Skrevet af Mona
Rasmus er nu 2½ år, og jeg venter mit 4. barn. Så nu fik jeg lyst til at skrive om hans fødsel. Rasmus var min 3. fødsel, men det var jo trods alt nogle år siden, jeg havde født hans søstre. De var 8 og 5 år.
Graviditeten gik fint. Ingen særlige problemer. Jeg er velsignet med en temmelig stærk krop, som kan tage temmelig meget.
Jeg gik 10 dage over tiden. Tirsdag den 24. januar startede veerne sådan ganske lidt om morgenen. Manden tog på arbejde, og pigerne kørte i skole og børnehave.
Veerne mudrede sådan lidt op af dagen, men det var nu ikke det helt store. Jeg har altid hørt, at den 3. fødsel var uforudsigelig, og at den kunne gå i gang og slutte flere gange.
Manden ringede og spurgte, om jeg havde lyst til at mødes i Rødovre Centret, og det mente jeg da godt, jeg kunne. Jeg hentede pigerne efter skole, og vi kørte mod Rødovre.
Da vi havde været der i en times tid, begyndte veerne at bide lidt mere. Men vi nåede da at spise lidt frokost på en restaurant, og pigerne fik en is. Men nu ville jeg så også gerne hjem.
Vi var jo kørt dertil i hver vores bil, så pigerne og jeg kørte hjem i min bil og manden i hans. Nu trak maven sig fint sammen, hver gang jeg fik en ve, og jeg var nu helt sikker på, at det var i dag, det skulle være.
Da vi kom hjem, fik manden lige ringet rundt til de aller mest nødvendige. Han ringede til arbejdet og sagde, at han nok ikke kom næste dag, og til min bror og svigerinde, som skulle komme og være hos pigerne. Bare så de var klar til at køre, når der blev sagt "go".
Jeg gik ind og lagde mig, og manden begyndte at lave noget aftensmad. Jeg skulle ikke have noget. Nu gjorde de så ondt, at jeg ømmede mig, hver gang de kom, og jeg nægtede at forlade sengen.
Manden ringede til fødegangen og informerede om, at vi ville komme på et eller andet tidspunkt i løbet af aftenen. På trods af, at jeg havde en del veer, blev jeg faktisk lidt fornærmet, da jordemoderen nærmest slog os lidt hen og sagde, at det jo nok ikke var noget endnu. Hvorfor dælen skal de altid sige sådan, når man ringer? Jeg havde trods alt født 2 gange før og vidste sgu godt, hvornår det var nu.
Nå, men jeg lå jo der og sagde lyde, og på et tidspunkt kunne jeg fornemme, at vores mellemste datter begyndte at blive nervøs for mig. Hun har meget diplomatisk senere fortalt, at hun syntes, jeg hylede som en stukket gris. Det gjorde jeg nu ikke, men alting lyder jo nok højere i en 5-årigs ører.
Men jeg besluttede mig for, at jeg ville sætte mig lidt op for, at hun skulle se, at jeg var okay. Men for dælen da også, så gjorde tyngdekraften lige en god del af arbejdet for mig. For hold da op, det satte gang i tingene.
Jeg kunne mærke, at jeg skulle ud på toilettet. Da jeg havde tisset og skulle tørre mig, var der rigtig meget blod på papiret, og det rendte bare ud af mig med blod. Sådan noget rigtig mørkerødt noget. Så jeg fik fat på manden, som ringede til fødegangen.
Endnu engang blev jeg lidt fortørnet, da jordemoderen sagde, at vi skulle komme ind, og så fik jeg noget, som stoppede blodet, og så kunne vi tage hjem igen. For dælen da også, så fat dog, at jeg faktisk er ved at føde et barn her.
Manden skyndte sig at få ringet til min bror og svigerinde og få pigerne ind til naboen. Gudskelov for gode naboer. Jeg tog et stort natbind på, men jeg blødte hurtigt igennem det, så jeg tog nogle stykker med.
Ud i bilen og afsted mod Glostrup. Da vi havde kørt i et par minuter, kom presseveerne. Øv, sikke noget møg. Kunne de ikke lige have ventet 10 minuter endnu? Jeg fortalte manden, at nu skulle vi godt nok køre til, og heldigvis så var klokken lidt over halv 7 om aftenen, så der var ikke så mange biler på vejene, og heldigvis så kendte manden nogle smutveje, fordi han arbejder i Glostrup.
Da vi er ca. 5 minuter fra hospitalet, kan jeg mærke toppen af Rasmus' hoved. Ups. Manden spørger på et tidspunkt, om vi skal køre ind til siden og få det overstået. Det har vi grinet meget af siden.
Endelig er vi fremme ved hospitalet, og jeg når lige at tænke, at det garanteret ikke er til at finde en parkeringsplads. Men som om der var nogen, der vidste, at vi kom, så var der lige en plads direkte uden for indgangsdøren. Heldigt.
Ud af bilen med mig og så gå igennem forhallen med presseveer. Fedt. Op med elevatoren og ud. Men men men vi var kommet ud på barselsetagen i stedet for på fødegangsetagen. På det tidspunkt ligger jeg på alle 4 på gulvet og stønner.
Den søde sygeplejerske, som vi møder, skynder sig at få fat på elevatoren igen og ringer samtidig til fødegangen og siger, at vi kommer. Ind i elevatoren og en etage op. Her kommer jordemoderen og en assistent løbende med en briks, idet vi kommer. Tænk engang, jeg når at tænke på at tage skoene af, inden jeg kravler op. Tosset.
Jeg bliver kørt ind på fødestuen, og jeg kan huske, at assistenten spørger jordemoderen, om de skal have mig over på fødelejet, og at hun svarer, at det er der ikke tid til.
Lige idet, jeg får mine trusser af, går vandet. Det er helt grønt, men det når ikke at få nogen betydning, for 2 minuter senere kommer Rasmus susende ud. Puha. En stor flot dreng, som virkelig havde fart på til sidst. Og jeg var bare så tørstig, at jeg kunne drikke en hel liter vand.
Jeg ville desværre ikke holde op med at bløde, og jeg formåede da også at få sprøjtet blod over hele toilettet, da jeg skulle ud og tisse. Så jeg måtte lige ligge med drop i et par timer. Men da klokken var lidt over 12 om natten, lå manden, Rasmus og jeg i et fint værelse og nød hinanden og kunne se ud på sneen, som dalede stille ned udenfor vinduet.
I den der rapport, man får med hjem om, hvordan fødslen er forløbet, står der kun to linjer:
18.58: Mona ankommer med stærke veer.
19.05: En dreng født.
Nu hvor jeg så venter vores 4. barn, siger alle til os: "Nu sørger I vel for at køre lidt tidligere hjemmefra denne gang?", men det ved jeg ikke. Jeg kan godt lide at tage alle de seje veer derhjemme og fødslen på hospitalet. Og vi kunne jo ikke vide, at den sidste fase gik så hurtigt. Men nu må vi jo se, hvad denne fødsel byder os. Måske det bliver en fødsel i bilen denne gang? Måske vi skulle vente med at købe ny bil til efter fødslen :-)
Mange tak til jer, som ville læse min beretning.
13-11-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025