Skrevet af Mia
Jeg nyder altid at læse andres gribende fødselsberetninger, og nu hvor min dejlige søn er blevet 11 måneder, synes jeg, at jeg har haft tid til at reflektere over min ikke helt uproblematiske fødsel, der desværre endte i et akut kejsersnit. Noget, som jeg altid har frygtet, men jeg må i dag indrømme, at min frygt var ubegrundet.
Efter en noget besværlig graviditet med sygemelding i uge 25 på grund af stress og for højt blodtryk (mistanke om begyndende svangerskabsforgiftning), så jeg frem til at gå rundt derhjemme og vente med stor længsel og utålmodighed på vores ønskebarn. Men sådan skulle det ikke gå!
Jeg skulle hver uge møde op på hospitalet for at tjekke mit blodtryk og urin, og alle, der har haft deres gang på et hospital, ved, at det simpelthen er en anden verden derinde! Tid er et relativt begreb. Hvis det da overhovedet eksisterer? Så jeg satte som regel en hel dag af til dette.
2 dage før juleaften fik jeg så beskeden: "Du har sørme også graviditetsdiabetes - og god jul!". Så ingen julemad eller guf til mig. Jeg tror faktisk, det er første - og sikkert den eneste - gang i mit liv, jeg har tabt mig 2 kilo i juledagene.
I januar blev jeg igen scannet for at sikre, at barnet ikke blev for stort. De skønnede ham derefter til mindst at veje over 4 kg ved min termin, så en igangsættelse før tid kom på tale. Taget mit lidt forhøjede blodtryk med i overvejelserne, så jeg ville blive sat i gang 10 dage før min termin med et ballonkateter.
Torsdag den 17. februar 2005 mødte min mand og jeg godt forventningsfulde og lidt nervøse op på fødegangen om aftenen, og jeg fik sat et kateter op af en meget ung læge, der var mere nervøs end jeg, men op kom det. Jeg fik besked på at møde op næste morgen, og jeg fik to smertestillende piller med hjem.
Klokken 2 om natten havde jeg veer. "Hmmm, knap så fedt allerede", tænkte jeg, så jeg prøvede at gå i bad for at tage toppen af smerterne, for jeg skulle jo først komme kl. 8 næste morgen!
Efter 20 minutter i badet begyndte jeg at kaste op og lægge mig på gulvet og stønne så vildt, at min mand ringede til fødegangen, hvor jeg råbte ude fra badeværelset: "Hvis jeg ikke må komme ind nu, sværger jeg, at jeg aldrig kommer!". Det virkede åbenbart, for vi fik besked på, at det sikkert var bedst at komme nu.
Da vi kom ind på fødestuen kl. 4, blev jeg undersøgt og fik at vide, at jeg "kun" var åben 2 cm. Hmmm long way to go. Jeg tog imod tilbudet om lidt akupunktur, og lur mig, om jeg ikke lignede et pindsvin til sidst, men det hjalp da lidt.
Kl. 10 om formiddagen tog de så vandet, og jeg var så åbnet 3 cm med veer, som kom stormende hver 2. minut! Jeg prøvede at gå frem og tilbage, ligge, stå, nærmest kravle, men intet hjalp!
Efter der igen var vagtskifte, kom min nu 3. jordmoder ind. Hun så ret hurtigt på mig og foreslog, om vi ikke lige skulle give mig en epidural og et vedrop? "Jo tak", fik jeg vist nærmest råbt gennem rummet. Første gang de prøvede at lægge den, måtte de stikke 3 gange, før det lykkedes. Jeg synes egentlig ikke, at det gjorde så ondt, men det var knap så morsomt, når det tog 20 minutter, og man stadig havde veer hvert 2. minut!
Jeg syntes bagefter, at det hjalp, men jeg havde stadig ret ondt. Jeg tænkte bare, at jeg måtte være ekstremt pivet, for jeg havde jo hørt, at den skulle tage alle smerterne.
2 timer senere kunne jeg alligevel ikke holde det ud mere og måtte grædende erkende, at jeg var en tøsetøs, for jeg havde stadig så ondt! "Det tror da f...", sagde min jordemoder. "Droppet er faldet ud af ryggen!". OK, måske var det ikke bare mig.
Hurtigt blev en ny narkoselæge tilkaldt, og han stak bare perfekt første gang, og freden begyndte at sænke sig over mig. Jeg spurgte vist, om han ikke ville overveje at gifte sig med mig til trods for, at min mand stod ved min venstre side og holdt mig hånden. Men det var jeg vist ligeglad med på det tidspunkt.
Nu var klokken blevet hen ad 18, og jeg var nu 6 cm åben, men de kunne ikke skrue mere op for vedroppet. Pludselig begyndte min babys hjertelyd at falde, så jeg måtte med jævne mellemrum have ilt. Nu var jeg begyndt at blive en smule nervøs for, hvordan dette ville udvikle sig.
Kl. 21 fik jeg pludselig meget ondt i bagenden og sagde, at jeg nok skulle på wc. Min jordemoder sagde så: "Prøv at beskrive din smerte". "HMMMM OK, jeg føler, at en kæmpe stor fyr står og sparker mig for vildt i bagenden!". Du har presseveer, men du må endelig ikke presse, for du er kun 6 cm åben", fik min kære jordemoder hurtigt sagt, hvorefter hun ringede efter en fødselslæge.
Da han kom ind og undersøgte mig, spurgte han mig, om jeg kunne holde ud i mindst 6 timer endnu, hvis jeg overhovedet da selv kunne føde. "Nej!", råbte jeg, min mand og jordemoder hurtigt i munden på hinanden.
Så der blev hurtigt gjort klar til et kejsersnit, og 20 minutter senere hørte jeg min søns første skrål. Tårerne løb ned ad mine kinder, og jeg tænkte, at jeg aldrig havde hørt en dejligere lyd. 3.250 gram og 51 cm var han fin, så nogen basse kan man vist ikke kalde ham.
8 timer senere travede jeg stolt rundt på barselsgangen med Magnus, og jeg har aldrig haft nogen som helst besvær med mit sår/ar. Så min værste frygt viste sig at være helt ubegrundet. Det var slet ikke så slemt at få kejsersnit, men på den anden side: Efter 22 timers fødsel kunne de for min skyld tage ham ud af ørerne, hvis de ville.
26-02-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025