Skrevet af Anette
Jeg havde termin den 11/10-2003 med vores første barn, og gennem det sidste stykke tid af graviditeten fik vi at vide, at Sara lå i sædestilling, men jeg tænkte ikke nærmere over det.
Det gjorde først torsdag den 18/9-2003, da jordemoderen fortalte mig, at jeg skulle sendes til scanning hurtigst muligt, da hun mente, at Sara fortsat lå forkert.
Det blev så arrangeret, og allerede dagen efter blev vi sendt til scanning på Hjørring Sygehus. Efter en kort snak med lægen blev jeg scannet, og ganske rigtigt så lå min lille pige med
numsen nedad.
Lægen ville så forsøge at vende hende, men trods flere (meget voldsomme) forsøg, både indvendige og udvendige, så lykkedes det ikke. Så da lægen endelig var færdig med at "mishandle" mig, fortalte han, at det ikke var lykkedes, og at jeg derfor skulle have kejsersnit i uge 38.
Så gik mor her ellers igang med at regne og udbrød: "Jamen, det er jo i næste uge!?". Og ganske rigtigt. Vi skulle møde på sygehuset mandag morgen til indlæggelse, og så skulle jeg have foretaget kejsersnit.
Tirsdag morgen kl. 8. Jeg har altid været rædselsslagen for at skulle opereres, så er det nødvendigt at sige, at det var en meget lang weekend, jeg skulle igennem? Jeg var både enormt nervøs, spændt, glad, bange og alt muligt andet på samme tid.
Nå, men mandag den 22/9-2003 (på min fars fødselsdag og vores 2 års bryllupsdag) blev vi så indlagt kl. 10 om formiddagen. Vi havde selvfølgelig ringet til min mor (og resten af familien) først, for hun skulle med til fødslen. Så efter en snak med overlægen, fik jeg lov til at tage hjem resten af dagen. Jeg skulle bare komme igen mandag aften.
Så vi tog ned på banegården og hentede min mor og lillebror, og så gik turen ellers forbi pizzariaet og så hjem og spise. Det gik ikke ret godt. Jeg var så nervøs, at jeg næsten ikke kunne klemme noget ned.
Da klokken nærmede sig 22, tog jeg så tilbage til sygehuset, hvor jeg blev puttet på barselsgangen. Det skal lige siges, at det i løbet af natten rigtig gik op for mig, hvad det var, der skulle ske.
Det var vildt at ligge der blandt nybagte mødre og små babyer og bare tænke, at nu var der mindre end 12 timer, til jeg havde min lille pige i armene!
Nå, men tirsdag den 23/9-2003 blev jeg vækket kl. 6.30, så jeg kunne gå i bad og rigtig vågne op, før min mand og min mor ville komme op til mig. Omkring kl. 7 kom de så, og så sad vi og snakkede lidt om løst og fast, indtil min mand skulle gå kl. 7.30. Han skulle til køreprøve (fedt tidspunkt ik'? - behøver jeg at sige, at han dumpede?).
Nå, men kl. 7.45 kommer sygeplejersken ind og siger, at mit kejsersnit lige er rykket til kl. 9, da de har fået et akut tilfælde ind.
Puha, her sad jeg på en sygehusseng og rystede af skræk, og så siger de f*****, at det er udsat en HEL time. Jeg var sikker på, at jeg ville dø af skræk, før jeg fik min datter i armene!
Nå, men da klokken nærmede sig 9, blev jeg kørt ned mod operationsstuen, hvor jeg først blev scannet (jo lillepigen lå stadig forkert!), og derefter fik lagt et kateter. Da det var lagt, skulle jeg lige vente, til de fik gjort stuen helt klar. Og takket være forsinkelsen nåede min mand at komme tilbage fra køreprøven.
Da jeg havde ligget på gangen og ventet i noget, der føltes som en evighed, blev jeg kørt ind, og alle lægerne, sygeplejeskerne og jordemoderen præsenterede sig og fortalte kort, hvad der skulle ske.
Så skulle rygmarvsbedøvelsen lægges. AV! Lægen kunne ikke ramme, så først efter 5 forsøg ramte han rigtigt. Jeg havde udtrykkeligt sagt, at jeg ikke ville vide, hvornår de begyndte at skære, og det var OK. Desværre, til trods for jordemoderens snak om næste års sommerferie, overhørte jeg lægen sige: "Så går vi igang".
Nå, men heldigvis slog det mig ikke helt ud, og ganske kort tid efter, tirsdag den 23/9-2003 klokken 10.40 skreg min lille datter for første gang. Nej, hvor var det en dejlig lyd! Det havde jeg bare ventet på i så lang tid, og så skete det endelig! Det var næsten ikke til at tro.
Efter at havde set denne lille dejlige baby for første gang, og efter min datter havde tisset på min mor, tog jordemoderen hende ud i et lidt varmere rum, hvor hendes far ventede. Nøjj, hvor var han stolt!
Her fik hun ble og tøj på, og blev selvfølgelig målt og vejet. Min lille guldklump var 49 cm og hele 3.060 gram. Og så er hun taget 13 dage før termin. Jeg kunne ikke være mere stolt!
Uhmm, Mors dejlige pige. Jeg elsker dig så højt.
22-05-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025