Jeg har en lille historie fra det virkelige liv. Jeg har en søn på knapt 3 år, og da jeg var gravid med ham, havde jeg det pragtfuldt, og det var en rigtig god fødsel. Da jeg blev gravid igen, troede jeg jo, at det ville være på samme måde - men det var det ikke.
De første 18 uger lå jeg og brækkede mig og havde voldsom kvalme og blev sygemeldt. Så kom jeg på arbejde igen (jeg arbejder i en børnehave), men jeg måtte igen sygemeldes efter en måned på grund af kraftige plukkeveer.
Jeg gik til kontrol hver 14. dag i starten for at holde øje med, at jeg ikke åbnede mig. Mit første barn var rimelig stort ved fødslen (4.440 gram), så jeg var nervøs for, at nr. 2 skulle blive større.
Jeg var i det hele taget meget mere nervøs denne gang end første gang. Jeg talte med min jordemoder om det, men hun mente bare, at jeg var for pessimistisk, og hun kunne ikke se, hvorfor vi skulle tale om kejsersnit, for det ville jeg jo ikke få. Jeg kunne jo godt føde store børn.
Men det fik jeg. Fredag eftermiddag kl. ca. 15 fik jeg veer. Voldsomme veer men 5 minutter imellem. Jeg havede en aftale hos en kranio sakral terapeut, som jeg tog til. Men det var overhovedet ikke godt, for jeg fik flere og flere veer, og de blev kraftigere.
Kl. 16.30 var jeg hjemme igen, og her var jeg kørt med veer. Det skal lige siges, at det er svært at koncentrere sig. Vi skulle hente vores søn hos mormoren, men min mand måtte ringe og sige, at vi ikke kom.
Jeg ringede til fødegangen og sagde, at vi kom nu, men den jordedmoder, jeg talte med, syntes ikke, at jeg lød til at skulle føde nu. Men vi kunne da komme ind, så kunne vi jo altid tage hjem igen.
Vi var derinde kl. 17.20, mig kravlende op til fødegangen. Kl. 17.30 var jeg blevet undersøgt, og man havde fundet ud af, at barnet lå med hovedet oppe under mine ribben, og at fødderne stod først. Læger og jordemødre blev tilkaldt.
Det var vildt hektisk, så mange mennesker der kom og fortalte. Samtidig skulle jeg have tøjet af, have lagt kateter, drop og have noget andet tøj på.
Afsted til operationstuen, hvor jeg blev hejst nøgen ind på stuen i en kran (for jeg nåede kun at få strømper på, og min bluse var stadig åben). Her var der 12 mennesker, der alle kom og sagde hej med masker på.
Kl. 18.20 er lille Jeppe kommet til verden. Han vejer 4.480 gram og er 57 cm lang.
Alle, der var kommet og havde sagt hej, kom nu og sagde tillykke og farvel, nu uden masker på. Så jeg spurgte igen, hvem de var, og hvad de havde lavet.
Hele denne oplevelse gjorde, at jeg slet ikke havde lyst til ham i de første 6 uger. Men så blev vi indlagt på børneafdelingen med en slem forkølelse, og hvis der skal ses positivt på det, var det da, at vi fandt hinanden.
Nu går det rigtigt godt, og han er nu 4 måneder, tyk og fed og bare for lækker.
Det, jeg vil sige med min histiorie er, at graviditeter ikke er ens, og hvis man som mig godt vil have kontrol over tingene, kan det være svært at acceptere, at det ikke blev, som man havde regnet med.
Men også, at hvis man som jeg er nervøs over den kommende fødsel, må man insistere på at tale om det eller finde en anden jordemoder, for jeg havde forestillinger om noget fuldstændigt sindssygt omkring et kejsersnit. Så da jeg fik at vide, at det var det, der skulle ske, blev jeg vildt bange. Men det er slet ikke slemt. Det tager bare længere tid at komme sig.
Jeg håber, min historie måske kan hjælpe andre. Kærlig hilsen mor til to dejlige drenge.
06-08-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025