Er du gravid eller har en baby? Læs alt om graviditet og børn her på Netbaby.dk
Brugernavn: Password: Husk login|Ny bruger?
Forside|Indkøbsguide|Gode tilbud|Din side|Forum|Brevkasse|Blog|Konkurrencer|Gratis magasiner
Før graviditet|Gravid|Fødsel|Baby|Mor|Far|Navne|Flere:
Søg:
 NYT!  DIT BARN - GRATIS MAGASIN TIL DIG

Læs den nye udgave af magasinet DIT BARN - et GRATIS magasin til dig med alt om de skønne unger! Læs det gratis her
Når lykken vender Når lykken vender

Christina blev gravid igen allerede 7 måneder efter hendes første fødsel.
 12322 

Skrevet af Christina

Ja, så blev det endelig min tur til at berette om mine graviditeter og det at få børn. Desværre kan jeg ikke just sige, at det har været nemt, men tro mig, når jeg siger, at det har været det hele værd.

Men for at starte der, hvor det hele startede, så mødte min mand og jeg hinanden på jobbet for 7 år siden. Han var min chef på et ekstra aftenjob, og et venskab ud over det sædvanlige udviklede sig.

I starten af januar 2001 blev vi kærester. 3 måneder senere boede vi sammen, og allerede 1 år efter havde vi købt hus. For som vi sagde den gang: Hvis vi ikke kan finde ud af det nu, hvor vi stadig er lettere nyforelsket, så kommer vi aldrig til det. Og hvis vi kan klare at skylde så mange penge væk sammen, så kan vi klare hvad som helst.

I 2002 blev vi enige om, at vi gerne ville have børn sammen, og at det skulle være nu. Min mand er 9 år ældre end jeg, så tiden er ikke lige den, han havde mest af, hvad det angik, og jeg havde altid sagt, at jeg gerne ville have børn, inden jeg blev 25 år. Så vi gik i træningslejr. Vi trænede og trænede, forsøgte og forsøgte, men intet skete.

Jeg begyndte at bruge ægløsningstest hver måned, og snart var sex en kommando og et must, for nu var det tid igen. Men hver måned var det det samme. Min menstruation kom, og tårerne trillede igen ned ad mine kinder, for hvorfor blev jeg ikke gravid? Vi er jo alle opvokset med ordene: Der skal kun en enkelt gang til, så pas nu på!

Da der var gået ca. 1½ år, og der stadig ikke kom en smilende mave til mig, gik vi til lægen. Min mand måtte levere en sædprøve, som kom retur med dårligt nyt. Han havde dårlig sædkvalitet, og vi blev derfor sendt hjem med en henvisning til en privat praktiserende gynækolog, for vi skulle i gang med hele behandlingsmøllen.

Skuffelsen var stor fra min side, og jeg gav derfor nærmest op, for lægen havde jo sagt, at vi ikke skulle regne med, at det ville lykkes uden hjælp. Min mand derimod gik lettere i selvsving, nærmest som om han ikke rigtig troede på det, og proklamerede derfor, at det var ikke nødvendigt. Vi skulle bare træne hårdere og oftere (boys will be boys).

Men manden fik ret. 7 uger senere sad jeg med en positiv test i hånden. Det var for vildt. Jeg troede dårligt på det og endte da også med at teste 4 gange den dag blot for at være sikker på, at den var god nok.

På daværende tidspunkt var jeg allerede en uge over tid. Jeg havde ikke turde teste før, da jeg ikke magtede flere skuffelser.

Min mave voksede hurtigt, og jeg købte mine første ventebukser allerede i 8. uge. Men den der ukuelige lykke varede kort. Da jeg var 9 uger henne, begyndte jeg at bløde. Vi ringede til lægevagten, men fik blot beskeden: "Du er nok ved at abortere, og der er intet vi kan gøre, så prøv at slappe af, tag 2 panodiler og gå i seng og kontakt så din egen læge i morgen".

Da det endelig blev morgen, ringede jeg grædende til min læge, som heldigvis sendte mig direkte op på sygehuset til en akut scanning, så vi kunne få vished.

Scanningen viste nok nær det smukkeste, jeg nogen sinde havde set. Der var en fisk i min mave, og den svømmede rundt og stod på hovedet. Den lilles hjerte blinkede, og på et tidspunkt så det ud som om, den vinkede ud til mig.

Desværre kunne de ikke sige, hvor blødningen kom fra, men egentlig betød det heller ikke så meget, for min fisk levede og havde det godt.

Nakkefoldsscanningen kom, og jeg fik en samtale med en læge om flere årsager og blandt andet om blødninger og det, at vi har 2 mongoler i min familie, og at min mor har født for tidligt begge gange.

Her fik jeg nok tildelt verdens bedste og mest imødekommende læge, der findes, og tro mig, når jeg siger, at han har reddet mig mange gange. Ham vil jeg være evig taknemmelig. Aftalen blev, at jeg skulle mødes med ham igen om 1 måned, og så tog vi den derfra.

"Desværre" så jeg ham allerede kort efter igen, for endnu engang bløde jeg, og sådan fortsatte det, indtil jeg var 22 uger henne. I alt blødte jeg 13 gange, og alt hvad de kunne sige var, at det nok var fordi, min moderkage lå meget lavt og foran livmoderhalsen, så det var sandsynligvis små blodkar, der sprang hver gang og i takt med, at moderkagen flyttede sig længere op.

Til sidst kontaktede jeg ikke engang sygehuset længere, for de kunne jo ikke gøre noget alligevel.

Da jeg var 19 uger henne, opdagede de dog, at jeg havde afkortet livmoderhals, og derfor fik jeg af vide, at der var tale om truende for tidlig fødsel, så jeg blev sygemeldt resten af graviditeten.

Men heldet var ikke på min side. Allerede i uge 21+2 opdagede de, at den lille ikke voksede, som hun skulle, og derfra startede der en hel lavine af scanninger.

Først var det kun tilvækstscanning hver 14. dag, men inden længe var jeg et smut forbi hospitalet til en eller anden form for kontrol ca. 3 gange om ugen, for var det ikke lægesamtaler, så var det CTG'er, flow målinger, tilvækst osv.

Den lille voksede stødt og roligt, men ikke nok. Fostervandet blev der mindre og mindre af, og planen blev derfor at se, hvor langt de kunne trække den. Målet hed mindst fulde 32 uger, gerne 34 hvis det var muligt, men drømmen var 36.

Det var selvfølgelig utrolig hårdt, for man var aldrig sådan helt afslappet og glad, for jeg ventede konstant på, hvad jeg ville få at vide, næste gang jeg kom, altså om det var blevet værre eller hvordan.

Vores datter var meget stille i maven. Jeg mærkede hende max. 4 gange dagligt, men det er vist meget almindeligt, når der er tale om væksthæmning og mindsket fostervand. Sagt på almindelig dansk, så koncentrerede barnet sig om at vokse og bruge alle sine kræfter på det.

Fysisk havde jeg det helt perfekt. Ingen gener, ømheder eller noget, og sådan havde det været hele graviditeten igennem. Og når jeg nu tænker tilbage, så tror jeg også, at det var en af grundende til, at jeg ikke knækkede sammen.

Da vores datter rundede de minus 28,9 procent i størrelse, fik jeg datoen for mit planlagte kejsersnit. Lægerne anbefalede på det kraftigste, at jeg skulle have kejsersnit, da de ikke var sikre på, om hun ville kunne klare en igangsættelse, og de mente derfor, at risikoen for akut kejsersnit var stor.

Mit planlagte kejsersnit skulle foregå den 23. juli 2005, altså små 14 dage senere, vel og mærke hvis ikke, der stødte komplikationer til inden da. På daværende tidspunkt var jeg i uge 34 og havde derfor nået målet.

Der var godt nok også ved at være godt tørlagt inde i maven, og man frygtede på det kraftigste, at der ville komme flow ændringer, så kontrollen blev skærpet, og dagene skulle nu bare gå.

Dagen før mit kejsersnit fik jeg min sidste tilvækstscanning, som sagde 2.291 gram, hvilket var flot og bedre end forventet. Dog var flowet forværret en smule over de seneste scanninger, og man ville derfor ikke tage nogle chancer. Så kejsersnittet skulle være i morgen.

Vi mødte fastende ind på barselsgangen som aftalt kl. 7.00 for at blive gjort klar til det store øjeblik. Jeg var nr. 2 under kniven, men på grund af 2 akutte kejsersnit kom vi til at vente til op af dagen.

Men kl. 12.12 den 23. juli 2005 kom vores lille prinsesse Claudia til verden. 2.310 gram og 44 cm. Desværre var det kun med et lille ynkeligt skrig, hvorefter hun blev stille og blå. Hendes lunger var klappet sammen, og hun kunne derfor ikke trække vejret.

Så fra mit operationsleje kunne jeg bare ligge og se dem arbejde med hende, hvilket nok var det værste, jeg nogen sinde havde oplevet.

Jeg var nemlig blevet stillet i udsigt, at fordi jeg havde nået 36. uge, var hun så godt som færdig, og hun ville derfor sandsynligvis ikke have behov for den store hjælp. Men de havde selvfølgelig ikke lovet noget, og vi var også forberedt på en kort indlæggelse på neonatal afdelingen, så hun kunne lære at spise.

Men i 20 minutter måtte de "pumpe" hende med en maske, der var ca. lige så stor som hendes hoved, blot for at få hende stabil nok til, at de kunne transportere hende over på neonatal.

Da de endelig var klar til at køre med hende, fik jeg heldigvis et kort øjeblik, hvor jeg kunne se hende tæt på. Børnelægen holdt hende hen til mig, og først der turde jeg tro på, at hun nok skulle klare det. Indtil da havde jeg bare ligget og grædt og grædt af afmagt, frygt, glæde og frustration.

Ja, kort sagt var jeg hele følelsesregisteret igennem, men jeg havde jo sat næsen op til at få lov til at holde hende, kysse hende og endelig mærke, at hun levede og havde det godt. Sådan skulle det bare ikke være.

Jeg kom på opvågningen og hun på neonatal. Jeg havde det heldigvis rigtig godt. Efter 1½ time kom min mand og min mor over til mig og kunne berette om vores lille fighter. Hun var det, de kaldte en "elevatorbaby", da hun under elevatorturen havde fået det meget bedre og derfor allerede var OK stabil nu.

Dog lå hendes kropstemperatur på 35 grader ved ankomsten. Hendes lunger var derfor stive, og hun havde stadig lidt problemer med vejrtrækningen, så hun kom i C-pap i ca. 1½ time, mens de fik hende varmet godt igennem. Herefter var hun OK og klarede sig rigtig godt.

På nuværende tidspunkt var jeg OK frisk og kom op at sidde. Jeg fik lidt og drikke, og da jordemoderen, som havde taget i mod Claudia, kom med sandwiches, holdt vi en lille fest på opvågningsstuen. Endelig var det slut, og hun havde det godt.

Vi blev desværre overflyttet fra neonatal alt for tidlig, og lå derfor på en underbemandet og vikarfyldt barselsgang i 13 dage, hvor vi blev kastet rundt fra stue til stue, holdt hen med mange undskyldninger og nærmest tvunget til at give hende flaske, da hun ikke havde kræfter til at sutte selv.

Derudover var jeg nødt til at sove med hende i min seng, da hun ikke selv kunne holde varmen. Men ingen havde overblik over vores situation eller behov for at blive tilbageført til neonatal, så da en sygeplejerske en dag knækkede mig totalt psykisk, tog jeg selv affære.

I ren afmagt og frustration og uvidenhed udskrev jeg mig selv og Claudia, og tog derfor hjem. På daværende tidspunkt havde jeg dog kontakt med sundhedsplejersken, som kom allerede 18 timer senere.

I 3 måneder kæmpede vi med at få hende til at spise både ved bryst og af flaske. Hun ville ikke rigtig tage på og blev derfor vækket hver 3. time og næsten tvangsfodret. Jeg malkede ud til hende for efterfølgende at give hende mælken på flaske med en vællingsut, da hun simpelthen bare sov fra det hele.

Vi havde flere gange om ugen besøg af sundhedsplejersken for blandt andet at kontrolveje. Men da Claudia var knap 3 måneder, blev vi indlagt igen, denne gang på børneafdelingen, da hun havde fået en virusinfektion, som tappede hende for kræfter. Men med sonde i 9 dage fik hun stødt og roligt kræfterne tilbage, og nu kunne vi endelig tage hjem og prøve at få et liv på benene.

Da hun var 4 måneder, startede vi på grød, og det faldt på et meget tørt sted. Damen elskede det og begyndte pludselig at tage på og vokse som en hest. I dag er hun en fræk lille tøs på 2 år og 2 måneder. Hun vejer 10,5 kg og måler 83 cm. Men hun er bragende kvik og usædvanlig godt motorisk.

Barn nummer 2

Kort efter Claudia blev født, besluttede min mand og jeg, at vi ikke ville beskytte os. Vi ville derimod lade naturen gå sin gang. Men da det ikke var lykkedes at få en amning op at stå med Claudia, trods en maget lang og sej kamp, opgav jeg, mens vi var indlagt 2. gang.

Indtil da havde jeg malket ud til hende dag og nat, så 3 måneder med maskinen, og så var det slut.

Jeg fik min første menstruation ca. 4 måneder efter hendes fødsel, og da hun var 7 måneder gammel, stod jeg atter med en positiv test i hånden.

Denne graviditet føltes bare ikke rigtig. Jeg voksede ikke, og havde ingen graviditetssymptomer, så på et tidspunkt kontaktede jeg min læge. Hun undersøgte mig og tog blodprøver, men ifølge hende var alt, som det skulle være. Men jeg var sikker i min sag.

Så da jeg var 11 fulde uger henne, kontaktede jeg hende igen og bad om en scanning. Hun var heldigvis sød og tog mig alvorligt trods alle hendes tidligere krumspring i forbindelse med denne graviditet.

Jeg fik en akut scanning hos en privat gynækolog, og mine bange anelser blev virkelighed. Jeg var gravid, men der var intet foster. Det var det, man kalder et vindæg. Min krop var gravid, og alt voksede, som det skulle, med fostervand, blommesæk, moderkage osv. Men som sagt, så var der intet foster, hvilket kroppen endnu ikke havde fundet ud af, så min krop dannede også HCG som normalt.

Det var en torsdag morgen, jeg var hos gynækologen, men på grund af påske osv. kunne vi ikke komme på sygehuset før mandag, hvor de så skulle bekræfte diagnosen, inden yderligere ting ville blive sat i værk.

Desværre havde de ret, for uanset hvordan og hvorledes så var der ingen udvej. Jeg havde testet positiv for alt for længe siden til, at jeg blot kunne være kortere henne end beregnet, og sådan kunne jeg blive ved. Alle ledte efter en anden mulighed, men den fandtes ikke.

Dette var en graviditet, der aldrig ville blive til et barn, så jeg fik valget, om jeg ville lade det være, og lade kroppen afstøde det på et tidspunkt, eller om jeg ville have en medicinsk eller kirurgisk abort.

Jeg valget en kirurgisk og var heldigvis så heldig, at de kunne presse mig ind senere på dagen, da jeg ellers risikerede at skulle vente til efter påsken og dermed endnu en uge.

Der gik så 7 uger, inden jeg fik menstruation igen, men det blev også den eneste, for 3 måneder efter min missed abortion, ja der sad jeg med en meget utydelig positiv test i hånden igen, og her var jeg allerede 1 uge over tid.

Jeg ventede nogle dage og testede så igen men med samme resultat. Endnu nogle dage gik, og testen blev ved med at være meget utydelig, så da jeg var omkring 2½ uge over tid, kontaktede jeg min læge, som oplevede det samme.

Dette kan være en indikator på, at kroppen ikke danner så meget HCG, og med min historie fik jeg prompte en henvisning til en privat scanning. Dette blev dog på en fertilitetsklinik, men det betød kun, at lægen godt kendte min frygt og mit håb.

Så jeg fik en akut scanning, og alt var fint og flot. Han ville dog gerne sikre sig, at alt var, som det skulle være, og at barnet voksede, som det skulle. Så enden på det hele blev, at jeg blev scannet en gang om ugen i ca. 6 uger.

Dog målte han sig næsten til en ny termin hver gang. Han sagde dog, at det ikke gjorde så meget, da det handler om, hvilket billede man måler på, men min største frygt levede igen. Vokser mit barn rigtigt, eller er der noget galt?

Da jeg var omkring 8 uger henne, troede vi, at jeg aborterede, da der kom noget mærkeligt og udefinerbart ud, men den lille holdt fast, og jeg begyndte efterhånden at tro på det. Denne gang havde jeg så meget ubehag og så mange opkastninger døgnet rundt, at jeg til tider ikke var sikker på, om den lille nu kunne holde fast.

Ved min første jordemoderkontrol snakkede vi om alt den kasten op, men min jordemoder mente, at det var OK, altså nu hvor det kun var ca. 5 gange i døgnet, og jeg stadig så sådan ud, som jeg gjorde (ikke totalt afpillet og udtørret). Hun mente, at det snart ville gå væk. Normalt siger man jo omkring 12. til 13. uge.

Min nakkefoldsscanning gik meget fint, og min termin blev fastsat midt imellem beregning og de tidligere scanningers terminer, så det var fint og flot.

Jeg blev igen tilbudt lægesamtaler og ekstra kontroller, men min første graviditet havde jo heller ikke været helt efter bogen. Men jeg var på nuværende tidspunkt så træt og afkræftet, og jeg trængte så meget til ferie og afslapning, så jeg bare kunne få lidt styrke tilbage, så vi rejste til Fuerteventura i en uge.

Men da vi kom hjem, blev jeg rigtig syg. Jeg boede næsten på toilettet i flere dag. Fredag snakkede jeg med min læge, og vi aftalte, at hvis jeg ikke havde det bedre om mandagen, skulle jeg ringe igen, for så ville hun godt se mig.

Men mandag er tingene bare blevet værre. Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke holde hverken vådt eller tørt i mig, ligner en zombi og har det som udskidt æblegrød.

Så min mand er nødt til at komme hjem og køre mig til lægen, og allerede i venteværelset udbryder lægen: "Du ser godt nok skidt ud, og hvor har du tabt dig meget. Det her ser ikke for godt ud, du må hellere komme med mig!".

Hun indlægger mig prompte på svangregangen. Jeg er ca. 18 uger henne, og da jeg bliver undersøgt ved indlæggelsen, kommer jordemoderen til at sige, at hun synes den lille mærkes lidt lille.

Det er nok ikke lige det, man skal sige til mig, så da jeg har tænkt over den besked længe nok, forlanger jeg at få en scanning på trods af fin hjertelyd og en misdannelsesscanning ugen efter.

Det er en læge, der scanner, og han har her ikke måleskemaer eller noget ved sig. Men han garanterer mig, at den lille har det fint og trives, men han vil ikke udelukke, at det er en af de lidt mindre, men ikke noget alarmerende.

De forsøger mildest talt alt, men intet får mig til at stoppe med at kaste op. På nuværende tidspunkt kan man tælle mine ribben, se mine hofteknogler osv. Mine jeans fra før jeg blev gravid hænger, og jeg er nødt til at have bælte på for at holde dem oppe.

Jeg har godt nok kun tabt ca. 7 kg. Men da jeg kun vejede 65 kg, da jeg blev gravid, og er en almindelig til slank pige, var der heller ikke så meget at tage af.

De forsøger blandt andet almindeligt væskedrop, kaliumdrop, sukkerdrop, mavesårsmedicin, stærke antihistaminer, vitamindrop, akupunktur, zoneterapi, B12-indsprøjtninger, zinktilskud, folinsyre, kvalmestillende, kvalmehæmmende, gaviscon osv. Ja, de forsøgte sågar ingen mad, skånekost og kun flydende indtagelse, samt en psykologevaluering og en kikkertundersøgelse af mit spiserør, mavesæk og øvre tarmsystem.

Men lige langt kom vi. Jeg fortsatte med at kaste op, så snart jeg fik så meget som 2 kiks, og jeg levede nu af tilskudspiller, proteindrik og diverse indsprøjtninger og drop.

Ved misdannelsesscanningen så alt fint ud, indtil scanningsdamen siger: "Ja, det ser jo flot ud alt sammen, og det passer fint med størrelsen til din termin den 18/4", hvilket er 15 dage fra min beregningstermin!

Så vidste jeg godt, hvad klokken var slået. Dog kommanderede hun mig op på briksen igen, men helt godt blev det aldrig, og jeg skulle derfor scannes af hende med tilvækstspeciale, som dengang jeg var gravid med Claudia.

Skal jeg være helt ærlig, så har jeg aldrig været i tvivl om, at det bare var et spørgsmål om tid, før møllen gik i gang, eller rettere hvor længe vi kunne undgå at starte den.

Da jeg har ligget på svangregangen i lidt over 3 uger, og de stadig intet har kunnet stille op, vil jeg egentlig gerne hjem. Jeg savner min store pige på 1½ år og kan ikke rigtig længere se formålet med at ligge der.

Men inden jeg bliver udskrevet, tager de nogle blodprøver, som måske kan give en grund til, at mine børn vokser så dårligt, og min kontaktjordemoder, som også er afdelingschef, kommer ind og tager en snak med mig, om det eventuelt er ved at være tid til at søge om dispensation til at afbryde graviditeten efter abortgrænsen.

Ikke at hun regner med at få lov, men som hun sagde: "Vi skal søge nu, hvis vi på nogen måde skal gøre os håb om at få den, da dette kan koste dig livet eller give varige skader på eksempelvis dine indre organer".

Jeg er her i 22. uge og er helt afklaret med, at det ikke er en mulighed, for om 2-3 uger har min lille datter mulighed for selv at kæmpe for sit liv ude i den store verden. Så jeg tager hjem på en åben indlæggelse, stadig gravid og elendig. Jeg skal dog ind på svangregangen mindst en gang om ugen og tankes op med drop, have diverse indsprøjtninger og have lavet nye blodprøver samt have kørt CTG.

Med mig hjem har jeg en kostplan, der siger: Alle de proteindrik jeg kan klare, vitaminpiller, folinsyre, specielle B-vitaminer, jern, kalk, urteblanding, mavesårsmedicin, afføringspiller osv.

Denne plan kører ikke ret længe, da vi allerede ved næste scanning ser, at lillepigen er vokset mindre end håbet, og derfor allerede er nede på minus 26,3 procent i størrelsen.

Så hele møllen startes nu igen, så jeg skal flowscannes 2 gange om ugen, have kørt CTG 2-3 gange, lægesamtaler hver 14. dag, tilvækstscanninger hver 14. dag, og så bliver der koblet en diætist på 1 gang pr. uge for at se, om hun kan komme på noget, der eventuelt kan hjælpe bare lidt.

Sådan kører det julen over, og i starten af januar bliver jeg en dag ringet op af min kontaktlæge på sygehuset, der fortæller, at der er kommet svar på de blodprøver, angående hvorfor ungerne ikke vokser.

Man har fundet ud af, at jeg har en genfejl, der forøger risikoen for blodpropper, og at jeg derfor hurtigst muligt skal komme ind på afdelingen og lære at stikke mig selv i maven med blodfortyndende medicin, da man regner med, at ungerne vokser så dårligt, fordi jeg danner små blodpropper i moderkagen.

Denne medicin skal jeg have dagligt, frem til jeg har født og mindst 6 uger efter. Derudover skal have lavet et par specielle støttestrømper, som jeg skal bruge i alle mine vågne timer, uanset om jeg er sengeliggende, da det i teorien kan ende fatalt for os begge.

Jeg beder derfor om en samtale med lægen og går til ham for at høre, hvordan tingene egentlig er, og hvad de forventer. Fuck hvor var det en hård samtale, men han sagde:

"Lige nu er du mere presset, end hvad godt er, for hver gang du kommer her, har du ikke andet valg end at være stærkere og stærkere, og lige nu er presset på dine skuldre nærmest umenneskeligt. Vi ved det godt, men vi forsøger at sikre både dig og dit ufødte barn de bedste chancer og vilkår her i livet. Men ja, du er en omvandrende kuvøse og for den sags skyld også en tikkende bombe".

Vi tager en dag af gangen, og det kan blive når som helst, hun skal ud. Hun er nu ovre de fulde 24 uger, som er et must. Herfra er der kun én vej, og det er fremad, så længe både hun og jeg kan klare det. Men lige nu hedder målet 32+0. 34+0 vil være ønsketænkning og 36+0 mirakeltænkning. Men jeg skulle vide, at før 28+0 hed det Rigshospitalet.

De efterfølgende tilvækstscanninger gik OK, dog faldt hun længere og længere ned. Da jeg er 29+6, ligger hun nede på ca. minus 35 procent, og det er nu ved at være risikabelt. Flowet er let påvirket, men ikke radikalt, så man beslutter at fastlægge datoen for mit kejsersnit og indlægge mig fast igen. Planen var dog kun for et par dage til aflastning, men jeg kom ikke hjem før længe efter, jeg havde født.

Når man er så presset, som jeg var, og har været det i så lang tid, tænker man ikke helt klart, så for mig var det vigtigt, at mit kejsersnit ikke faldt på samme dag som min mands jubilæum, hvor dumt det så end lyder.

Men mit kejsersnit blev fastlagt til den 15. december 2007 med beskeden om, at hvis der viste sig den mindste flowændring eller andet inden da, ville hun blive taget akut. Men hvis planen holdt, var vi også ovre 32+0, som var ønsket.

Da jeg stadig kaster op i en lind strøm, finder man på, at jeg skulle have parallel ernæring, altså direkte i hovedpulsåren, hvilket jeg også er indforstået med, men annekstesi afdelingen er imod det, da der en meget stor risiko for infektioner og andre komplikationer, som min krop sikkert ikke har kræfter til at kæmpe med.

Så man beslutter sig til at forsøge koncentreret sondemad. 30 ml i timen døgnet rundt. Og aldrig har jeg oplevet noget så modbydeligt, for op kom sondemad og sonde i en lind strøm. Og som bonus fik jeg mega irriterede slimhinder, ondt i halsen og en god gang forkølelse.

Nu kunne jeg ikke mere. Jeg brød fuldstændig sammen og tuede som pisket. Jeg følte mig så slidt, brugt, krænket og ødelagt, så de simpelthen var nødt til at sende mig hjem på weekend. Min mor tog det første tog tværs over landet blot for at få 36 timer til at forsøge at samle mig op igen og finde fighteren i min sjæl til at kæmpe de sidste ca. 13 dage indtil kejsersnittet.

Det lykkedes, men med nogle få klausuler fra min side. Jeg ville ikke have noget med en speciel jordemoder at gøre, og jeg ville selv have lov til at vurdere, hvornår nok var nok, og dermed holde lidt pauser.

Så enden på det blev, at jeg de sidste ca. 13 dage fik sonde i 1½ døgn og så ½ døgns pause. Derudover kunne jeg selv regulere, hvor meget der skulle komme igennem og ned i maven, så jeg kunne slukke, når jeg ikke magtede mere, havde kastet op, havde gæster eller lignende.

Og det virkede. Jeg kastede for første gang i næsten hele graviditeten ikke ret meget op, havde sågar en dag, hvor jeg kun knækkede mig 2 gange.

Da vi nåede tættere på kejsersnittet, og min sidste tilvækstscanning var overstået, viste det sig oven i købet, at den lille pludselig havde taget på og noget mere end forventet. Så jeg blev kaldt i samråd med 2 læger, der foreslog at udsætte kejsersnittet 1-2 uger.

Men så brød min verden sammen. Det var simpelthen mere, end jeg kunne klare, altså at træffe den beslutning. Vi sad og snakkede frem og tilbage, mens jeg tudede som pisket i 1½ time, uden at jeg var i stand til at træffe den nok sværeste beslutning i mit liv.

For som jeg så det, var det som at spille russisk roulette. For lige nu havde den lille det OK, bedre end nogen havde ture håbe på. Hun havde fået lidt mere at stå i mod med, og jeg havde fået bare lidt kræfter.

Hvis vi ventede, ja så ville hun få flere dage i maven, og dermed blive mere klar f.eks. i hendes lunger, men risikoen for en blodprop blev ikke mindre. Risikoen for flowændringer blev også større, og hun kunne nå at tabe sig igen, og dermed blive endnu mere afkræftet, end hun allerede var.

Ja, sådan kunne jeg blive ved, for uanset hvad jeg valgte, så skulle jeg kunne leve med den beslutning resten af mit liv, og uanset hvad jeg valgte, var der en vis risiko for, at hun ikke ville klare den eller få varige mén.

Efter 1½ times snak var jeg mør og kunne ikke tænke klart og ville bare væk. Væk fra sygehuset, væk fra lægerne og have fred og ro, så vi tog hjem og tænkte.

Og min beslutning blev at holde ved mit kejsersnit 1½ døgn senere og så være i stand til at se, hvordan hun havde det, hjælpe hende og håbe på, at jeg ville komme bare lidt til kræfterne igen. Det skal lige siges, at jeg de seneste 3 måneder ikke mærkede hende inde i min mave mere end max. 2 gange dagligt, fordi hun brugte alle sine kræfter på at vokse og fighte.

Igennem lang tid havde vi fået at vide, at vi skulle regne med, at hun ville komme til at veje mellem 1.000 og 1.200 gram, når hun kom ud, hvis jeg holdt den til 32 fulde uger. Den sidste tilvækstscanning sagde 1.491 gram 2 dage før kejsersnittet.

Så allerede der var tingene bedre, end nogen havde turde håbe på. Dog fik vi ved samtalen at vide, at vi som minimum skulle regne med, at hun skulle i kuvøse i 14 dage og skulle have C-pap mindst lige så længe, men at vi godt kunne forberede os på, at respirator og Rigshospitalet var en mulighed, men at de ikke kunne sige noget, før hun var ude.

Efter en god nats søvn hjemme tog jeg tilbage til sygehuset til forundersøgelser til mit kejsersnit, der lå lige om hjørnet, fuld af frygt og forhåbning. 7 måneder i helvede var overstået lige om lidt, og chancen for, at vi ville få et almindeligt liv igen, var rimelig god trods alt det, vi havde været igennem.

Torsdag morgen den 15. februar 2007, blev jeg præcis kl. 8.00 kørt ned på operationsstuen. Hjertelyden var god, og man kunne næsten mærke, hvordan hele verden stod standby for vores skyld, for stemningen på operationsstuen var fyldt af spænding, nervøsitet og nærmest tung af frygt for...

Vi talte desværre ikke hvor mange mennesker, der var på den lille stue, men der stod 3 børnelæger klar bare til at tage imod Cassandra (ja, det besluttede vi aftenen før i tilfælde af, at det skulle gå stærkt).

Min spinalbedøvelse blev lagt, men den virkede ikke alt for godt, så jeg røg på hovedet, og så skete der lidt, så kirurgen startede, men med et lå jeg på hæle og skuldre, for er du da sindssyg, det gjorde ondt. Jeg kunne mærke hver et snit og hvert et klip. Spinalbedøvelsen var allerede brændt af, og jeg var derfor ikke længere bedøvet!

Jeg fik tilbuddet om at komme i fuld narkose, men det kunne jeg slet ikke magte, for bare tanken om, at Claudia havde det så skidt, da hun blev født, gjorde, at jeg ikke ville misse så meget som et sekund af Cassandras fødsel, for hendes var trods alt forbundet med noget mere alvor.

Så jeg lå stiv af smerte i en flitsbue og ventede på, at hun skulle blive klippet fra, så jeg kunne få en stor sprøjte et eller andet. De forsøgte på et tidspunkt at give mig en ordentlig gang lattergas, men det kunne jeg slet ikke klare. Jeg blev nærmest klaustrofobisk af det.

Men ud kom hun, og hun skreg, og så trillede tårerne endnu mere, end de havde gjort af smerte. Efter en tur hos børnelægerne fik jeg hende over til mig og lå blot der på operationslejet med min lille bitte datter i armene og blev syet sammen.

Hun trak vejret selv og havde det OK. Da tiden var inde, blev hun transporteret på neonatal, og jeg liggende halvt oprejst i sengen ind på opvågningen. Jeg havde fuld følelse i mine ben og havde det godt, og var fyldt til randen af lykke, lettelse og forventning.

Uanset hvor godt jeg havde det på opvågningen, skulle jeg blive der en rum tid, men jeg var så skrupsulten for første gang i over ½ år, så det endte med, at vi spiste fastelavnsboller og drak cola, da narkoselægen kom ind sammen med en sygeplejerske for at sige tillykke og undskyld for den noget hårde omgang, jeg havde været igennem.

Og hun kunne ikke sige det tydeligt nok, hvor meget jeg skulle banke i bordet, for at få dem til at forstå, hvor hurtig jeg brændte spinalblokaden af til en eventuel næste gang.

Cassandra blev født kl. 8.44 og vejede 1.505 gram og målte 39 cm. Og hun var helt og aldeles vidunderlig hele vejen igennem.

Da jeg blev kørt over på barselsgangen, var min eneste tanke, at jeg skulle ned til hende, så inden sygeplejersken nåede ind på stuen til mig, var jeg stået ud af sengen og var i færd med at tage mit eget tøj på. Selvfølgelig gjorde det ondt, men jeg havde kun ét mål.

Kl. 10.30 stod jeg i mit eget tøj og kiggede på hende i modtagelsen på neonatal, hvor hun blot lå der lille, fin og uskyldig. Hun havde det over alt forventning og klarede sig bare så godt.

Faktisk fik hun aldrig C-pap. Hun kom direkte i en åben kuvøse med varme og ind på det, de kalder trivselsstuen, for hun var aldrig i fare på nogen måde. Selvfølgelig havde hun som de fleste andre også svært ved at holde varmen, samt gulsot et par gange, lidt mislyde på hjertet, pulsfald osv., men alt sammen noget, der i det store hele ikke betød noget.

Desværre kunne den lille dame ikke spise eller tage på (nogen vil sige dejavu), men efter næsten 2 måneder måtte vi kapitulere til flasken blot for at komme hjem. Hun fik dog min mælk, og ammetræningen fortsatte, men 3 dage før termin tog vi hjem på en åben udskrivelse.

Men livet skulle ikke blive så nemt alligevel. Damen kæmpede fortsat med at tage på, spise og generelt med næsten alt andet. Hun begyndte at skrige som en sindssyg, ca. 14 dage efter vi kom hjem, og hun skreg i over 4 måneder mindst 14 timer i døgnet.

Ingen kunne helt sige hvorfor, men genindlæggelser var et stående tilbud, som jeg blev ved med at takke nej til. Jeg havde fået sygehus nok, og så længe de ikke havde en plan, en mistanke eller blot nogle undersøgelser i ærmet, skulle vi ikke indlægges nogen steder.

Vi mødte selvfølgelig op til alt, hvad de foreslog af kontroller osv. Ikke, at det var meget, men det var dog et forsøg værd.

Vi tog derfor kontakt til alt, hvad vi i vores vildeste fantasi kunne finde på af zoneterapeuter, babymassør, kiropraktor, kontroller, fysioterapeuter og sidst men ikke mindst kranio-sakral terapeuten, som blev vores redning.

Hun fandt flere ting ved Cassandra, som hun kunne fikse. Eksempelvis var Cassandra det mest spændte barn, hun nogen sinde havde haft i sin klinik. Hendes muskler var helt fastlåste og spændte. Derudover fandt hun en forskydning i rygsøjlen, en overspændt gane, som hun slet ikke forstod, hun kunne sutte med, samt et kranie, der var helt overspændt, formentlig på grund af, at hendes 2 kraniehalvdele sad overlappende, da hun blev født og i tiden efter. Faktisk mente hun, at Cassandra sandsynligvis havde haft konstant hovedpine.

Men efter 2 behandlinger stoppede hun med at skrige og begyndte pludselig at spise og dermed også at vokse. Hun har efterfølgende fået flere behandlinger og har ikke skreget i ca. 1½ måned, og hun har i samme periode indhentet og sågar overhalet de andre børn fra neonatal. Nu ligger hun over midten på vægtkurven, hvor hun ellers hidtil har ligget under minimum.

Desværre har hun en del andre ting, hun døjer med, men det er alt sammen noget, vi forventer, hun vokser fra. Men hun har blandt andet refluks, astmatisk bronkitis og et meget meget sart mave/tarmsystem, som stadig har behov for daglig hjælp.

Men alt i alt synes jeg, vi er sluppet for meget. Jeg ved godt, mange vil synes, at vi har været mere end rigeligt igennem, men når jeg tænker på, hvor sort det hele så ud i meget lang tid, og hvor mange andre, der får mén eller lignende, så mener jeg, vi har været heldige.

Min mand og jeg har dog besluttet, at vi ikke skal have flere børn. Vi ville ellers gerne have haft 3, men vi tør simpelthen ikke. Prisen har været for høj og risikoen for stor. Men med 2 sunde, raske og glade tøser på henholdsvis 2 år og 7 måneder er der også rigeligt at se til.

Jeg holder til på juli 2005 og april 2007 her på Netbaby, hvis nogen skulle have lyst til at høre mere. Jeg har valgt at skrive dette, da jeg under begge mine graviditeter har søgt og søgt efter nogen at dele erfaringer med, men jeg synes, det var meget svært at finde.

I dag har jeg det godt, men det var først 3 uger efter, jeg fødte, at jeg så småt begyndte at kunne holde lidt mad i mig igen. Og først nu efter 7 måneder har jeg genfundet min startvægt på 65 kg.

Det virker ikke til, at jeg får nogle varige mén, men min lukkemuskel er dog skadet af alt den opkastning, og den store brok, de fandt på mavesækken, vil altid være der, med mindre jeg vælger at få den fjernet kirurgisk en dag.

Så store måltider er lig med kvalme og til tider opkastninger. Men jeg er ligeledes startet til kranio-sakral terapi og har allerede haft stor glæde at den, da min krop var total ude af balance, spændt og stresset.

07-11-2007

Skriv en kommentar


Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Login eller opret "Din side" her

Relaterede artikler

Kejsersnit på moders ønske

Foranliggende moderkage (placenta prævia)

Bedre førstegangsfødsler medfører færre kejsersnit

Rekord i antallet af kejsersnit

At blive mor efter at have mistet

Mine 3 meget forskellige fødsler af mine 4 børn

Find alle relaterede artikler, brevkassesvar, debatter m.m. på Netbaby:

planlagt kejsersnit

missed abortion

Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:

Din historie









GRATIS brugervenlig feriebolig portal med 1.500 tilmeldte ferieboliger til udlejning. På Sommerferie.NU kan du få kontakt til private personer, som udlejer deres feriebolig.

 Sommerferie.nu





Marylou Studio er et innovativt studie, hvor kvalitet, nytænkning og god tid er i højsædet. Jeg er portrætfotograf og har specialiseret mig inden for baby-, børne- og familieportrætter.

 Marylou Studio





Få dit barns navn indgraveret i sutten. 3 Navnesutter koster fra 65 kr. Klik ind på navnesutten.dk og se, hvordan dit barns navn ser ud på sutten.

 Navnesutten





Advokat Thomas Torré Christiansen er specialist i at rådgive kvinder, der er blevet opsagt på grund af graviditet eller barsel. Her kan du altid få en gratis vurdering af din sag.

 Homann Advokater






Få en skøn babypakke

Få et lækkert babytæppe + bogen Skal vi lege? + knitrebogen Gården. Du skal kun betale 39 kroner i porto.

GRAVIDA - gratis magasin til dig

Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.

MIN BABY - gratis magasin til dig

Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.

DIT BARN - gratis magasin til dig

Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.



© 1999-2019

Annoncering | Kontakt os | Om Netbaby | Generelle forbehold | Link til Netbaby | Index A-Å | Presse

Besøg også: Gravida.dk | Minbaby.dk | Ditbarn.dk | Babyfree.dk | Babyklik.dk | Babyklubben.dk | Netbaby.no | Facebook