Skrevet af Pia
Da jeg fødte min store søn på 4.410 gram og 53 cm i september 2004 på Hjørring Sygehus, blev der gjort utroligt meget ud af, at jeg skulle amme ham for enhver pris. Der blev hele tiden sagt, at mælken nok skulle løbe til på 3. dagen, men hvad hjalp det, når han hele tiden skreg og var sulten?
Han kunne ligge en time ved hvert bryst og så stadig være sulten - det måtte da være et tydeligt tegn på, at jeg simpelthen ikke havde mælk nok. Jeg fik da også 30 ml tilskud til ham, hver gang jeg ammede, men der var ikke nogen af sygeplejerskerne, som nævnte noget om helt at stoppe med at amme.
Mens vi var på barselsafdelingen, fik jeg undervisning i at amme liggende, og der brød hele min verden sammen. Jeg havde virkelig ikke mælk nok til at kunne mætte min søn, og den kære sygeplejerske gjorde alt, hvad hun kunne, for at jeg skulle tro på, at mælken nok skulle løbe til.
Mine stakkels brystvorter var helt blodige allerede på andendagen, og jeg fik udleveret et par af de her strandskaller, som mange fagfolk sværger til. Jeg synes nu ikke, jeg kunne mærke den store effekt, men sygeplejerskerne insisterede på, at jeg brugte dem.
Vi tog hjem, da min søn var 4 dage gammel, og på hjemvejen købte jeg en bøtte modermælkserstatning for at være på den sikre side.
Da sundhedsplejersken kom på besøg første gang, fik vi en rigtig god snak om amning og om at være for eller imod. Hun var som sendt fra himlen, for hun sagde, at det var helt min egen beslutning, og der var ikke nogen beslutning, som var forkert.
Hvis jeg ikke havde overskud til at få amningen til at fungere, så var modermælkserstatning mindst lige så godt som min mælk. Hun fortalte, at modermælkserstatning er så gennemtestet, at forskellen er så lille, at det ikke har nogen betydning.
Fra første flaske faldt min søn helt ubeskriveligt til ro, og sikken en ro. At vide, at han nu blev mæt, var en kæmpe lettelse.
Alle omkring os bakkede os op i vores beslutning. Jeg ammede dét, jeg nu kunne, selvom det var ganske lidt, og efter 14 dage var der ikke mere at komme efter.
At have et flaskebarn og vide, at faderen også har mulighed for at få den tætte kontakt ved måltiderne, er der desværre ikke mange, der oplever. For vi kvinder skal amme for enhver pris, og derfor undrer det mig, at der så gøres så meget i at teste og udvikle modermælkserstatning, hvis vi ikke skal benytte muligheden.
Nu venter vi vores andet barn til januar 2007, og jeg har heller ikke denne gang i tankerne at amme for enhver pris. Nu ser jeg, hvor meget mælk der er, og så må det blive erstatning for resten. Jeg tror også, det er lettere at overbevise personalet på barselsafdelingen om ikke at amme for enhver pris, når man er andengangsfødende.
Hilsen en glad mor med et glad flaskebarn.
14-10-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025