Skrevet af Merete
Jeg havde termin den 1/9-2005, og dagene sneglede sig afsted. Flere begyndte allerede et par uger inden at ringe, om der var sket noget, og om jeg kunne mærke, at der skulle ske noget? Hvor dælen skulle jeg dog vide det fra, når jeg aldrig havde prøvet det før.
Den 6/9-2005 gik vandet ca. kl. 3.30 efterfulgt af regelmæssige veer med ca. 10 minutter imellem. Jeg ringede til sygehuset, og vi aftalte, at jeg bare skulle tage til egen jordemoder kl. 8, hvor jeg havde tid.
Hun prøvede at løsne hinderne, og så blev vi sendt på sygehuset for at få kørt en strimmel. Alt var i den skønneste orden, så vi fik bare en tid mere om aftenen. Vi tog afsted igen, og alt var fortsat fint, så vi fik en tid igen til næste dag, men de regnede med at se os i løbet af natten.
Natten gik, og veerne tog til i styrke og kom nu med kortere interval. Da vi kommer op på sygehuset næste morgen, er jeg helt grædefærdig, og der er ikke sket en dyt fra dagen i forvejen. Jeg er stadig kun 1 cm åben. Jeg føler, at det presser på endetarmen, og det er slet ikke til at holde ud! Jeg får klyx og akupunktur, og de beholder mig heldigvis.
Dagen går, og vi er fortsat på sygehuset. Veerne er nu blevet uregelmæssige og kommer koblet efter hinanden, og det gør bare rigtig ondt.
Kl. ca. 18 får jeg lagt en epiduralblokade, og planen er, at jeg så efterfølgende skal have lagt vedrop. Det var bare som om, at den skide blokade ikke rigtig virkede, så jeg fik noget mere i den, og oven i købet havde det taget en time at få den lagt - ikke spor morsomt.
Der falder lidt ro på mig, og min kæreste får lov at gå ud og se lidt fodbold, så jeg kan prøve at få lidt ro. Indtil nu var der stadig ingen effekt af mine veer, men for pokker jeg troede, at jeg skulle dø!
Min kæreste når end ikke ud af fødestuen, før det går helt galt. Jeg får så ondt i venstre side af maven og vrider mig af smerter. De kalder en læge og vurderer, at jeg skal have mere smertestillende. Men lige lidt hjælper det, og jeg bønfalder dem om, at jeg bare vil have et levende barn med hjem!
Klokken er nu ca. 21.45, og overlægen bliver tilkaldt. Han mærker mig for at se, hvor åben jeg er, og mærker mens jeg har en ve. "Det bliver et kejsersnit", siger han. "Du er max. 1 cm åben, og der er slet ikke kontakt til hovedet". Han blev min frelsende engel ud af dette smertehelvede. Jeg blev gjort klar til operation, og Per fik andet tøj på, så han kunne være med.
  Den 7/9-2005 kl. 22.16 kom Laura til verden ved akut kejsersnit. Kirurgen fortalte mig efterfølgende, at hun aldrig ville være kommet ud den anden vej. Hun lå skævt med hovedet og lå som stjernekigger.
En oplevelse, jeg godt kunne have været foruden, hvis jeg på forhånd havde vist, at det endte i et kejsersnit. Jeg går nu og overvejer fødsel eller kejsersnit, hvis der skulle komme en nr. 2 på et tidspunkt.
23-09-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025