Skrevet af Margit
Vores søn Daniel blev 1 år i september 2006, og for lidt over 1 år siden lovede jeg mig selv, at jeg ville skrive min historie her.
Da Daniel var 2 dage gammel, begyndte han at udvikle gulsot. Det er jo helt normalt og ikke noget, hverken vi eller sundhedsplejersken tænkte videre over.
Dagene gik, og da han var 7 dage gammel, var han virkelig meget gul. Det hvide i øjnene havde udviklet sig til at være helt gult, hans hud var mørkegul, ja, hans søster på 2 lignede et lig ved siden af på billederne, der blev taget.
Jeg søgte viden på Netbaby, og den eneste artikel, der borede sig ind i mig, var "Alexanders gulsot var langt værre end først antaget".
Den omhandler en forfærdelig sørgelig historie om et af de børn, som får galdevejsatresi. Jeg fik pludselig rystelser over hele kroppen, og det kunne ikke blive dag hurtigt nok, så jeg kunne komme tilbage på hospitalet.
  Hans tal var høje. Vi røg ind på børneafdelingen, og han kom i lys. Vi blev informeret om netop de 3%, der har sygdommen, og jeg var sikker på, at den havde ramt os.
Jeg græd, vi græd. Vores datter kunne ikke forstå, hvorfor lillebror ikke var hjemme, og hvad det var for en kasse, han lå i. Heldigvis faldt tallene så hurtigt, at han allerede samme aften kom i enkeltlys (fik kun lys foroven), og vi blev udskrevet med normale tal dagen efter.
Vi fik taget en kontrol en uge efter, og den var rigtig fin, så vi blev afsluttet. Jeg var lykkelig. Vi havde en af dem, hvor leveren bare ikke var helt moden fra starten. Præcis som det skete for vores lille kronprins Christian bare 1 måned efter os.
Gulsoten forsvandt roligt. Der gik faktisk mange uger. Det forsvinder nedefra og opefter, og det sidste, der forsvandt efter et par måneder, var farven i øjnene.
I dag er han en dejlig knægt, som løber rundt. Jeg tænker dog stadig meget over, hvordan det går med lille Alexander - om han klarede den?
27-02-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025