Er du gravid eller har en baby? Læs alt om graviditet og børn her på Netbaby.dk
Brugernavn: Password: Husk login|Ny bruger?
Forside|Indkøbsguide|Gode tilbud|Din side|Forum|Brevkasse|Blog|Konkurrencer|Gratis magasiner
Før graviditet|Gravid|Fødsel|Baby|Mor|Far|Navne|Flere:
Søg:
 NYT!  DIT BARN - GRATIS MAGASIN TIL DIG

Læs den nye udgave af magasinet DIT BARN - et GRATIS magasin til dig med alt om de skønne unger! Læs det gratis her
Jacob, mit hjertebarn Jacob, mit hjertebarn

Eva fortæller om fødslen af sønnen Jacob, der blev født med et hul i hjertet.
 4742 

Skrevet af Eva

Det var en onsdag i april, at jeg skulle se min søn for første gang. Min første fødsel havde været hård, og den endte med akut kejsersnit. Derfor havde jeg valgt et planlagt kejsersnit denne gang. Vi var spændte, glædede os og var også lidt nervøse.

På operationsstuen lå jeg så og ventede og lyttede efter skriget, som ville fortælle mig, at vi nu var forældre til 2. Ud kom min lille søn. Først var meldingen: "En fin dreng". Så fornemmede vi panikken. Vores lille søn ville ikke trække vejret, og han blev blå. Der blev trykket og mast, og så fik han lidt farve igen.

Han var over og hilse på mor, fik et kys, men røg hurtigt tilbage til bordet, for han blev blå igen. Pludselig kunne jeg høre dem snakke om hans fod. De sagde: "Han har det fint, men vi kalder lige på en børnelæge". Øh, hvorfor det, hvis han har det fint!? Jeg lå fastspændt, men prøvede at vride mig, så jeg kunne se min lille dreng, men de skulle jo lige lappe mig sammen.

Jeg græd, min mand græd, og min lille søn blev bakset rundt, knirkede og hev efter vejret. Børnelægen kom, og så blev han tjekket igen. Nu kunne jeg fra min briks høre dem snakke om stenene i pungen. Det var frygteligt at ligge der uden at kunne se noget og ikke vide, hvad der var galt, og så høre dem snakke om min lille søn og alle de ting, der ikke var, som de skulle være.

Han kom i en kasse med varme og ilt, og så rullede vi op på opvågningen. Jeg havde endnu ikke holdt ham i armene. Han knirkede stadig og var ikke god til at trække vejret. Jordemoderen sagde, at vi kunne prøve at lægge ham hos mig, for nogle gange ville børnene følge moderens vejrtrækning. Han kom over, og efter få minutter trak han vejret stille og roligt.

Jeg følte mig som den vildeste urkvinde. Børnelægen kom og fortalte os om alle problemerne. Hans ene fod og underben var større end det andet, og de kunne ikke finde stenene i hans pung. De følgende dage blev han undersøgt, og de tog en kromosomtest på ham for at tjekke det med stenene. Vi var fortvivlede. Hvis han ingen sten har, er han så en pige? De vildeste tanker flyver gennem hovedet på en.

Der var en læge, der fortalte om en sygdom, hvor halvdelen af kroppen vokser mere end den anden, men så skulle han have lavt stofskifte. Det havde han sikket ikke, men nu tog de lige en prøve, og så var det lavt! Det viste sig dog ikke at være den sygdom.

Efter 2 dage ville vi hjem. Vi græd hele tiden, og det ville jo ikke blive bedre af at være på hospitalet. Hjem kom vi, men jeg var inde på overnatning, da mit blodtryk ikke opførte sig pænt, og jeg blev dårlig. Der kom en sød sygeplejerske og fortalte, at det var en "rigtig" dreng, vi havde fået. Hans kromosomtest var helt fin.

Glade kunne vi tage hjem, og så måtte vi tage det med foden, som det kom. 1 uge gammel bliver Jacob, som vores dejlige prins hedder, dårlig. Han piver, vil ikke spise, virker slap og varm. Vi ringer ud på samme afdeling og får beskeden: "Jeg kan ikke nægte jer at komme!".

Aldrig har vi kørt så stærkt. Derude måler de hans temperatur, som er 34,2, og han ryger i en kasse på neonatal-afdelingen. De tror, at han har lungebetændelse. Hurtigt går det ned ad bakke, og han ryger i respirator. Jeg gør klar til mit første møde med en mælkemaskine, men langtfra det sidste.

De scanner og røntgenfotograferer ham og finder ud af, at der er noget med hans hjerte. De skal kunne tage blodprøver og stikker og stikker, men alt blod har trukket sig tilbage, og det er næsten umuligt. Jacob skriger og skriger, og jeg græder, mens jeg skiftevis tænder og slukker lyset for at hjælpe lægen, som nu bruger en lygte for at lyse gennem Jacobs arme for at finde blod.

Så kommer ambulancen med politieskorte fra Rigshospitalet. Lægerne hilser, installerer slanger m.m. og putter ham i den kasse, han skal fragtes i, og siger: "Nu må I gerne sige farvel til ham". Jeg græd og græd og kunne ikke få mit hoved ind i kassen men måtte kysse min finger og sætte den på hans pande. Vi måtte ikke køre med i ambulancen men kom bagefter i en taxi. Jeg troede aldrig, at jeg skulle se ham i live igen.

På Rigshospitalet viste det sig, at han havde en forsnævring på hovedpulsåren, og at blodet ikke kunne komme ned i underkroppen, da den lille klap, der hedder ductus, lukkede sig, som den skal efter en uges tid, når barnets kredsløb har vænnet sig til at være ude i verden.

Udover det havde han også et hul i hjertet. Han ville blive opereret om en uge og skulle ligge i respirator indtil da. Hvis vi var kommet senere med ham, havde han ikke klaret det.

Ventetiden var lang, og vi både frygtede og glædede os til operationsdagen. Tiden gik med at pumpe ud, kigge på vores lille vidunder, som han jo også var, få besøg af storesøster, som boede hos farmor, og være med til de små ting vi kunne. Skifte en ble, vaske ham lidt. Han var dog så irritabel på grund af medicin og morfin, at vi ikke rørte ham for meget.

Personalet var helt fantastisk og meget søde. Vi var trygge ved at lade dem passe ham, for selvom vi ville, kunne vi ikke klare at sidde der hele tiden.

Efter et par dage, hvor vi sov på gangen og i ambulatoriet, fik vi heldigvis et værelse, og det var helt fantastisk. Der kunne vi sove, vaske tøj, få besøg, lave mad og lege med vores lille store pige.

Vi besluttede, at han skulle døbes inden operationen, så dagen før kom hospitalspræsten op på stuen. Personalet havde klippet en lille hvid trøje op og givet ham på med en lille blå sløjfe. Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke skulle græde, nu når min datter Emma også var der. Men det var ikke til at kontrollere. Bagefter spiste vi en "hyggelig" middag i cafeteriaet.

Så var det dagen. Vi stod klar med operationstøjet, da vi måtte følge ham op på operationsstuen. 5 minutter før afgang blev det hele aflyst. Der var en hjerte-lunge-transplantation i gang. Det er selvfølgelig i orden, men når man står der, er det svært at se rimeligheden i noget som helst. Det var svært at manne sig op til operationen, og det ville være et helvede at gøre det igen næste dag.

Men vi gjorde det, og operationen gik godt, selvom det var de længste 3 timer og 20 minutter i vores liv. Vi græd af glæde, da lægen ringede og sagde, at vi måtte komme og se ham. På intensiv lå han et par dage, og så begyndte de at trappe ned for morfinen. "Min søn på afvænning". Stort var det øjeblik, hvor jeg måtte holde ham i armene for første gang i 8 dage, og han var kun 16 dage gammel.

Så gik det hurtigt, og vi fik en stue, hvor vi skulle passe ham selv. Skønt, fantastisk og helt frygteligt. Vi skulle lære ham at kende og læse ham uden hjælp af maskiner. Men udover lidt problemer med den ene lunge klarede han det godt, og vi kunne komme hjem på overnatning.

Endelig kom dagen, hvor vi blev udskrevet og kunne starte livet "udenfor murene". I dag har vi den skønneste glade lille dreng. Han er ikke god til at spise og er bagud i udviklingen. De ved ikke, om hans fod bliver et problem. Vi håber, at det kan klares med indlæg/specielle sko.

Hullet i hans hjerte er blevet mindre, og vi håber, at det lukker sig selv. Men lægerne holder øje med ham, og jeg tror da ikke, det kan være meningen, at vi skulle gennem alt dette, uden en lykkelig afslutning.

Mange har spurgt: "Hvordan kan I dog klare det?", men det gør man. Man kan jo ikke bare gå hjem og sige: "Nu vil vi ikke være med mere". Man lever bare med det og skiftes til at være den stærke.

Vi har aldrig været gennem et følelsesregister som dette, og aldrig har vi grædt så meget. Men Jacob har vist os, at han er en lille supermand. Han kæmpede for livet, og vi vil hjælpe ham med at nyde det.

Mvh. Eva Brinck (april 2005).

12-04-2006

Skriv en kommentar


Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Login eller opret "Din side" her

Relaterede artikler

Lykkepiller kan medføre børn med hjertefejl

Folinsyre medfører færre hjertefejl

Andreas, vores hjertebarn

Min ufrivillige abort i uge 12+6

Nikolaj blev født i uge 28+1

Min mirakel-søn med Downs syndrom

Find alle relaterede artikler, brevkassesvar, debatter m.m. på Netbaby:

hjertefejl

hul i hjertet

Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:

Din historie









Marylou Studio er et innovativt studie, hvor kvalitet, nytænkning og god tid er i højsædet. Jeg er portrætfotograf og har specialiseret mig inden for baby-, børne- og familieportrætter.

 Marylou Studio





På BabyFree.dk kan du få en lang række gratis ting til dig og dit barn.

 BabyFree.dk





Læs GRATIS magasiner: GRAVIDA om den positive graviditet, MIN BABY om småbørn fra 0-3 år og DIT BARN om de skønne unger fra 3-6 år.

 Lifemags





Læs den nyeste udgave af DIT BARN - et GRATIS magasin til dig, med alt om de skønne unger.

 Dit Barn






Få en skøn babypakke

Få et lækkert babytæppe + bogen Skal vi lege? + knitrebogen Gården. Du skal kun betale 39 kroner i porto.

GRAVIDA - gratis magasin til dig

Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.

MIN BABY - gratis magasin til dig

Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.

DIT BARN - gratis magasin til dig

Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.



© 1999-2019

Annoncering | Kontakt os | Om Netbaby | Generelle forbehold | Link til Netbaby | Index A-Å | Presse

Besøg også: Gravida.dk | Minbaby.dk | Ditbarn.dk | Babyfree.dk | Babyklik.dk | Babyklubben.dk | Netbaby.no | Facebook