Skrevet af Mille
Nøj, hvor var jeg træt af at være gravid, da jeg var i uge 39.
Fredag den 2. september 2005 (uge 37+6 ifølge scanning) havde jeg en ubeskrivelig indre uro. Ugen var gået med hidsige plukkeveer og jag i skeden. Maven var sunket ned til knæhøjde, og jeg skulle tisse konstant og hele tiden. Min mave var sløv og træg, tisse-marien hævet til dobbelt størrelse og alt var bare i vejen!
Fredag eftermiddag ompakkede jeg min barselstaske, hvis nu... Aftenen tilbragte jeg foran flimmeren med en pose guf på maven og en flaske light sodavand. Desværre tillod maven ikke, at jeg blev oppe ret længe, så jeg lå i min seng kl. 22. Jeg læste min bog færdig, for jeg havde stadig den der uro, som om et eller andet inden i mig sagde: "Du ved ikke, hvornår du igen kan læse en bog".
Jeg var oppe for at tisse og tage Alminox omkring kl. 01. Jeg tog de sidste to tabletter og tænkte ved mig selv, at vi skulle huske at købe flere senere.
Kl. 3.43 vågner jeg ved, at min mave gør en smule ondt på en anderledes måde, end den plejer. Smerten er mere skarp, end den plejer at være, når jeg skal tisse. Idet jeg får drejet mig rundt og er på vej op, går vandet. Det føles som et plop. Godt at jeg har trusseindlæg på og lagt tisseunderlag under det almindelige lagen.
Jeg fik lodset mig selv ud på toilettet og ganske rigtigt, mit trusseindlæg og mine trusser sejler i noget lyserødt slimet snask. Af med dem samtidigt med, at jeg bare tisser løs og har "løs mave", så det vil noget! Jeg bruger en halv rulle toiletpapir, for jeg skal jo hente rene trusser i skabet i soveværelset.
Jeg vækker manden med et: "Er du klar til at blive far igen, skat?". Den trænger ikke helt ind første gang, men anden gang slasker han sig selv på kinderne og er så ellers vågen.
Jeg får taget et natbind og rene trusser på, finder min vandrejournal frem og ringer til fødegangen. Jeg meddeler, at jeg har haft vandafgang men ingen "rigtige" veer endnu.
Jordemoderen beder mig blive hjemme, enten til veerne kommer, eller til jeg bliver utryg. Under alle omstændigheder skal jeg komme ind kl. 8 og blive tjekket igennem, hvis altså ikke der er sket noget inden. Jeg når lige præcis at sige, at jeg vil prøve at få sovet og lægger røret på, da den første spæde ve indtager min krop. AV.
Manden ringer efter sin far, der skal agere babysitter. Jeg render rundt og får taget tøj på, børstet tænder og så ellers steppe igennem de første veer. Alt imens min mave skaber sig - det vælter ud, synes jeg! Men jeg tog nu altså grueligt fejl.
Svigerfar ankommer omkring kl. 4.45, altså godt en time efter vandet er gået, og vi moser afsted til Herlev. Vi ankommer kl. 5, og som noget af det første bliver jeg undersøgt (1 cm åben, livmoderhals udslettet) og får sat CTG på.
CTG'en viser svage men tiltagende veer. De starter med 20%, stiger til 30%, videre til 40% osv. Da CTG'en pilles af, er veerne på små 50%, og for satan de gør ONDT. Mens jeg ligger med CTG'en, vil jordemoderen gøre fødestuen klar. Jeg beder om en med vandkar, for jeg synes, det er genialt at ligge og flyde under ve-arbejdet.
Jordemoderen fortæller, at hun vil flytte mig på fødestue og så ellers give mig et lavement. Hun fortæller, at jeg er fyldt. Det kan jeg jo ikke liiiige forstå, men fred være med det! Da vi kommer ind på fødestuen, ser jeg til min begejstring, at fødekarret er fyldt med dejligt lokkende varmt vand.
Nå, men lavementet proppes op i røveren - omkring 180 ml lunken sesamolie. YACK, jeg hader det! Og så skal det jo holdes indenbords så længe som overhovedet muligt. Og sikken en effekt det har sådan et lavement (skal dog nok spare jer for detaljerne).
Efter lavementet går vi en tur. Manden vil gerne ryge. Vi vandrer ned af den ufatteligt lange gang udenfor fødegangen. Nede omkring intensiv afdeling er der et minimalt rygeområde, så der planter manden sig, mens jeg tøffer videre rundt og rundt. Det bliver dog ikke til så megen tøffen, for manden når ikke at ryge ret meget, før veerne RIGTIGT bider, og jeg synes ikke, at det er spor sjovt at stå der mere.
Jeg vil bare tilbage til "min" stue og være dér - og helst i badet. Jeg får nogle nederdrægtige, lede, ubehagelige veer og beder manden om at ringe efter jordemoderen. Hun undersøger mig, jeg er 4 cm åben, og på det tidspunkt er klokken ca. 6. Det går hurtigt, men jeg er stadig mentalt med.
Jeg kommer op i det vidunderlige varme vand, flyder og nyder vandets blide trykken på min ømme tunge krop. Veerne er stadig slemme, men ikke så slemme som "på land".
Jordemoderen bliver hos os. Hun har nok sine anelser, og hun har formentligt læst min journal, hvor der står, at jeg lynføder. Mens jeg ligger i vandet, spørger jordemoderen, om jeg vil føde i vand. Det ved jeg faktisk ikke, men tiden afgør det for mig.
Efter kort tid ændrer veerne nemlig karakter, og jeg får svært ved at trække vejret ordentligt, synes jeg. Jordemoderen mener dog, at det er fint. For satan, de niver, og det hele spænder nu. Jordemoderen undersøger mig og konstaterer, at jeg kun mangler en lille kant, men den forsvinder, når jeg presser. Og hun fortæller mig, at babyen står "lige indenfor". Intelligent, som jeg er, siger jeg: "Er den på vej?!". Øhm, ja kloge! Pres til den, så kommer den.
Jeg kan nu ikke rigtigt mærke presseveerne, men naturen er jo indrettet så underfundigt, at man (jeg) presser alligevel! Jeg synes selv, det er nogle slatne pres. Det gør jo ondt af helvede til! Jeg kan mærke hovedet bevæge sig inde i mig, og når jeg presser, ja så hjælper babyen med! Den presser sine ben op i mine ribben. Meget ubehageligt, når man ligger der med presseveer.
Jordemoderen siger lidt bestemt, at jeg skal presse hårdere til den. Og som sagt, så gjort. Jeg kan mærke, hvordan hovedet arbejder sig ned og ud. Jeg får vist bandet en smule. Det er hårdt arbejde, og manden tørrer mit ansigt med en våd klud. Det er dejligt.
Bebses hoved er ude, jeg er væk mentalt. Jordemoderen spørger manden, om han vil kigge, men det vil han nu ikke. Hun siger, jeg skal presse resten ud. Bebsen kan jo ikke stå der for evigt. Jeg presser igen, og jordemoderen gelejder babyen op til mig.
Det er en pige!
Jeg får sagt: "Så fik jeg min lille pige". Hun er smurt ind i fosterfedt og kigger intenst på mig. Jeg holder næsten vejret, for hun siger ikke noget. Ligger bare der og stirrer. Der går dog ikke så længe, så kommer de første livskraftige skrig fra hende. Hun er født kl. 7.19 lørdag den 3. september. Far klipper navlesnoren.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg sidder med hende i vandet, men jeg skal jo op og føde moderkagen. Så lillepigen kommer over til sin far. Hun pakkes ind i håndklæder og dyne. Jeg skal OP, nøj det er tungt!
Navlesnoren hænger og dasker mellem mine ben. Det er klamt! Moderkagen fødes, den er flot og hel. Vi overlades til os selv, så vi kan lære vores datter at kende.
Vores maver rumler efterhånden, så da sygehjælperen kommer med en bakke, er jublen stor. Mens vi spiser maden, kommer der en ny jordemoder ind til os. Faktisk hende, der i sin tid tog imod vores søn Alexander. Ret pudsigt. Hun fortæller os, at der har været monstertravlt den morgen. Fire fødsler udover os, tre med sugekop og et enkelt kejsersnit.
Vores datter vejes og måles. Hun er 50 cm lang og vejer 2.940 gram.
28-02-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025