ikke spiste nok.
Den næste måned spiste jeg konstant. Jeg stod op midt om natten for at få en snack og hvilede mig så meget som muligt, så baby kunne vokse. Men lige meget hjalp det. Da vi kom tilbage til scanning, var baby kun vokset 100 gram på 4 uger!
Lægerne fortalte os, at det kunne være meget alvorligt, og at vi skulle observere hende tæt. De næste 4 uger var jeg sygemeldt fra arbejde og blev scannet hver uge. Vi havde bestilt billet til at flyve hjem til Danmark til jul, men vi blev frarådet dette.
Da jeg var 28 uger henne, kom vi igen til samtale med overlægen. Hun sagde, at baby ikke var vokset i de sidste 4 uger, og at det var et spørgsmål om tid, før hun blev nødt til at blive født, hvis hun skulle have en chance for at overleve. Hendes chancer ville blive meget større, hvis hun kunne vente med at blive født til uge 30. Men de var ikke sikre på, at det kunne lade sig gøre.
Fra det tidspunkt var jeg dagligt på sygehuset for at få taget blod- og urinprøver og få baby monitoreret. Det var en meget hård og stressende tid. Juleaften fik jeg steroideindsprøjtninger for at modne babys lunger, og jeg vidste, at hun snart ville blive født.
Den 29. december besluttede de at indlægge mig, da babys hjerterytme var begyndt at blive uregelmæssig. Jeg blev gjort klar til kejsersnit og lå på fødegangen sammen med alle de andre fødende kvinder.
Jeg var træt og ville bare have det overstået. Desværre var der mange andre akutte tilfælde, og jeg måtte vente i 36 timer, inden de besluttede sig for at overføre mig til et andet hospital, hvor der var en kuvøse til baby.
  Vi blev kørt i ambulance med udrykning på tværs af London og ankom endelig til det andet hospital. Her ville de lige monitorere baby igen og gentage alle blodprøver. Endelig besluttede de, at nu skulle det være nu, og Esme blev født ved akut kejsersnit kl. 6.01 den 31. december 2004, 10 uger for tidligt.
Hun var perfekt! Jeg havde ikke regnet med, at hun ville skrige med det samme, men jeg kunne høre hende, selv om jeg ikke nåede at se hende, inden de tog hende væk til neonatalafdelingen.
Senere på dagen kørte min kæreste mig derover, så jeg kunne se hende, og de lod mig holde hende for første gang. Hun var så lille, kun 950 gram, men meget bedre, end jeg havde forestillet mig. Hun kunne selv trække vejret og havde hun en kanyle, som hun fik væske igennem.
Det gik rigtig godt med Esme. Jeg ammede hende, og hun voksede. Efter 5 uger blev vi flyttet tilbage til vores lokale sygehus, hvilket var dejligt, da jeg var ved at være træt af at bruge 4 timer om dagen på transport.
Esme var efterhånden blevet stor (1.500 gram), og vi var ved at være klar til at tage hende med hjem, da uheldet var ude.
Vi blev ringet op fra sygehuset en aften, næsten lige efter vi var kommet hjem derfra. De sagde, at Esme var blevet overflyttet til intensiv, da hun pludselig var blevet meget syg. Hun havde fået nekrotisk tarm, der var perforeret, og hun skulle opereres med det samme.
Vores lille pige så så dårlig ud i respirator og morfindøs. Lægerne lagde ikke fingrene imellem og sagde, at hun havde omkring 30% chance for at overleve og stor risiko for komplikationer efter operationen.
Der begyndte de værste uger i mit liv. Vi sad i parken og i venteværelset, mens Esme blev opereret. Vi prøvede at være positive, men vi snakkede om, at hun kunne dø eller blive alvorligt handikappet.
Efter 8 timer på operationsbordet kom hun tilbage på afdelingen, og vi fik lov at se hende igen. Operationen var gået godt. De havde fjernet det stykke tarm, der var dødt og formet en stomi for at aflaste resten af tarmen.
Den næste uge var stormfuld. Esme fik infektioner, hendes lunger kollapsede og flere gange troede lægerne, at hun ikke ville overleve. Pludselig en morgen besluttede hun sig for, at det kunne være nok, og alt begyndte at gå den rigtige vej. Endelig fik jeg lov til at holde hende igen. Det var meget overvældende og emotionelt.
 Den 10. marts fik vi endelig lov til at tage vores guldklump med hjem, 3 dage efter hun skulle have haft termin. Hun havde stadig stomi og skulle have medicin, men vi var sikre på, at vi sagtens kunne klare det derhjemme. Jeg glædede mig bare til at være en rigtig familie.
De første par uger var hårde men alligevel fantastiske. Esme vågnede hver anden time for at spise og fik tit ondt i maven på grund af hendes stomi, men jeg nød alligevel at være hjemme med hende og "rigtigt" være hendes mor.
 Nu 3 måneder senere har vi den dejligste store baby. Esme er så glad - hun smiler, pludrer og leger. Hun sover om natten og er den nemmeste baby. Hun vejer 4,7 kg og er begyndt at spise kartoffelmos!
Om et par måneder skal hun ind og have hendes stomi opereret tilbage. Jeg må sige, at jeg ikke ser frem til det. Men de siger, hun kun skal være indlagt i en uge, og at hun ikke skulle have flere problemer, efter det er blevet gjort.
Ja, og så skal Esme være storesøster! Vi glæder os til den lille ny, men vi håber, at den beslutter sig for at blive inde i maven, til det er tid til at komme ud, og at dens ankomst ikke er ligeså dramatisk som Esmes.
07-07-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025