Skrevet af Elise
Den 9. maj 2005. Min mand var taget på arbejde, og jeg var gået 10 dage over tid og gik utålmodigt og ventede på at skulle føde. Jeg havde ca. 15 kg vand i kroppen, så jeg var svulmet så meget, at jeg umuligt kunne komme ret langt væk fra lejligheden af gangen.
Hele formiddagen ulmede mit underliv, og efter et par timer begyndte veerne. Min mand stod pludselig i døren. Han følte sig småsyg. Godt tidspunkt at blive syg på, tænkte jeg.
Veerne tog til i løbet at eftermiddagen, og hen af 18-tiden havde jeg så stærke smerter, at vi måtte ringe til fødegangen. De bad mig komme, og vi kørte fluks af sted. Det viste sig, at jeg kun var 2 cm åben, men på grund af de stærke smerte, jeg havde, valgte de at beholde mig og give mig noget morfin.
Det hjalp dog ikke spor. Smerterne tog til, og i en rus af veer fik jeg vist råbt, at jeg ville have kejsersnit. Det var der vist ingen, som rigtigt tog alvorligt, så de valgte at køre mig på fødestuen, og jeg blev lovet en epidural.
Kl. 21 blev epiduralen lagt, men den tog jo selvfølgelig veerne, så der blev i samme stund lagt et vedrop. Endelig efter timers smertehelvede fandt jeg lidt ro. Min mand, som følte sig mere og mere syg, blev henvist til en stol ved min side, hvor han kunne hvile sig lidt.
Natten gik. Der blev skruet op for vedroppet med jævne mellemrum natten igennem. Omkring kl. 3 om natten begyndte jeg at få ondt igen og fik lagt en epidural mere.
Kl. 6 kontaktede jeg jordemoderen, da jeg skulle på toilettet. Hun så underligt på mig og fortalte, at man ikke skulle på toilettet, når man fik epidural, så hun undersøgte mig, og jeg var fuldt åben.
Endelig var jeg klar og spændt på at møde mit barn. Kl. 6.15 begyndte jeg at presse, men kunne ikke rigtig arbejde med veerne, men jeg forsøgte ihærdigt. Min mand stod og heppede på mig under hver ve, men ingen ting hjalp det.
Kl. 7.15 blev en læge tilkaldt, og de besluttede at forsøge med sugekop. Jeg var ved at være ret ligeglad. Jeg var total dopet og var bare interesseret i at få det overstået. De gav mig noget lokalbedøvende for at mellemkødet ikke skulle give mig for store smerter.
De hev og sled i det stakkels barn, uden at det rykkede sig ud af stedet. Lægen stod med benet op imod sengen for at holde imod, når hun trak. Man kunne se barnets hårtot, fik jeg at vide, så det måtte jo være på vej ud. Lægen gave os beskeden, at hvis hun ikke kom ud i næste træk, så måtte de overveje akut kejsersnit.
Barnet lå helt nede i mit bækken, og jeg kunne mærke, hvordan det stødte imod mit bækken, hver gang de hev. Vi tog begge en dyb indånding, og min mand råbte "kom nu", mens jeg pressede og pressede, til jeg var helt rød i hovedet, og lægen hev og hev, men ingenting hjalp det.
Kl. 7.45 fik vi beskeden om, at barnet skulle ud med kejsersnit. Jeg havde stadig presseveer og et barn helt nede i bækkenet, så jeg blev noget forskrækket, da jeg hørte lægen sige til jordemorderen, at barnet skulle presses tilbage i mig.
Det gjorde frygteligt ond og var en noget makaber oplevelse, da hun pressede barnet op igen, og min angst for, at der skulle ske noget med det, blev pludselig meget voldsom.
Jeg var godt dopet af alt, hvad de næsten kan byde på, men bækkenet kunne de åbenbart ikke bedøve. Dette sandede jeg, da barnet blev presset tilbage. Det er nok det mest smertefulde, jeg nogen sinde har oplevet.
Jeg lå stadig med stængerne i vejret, da jeg blev kørt op på operationsbordet, og jeg havde stadig veer med korte mellemrum. Jeg må have skræmt livet af de kvinder, som lå på de andre fødestuer, sådan som jeg har råbt og skreget af smerte hele vejen op til operationsstuen.
Jeg fik noget, der skulle stoppe veerne på vej op. Jeg havde allerede kateter i ryggen så, det gik rigtigt hurtigt med at få bedøvet mig.
Jeg opfattede ikke så meget de næste par minutter. Jeg lagde mærke til en summen af mennesker på stuen, alle med grønne masker, og alle var henne og præsentere sig for mig. Ikke at jeg overhovedet var interesseret i, hvem de var, og hvad de lavede. Jeg var alt for dopet.
Jeg fik set hen på min mand, som sad med tårerne trillende ned ad kinderne. Det var nu alligevel lidt for stærk en oplevelse til, at jeg kunne klare det, så jeg blev frygtelig ked af, at han skulle opleve mig så dårlig, og jeg måtte selv knibe en tåre.
Kl. 8.08 kom barnet til verden. Jeg fattede ikke så meget andet, end at det ikke græd, som jeg forventede, det ville. Barnet blev lagt under en varmelampe og blev suget og suget.
Jeg blev ved med at spørge, om det var OK. De forsikrede mig om, at det var det, men hvorfor græder det ikke? De forklarede, at når de kom ud ved kejsersnit, skulle de have lidt hjælp med at få væsken ud af lungerne. Jeg kunne ikke helt forstå, at den var så stille.
Kort tid efter barnet var kommet ud, fik jeg det rigtigt dårligt. Jeg kunne ikke få luft og havde en kraftig pressen på lungerne. Det, de bruger for at få livmoderen til at trække sig sammen, havde åbenbart gjort mig rigtig dårlig, hvilket ret ofte sker efter et kejsersnit.
Da jeg begyndte at få det lidt bedre, så jeg mig igen omkring på operationsstuen og så min dejlige mand stå og tage billeder af vores barn og af alle lægerne og sygeplejerskerne.
Jeg fik fremstammet "hvad blev det egentlig", og min mand sagde stolt "en lille skøn pige". Han fik som den første vores datter i armene. Hold da op, hvor han strålede. Jeg tror aldrig, at jeg har set hans øjne stråle så meget.
Jeg fik hende efterfølgende over. Hendes mørke øjne skinnede ud af det svøb, de havde lagt hende i. Hun var bare så smuk en pige.
Hele oplevelsen var utrolig barsk, specielt for min mand, som bare kunne se til, imens de pludselig løb af sted med mig op på operationsstuen. Her bagefter har vi brugt meget tid på at tale sammen om oplevelsen, hvilket har gjort, at vi har fået bearbejdet den.
Vi kan begge indimellem fælde en tåre, når vi tænker tilbage. Det var en utrolig stærk oplevelse for os begge. Ingen af os havde i vores vildeste fantasi troet, at vi skulle opleve, at vores fødsel skulle ende i kejsersnit.
Her bagefter tror jeg derfor, at det er vigtigt, at man forbereder sig på, at det kan ske også for en selv.
04-02-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025