Skrevet af Christine
Da jeg ventede mit første barn for 4 år siden, opdagede lægerne, at jeg havde et fibrom, og de var ikke sikre på, at jeg ville kunne føde normalt. Jeg blev derfor indstillet til et kejsersnit, som forløb uden problemer, og vi fik en dejlig dreng, som kom til at hedde Noah.
Noah skulle jo ikke være enebarn, så 2 år efter ville vi gerne have en bror eller søster til ham. Men der skulle gå næsten 1 år, før jeg blev gravid. Gynækologen fandt ud af, at jeg havde lidt PCO, og jeg havde celleforandringer og skulle have lavet et keglesnit. Alt dette satte mig jo lidt tilbage, men april 2007 blev jeg gravid, og vi var lykkelige.
Graviditeten forløb uden det helt store, selv om jeg blev holdt øje med på grund af mit kejsersnit, keglesnit og fibromet. Alle satte deres penge på, at han ville komme før den fastsatte dato, som var 29. januar. Lillebror valgte dog først at komme på selve dagen, som han skulle.
Vi fik den store passet, for jeg havde simpelthen fået den første tid, som var kl. 7.30 på Frederiksberg Hospital. Min mand og jeg var nervøse, men nok mest jeg, som var skrækslagen for bedøvelsen, og om der ville være noget i vejen med babyen.
Kl. 8 blev jeg kørt hen på operationsstuen og blev hilst velkommen af hele holdet, som bare var så søde. Jeg kunne virkelig ikke mærke det, da de lagde bedøvelsen. Jeg blev pludselig total forkvalmet, men det fik jeg så noget imod. Til gengæld var det en fed fornemmelse at være bedøvet! Det summede på den fede måde i de dele, der var bedøvet.
De begyndte så at hive ham ud, men det var lidt sværere end som så. Lægen kaldte på jordemoderen, som måtte hjælpe til, og alligevel endte det med, at de måtte hive ham ud med sugekop! Ja, så har man da prøvet det med.
Men ud kom han, og det kan nok være, at han vrælede! Men sund og rask var han, og vi var lykkelige. Så kom lægen om til min side af tæppet og sagde, at hun altså lige have snuppet mit
fibrom, som jeg ellers havde fået at vide, at man ikke kunne fjerne under et kejsersnit. Og jeg blev så lykkelig! Ellers skulle jeg have været inde og blive opereret igen.
Jeg lå lidt på opvågningen og fik lagt den lille til, som suttede, som havde han aldrig gjort andet. Jeg lå fra tirsdag til fredag og havde hovedpine, men jeg troede, at det var fordi, jeg ikke fik sovet så meget. Da jeg blev udskrevet, sagde sygeplejersken, at hvis hovedpinen forsvandt, når jeg lå ned, men kom igen, når jeg sad op, kunne det være en spinal hovedpine.
Jeg blev nød til at ringe til barselsgangen dagen efter, fordi jeg kunne ikke andet end at ligge ned. Så kom jeg derind igen, talte med en læge og med en anæstesilæge, og så blev jeg kørt op til indgrebet.
De tog 20 ml blod fra min arm og lagde en epidural i ryggen og lagde blodet ind. Lægen sagde, at han ikke kunne gøre det, uden det gjorde ondt, men helt ærligt, jeg kunne intet mærke. Til gengæld forsvandt hovedpinen med det samme. Meget mærkeligt men dejligt. Bagefter skulle jeg ligge ned i 2 timer.
Vi kom hjem igen efter 5 timer, og har en dreng, der sover meget og ellers spiser. Han er bare så sød, og storebror er indtil videre glad for ham og kysser ham meget. Joel vejede 4 kg ved fødslen og var 54 cm lang.
Knus Christine.
20-03-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025