Skrevet af Lærke
Den 16. december 2003 fødte jeg en perfekt lille dreng. Jeg havde grønligt fostervand, så der var en reservelæge, en børnelæge og så selvfølgelig en jordemoder hos mig, da jeg skulle føde.
Da han kom ud og lå på min mave, sagde de til mig, at han knirkede. Lige pludselig gik det hurtigt. De tog ham og kørte ham på neonatalafdelingen. Jeg spurgte, hvad der var galt, men ingen svarede mig. Det føltes som om, de ignorerede mig.
Jeg kunne ikke komme med ham, da jeg skulle syes, og jeg havde vedrop i hånden. Men faderen tog med ham ned på afdelingen. 2 timer efter, jeg havde født, kunne jeg komme ned til ham. De sagde, han ikke knirkede mere, men de ville beholde ham dernede natten over. Jeg blev kørt op på min stue på barselsgangen.
Morten, som min lille dreng kom til at hedde, kom op til mig dagen efter. Derefter var de ved at tale om, at han havde gulsot, men det blev ved snakken. Vi kom hjem efter 6 dage, og alt var godt.
3 uger efter begyndte Morten at kaste op, hver gang jeg havde ammet ham. Vi tilkaldte lægevagten, som gav beskeden, at det nok bare var en mavevirus. Morten blev ved med at kaste op, så dagen efter tog vi op til vores egen læge, som gav os samme besked. Morten blev ved med at kaste op, så om aftenen tog vi ham med ud til sygehuset. De gav os samme besked som de to forrige læger og sendte os derpå hjem igen.
Dagen efter kastede Morten op som aldrig før, det var virkelig eksplosive opkastninger. Vi tog på sygehuset igen og var enige om hjemmefra, at vi blev der, til de ville indlægge Morten og mig. Vi fik samme besked som sidst, men vi måtte da godt blive der natten over.
Vi fik en stue. En sygeplejerske kom ind til os, og idet hun trådte ind af døren, kastede
Morten op (det ramte flere meter hen). Hun sagde, det var godt, hun så det, og hentede så en læge. Nu blev Morten så indlagt til observation for mulig mavemundsforsnævring. De fandt hurtigt ud af, at det var det, det var, og Morten blev indstillet til en operation.
På daværende tidspunkt var der intet af dette, der rørte mig. Den dag, Morten blev opereret, blev han 4 uger (den 13. januar 2004). Derefter skulle hans tarmsystem trænes op igen, så han måtte næsten intet spise. Det var uhyggeligt at se sin lille dreng med drop. Jeg kunne ikke engang skifte hans tog på grund af droppet, og det skulle skiftes tit, da han stadig kastede op af og til.
Vi var der den efterfølgende uge og blev derefter sendt hjem. Da vi kom hjem, brød jeg fuldstændig sammen. Jeg havde brugt alt mit krudt på at overbevise lægerne om mit moderlige instinkt og på at holde gejsten oppe, mens vi var på sygehuset.
I dag har både Morten (2½ år) og jeg det godt, men det var noget af en prøvelse at komme igennem hospitalssystemet.
21-07-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025