Skrevet af Anja
Jeg synes også, at jeg vil bidrage med vores historie her. Vi skal tilbage til sensommeren 2003, hvor kæresten og jeg besluttede, at vi da også havde lyst til at blive forældre. Så vi kunne jo lige så godt gå i gang med det samme.
Inden vi så os om, havde vi ramt december, og efter en morgenmad sammen med nogle gode venner, hvor jeg havde snakket lidt med veninden om, hvordan jeg havde det, gav hun mig strenge ordrer på at tage en test. Det gjorde jeg, og den var positiv!
Vi var meget overraskede, for så hurtigt havde vi nu alligevel ikke regnet med, at det gik. Tiden gik. Jeg var hos læge, hos jordemoder, og så ventede vi på misdannelsesscanningen i uge 21.
Tiden gik, og et par uger inden dagen fik jeg en underlig fornemmelse, og jeg sagde til kæresten: "Hvad nu hvis der er noget galt?". Han fejede mig af med besked om, at det var der da bestemt ikke.
Dagen oprandt, og vi var totalt overstadige og tænkte faktisk mest på, at vi da bare skulle vide, hvilket køn barnet havde. Vi kom ind til en sød dame, som gik i gang. Hun viste os hjerte osv., og det så bare tip top ud. Hun ville så lige scanne efter størrelsen ved at måle lårbenet.
Hun kunne ikke lige finde det, så hun ville få noget hjælp og undskyldte sig med, at hun altså var helt ny. En anden kom ind og scannede og bad os gå ud og vente, da de lige ville scanne med en anden maskine og med en noget mere erfaren læge.
Vi kom ud og sad og sludrede lidt om, at baby da godt lige kunne vende sig, så vi kunne se, hvad det blev.
Vi kom ind igen, og lægen kom og sagde til os, at vi ikke skulle være skræmte over, at han ikke sagde noget, sådan gør man bare. Scanner først og forklarer efterfølgende.
Han scannede og printede en ordentlig stak billeder ud. Han holdt inde og bad mig tage tøj på. Jeg fik tøj på, og han sagde: "Ja, det ser ud som om, at jeres baby ikke har det ret godt".
Der knækkede filmen så helt for mig, og jeg forstod slet ikke, hvad han sagde efterfølgende ud over, at vi i hvert fald ikke blev forældre i denne omgang.
De anbefalede, at jeg fødte selv, og at vi lige skulle gå hjem og tænke lidt over tingene, og så ellers komme tilbage et par dage senere for at få fødslen sat i gang.
Vi kom hjem og besluttede, at vi ikke ville vente flere dage. Skulle det være, så skulle det altså bare overståes. Vi ringede og fik lov til at komme ind dagen efter.
Vi ventede lidt på godkendelsen til at sætte fødslen i gang, da jeg jo var noget længere henne end de 12 uger, og klokken 14.00 blev de første 2 stikpiller lagt.
Der skete ikke rigtig så meget, så et par timer efter fik jeg lagt 2 mere og skulle vente igen. Omkring klokken 19 begyndte det at gøre ondt, og jeg vandrede gangene tynde og bed af alt og alle i nærheden. Jeg fik et par smertestillende og slappede af.
Omkring klokken 21, hvor jeg kort forinden havde fået morfin, og en sygeplejerske kom for at høre til mig, kastede jeg op ud over hele sengen første gang. Hun nåede lige at få skiftet alt sengetøjet, og jeg sad i sengen igen.
Hun sagde, at det nok var en god idé lige at tage deres tøj på. Da jeg ville rejse mig for at gøre det, gik vandet midt på gulvet. Jeg havde stadig ikke nogen vilde smerter eller noget.
Hver gang, der var optræk til, at jeg fik ondt, så fik jeg et nyt skud morfin. Deres holdning var, at det var nok at have den store smerte i hjertet over tabet, og at jeg ikke også skulle have fysiske smerter samtidig dermed.
Omkring klokken 4 om morgenen blev jeg kørt ned på en fødestue, hvor der var en sød jordemoder, som tog sig af os. Det hele gik fortsat stille og roligt, og da klokken blev 6.30, fik jeg igen en gang morfin, og klokken 6.45 sagde jordemoderen, at hvis jeg skulle føde med hende, så var det ved at være tiden, for hun gik klokken 7.
Pludselig gik det stærkt, og jeg fik det "underligt". Hun kiggede på mig og sagde: "Jamen, så pres dog!". Som sagt så gjort, og klokken 7.00 den 18. marts 2004 blev vores første lille engel født.
Et par timer senere tog vi hjem og pakkede nogle sager og tog til Fyn til mine forældre og tog en tur i sommerhus og fik det hele lidt på afstand sammen med dem.
I første omgang troede de på hospitalet, at det var en infektion, som var skyld i det hele, men tiden skulle vise, at det var det ikke. Det var en ukendt genfejl, som efter ½ års undersøgelser både i Danmark, Tyskland og England blev slået hen som et tilfælde, og vi fik i sensommeren 2004 "lov til" at prøve igen.
Jeg blev gravid igen i november 2004, og skrækken var der, men det havde jo bare været et tilfælde sidst, så vi måtte holde hovedet højt og tro på det bedste.
Den læge, som havde haft med os at gøre ved vores tab, ville meget gerne have lov til at følge os hele vejen denne gang. Der var ikke grænser for, hvad han ville gøre for os. Vi fik en del scanninger helt fra start af, for at vi kunne føle os lidt mere trygge.
For mig virkede scanningerne dog ikke synderligt beroligende. I dagene op til var jeg hundeangst. Så blev det overstået, og vi var "høje" indtil dagene før den næste scanning, hvor jeg igen var hundeangst osv.
Jeg fik i uge 11 tid til en nakkefoldsscanning og havde en veninde med derop. Jeg spurgte hende, der scannede, om alt så fint ud, men hun svarede ikke rigtigt.
Jeg blev sendt hjem med besked om, at det var lige tidligt nok med den scanning, så vi skulle vente til den næste scanning ugen efter. Jeg var igen meget nervøs, og min mistanke om, at hun havde holdt noget skjult for mig, viste sig at skulle blive bekræftet.
Denne gang var min kæreste med deroppe, og da vi kom, blev vi kaldt ind, og 2 minutter efter stod lægen der. Han forklarede hurtigt, at man troede, at man havde set væske i hovedet på barnet ugen forinden. Han ville scanne os, og samtidig ville han meget gerne have, at vi kom en tur forbi Rigshospitalet, da der var nogle med mere ekspertise, end han havde.
Han scannede selv og sagde, at han altså ikke kunne se væske i hovedet. Vi fik en tid dagen efter på Rigshospitalet. Beskeden kom hurtigt. Jo, der var væskeophobninger under huden, men vi skulle vente cirka 14 dage, da man ind imellem ser den slags, som kan forsvinde af sig selv igen.
Vi kom tilbage igen, da ugerne var gået, og der var ikke bare en men to til at scanne, og svaret var klart igen: Baby var ikke rask.
Vi tog tilbage til Herlev igen for at tale med vores læge. Han var tydeligvis berørt af vores situation og ville ikke overlade noget til nogen andre. Han fulgte os op til en fostervandsprøve, som han selv ville foretage. Som sagt så gjort.
Efterfølgende fulgte han os til afdelingen, hvor vi blev installeret på præcis samme stue som et år forinden, samme sygeplejersker osv. Igen præcis klokken 14 blev de første stikpiller lagt. Det hele gik igen stille og roligt, dog med den forskel, at jeg blev på stuen og fødte omkring klokken 23 den 10. februar 2005. Endnu en lille bitte bitte dreng.
De efterfølgende prøver viste præcis det samme som sidst. Genfejl, hvor der ikke bliver dannet muskler i kroppen, alle indre organer fungerer fint, hoved og hjerne er også fine. Derudover optræder der Hydrops (væskeophobninger under huden).
Vi har aldrig fået nogen svar på, hvordan og hvorfor, bare at vi har været uheldige, og at vi statistisk set har mulighed for en dag at få et rask barn.
Vi gik kort efter sidste fødsel i gang med at forsøge at blive gravid igen, men uden held. Jeg kontaktede vores læge på Herlev i december af andre årsager, og da han hørte, at jeg endnu ikke var gravid, besluttede han, at det var tid til at få lidt hjælp, og han henviste os til fertilitetsklinikken også på Herlev.
Vi fik tid til samtale den 16. januar 2006, og lægens ord var, at jeg højest sandsynligt enten havde PCO eller "noget" siddende i vejen for en graviditet.
Jeg fik taget blodprøve og fik tid til en vandscanning. Blodprøven bekræftede, at jeg havde PCO, og jeg startede op i Methforinbehandling, som er gået rigtig fint. Vandscanningen blev overstået, og hans andet bud blev også en realitet. Jeg havde en polyp, som skulle fjernes ved en lille operation den 2. februar 2006.
Da jeg den 14. februar havde meget tydelig ægløsning, tog jeg en test, og den var bragende positiv. Vi forsøgte os jo selvfølgelig på trods af, at vi godt var klar over, at vores odds absolut ikke var med os.
Min gode veninde og svigerinde fik mig til at love, at jeg ville tage en test inden operationen bare for en sikkerheds skyld. Jeg gjorde som aftalt, og til vores store overraskelse var den sørme positiv!
Vi tog op på fertilitetsklinikken for at høre, hvad vi skulle stille op. Operationen blev naturligvis aflyst, og jeg fik taget en blodprøve, som bekræftede hjemmetesten. Jeg er gravid igen!
Nu er angsten jo klart tilbage med fuld styrke, dels fordi vi har besluttet, at dette er vores sidste forsøg på selv at skabe vores lille familie, og klart fordi, at der sidder en abe på skulderen af os, som konstant minder os om aldrig at tage noget for givet og aldrig tro, at intet kan gå galt!
Vi har besluttet, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at nyde tiden og tro på, at det nok skal gå godt denne gang.
25-04-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025