Skrevet af Malene
Fredag den 10. juni vågnede jeg ved 5-tiden og havde ondt. Det har jeg haft før, men jeg kunne fornemme, at dette var anderledes.
Efter at have "mærket efter", kunne jeg godt se, at der var et mønster i det, og da jeg tog tid, var der *gisp* kun 5 minutter mellem!
Jeg vækkede min kæreste og sadge: "Nu tror jeg altså, babyen gerne vil ud snart". "Ja ja skat, det kan tage mange timer endnu. Se om du kan sove lidt", var svaret, og så vendte han sig om og sov videre!
Nå ja, jeg ventede, til vækkeuret ringede lidt over 7, og her reagerede jeg altså lidt mere prompte, da kæresten ytrede plan om at tage på arbejde. Niksen!
Vi ringede til fødegangen for at forhøre om det videre forløb, og fik at vide, at vi lige skulle komme ind til tjek.
Så kl. 9 var vi første gang derinde. Jeg blev undersøgt og var rigtigt nok gået igang, men jeg manglede stadig at åbne mig 9 cm. Så umiddelbart var udsigterne ca. 9 timers ve-arbejde med 1 cm i timen, som man jo siger.
Vi tog derfor hjem, og jeg fik hvilet mig lidt, så godt jeg kunne. Kl. lidt over 13 syntes jeg ikke, det var sjovt mere (og der var jo også gået en god del timer nu), så der ringede vi igen og var også ventet af jordemoderen, der syntes, jeg havde holdt godt ud så længe.
Vi tog igen på fødegangen kl. 14, denne gang for at blive. Dog viste det sig, at jeg kun havde åbnet mig en smule mere - livmoderhalsen var udslettet og ca. 1 cm åben. Hmm, ikke meget i forhold til tidshorisonten!
Jeg havde efterhånden de vildeste veer, og de kunne godt se på mig, at det holdt ikke i længden, så jeg fik lidt morfin til at tage toppen af smerterne, så jeg kunne holde det ud de mange timer, der jo var tilbage.
Men efterhånden som timerne gik, skete der ikke rigtig noget. Jeg havde stadig rigtig ondt, men åbnede mig ikke yderligere, så der blev tilkaldt en læge og yderligere en læge. De blev enige om at tage vandet i håb om, at det ville få babyen til at synke længere ned og presse på - for den lå åbenbart alt for højt, opdagede de. Men trods det sank den aldrig dybere ned i bækkenet, og jeg kunne bare ikke mere.
Her havde de faktisk allerede et par timer tidligere begyndt at lufte tanken om "andre metoder", og jeg kunne fornemme, at kejsersnit ikke lå langt væk.
Så da lægen spurgte mig, hvordan jeg havde det med det, var jeg bare klar og tog mod kejsersnittet og rygmarvsbedøvelsen, som jeg ellers havde været meget fast besluttet på ikke at ville have.
 Babyen havde det gansk fint derinde, så det var ikke haste-akut eller stresset. Alle tog det roligt men var effektive - og endelig hørte vi hendes første skrig!
Min kæreste blev ført om til, hvor vores lile Ida lå og blev undersøgt og gjort i stand, og han blev sat igang med at give hende tøj på. Så kom han over og viste hende til mig, og jeg fik hende ned til mig. Alt var glemt - hun var (er) det hele værd!
17-08-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025