Skrevet af Tine
  Jeg havde termin den 30. maj 2003, men den lille bebs ville åbenbart ikke ud. Jeg forsøgte at gå fødslen i gang med ture ned at handle og hjem igen, men lige lidt hjalp det.
Jeg havde fået besked på, at jeg skulle ringe og snakke med en jordemoder på Skejby torsdag den 12. juni, hvis der ikke var sket noget inden da. Men tirsdag den 10. juni skete der noget. Det var en dejlig solskinsdag, og jeg var gået ned for at handle og havde 2 indkøbsposer med hjem.
Sidst på eftermiddagen kom 2 af pigerne på vejen forbi, og der var det begyndt at murre lidt, og jeg skulle lige stå lidt op og puste og trække vejret roligt.
Mads og jeg spiste aftensmad og så lidt fjernsyn - mig stående op og puste ind imellem. Ved 22-tiden ville vi gå i seng, så jeg tog en kold øl og et par panodiler for at se, om jeg bedre kunne sove.
Det blev værre af at komme i seng. Om det var varmen, eller veerne bare blev kraftigere, er ikke til at sige, men der skete da noget.
Omkring midnat begyndte jeg at rende på toilettet ved hver 3. ve. Jeg havde virkelig dårlig mave og tænkte: "Hvad faen har det med en fødsel at gøre!". Det fandt jeg så senere ud af, at det er kroppens måde at lave et lavement på - smart nok.
Kl. 1.30 ringede jeg til Skejby og snakkede med en jordemoder. Jeg fortalte hende, at der var mellem 5 og 10 minutter mellem veerne, men at de nok ikke varede mere end ½ minut. Hun sagde, at det lød helt fint, og at det nok ikke var tid til at komme ind endnu. Det var heller ikke det, jeg ville. Jeg ville måske bare høre, at det gik den rigtige vej.
Kl. 2.30 ringede jeg igen. Jeg syntes, at veerne var blevet kraftigere og gjorde mere ondt, og jeg kunne ikke rigtig finde en god stilling, hvor jeg kunne slappe af. Hun sagde, at vi godt måtte komme ind, men at vi skulle vide, at vi kunne blive sendt hjem igen. Det var helt OK, da vi jo bor tæt på, og jeg trængte til at vide, om der skete noget eller ej.
Jeg tog et bad og fik vækket Mads og sagde, at nu skulle vi nok til at tage derind - om ikke andet for at blive tjekket.
Kl. 3.30 ankom vi til Fødegang 1 på Skejby og blev modtaget, og jeg blev undersøgt i undersøgelsesværelset af en relativt ung jordemoder, som lige måtte vente, da jeg fik en ve. Jeg fortalte hende, at jeg havde haft diarré, så hun mente ikke, at jeg skulle have lavement – det havde jeg selv klaret.
Jeg var heldigvis 3 cm åben, så jeg var i fødsel, og vi kunne godt få lov at blive. Vi fik en stue med en ekstra seng til mig, og Mads kunne slappe lidt af på fødebriksen.
Jeg spurgte, om jeg kunne komme i bad, men det kunne jeg ikke endnu. Jeg kunne få en cocktail at slappe af på. Det hjalp ikke meget, så jeg fik nogle varmepuder at lægge på lænden og foran - det hjalp en smule.
Jeg var lidt træt af min jordemoder over, at jeg ikke måtte komme i badekar, men hun havde snart fri, så jeg håbede på en anden.
Kl. 6.30 fik jeg hende overtalt til at komme i bad, men jeg skulle vide, at hvis det gik i stå, så måtte jeg op igen. Den var jeg helt med på!
Omkring kl. 7 fik jeg en ny jordemoder, Lene - en lidt ældre en, men utrolig sød og stille og rolig. Hun syntes, at det gik fint fremad i badet, og vi hygge-snakkede mellem veerne.
Mads lagde kolde klude og hentede saftevand til mig. Han havde fået lidt ristet brød med marmelade, inden jeg kom i bad, men jeg havde for en gangs skyld ikke lyst til mad.
Hun satte indimellem en doptone på maven, så vi kunne høre hjertelyden, og Mads talte den - 140 slag i minuttet. Kunne det være en pige, da det var pænt hurtigt? Ja, det kunne det godt, sagde jordemoderen.
Vi snakkede om mange ting, blandt andet om jeg havde nogle tanker om, hvad jeg godt kunne tænke mig i forbindelse med fødslen. Jeg fortalte, at min mor havde haft et spejl i fodenden, da hun fødte mig, og at det var en stor oplevelse at kunne se det lille hoved - det gav flere kræfter.
Som det skred fremad, og jeg efterhånden fik presseveer, blev det hårdere og hårdere, men dejligt at ligge i vandet. Lene spurgte, om jeg ville føde i vand. Joh, det ville jeg gerne, men hvordan foregik det, når hovedet kom ud? Løfter man måsen eller hvordan? Nej, barnet får jo ilt igennem navlestrengen, så det var ikke noget problem.
Da hun prikkede fostervandet, var der en lille smule grønt - ikke noget alvorligt, for hjertelyden var fin, men hun syntes, at jeg skulle komme ind og føde på briksen, hvis den lille nu skulle suges.
Kl. 9.30 skulle jeg så op af badekaret, og jeg havde haft presseveer, så det var ikke nemt at vralte op og endda også ud for at tisse. "Hvad så, hvis der kommer en presseve?", spurgte jeg. "Så presser du bare", svarede hun.
Der gik nogle veer, inden jeg fik mig møvet op på briksen, som absolut ikke er god at ligge på og meget lille.
Når jeg fik en presseve, skulle jeg presse benene op mod mig, så jeg kunne presse. Mads hjalp med at holde benene, for det var ikke til at komme til for den store mave.
Jeg pressede og pressede, indtil hovedet stod lige fremme, og det gjorde bare ondt. "Nu må I sådan set godt gøre noget, for det gør sgu ondt". Jeg fik lidt bedøvende salve på og varme klude. Det hjalp lidt, men ikke meget.
Efter 1-2 presseveer mere kom hovedet helt ud, og det hjalp på presset. Jeg kunne se det lille hoved i spejlet, og hun lavede bobler med munden.
Kl. 10.20 kom Emma til verden. I næste presseve kom hele kroppen så ud, og Emma kom op på min mave og blev pakket ind. Hun skreg og havde ikke så meget fosterfedt, men hun var helt fin.
Mads klippede navlestregen. Den var lidt sej, og så skulle moderkagen presses ud. Pres, ja prøv lige det, når du lige har presset en unge ud, Hvordan presser man så igen? Men efter 10 minutter var den ude.
Emma blev vejet og målt til 3.270 gram og 50 cm. Mads gav hende tøj på, hospitalstøj, og det er ikke nemt. Så blev hun lagt til og begyndte fint at sutte. Det var en underlig fornemmelse, men det var dejlig, at hun kunne finde ud af det.
Vi ringede til mormor, som var på arbejde. Mads havde ringet til dem ved 7-tiden og sagt, at nu var fødslen i gang. Hun kom med det samme og skulle se sit lille barnebarn.
13-07-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025