Skrevet af Marie
Vandet gik præcis kl. 00.00 den 27/07-2004. Mine forældre, Jesper og jeg hyggede os i stuen med at se en god film. Jeg lå på en drømmeseng i stuen og sov egentlig til det meste af filmen.
Da filmen var færdig, besluttede vi os for at gå til køjs. Alle var godt trætte, og især Jesper og min far, fordi de havde knoklet med at lægge fliser og køre sand hele dagen.
Jeg gik ind i sengen og lagde mig lige lidt før kl. 00.00, mens Jesper lige sad lidt ved sin PC. Da jeg lå inde i sengen, kunne jeg mærke, at Spirrevippen var ret så aktiv. Hun moste og maste nede i mit bækken, og jeg følte næsten, at hun var ved at bryde ud.
Efter at have ligget et øjeblik og vænnet mig til hendes aktivitet, stoppede det pludseligt, men til gengæld følte jeg noget vådt i mine underbukser. Jeg syntes, det var lidt underligt, så jeg rejste mig op og steg ud på gulvet. *PLASK* sagde det, og der kom en pæn skylle vand sivende ned ad mine ben.
Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det måtte være fostervandet, der netop var gået. Jeg kaldte på Jesper, som kom ind, og han blev ret overrasket. For pokker. Nu var det nu. Vi vidste, at inden for 24 timer ville vi blive forældre.
Sammen med vandet kom der lidt blod, den såkaldte tegnblødning, og slimproppen røg også med ud. Jubi, langt om længe kom slimproppen. Jeg bad Jesper finde et håndklæde til mig, for vandet blev bare ved og ved med at løbe ud. Hi hi, midt i al "forvirringen" kunne Jesper ikke i første sekund huske, hvilket skab vi havde håndklæder i.
Da vi havde fået styr på "oversvømmelsen", ringede Jesper ned i kælderen til mine forældre. Der gik ikke mange minutter, inden min mor stod oppe hos os i soveværelset. Hun virkede ret glad, for nu vidste hun også, at deres lille barnebarn for alvor var undervejs til at komme ud.
Imens min mor og jeg fik snakket lidt om situationen, ringede Jesper til fødeklinikken på Hvidovre for at meddele, at vandet nu var gået. Han snakkede med en mandlig jordemoder, som stillede ham nogle spørgsmål omkring graviditeten og farven på fostervandet. Jesper fik forklaret alt og svaret på alle spørgsmål.
Da fostervandet var klart i farven, bad jordemoderen os om at gå i seng og afvente begyndende veer. Vi blev bedt om at ringe næste morgen, uanset om jeg havde veer eller ej.
Jeg var lige pludselig blevet frisk og kunne ikke sådan bare lige tøffe tilbage i seng og lade som ingenting. Jeg havde det egentlig også ret godt, men kunne godt fornemme en begyndende murren over lænden, og mine brystvorter blev lige med ét rigtig ømme, AV!
Lidt senere gik jeg på toilettet for at skifte endnu et gennemblødt bind med fostervand, og da opdagede jeg, at det nu havde skiftet farve til lysegrønt, faktisk nærmest selvlysende grønt. Jeg kaldte på Jesper, og vi blev enige om, at vi hellere måtte ringe og fortælle fødeklinikken, at nu var fostervandet grønt.
Når fostervandet er grønt, skal man nemlig være særlig opmærksom, idet det kan være et tegn på, at barnet er stresset eller ikke har det så godt. Jesper ringede endnu en gang, og det endte med, at de gerne ville have os op til tjek på fødeklinikken, så de kunne køre en hjertestrimmel på vores lille Spirrevip.
Klokken blev omkring 01.00, og vi satte kurs mod Hvidovre. Vi havde for en sikkerheds skyld taget min taske med i tilfælde af, at de ville beholde os. Vi vinkede pænt farvel til min mor, som nu ville hoppe ned i seng igen, selvom hun sikkert heller ikke bare lige kunne sove ovenpå nattens vandafgang.
Til tjek midt om natten
På fødeklinikken var der ret stille, og selv jordemoderen var væk. En jordemoder fra fødegangen hjalp os med at finde den jordemoder fra fødeklinikken, som havde vagt. Det var den mandlige jordemoder, som Jesper tidligere havde snakket i telefon med, som nu skulle tjekke, om alt var OK.
Først snakkede vi lidt om graviditeten, og han læste min journal. Herefter mærkede han mig udenpå maven og sagde, at Spirrevippen lå fint med hovedet nedad, men ikke så dybt i bækkenet. Hun stod altså ikke helt fast.
Han konstaterede ved samme lejlighed, at det ikke var nogen stor baby, jeg havde inde i maven. Han skønnede hende til omkring 3.000 gram.
Herefter lavede han en indvendig undersøgelse for at finde ud af, om jeg havde åbnet mig, og om livmodermunden var udslettet. Der var bestemt ikke sket meget derinde. Min livmodermund var kun udslettet ½ cm og manglede altså stadig 1½ cm. Jeg havde heller ikke åbnet mig det mindste, så fødslen ville altså ikke ske lige inden for de næste par timer.
Bagefter blev jeg tilkoblet en CTG-maskine, som skulle registrere Spirrevippens hjertelyd, så vi kunne se, om hun havde det godt. Jeg skulle ligge med CTG-bæltet om maven i 30 minutter, og imens ville jordemoderen gå hen og opdatere min journal. Inden han gik, kom han med saftevand til både Jesper og mig.
Det var dejligt at ligge og lytte til Spirrevippens hjertelyd, og specielt fordi den lød rigtig fin trods det grønne fostervand.
Da jordemoderen kom tilbage efter 30 minutter, tjekkede han den hjertelydskurve, der var lavet, og han mente ud fra den, at Spirrevippen såmænd havde det fint, og at det grønne vand ikke skyldes stress. Pyha!
Bagefter tjekkede han mig en sidste gang indvendig for at se, om der var sket noget, men som han sagde: "Der er ikke sket en dyt, siden jeg sidst var her".
Bagefter snakkede vi lidt frem og tilbage om, at det bedste nok ville være, hvis vi tog hjem og fik os lidt hvile. Så længe der endnu ikke var veer, kunne man jo alligevel ikke gøre så meget for os på hospitalet.
Vi tog imod hans råd og besluttede os for at tage hjem og blive udhvilet, så vi kunne være klar til en fødsel inden for det næste døgn.
Inden vi gik, fik vi lov til at se fødestuen. Den så ganske fin ud, og der var et dejlig stort badekar til smertelindring. Selvom det var en fødestue, så det faktisk temmelig hyggeligt ud, og jeg blev i hvert fald ikke skræmt ved tanken om, at vi pludselig skulle derind, når fødslen engang kom rigtig i gang. Egentlig glædede jeg mig faktisk lidt.
Vi blev for øvrigt bedt om at kontakte fødeklinikken næste morgen for at aflægge status over de kommende timers forløb.
Natten herhjemme
Da vi kom hjem omkring kl. 03, kunne jeg bare overhovedet ikke sove. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, og jeg syntes, det var underligt nu at skulle vente på veer. Nu skulle jeg jo sådan set bare vente og vente på, at mine veer ville blive så slemme, at det var tegn på, at fødslen var godt i gang.
Jeg lagde mig på gæstesengen i stuen, og Jesper smed sig på sofaen. Der gik ikke længe, før Jesper snorkede ovre på langsiden, og jeg misundte ham hvert et sekund, han sov.
Jeg kunne som sagt ikke falde hen i drømmeland, men rendte i stedet i fast rutefart ovenpå for at skifte bind, idet der stadig sev fostervand ud i pæne mængder.
Til sidst overgav jeg mig til gæstesengen og prøvede for alvor at falde i søvn. Jeg havde taget et minutur med i tilfælde af, at der pludselig skulle komme regelmæssige veer.
Og vupti, de regelmæssige veer begyndte så småt meget tidligt om morgenen. I tidsrummet fra kl. 04.00 til 05.30 kom der nogle ret mærkbare veer med præcis 5 minutters interval.
Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt det var nu, vi skulle tage på hospitalet, for det kan da godt være, veerne ikke var meget slemme, men de var til gengæld meget præcise i deres intervaller.
Nå, men det endte med, at jeg så tiden lidt an, og ud på morgenen omkring kl. 7.30 var veerne der stadig, men de havde ikke længere noget mønster i deres ankomst.
Jeg lå og læste lidt i bogen "Fødslen trin for trin" for lige at repetere nogle af de ting, en fødsel indebærer, og hvordan man kan gøre det knap så smertefuldt for én selv.
Omkring kl. 8.00 stod jeg op og gik i bad, og herefter spiste mine forældre, Jesper og jeg morgenmad.
Kl. 9.00 ringede Jesper som aftalt til fødeklinikken for at aflægge status. Den jordemoder, han snakkede med, syntes, vi skulle kom op på hospitalet nu. Hun bad os møde op på fødegangen, fordi fostervandet stadig var lidt grønt. På fødeklinikken tager de sig kun af fødsler, hvor alt forløber normalt, og når fostervandet er grønt, anses det ikke for en normal fødsel.
Jeg havde stadig veer, men ikke længere regelmæssige. Jeg var glad for, at vi skulle på hospitalet nu, for jeg så frem til eventuelt at kunne komme i ét af deres store varme badekar for at lindre veerne.
Vi fik pakket færdigt og sagt farvel til den kommende mormor og morfar. Det var lidt underligt at forestille sig, at næste gang jeg så mine forældre, ville jeg nok selv være blevet mor. Mine forældre fik et stort knus, og af sted det nu gik mod Hvidovre.
Ankomst til fødegangen
Da vi ankommer til fødegangen, henvender vi os på jordemoderkontoret. De tager imod min vandrejournal og beder os vente henne i dagligstuen.
Vi går udenfor på den tilhørende terrasse, og vejret er utrolig smukt. Solen skinner fra en skyfri himmel, og med ét er sommeren kommet.
Efter små 10 minutters ventetid kom der en jordemoder og bad os følge med. Vi blev vist ind på en observationsstue, hvor jeg skulle have kørt en af de berømte CTG-strimler for at tjekke Spirrevippens hjertelyd, og samtidig skulle de tjekke, om der var en god ve-aktivitet.
Jeg blev tilkoblet maskinen og skulle ligge der i ca. 30 minutter. Jesper sad nede ved fodenden, og nu kunne vi så endnu en gang få fornøjelsen af at høre hjertelyd.
Efter 30 minutter kom jordemoderen tilbage og tjekkede kurven over Spirrevippens hjertelyd, og den så gudskelov rigtig fin ud. Hun kunne også tjekke, om mine veer var effektive og regelmæssige, men for at konkludere, om de også udrettede noget, var hun nødt til at tjekke mig indvendigt.
Jordemoderen tog os med hen til et undersøgelsesrum og lavede et indvendigt tjek. Desværre så det ikke ud til, at der var sket de store sager derinde, for jeg var kun meget lidt åben, og min livmoderhals endnu ikke helt udslettet.
Nu overvejede jordemoderen, hvorvidt jeg måske skulle have et vestimulerende drop eller en stikpille, som kunne sætte lidt skub i tingene. Hun ville lige konferere det med en læge og så vende tilbage. Jesper og jeg blev i det lille undersøgelsesrum, og mens vi sad der, fik jeg en del veer. AV!
Efter et pænt stykke tid kom jordemoderen tilbage, og hun sagde, at de var blevet enige om, at jeg skulle have lagt en stikpille op bagved min livmoderhals, så den ville hjælpe med at få skub i tingene.
Herefter skulle vi tilbage til observationsstuen og den seng, jeg havde fået tildelt der. Vi fik at vide, at vi ikke ville komme hjem, før jeg havde født, så Jesper kunne godt gå ned i bilen efter min taske, og i mens ville jeg så få lagt stikpillen op.
Da Jesper var gået ned til bilen efter tasken, kom jordemoderen med stikpillen og begyndte at ville lægge den op. Midt i det hele ser hun sjov ud i hovedet og siger: "Det kan da vist ikke passe, men jeg synes altså, der er noget, som minder om en hæl ved siden af hovedet".
Det var meningen, hun skulle kunne mærke Spirrevippens hoved derinde i livmoderen, men havde altså fået fat i noget, der mindede om en hæl. WHAT?
Hun mærkede efter flere gange og var ret usikker på, om hun vitterlig havde mærket en hæl. Spirrevippens fødder burde jo ligge i den modsatte ende, så derfor var det lidt forvirrende.
Hun endte med at konkludere, at hun ikke ville lægge nogen vestimulerende stikpille op, før hun var sikker i sin sag. I tilfælde af, at det var Spirrevippens hæl, var det hele jo lige pludselig en anden situation og en helt anden type fødsel, nemlig en såkaldt sædefødsel. Hun blev enig med sig selv om, at det var nødvendigt med en scanning.
Scanning for tjek af sædestilling
Netop som vi skulle til at gå hen i scanningsrummet, kom Jesper tilbage, og jeg forklarede ham jordemoderens bekymring. Han så også sjov ud i hovedet, for kunne det nu passe? Hvorfor skulle Spirrevippen dog lige pludselig ligge forkert?
Nå, men lidt forvirrede gik vi med hen til scanningsrummet, og her blev vi mødt af en læge og en reservelæge.
Jeg lagde mig op på briksen, og reservelægen skulle nu scanne mig under assistance af lægen.
Der gik ikke mange sekunder, før de kunne konstatere, at det var et hoved, der lå oppe ved mine ribben, og en numse, der pegede ned mod bækkenet.
Spirrevippen lå altså i sædestilling. Kun 2% af alle fostre ligger i sædestilling på så sent et tidspunkt.
Både Jesper og jeg var ret overraskede over den meddelelse, for vi havde jo hele tiden fået at vide, at hun vendte rigtigt. Så sent som natten inde på fødeklinikken havde vi fået at vide, at hovedet stod i bækkenet.
Lægen fortalte, at man desværre af og til kan tage fejl og simpelthen ikke kan mærke forskel på numse og hoved. Hun mente derfor ikke, at Spirrevippen lige havde vendt sig, men at hun sandsynligvis har ligget sådan hele tiden og dermed narret dem alle.
Nå, men fakta var altså, at vi nu stod i en helt anden situation, nemlig med udsigt til en sædefødsel eller et akut kejsersnit!
En ny situation
Lægen var meget sød og ville lige tage en lille snak med os om denne nyopståede situation. Hun sagde klart med det samme, at i situationer som denne, ville de anbefale kejsersnit og specielt også i mit tilfælde, hvor fostervandet også var grønt.
Hun sagde, at man godt kan føde ved en sædefødsel, men at det ikke ville være uden risiko for, at barnet ville komme noget til. Desuden var hendes erfaring, at en påbegyndt sædefødsel oftest alligevel ender i akut kejsersnit, fordi barnet kan være meget svært at føde, eller fordi det pludselig får det dårligt undervejs i forløbet.
Ulempen ved en sædefødsel er, at den største del af barnet, nemlig hovedet, kommer ud til sidst. Barnets numse kan af gode grunde ikke bane vej for hovedet, idet numsen ikke er så stor, så man risikerer, at hovedet simpelthen sætter sig fast i bækkenet og derved ikke kan presses ud.
Åh nej, det værste jeg frygtede ville nu ske, jeg skulle have foretaget kejsersnit. Jesper og jeg var ret enige om at følge lægens råd og ikke kaste os ud i en sædefødsel med risiko for skader af vores lille Spirrevip.
Men puha, sikke en kamel at sluge. Her troede man lige, man var i gang med optakten til en almindelig fødsel, og så lige med et skal man have foretaget et kejsersnit. Jeg havde aldrig været på et operationsbord før, og jeg må ærligt indrømme, at jeg var ret nervøs ved tanken om bedøvelse og det at skulle skæres i maven.
Jeg ringede til mine forældre kort efter, at vi havde fået beskeden, og jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at græde, da jeg hørte min mors stemme i røret. Øv, hvor havde jeg bare lyst til at tage hjem til mine forældre igen og så glemme alt om fødsler og kejsersnit.
Jeg fik ikke talt så længe med min mor, for vi skulle videre hen på en anden stue. Da vi tog beslutningen om kejsersnit, var kl. 11.00, og lægerne ville først foretage kejsersnittet kl. 15.00, for jeg skulle nå at være fastende. Derfor ville vi indtil da få tildelt et rum for os selv.
Da stort set alle stuer og rum var optaget, fik vi tildelt en reserve fødestue, hvor der stod opbevaret 3 senge og nogle andre ting, men der var da gudskelov fred derinde, og jeg fik en seng at ligge i.
Jordemoderen, som havde taget imod os, fulgte os hen på stuen og forklarede os lidt om, hvad der senere skulle ske. Hun forklarede os hele forløbet under et kejsersnit, og også hvordan jeg ville blive gjort klar til operationen. Herefter gik hun, og hvis vi fik brug for hjælp, skulle vi bare hive i en snor (alarm).
1 time i helvede
Det var helt rart at komme i seng og få lidt styr på tankerne. Jesper og jeg talte lidt om det hele, og vi blev enige om, at uanset hvad, så ville kejsersnit nok være den eneste rigtige udvej både for min og Spirrevippens skyld. Vi turde jo alligevel ikke tage nogen chancer, når det ville gælde vores ufødte barns helbred.
Efterhånden som jeg lå der på sengen, begyndte mine veer at tage til. De gjorde ubeskriveligt ondt, og selvom jeg ofte har haft meget ondt til menstruation, var de smerter slet intet at tale om i forhold til disse veer.
Hver gang der kom en ve, tog den til i styrke og raserede min krop, så jeg næsten ikke kunne holde ud at være til. Når så veen var ovre, kunne jeg endelig igen snakke med Jesper, og jeg havde det nogenlunde trods omstændighederne.
Det værste ved at ligge der på sengen var, at jeg havde fået sat et drop i hånden, og jeg kunne derfor ikke flytte på mig. Når veerne kom, kunne jeg bare ligge og lade mig overfalde uden at kunne lindre smerterne ved for eksempel at gå rundt eller stå op. Jeg lå altså meget af tiden på sengen som en spændt flitsbue, og det havde bestemt ingen god indvirkning på veerne.
Lige overfor sengen hang der et ur, og jeg kunne tydeligt både se og høre det tikke langsomt derudad. Tiden gik frygtelig langsomt, og det var virkelig ubehageligt at tænke på, at jeg skulle ligge der, indtil klokken viste 15.00 på uret.
Fra vi kom ind på stuen omkring lidt over 11.00 og frem til kl. 12.00, blev mine veer altså værre og værre. Jeg har aldrig i mit liv følt så meget smerte og følt mig så overrumplet og magtesløs. Jeg havde det så skidt, at jeg sagde til Jesper, at jeg slet ikke havde lyst til at få nogen baby lige nu, og at jeg bare gerne ville have det hele overstået.
For hver ve der kom, stod tårerne ud af mine øjne, og jeg mindes at sige til Jesper gang på gang: "Hvad skal jeg gøre", for jeg kunne seriøst ikke holde til mere.
Omkring kl. 11.30 kom veerne fast med 5 minutters mellemrum, og de varede godt 1 minut ad gangen. Det var frygteligt at ligge og kigge over på uret velvidende om, at lige om lidt, når viseren flyttede sig, ville der komme en ny ve.
Uanset hvor meget forberedt jeg var på, at en ny ve ville komme rullende, så var de hver især lige ved at tage livet af mig. Og værst af alt, klokken var kun 11.30, og jeg skulle ligge i sådan et smertehelvede i endnu 3½ time. Den tanke var virkelig ikke til at håndtere.
Da klokken nærmede sig 12.00, kunne jeg bare ikke mere. Jeg ringede på alarmklokken og fik jordemoderen til at komme. Jeg spurgte, om jeg ikke kunne få et eller andet smertestillende, og til det svarede hun jo!
Inden der blev fundet noget smertestillende, blev jordemoderen lidt inde hos os. Hun kunne godt se på mig, at jeg havde meget ondt, og jeg kunne heller ikke skjule mine tårer. Hun tog tid på veerne, og på daværende tidspunkt var der kun 3 minutter mellem hver ve.
Jordemoderen konkluderede, at det bedste ville være at få foretaget kejsersnittet nu og ikke først om 3 timer. For det første fordi der ikke var nogen grund til, at jeg skulle ligge og være forpint, når veerne alligevel ikke skulle bruges til noget, og for det andet fordi det ellers ville ende med, at jeg pludselig nåede at gå i fødsel.
Hun ville derfor gå ned til lægerne og høre, om ikke de kunne fremskynde operationen til nu. Lidt tid efter kom jordemoderen tilbage med den glædelige besked, at lægerne var gået med til at sætte kejsersnittet i gang hurtigst muligt.
Nu skulle det hele pludselig gå lidt stærkt, så vi kunne desværre ikke nå at ringe hverken til mine eller Jespers forældre og fortælle dem, at kejsersnittet ville blive foretaget nu.
Klargøring til kejsersnittet
Som det første, der skulle ske, fik jeg en hospitalsskjorte, som jeg skulle hoppe i, og herefter kom der en narkoselæge for at tale med mig. Narkoselægen forklarede mig, hvordan jeg ville blive bedøvet, og skulle samtidig høre, om jeg var allergisk over for noget osv.
Hun forklarede, at jeg skulle have en såkaldt spinalbedøvelse, som ville blive lagt i den nederste del af ryggen, og at jeg herefter ville være fuldstændig følelsesløs fra under brystet og nedefter. Jeg ville altså være ved bevidsthed, og det var jeg lettet over. Mit værste mareridt ville være, hvis jeg skulle have været i fuld narkose og ikke kunne se vores lille Spirrevip komme til verden.
Da vi havde snakket med narkoselægen, kom jordemoderen tilbage. Hun skulle nu lægge et kateter på mig, som skulle lede alt vand væk fra blæren under operationen. Hvis ens blære er fuld under et kejsersnit, kan lægerne ikke komme til at operere for den.
Som det sidste skulle jeg drikke en lille "snaps" med noget i, som skulle neutralisere min mavesyre, og herefter blev jeg hentet af en portør. Det var en vældig flink portør, og han lovede mig, at han ville være min privatchauffør både til og fra operationen.
Vi sagde farvel til hende jordemoderen, der havde været hos os om formiddagen, idet det var en anden, der ville tage med os over til operationen. Hun kom ind på stuen, og sammen med Jesper gik hun bagved min seng, mens vi kørte af sted.
Jordemoderen havde medbragt en lille gennemsigtig krybbe på hjul, og det var dejligt at tænke på, at der snart ville blive lagt en lille Spirrevip ned i den.
På køreturen hen til operationsstuen havde jeg fortsat veer, og jeg prøvede virkelig at beherske mig for ikke at ligge og græde, for portøren gjorde virkelig hvad han kunne for at opmuntre mig, og det var jo sødt af ham.
Endelig nåede vi frem til operationsstuen, og ved døren derind til skiltes Jespers og mine veje for en kort stund. Jesper skulle nemlig med ind i et andet rum og iføres en rigtig operationsbeklædning, og imens ville jeg blive gjort klar til bedøvelse.
En dejlig Spirrevip bliver forløst
Inde på operationsstuen var en del personale. Alt i alt skal der være 8 personer tilstede under et kejsersnit, og hver især har de en vigtig funktion.
Hver enkelt af personerne præsenterede sig for mig, og herefter gik det hele så småt i gang. Inde på operationsstuen var der ret koldt, og personalet beklagede også, at de ikke havde kunnet nå at opvarme rummet lidt mere. Jeg var sådan set ligeglad, for jeg syntes, det var dejlig svalt derinde og klagede bestemt ikke.
Efter jeg var blevet vippet over på operationsbordet, skulle jeg ligge med armene ud til hver sin side på en slags skinner. I den ene arm blev tilført drop, og i den anden havde jeg vist et eller andet tilkoblet, der målte puls.
Da Jesper kom ind på operationsstuen og satte sig ved siden af mig, var det tid til at få lagt spinalbedøvelsen. Narkoselægen sagde, at jeg skulle lægge mig på siden og krumme ryggen som en kat.
Hvis jeg fik en ve, skulle jeg sige til, idet det var vigtigt, at jeg lå 100 procent stille, når hun sprøjtede bedøvelsen ind mellem mine ryghvirvler.
Først kunne jeg mærke, hun smurte noget køligt lokalbedøvende på det område, hvor hun ville stikke et tyndt rør ind. Herefter fik jeg en ve, og jeg skyndte mig at gøre opmærksom på dette. Jeg var hunderæd for, at jeg skulle komme til at bevæge mig, imens hun lagde bedøvelsen, så jeg knugede Jespers hånd og også narkosesygeplejerskens hånd.
Jeg følte, at det varede en evighed, imens jeg lå der og krummede ryg, men det var nok mest, fordi jeg var bange. Da bedøvelsen endelig var sprøjtet ind i ryggen, gik der ikke mange sekunder, førend jeg intet kunne mærke. Mine ben, maven og selv tæerne blev meget varme, og jeg følte slet ikke, det var en del af min krop længere.
Det var en meget underlig og ubeskrivelig følelse, jeg havde. Nok kunne jeg ikke mærke noget, men jeg kunne alligevel fornemme, at nogen rørte min krop og gjorde noget ved den.
Kirurgerne smurte min mave ind med noget jod, og ifølge dem var det iskoldt at få på maven, men jeg kunne intet mærke, andet end de penslede et eller andet på mig. Det, at jeg ikke kunne mærke, at det var iskoldt jod, var bevis nok for kirurgerne på, at bedøvelsen fungerede fint.
Jeg fik herefter lagt et varmeklæde over mig, og ligeledes blev der lagt et operationsklæde over min mave. Dette klæde var så langt, at enden af det blev sat op foran min brystkasse, så det fungerede som en skærm mellem kirurgerne og mig.
Narkosesygeplejersken lagde en slange i hver af mine næsebor, hvorigennem der hele tiden blev tilført ilt. Det var en dejlig fornemmelse at trække vejret og få ekstra ilt ind i næsen. Jeg fik sat nogle elektroder på brystkassen og blev tilsluttet en maskine, der holdt øje med puls, hjerte og blodtryk.
Nu var alt klar til selve kejsersnittet, og de begyndte at lave snittet. Jeg kunne som skrevet godt mærke, at nogen regerede med min krop, men jeg kunne ikke føle smerten. Pludselig siger narkosesygeplejersken til mig, at om lidt kan jeg mærke et pres på min brystkasse, og at det er i forbindelse med, at de tager Spirrevippen ud.
Jeg synes nu ikke, presset føltes så voldsomt, men til gengæld kunne jeg mærke, hvordan de hev og sled i min mave for at forløse Spirrevippen, og dette var en meget mærkelig oplevelse!
Få sekunder senere kunne jeg høre et VRÆL, og vores skønne lille Spirrevip var blevet forløst. Klokken var 12.58, og vi var netop blevet forældre.
Jesper fik lov at rejse sig og kigge over operationsskærmen for at se Spirrevippen. Jeg synes, det var modigt gjort, idet han jo ikke kunne undgå at se min opsprættede mave i samme øjemed. Herefter blev han bedt om at gå med over til børnebordet og se vores lille pige blive undersøgt. Han fik også lov at tage billeder.
Henne fra børnebordet holdt de Spirrevippen op, så jeg lige kunne få lov at se hende. Jeg kunne også ligge og følge med i, at hun blev undersøgt.
Det var en ubeskrivelig oplevelse pludselig at se vores lille Spirrevip, og jeg kunne ikke helt forstå, at hun virkelig var min (vores). Mens jeg lå og kiggede over mod børnebordet, væltede tårerne ud af mine øjne, og jeg lå bare og græd. Jeg græd af overvældende glæde, men også af lettelse over, at det hele endelig var overstået, og at vi alle havde det godt.
Både lægerne og sygeplejerskerne sagde alle tillykke mange gange, og de syntes, hun var en smuk lille en. Igen var det lidt uvirkeligt, at det virkelig var mig, de sagde tillykke til, og at jeg endelig havde fået Spirrevippen at se.
Mens Spirrevippen blev undersøgt, og Jesper tog billeder, blev jeg syet sammen. Det tog omkring 40 minutter at få mig lappet sammen i de forskellige lag, de havde haft åbnet.
I den sidste tid, mens jeg blev syet, kom Jesper over og satte sig ved mit hovedgærde, og i favnen havde han vores lille datter. Hun havde fået tøj og kyse på, men havde stadig lidt blod og fosterfedt i ansigtet.
Narkosesygeplejersken syntes, Jesper skulle holde hende helt ned til mit ansigt, så jeg kunne give vores lille pige et kys. Jeg gav Spirrevippen et lille kys på kinden og lå ellers bare og kiggede lidt på hendes kønne ansigt. Tænk engang, hun var vores. Spirrevippen græd ikke, hun lå bare ligeså sødt med lukkede øjne i favnen på Jesper.
Da jeg langt om længe var syet færdig, skulle jeg vippes tilbage over i min seng. Da jeg var tilbage i sengen, kom portøren fra tidligere tilbage for at køre mig hen på opvågningen. Bag mig kørte Jesper med vores lille Spirrevip i hendes krybbe.
Til observation og opvågning
På opvågningsafsnittet fik vi en stue for os selv. Med det samme, vi kom ind på stuen, tog jordemoderen Spirrevippen op og lagde hende til mit bryst - ih hvilken dejlig fornemmelse! Endelig kunne jeg holde vores lille Spirrevip i min favn.
Med det samme, Spirrevippen blev lagt til mit bryst, begyndte hun ihærdigt at sutte. Der var overhovedet ingen problemer med at finde min brystvorte, og hendes sutteteknik var i topform. Der blev virkelig drukket igennem ved denne hendes første mælketår.
Imens Spirrevippen lå og spiste, fik Jesper og jeg snakket lidt om det hele. Vi snakkede også om, at vi frygtelig gerne ville ringe til mine forældre og sige, at nu var jeg kommet godt igennem kejsersnittet. Men desværre måtte vi ikke ringe fra opvågningsafsnittet, og heller ikke selvom vi havde vores egen telefon med.
Det var lidt underligt at ligge og være blevet mor og så ikke kunne ringe med det samme og sige det videre til ens forældre. Men ak, der var ikke noget at gøre. Vi måtte vente med at overbringe beskeden, til vi var indlagt på barselsafsnittet.
Mens vi ventede på, at jeg kunne mærke mine ben igen, fik jeg løbende tjekket blodtryk og temperatur. Indimellem frøs jeg ret meget og fik gåsehud, men det var åbenbart blot en naturlig reaktion efter en spinalbedøvelse.
Vi lå på opvågningsafsnittet i godt 1½ time, og først herefter kunne jeg begynde at mærke mine ben og vippe lidt med tæerne. Det var helt befriende at få følelsen igen, for jeg havde hele tiden været skrækslagen for, om spinalbedøvelsen ville ødelægge noget i min rygsøjle, således at jeg ville blive lam. Dette var en tåbelig tanke at gøre sig, men det var nu en gang det, jeg mest frygtede ved kejsersnittet.
Da jeg endelig kunne løfte benene lidt, fik vi lov at blive kørt hen på barselsafsnittet.
29-05-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025