En lidt sjov historie og på en måde skræmmende. Jeg fødte mit første barn for 4 måneder siden. En fantastisk søn, som godt nok ikke var planlagt, men alligevel meget velkommen.
Jeg blødte ca. 8 uger efter fødslen. En morgen nogle uger efter fik jeg den tanke, at jeg var gravid, og jeg var helt rundt på gulvet. Jeg havde jo næsten lige født.
Jeg tog en test samme dag, som var svagt positiv. Det havde den også været første gang med min søn. En uge senere tog jeg en test igen, og denne gang var der ingen tvivl.
Herefter bestilte jeg en tid hos min læge, der undersøgte mig, og den var god nok! Eftersom jeg ikke anede en brik om, hvor langt henne jeg var på grund af fødslen for 10 uger siden, skulle jeg scannes for at få en terminsdato.
Jeg skulle scannes på Hvidovre ugen efter lægebesøget, og det er så her, det vanvittige starter.
Til scannningen kunne de ikke se andet end en lille lysning i livmoderen, og at min slimhinde var tyk. Så vi fik at vide, at enten var graviditeten gået til grunde, sad uden for livmoderen, eller også var jeg ikke så langt henne.
Herefter skulle jeg have taget en blodprøve for at måle HCG-indholdet i mit blod, og jeg skulle have taget en blodprøve igen 2 dage efter for at se, om HCG-indholdet var steget.
Jeg fik taget en blodprøve 2 dage efter og kunne ringe ind samme eftermiddag for at få svaret. Jeg ringede og fik at vide, at den var steget. Altså var jeg gravid og skulle have en ny scanning ugen efter.
Så drog vi afsted til Hvidovre igen en uge efter. Her blev jeg scannet, og lægen sagde under scanningen, at hun lige var nødt til at få en anden erfaren læge til at kigge med. Her kunne jeg så godt regne ud, at der var noget galt.
Jeg fik beskeden, at fosteret var gået til grunde for et par dage siden, og at jeg var i uge 8. Jeg græd og græd og var meget ked af det.
Godt nok ville vi have fået dem tæt på hinanden, men nu havde vi jo indstillet os på det. Jeg fik at vide, at jeg kunne få en udskrabning 2 dage senere. Den takkede jeg ja til.
Dagen før, jeg skal til udskrabning, begynder jeg at få en underlig fornemmelse af, at der er noget, der ikke helt passer. Jeg er simpelthen overbevist om, at jeg stadig er gravid, og at fosteret er i live. En 6. sans!
Dagen efter bliver jeg indlagt, og der går ca. 2 timer, før jeg bliver kørt til operationsstuen. Jeg græder meget og har bestemt mig for at spørge, om de ikke vil scanne mig inden indgrebet.
Jeg får lagt drop og får sprøjtet saltvand ind og får sat elektroder på brystet. Jeg spørger, om der er mulighed for, at de vil scanne mig inden indgrebet. Lægen kigger mærkeligt på mig og siger: "Det er ellers nogle erfarne læger, der har scannet dig", hvorefter han går med til scanningen.
Her ligger jeg så med pulsmåler, elektroder og drop og er klar til indgrebet, hvor lægen bliver helt stille og kigger på de to sygeplejesker, der havde travlt med at trøste mig. Så siger han: "Ja, vi skal ikke have lavet en udskrabning alligevel. Der er tydelig foster-hjerteaktivitet".
Forvirret? Ja, det var jeg også. Nu bliver det hele for meget. Her er man klar til et indgreb, man slet ikke har lyst til, og ens intuition er sikker, ja mere sikker end to erfarne læger.
Jeg kommer i tøjet og får at vide, at det er MEGET beklageligt, og de aldrig har oplevet noget lignende. Så der sad jeg med mit uglede hår, drop i armen og er gravid.
Jeg sidder og venter på at blive udskrevet og vil egentlig gerne lige scannes, inden jeg skal hjem, hvis dette er muligt. Jeg får at vide, at efter dette her er det selvfølgelig i orden.
Så bliver jeg scannet igen af en meget erfaren læge, der fortæller mig, at han ikke kan se noget hjerteblink.
Nu var jeg så mat i mit hoved og tænkte, at dette her var det mest sindssyge, jeg nogensinde havde oplevet, men eftersom det hele var så absurt, kunne jeg jo lige vente en uge på en ny scanning.
Jeg bliver kaldt til scanning ugen efter og får at vide, at jeg skal møde fastende, for hvis de endnu engang kunne konstatere, at der ikke var noget hjerte, ville jeg få en udskrabning samme dag. Egentlig vil jeg på dette tidspunkt bare gerne have en afslutning på dette cirkus.
Jeg bliver scannet af en læge, der har læst min journal igennem (som efterhåden var rimelig tyk), og hun beklagede på alles vegne, at jeg skulle alt det her igennem. Det skal lige siges, at alle læger og sygeplejesker på hospitalet har været helt fantastisk forstående, og jeg nærer ikke noget ondt til dem.
På scanningen ser man nu et tydeligt hjerte, og så er der noget andet derinde. Hun er i tvivl, om der måske er to. Ja, ja, alt er jo muligt.
Hun vil gerne have, at jeg bliver undersøgt af en overlæge (det vil jeg også gerne). Jeg bliver scannet af en meget flink overlæge, der bruger virkelig lang tid på scanningen. Jeg får denne besked: "Fuldstændig normal gravid med tydelig foster-hjerteaktivitet".
Forklaringen på det hele er så, at de andre læger har målt på et stykke moderkage, det buler ud.
Så nu sidder jeg her som helt normal gravid med en lille en, der var ved at blive fjernet, men som var heldig at have en mor, der mærkede efter og valgte at stole på sin intuition, selvom det var hårde odds at være oppe imod.
Det sjover er så, at jeg glemte at få en terminsdato, og det var jo derfor, jeg skulle scannes til at starte med.
Men jeg har fået en scanning om 3 uger, for jeg kunne få det, som jeg ville have det nu, var overlægens sidste ord!
08-09-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025