Er du gravid eller har en baby? Læs alt om graviditet og børn her på Netbaby.dk
Brugernavn: Password: Husk login|Ny bruger?
Forside|Indkøbsguide|Gode tilbud|Din side|Forum|Brevkasse|Blog|Konkurrencer|Gratis magasiner
Før graviditet|Gravid|Fødsel|Baby|Mor|Far|Navne|Flere:
Søg:
 NYT!  DIT BARN - GRATIS MAGASIN TIL DIG

Læs den nye udgave af magasinet DIT BARN - et GRATIS magasin til dig med alt om de skønne unger! Læs det gratis her
To meget forskellige fødsler To meget forskellige fødsler

Gitte fortæller om sine to meget forskellige fødsler - et kejsersnit og en "almindelig" fødsel.
 2809 

Skrevet af Gitte

Efter at have været en flittig anonym bruger af Netbaby igennem de sidste 4½ år har jeg nu langt om længe taget tilløbet til at fortælle om mine to meget forskellige og på hver sin måde dejlige fødsler.

Nytårsaften 2001/2002 bliver min mand og jeg enige om, at det nok er bedst med en graviditetstest, inden nytåret skal fejres. Vi har prøvet at blive gravide i 4 måneder og er til trods for, at det ikke er ret lang tid, allerede meget utålmodige og er allerede ved at miste modet.

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tro, da jeg aner en skygge, som danner streg nummer to på testen. Nej, det kan ikke passe. Vi bliver enige om, at jeg nok hellere må tage en alkoholfri aften, selv om vi er meget i tvivl.

3 dage senere prøver vi lykken igen, og stregen er der stadig, men er nu meget tydelig. Glæden og jublen vil ingen ende tage. Vi skal være forældre.

Herefter følger der 2 lange måneder. Min mand er meget forbeholden og insisterer på, at vi holder den glade nyhed for os selv, indtil de magiske 3 måneder er veloverstået.

8 uger henne i graviteten vågner jeg en meget tidlig morgen og opdager blod. Jeg er alene hjemme, da min mand arbejder ude, så jeg ringer dybt ulykkelig til vagtlægen. Jeg møder overhovedet ingen forståelse.

"Du er nok desværre ved at aborterer. Du skal kontakte din egen læge", er svaret. Det blev ikke til mere søvn den morgen. Dybt ulykkelig lå jeg og kiggede på uret, indtil klokken blev 8, og jeg kunne ringe til min egen læge.

Min egen læge er dog noget mere forstående og skaffer mig en scanning samme formiddag. Jeg er nu holdt op med at bløde, men lægen synes ligeså godt, at vi kan få det undersøgt med det samme, for at jeg kan få svar og ro.

Scanningen viser til min store glæde et lille bitte hjerte, der slår på livet løs. Lægerne kan ikke give mig svar på nattens problemer men forklarer, at det sker for mange, hvor der ikke findes nogen forklaring. Jeg får ved samme lejlighed sat dato på min termin til 11. september - uha en dato.

De næste mange måneder går nogenlunde problemfrit. Jeg har kun kvalme få gange. Halvvejs i graviditeten må jeg dog sygemeldes med bækkenløsning, men det tager jeg i stiv arm, da der jo er en god grund til, at jeg har ondt, og det går jo over, når jeg har født. Gør det ikke?

Maven vokser godt, men jeg har det skønt med min gravide mave, og jeg nyder, at folk beundrer og kommenterer den.

Min 1. fødsel

Den 10. september vågner jeg klokken 6.30 om morgenen. Jeg vralter ud på toilettet og ind i seng igen. Da jeg lægger mig på sengen, kommer floden. Ja, det var det nærmest. Jeg er chokeret.

Jeg er jo førstegangs, så jeg skal jo gå 14 dage over tiden. Min mand er på arbejde langt væk, og vi mangler jo stadig det sidste. Jeg kalder på min bror, som bor midlertidigt hos os: "Du kan godt ringe til din chef. Du er nødt til at køre mig på sygehuset, jeg skal føde NU".

Ja, man er jo lidt naiv. Godt nok har jeg vandafgang, men ingen veer. Efter min bror har talt mig til ro, får jeg ringet til fødegangen, og de får mig til at indse, at der er ingen panik, så længe der ingen veer er, for hovedet står jo fast, ikke sandt?

Det har min jordemoder konstateret flere uger forinden, så jeg får besked på at slappe af, få min mand hjem fra arbejde og så komme stille og roligt ind på sygehuset til tjek.

Klokken 9 ankommer min mand og jeg til fødegangen. Her er stille og roligt. Vi bliver vist ind i et undersøgelseslokale og får kørt en strimmel. Mens jeg ligger der, begynder veerne at indfinde sig.

Da jordemoderen kommer tilbage efter en halv time, kan jeg berette om veer med kun få minutter imellem. Strimlen viser da også aktivitet, men jordemoderen mener kun, at det er småveer. Hun undersøger mig indvendig, konstaterer at det er fostervandet, der er gået, og at hovedet står fast.

Vi bliver nu sendt hjem med besked om at vende tilbage næste morgen klokken 9! Hvad? Jeg kan snart ikke forstå det. Jeg har veer med kun få minutter imellem, og vi bor en halv times kørsel derfra. Her er det jo så, at den naive førstegangsfødende titter frem igen. Jeg er ikke engang begyndt at åbne mig endnu, så hvorfor skulle de beholde mig?

Slukøret må vi vende om og køre hjem igen. Veerne fortsætter, men er dog ikke uudholdelige. Hjemme venter vi spændt. Min mors mand ankommer kl. 16. Han er tømrer og har lovet at lave et puslebord over vores badekar, og det synes jeg efterhånden er ved at være en hastesag.

Rygterne om en forestående fødsel er nu med jungletrommer nået ud til det meste af familien, og flere beslutter - ubetænksomt - at arrangere udflugt til mine pinsler. Min mor ankommer klokken 16.30.

Mine veer har taget til. De er ikke taget til i styrke, men de er der konstant. Der er ingen pauser imellem. Min mor synes, at det er på tide, at jeg tager på sygehuset igen. Jeg ringer, men da jeg stadig kan snakke så stille og roligt, mener de ikke, at der er nogen grund til, at jeg kommer.

Der går en halv time, og her udvikler veerne sig meget hurtigt. Det gør nu helt forfærdelig ondt, og der er stadig ingen pauser imellem. Min mand ringer nu til fødegangen og meddeler, at lige meget hvad de mener, så kommer vi altså nu.

Puslebordet er færdigt, så nu er jeg parat. Vi ankommer til sygehuset lidt i 18. Her er lidt travlt, så vi bliver vist ind i et undersøgelseslokale.

Efter lidt tid kommer en jordemoder og spørger, om hun må have lov til at tage en studerende med ind. Det vil godt nok tage lidt ekstra tid, fordi det hele så skal gøres dobbelt.

Jeg takker pænt ja tak, da min egen jordemoder har sagt, at vi skal tage imod det, hvis vi får tilbudet, fordi det vil betyde, at den studerende er der under hele forløbet, hvor man ellers godt kan blive overladt lidt til sig selv, hvis det er en udlært.

Jordemoderen starter med at undersøge mig, og herefter er det så meningen, at den studerende skal lave samme undersøgelse bagefter. Men det bliver der ikke noget af. Jordemoderen ser lidt tøvende ud, men siger så, at hun gerne lige vil scanne mig.

Jeg er 5 cm åben, men hun synes, at der er for langt op til barnet. En hurtig scanning viser, hvad hun mistænker. Det, hun prikker på, er ikke et hoved men en balle. Herefter er det 20 spørgsmål til professoren.

Vil jeg have kejsersnit? Vil jeg have rygmarvsbedøvelse? Vil jeg i fuld narkose? I løbet af meget kort tid bliver lokalet fyldt op med mennesker. En lægger drop, en anden kateder, en stiller spørgsmål, en giver min mand tøj på til det forestående projekt osv. Jeg forstår det stadig ikke. Jeg har snart haft veer i 10 timer, og nu siger de, at jeg skal have kejsersnit.

Jeg bliver kørt ind på operationsstuen. Her er en forfærdelig masse mennesker. De præsenterer sig alle og fortæller, hvad deres job er. Lidt efter ankommer lægen, som skal give mig rygmarvsbedøvelse. Det gør pokkers ondt.

Jeg skal sidde foroverbøjet, og det er bestemt ikke nemt med så stor en mave. Han stikker mange gange uden held, og til sidst må han opgive, og en ny læge bliver tilkaldt. Jeg ænser ikke så meget. Jeg græder og græder.

Jeg er så bange for det, der nu skal ske. Jeg har aldrig ligget på operationsbordet før, og jeg havde da bestemt ikke regnet med det denne dag heller. Det lykkes for den nye læge, og klokken 19.10 hører jeg den mest fantastiske lyd: Min datters allerførste gråd. Nej, hvor var det befriende. Hun har det godt, og får fuld apgarscore.

Jeg bliver syet og kørt op på opvågning. Vi har det helt for os selv. Her ligger vi og nyder vores dejlige datter. Lægen kommer og undersøger hende. 3.750 gram og 53 cm. Helt perfekt!

Da børnelægen er gået, kommer en ny læge ind. Hun ser lidt bekymret ud. Hun lykønsker os med vores yndige lille datter og fortæller, at det hele gik som planlagt, lige på nær en lille detalje.

Da lægen have givet mig rygmarvsbedøvelse, var der godt nok sket et lille uheld. Nålen var knækket, og ikke nok med, at den var knækket, ja så sad den jo så stadig inde i min ryg.

Jeg var fuldstændig paf. Hvordan kan sådan noget ske? Lægerne havde ingen forklaring på det. Det var ikke noget, de nogensinde havde oplevet før, og de var meget chokerede over det.

Lægen forklarede herefter, at de jo var nødt til at have nålen ud igen, men nu kunne jeg jo lige få lov til at nyde min datter lidt. Jo, tak! Denne aften gik det nok ikke helt op for mig, hvad der faktisk var sket, og hvilken betydning det ville få de næste dage. Vi havde bare travlt med at studere resultatet af den lange ventetid.

Næste formiddag havde vi et frygteligt rend på vores barselsstue. Jeg var meget mærket efter kejsersnittet. Det var ikke blevet til for megen søvn, og de stolte bedsteforældre var meget utålmodige efter at se prinsessen.

Midt i det hele var der besøg af min egen jordemoder, som gerne ville have en snak om, hvorfor hun ikke havde opdaget, at min datter lå forkert. Jordemoderen, som havde tilset mig, da jeg ankom om morgenen og også havde undersøgt mig og konkluderet, at alt var i fineste orden, kom og undskyldte.

Og sidst men bestemt ikke mindst kom lægen, som havde foretaget kejsersnittet sammen med narkoselægen for at få en snak om den berømte nål. Jeg skulle i røntgen, så de kunne lokalisere nålen og finde ud af, om den sad fast, eller om den måske kunne vandre. Jeg måtte forlade min datter for at ligge og tudbrøle i en røntgenmaskine.

Resultatet blev, at den skulle fjernes den 13/9. Jeg skulle endnu engang på operationsbordet, men denne gang i fuld narkose for at få fjernet en 10 cm lang nål, som ved et uheld var havnet et helt forkert sted. Desuden skulle jeg undvære min nyfødte datter i 5 timer. Hvor er livet bare uretfærdigt engang imellem.

Operationen blev vel overstået, og efter en uge på barselsgangen blev vi langt om længe sendt hjem. Herefter fulgte der måneder, hvor jeg skrev frem og tilbage med Patientklagenævnet, fordi sygehuset havde opfordret mig til at melde det. Sygehuset mente, at det var producenten af nålene, der bar skylden.

Men da alt kom til alt, blev det vendt imod mig, og efter et halv år blev konklusionen, at det var min egen skyld, fordi jeg var overvægtig. Slaget blev tabt, og her sad jeg så tilbage med et operationsar på tværs af maven og et på langs ad rygsøjlen. Ja og så selvfølgelig min dejlige datter, som jo selvfølgelig overskygger alt det andet.

Derudover havde jeg jo så for øvrigt også lige en lille ekstra følgesvend. Efter et halvt år havde jeg stadig mange smerter af dem, som lægerne kaldte bækkenløsning.

Min 2. fødsel

De blev værre og værre. Efter nogen tid fik jeg fornemmelsen af, at der burde være en grund til forværringen, og da min datter var 7 måneder, havde jeg atter en test med to streger.

Glæden var dog til at overse de første måneder, men da jeg før havde ytret mening om at skulle have børn med lille aldersforskel, ja så var der ingen tvivl, og glæden udeblev heller ikke.

Denne graviditet var skøn. Jeg havde ikke skyggen af kvalme og blev til tider helt i tvivl, om jeg overhovedet var gravid, fordi det kunne da ikke være så nemt. Jeg havde stadig min bækkenløsning, men det havde jeg nærmest lært at leve med. Nu havde jeg trods alt haft det i halvandet år.

Min termin var sat til den 7/1-04. Jeg blev henvist til ekstra scanninger den sidste tid før fødslen, da de jo havde haft besvær med at kunne mærke ordentligt på min mave første gang.

Alt var, som det skulle være, og jeg kunne se frem til en normal fødsel. Jeg havde inde i mit hoved bestemt mig for, at jeg skulle føde inden jul, da min datter jo kom dagen før termin, ja så måtte næste bebs jo komme lidt før, når det nu var anden gang. Men det blev jul, nytår, ja det blev termin, og intet skete.

12 dage over termin er jeg til undersøgelse for igangsætning. Det er den 19. januar. Jeg har haft lidt småveer i løbet af formiddagen, men lægen mener ikke, at der er ved at ske noget. Jeg får at vide, at jeg må gå hjem og vente. Jeg får en tid til igangsætning ugen efter, men de regner ikke med, at jeg får brug for den.

Dagen går, og vi spiser aftensmad ved svigermekanikken. Svigermor tilbyder, at den kommende storesøster på nu 16 måneder kan få en overnatning mellem farmor og farfar, fordi jeg sidder så uroligt ved spisebordet. Vi bliver enige om, at det er en god ide.

I løbet af aftenen tager veerne til. Min mand beslutter sig for at gå i seng og få lidt søvn. Jeg sidder alene tilbage i sofaen og nyder stilheden. Jeg tager tid på veerne. Der er 5 minutter i mellem.

Det går pludselig op for mig, at jeg ikke helt ved, hvornår jeg skal kontakte sygehuset. Jeg finder vandrejournalen frem og bliver lidt konfus, da der står: "Andengangs fødende skal kontakte sygehuset, når der er 7 minutter imellem veerne". Hov, der er kun 5 minutter imellem, og sådan har det efterhånden været længe.

Jeg ringer til sygehuset og melder min ankomst. Jeg vækker min mand, som lige akkurat er faldet i søvn, og vi tager af sted. Det er den smukkeste stjerneklare nattehimmel. På vejen ligger lidt nyfalden sne, og alt virker så perfekt.

Vi ankommer til sygehuset klokken 1 om natten. En hurtig undersøgelse viser, at jeg er 5 cm. åben, og jeg bliver vist ind på en førsteklasses fødestue med udsigt over by og søer. Smukt.

Jeg får et lavement, og det virker, som det skal. Det hele går efter planen, og jeg synes selv, at det er piece of cake. Veerne er ikke så slemme, som jeg husker, så det er jo fantastisk.

Klokken lidt i 2 går vandet i en stor skylle klar fostervand, ja og helvede bryder løs. Jeg forvandler mig til en hysterisk kælling, som bestemt ikke har hverken tid eller overskud til at samarbejde.

Efter et toiletbesøg meddeler jordemoderen, som kender min forhistorie, at hun i samråd med min mand har bestilt en narkoselæge til at give mig rygmarvsbedøvelse. Jeg er ikke helt enig. Men da lægen kommer, og jeg aner udsigten til at blive fri for smerterne, ja så hopper jeg på vognen.

Det var så skønt. Nu kunne jeg endelig slappe af. Det var faktisk lidt pinligt, fordi jeg tog mig selv i at falde i søvn et par gange, og min stakkels mand sad bare der ved siden af og kæmpede for at holde sig vågen.

Jeg får samtidig vedrop, for at det skal sætte lidt mere gang i tingene. Lægen kommer løbende og tager blodprøver fra barnets hoved, fordi de vil holde øje med bebsen. Hen på morgenen begynder prøverne at vise, at bebs er lidt stresset, så nu skal der snart ske noget.

Kl. 6.30 slukker de for rygmarvsbedøvelsen, og jeg skal nu bare afvente presseveer. Der sker ikke noget. Klokken 7 begynder de at snakke om sugekop, men heldigvis melder presseveerne sig nu i nødens stund.

Jeg bruger lige et par minutter for at regne ud, hvordan det nu lige er, at man skal presse. Det har jeg jo ikke prøvet før. Men i anden presseve klokken 7.09 kommer min store dejlige søn til verden. Han er perfekt.

Vi var blevet sat en pige i vente, så det var jo noget af en overraskelse, at det viste sig, at være en dreng. Han skreg og skreg. Han var bestemt ikke imponeret over at komme ud i kulden.

Jeg skulle syes lidt, men klokken lidt over 8 kunne vi starte med at ringe rundt til folk og fortælle om vores nye familiemedlem. En stor dreng på 3.980 gram og 55 cm. Til middag samme dag var vi hjemme. Skønt. Det var en virkelig god oplevelse.

Nu sidder jeg så her. Min datter fylder 4 om 2 dage, tiden flyver af sted. Det er nok det, der i dag får mig til at fortælle denne historie, for lige nu føles det som i går, at hun kom til verden. Årene er gået. Det har været hårdt med to små med så kort tid imellem, men jeg ville ikke gøre det om.

Bækkenløsningen er et minde, der har sat sig, så jeg dagligt bliver mindet om, hvor pudsigt det hele kan være. Det er nu konstateret, at det er kronisk, og at jeg nok skal leve med det som følgesvend, men at jeg så har to guldklumper, der er skyld i det, ja det gør jo, at man kan lære at leve med det.

06-01-2007

Skriv en kommentar


Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Login eller opret "Din side" her

Relaterede artikler

Fik kejsersnit så far kunne nå at se barnet

Kejsersnit på moders ønske

Bækkenløsning: Spørgsmål og svar

Fedme forøger risiko ved kejsersnit

Ultralyd afgør om det er sugekop eller kejsersnit

Foranliggende moderkage (placenta prævia)

Find alle relaterede artikler, brevkassesvar, debatter m.m. på Netbaby:

kejsersnit

bækkenløsning

Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:

Din historie









Læs GRATIS magasiner: GRAVIDA om den positive graviditet, MIN BABY om småbørn fra 0-3 år og DIT BARN om de skønne unger fra 3-6 år.

 Lifemags





Læs den nyeste udgave af DIT BARN - et GRATIS magasin til dig, med alt om de skønne unger.

 Dit Barn





På BabyFree.dk kan du få en lang række gratis ting til dig og dit barn.

 BabyFree.dk





Copenhagen Fertility Center behandler alle former for barnløshed. Ring og få en uforpligtende samtale med en speciallæge, eller besøg vores hjemmeside med de mange oplysninger til ufrivilligt barnløse.

 Copenhagen Fertility Center






Få en skøn babypakke

Få et lækkert babytæppe + bogen Skal vi lege? + knitrebogen Gården. Du skal kun betale 39 kroner i porto.

GRAVIDA - gratis magasin til dig

Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.

MIN BABY - gratis magasin til dig

Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.

DIT BARN - gratis magasin til dig

Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.



© 1999-2019

Annoncering | Kontakt os | Om Netbaby | Generelle forbehold | Link til Netbaby | Index A-Å | Presse

Besøg også: Gravida.dk | Minbaby.dk | Ditbarn.dk | Babyfree.dk | Babyklik.dk | Babyklubben.dk | Netbaby.no | Facebook