Skrevet af Christina
Søndag den 23. juni 2002 var jeg gået 2 dage over termin. Jeg var dermed meget højgravid og glædede mig til, at graviditeten skulle få en ende. På grund af bækkenløsning kunne jeg ikke gå ret godt, men jeg kunne sagtens cykle omkring - så det gjorde Morten og jeg en del.
Den søndag cyklede vi rundt i København og var blandt andet på en fotoudstilling, hvor jeg vraltede rundt, så godt jeg nu kunne. Bagefter spiste vi frokost på en café på Halmtorvet og sad og snakkede om, at nu måtte der godt snart ske noget. Vi havde en rigtig dejlig dag, og da vi omsider vendte hjem efter cykelturen, har vi nok kørt omkring 10 km den dag.
Mandag morgen vågner jeg omkring kl. 5.30 ved, at jeg har nogle smerter over lænden og ned i lårene. Jeg bliver lysvågen og tænker, at det måske var en ve. Ca. 10 minutter efter kommer smerterne igen, og så er jeg ikke i tvivl længere. Jeg har veer, og nu sker det altså. Det vi så længe har ventet på.
Inden for den første times tid tager veerne til og er ret regelmæssige og kraftige. Da jeg er ude at tisse, mærker jeg, at vandet begynder at sive. Så er fødslen for alvor igang, og veerne tiltager i styrke og hyppighed.
Omkring kl. 8.00 ringer vi til fødegangen, som beder os komme forbi til et tjek, da der kun er 3-4 minutter imellem veerne. Vi tager en taxa til hospitalet, og veerne bider rigtig meget nu. Er lidt nervøs for at blive sendt hjem igen.
Vi ankommer på fødegangen omkring kl. 8.30 og bliver vist ind i et ankomstværelse. Her bliver jeg undersøgt af en jordemoder, som konstaterer, at jeg er 2 fingre åben. Hun siger, at de vil gøre en stue klar til os, og jeg får et lavement. Puha, så får vi altså lov til at blive.
Inde på stuen er der et badekar, og jeg siger, at jeg godt kunne tænke mig at komme i vand. Det havde jeg haft en forestilling om på forhånd, at det måtte være rart. Så de begynder at fylde karret op. Veerne er ret hyppige med ca. 3 minutter imellem, og de gør rigtig ondt, så jeg glæder mig til at komme op i vandet.
Inden jeg skal i karret får jeg besked på at gå ud at tisse. Jeg prøver, men selvom min blære er fyldt, kan jeg ikke komme af med vandet. Jeg har simpelthen for mange smerter og kan ikke kontrollere min blære. Derfor får jeg lagt et kateter for at tømme blæren. Av! Det var ikke så rart.
Omkring kl. 10.30 er jeg 4 cm åben og oppe i karret. Det hér kommer ikke til at tage hele eftermiddagen, mener jordemoderen. Jeg håber, hun har ret.
Det er rart at ligge i det varme vand, men problemet er, at jeg, hver gang en ve kommer, bare må op at stå og stemme imod væggen med begge hænder. Så jeg drøner op og ned af vandet og bliver lidt kold, hver gang jeg er oppe.
Til sidst siger jeg, at jeg ikke vil være i karret mere. Så kommer jeg op på briksen og ligge, og jeg synes, at veerne gør forfærdeligt ondt. Heldigvis styrer jeg dem godt med min vejrtrækning.
Sådan går nogle timer med stærke veer, og omkring kl. 12.30 begynder jeg at få pressetrang. Da jeg endnu mangler et par cm i at være helt åben, beder jordemoderen mig om at gispe og holde igen med at presse. Det er næsten umuligt, men jeg prøver at gispe, så godt jeg nu kan.
Pludselig er pressetrangen væk. Veerne kommer stadig, men pressetrangen er der ikke mere. Jeg får lagt et drop i hånden og får derigennem noget vestimulerende, som skal hjælpe mig til at få presseveer igen, for nu er jeg fuldt udvidet.
Veerne gør fortsat afsidigt ondt men stadig ingen pressetrang. Der bliver skruet op for droppet, men det hjælper ikke. Til gengæld bliver veerne endnu mere smertefulde og næsten uden pause, og jeg prøver at kontrollere dem med vejrtrækningen, men jeg kan næsten ikke få luft og snapper efter vejret. Det er meget ubehageligt.
Nu bliver der sat elektroder på barnets hoved, som står helt nede i bækkenet. De skal se, om den bliver stresset under veerne.
Jordemoderen siger, at jeg skal prøve at skifte stilling og beordrer mig op på knæ og hænge op ad hovedgærdet på fødebriksen. Jordemoderen siger, at hvis der ikke sker noget, inden der er gået en halv time, så er de nødt til at tage barnet ud ad "bagvejen".
Jeg hænger og håber, at der ikke sker noget, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg orker ikke mere og vil bare have det overstået. Det gør sindsygt ondt, og Morten forsøger at hjælpe ved at massere mig på lænden. Men jeg skubber ham væk - det hjælper ikke.
Nu dykker barnets hjertelyd under en ve, og jeg får besked på at lægge mig ned igen. Der bliver skruet yderligere op for droppet for at sætte gang i tingene. Veerne tordner bare derudaf, og jordemoderen konstaterer, at barnet nok ligger lidt uregelmæssigt - muligvis som stjernekigger.
Jeg opfatter ikke så meget mere, men jeg får besked på at presse ved næste ve. Jeg synes ikke rigtig, at jeg har den der enorme pressetrang, som jeg havde, før presseveerne forsvandt, men jeg presser alligevel ved den næste ve.
Sådan går noget tid, men jeg har svært ved at presse igennem. Jeg tør ligesom ikke og bruger luften til at brøle i stedet for at presse. Jeg mærker stadig ingen uimodståelig pressetrang.
Jordemoderen bliver skrap og siger, at jeg SKAL lade være med at brøle og i stedet presse til. Jeg prøver, men det er svært.
Jordemoderen kan se, at hun bliver nødt til at klippe mig, så hun ligger en pudendusblokade. Av for s.....! Det gjorde ondt.
Ved næste ve presser jeg, alt hvad jeg kan, og jordemoderen klipper, og hovedet kommer helt ud. Ved næste ve presser jeg igen til, men barnets skulder sidder fast et kort øjeblik, så jordemoderen hiver til, og så er barnet ude. Klokken er 14.54.
Det er en pige, og jeg får hende straks op på maven, og først i det sekund går det op for mig, at det er MIT barn, der ligger dér.
Jeg græder og græder og kan slet ikke fatte det, der er sket. Morten fælder også en tåre, og så kigger vi bare på vores skønne lille pige. Hun bliver svøbt ind i en dyne, og Morten siger, at hun er bare nødt til at hedde Laura. Det kan jeg kun give ham ret i.
Efter lidt tid får jeg besked på at presse igen. Moderkagen skal ud. Jeg presser, og den kommer ud uden problemer. Jeg får så at vide, at jeg skal syes der, hvor jordemoderen har klippet. Øv! Nu troede jeg lige, at det var overstået.
Bortset fra klippet er jeg også bristet en del desværre. Hele mellemkødet om til ringmusklen, som dog heldigvis er intakt. Derudover har jeg fået nogle komplicerede bristninger oppe i skeden. Jordemoderen går igang med at sy, og det gør kun lidt ondt, da jeg stadig er bedøvet i mellemkødet.
En læge bliver tilkaldt til at sy de komplicerede bristninger, og det gør så ondt, så veerne nærmest ikke var noget. Jeg er ikke bedøvet oppe i skeden, men de syr alligevel, og jeg skriger af smerte, mens det står på. Efter en times syarbejde er de endelig færdige, og jeg er noget medtaget efterhånden.
Vores skønne lille pige bliver målt og vejet. 3.950 gram og 51 cm. En rigtig lille basse. Endelig bliver vi alene på stuen, og de kommer med lidt brød og saft og et flag på bordet.
Morten må give hende det første tøj på, da jeg er temmelig medtaget ovenpå oplevelsen og også ret svimmel, da jeg har mistet næsten 1 liter blod. Men endelig får jeg lov at holde min lille datter og kigge rigtig på hende. Hun er bare så dejlig. Tænk, at hun er vores.
03-11-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025