Skrevet af Malene
Jeg vil nu fortælle om min datter Sofie, som blev født som engel. Min mand og jeg har i forvejen Cecilie fra april 2004. I oktober 2005 bliver vi enige om at lægge p-pillerne på hylden og gøre Cecilie til storesøster.
Den 4. januar 2006 står jeg med en positiv test i hånden. Glæden var kæmpestor, men allerede der var jeg så inderligt bange for at miste. Terminen bliver sat til den 17. september 2006. Cecilie kom til verden 7 dage før tid, så jeg håbede, at det samme ville ske denne gang.
Jeg havde en nogenlunde graviditet. Kun lidt kvalme i ny og næ. Da jeg har et arbejde, hvor jeg står og går meget, blev jeg desværre sygemeldt i maj måned. Mit bækken ville ikke rigtig, som jeg ville. Så jeg gik og nussede rundt herhjemme.
Jeg kunne ikke rigtig nyde sommeren, da det jo var kanon varmt. Jeg led en del og glædede mig SÅ meget til, at baby kom ud til os.
I juni havde jeg bestilt en tid til en scanning, så vi kunne få kønnet at vide. Det tog ikke lang tid for scanningsdamen at finde ud af, at vi ventede os en lillesøster. Lykken ville ingen ende tage.
Den 12. august syntes jeg, at hun havde været meget stille. Derfor ringede jeg til fødegangen og blev tjekket. Jeg fik kørt CTG i 1½ time, da de syntes, hun var meget stille. Hun vågnede op, og det var de tilfredse med.
Hun var meget stille i den sidste tid, men pladsen var jo også meget trang. Jeg tænkte meget over det, men følte, at jeg var lidt hysterisk.
Den 1. september går slimproppen, og nu begynder jeg at glæde mig til fødslen og til at se lillesøster. Vi havde endnu ikke fundet et navn til hende.
Den 12. september om aftenen begynder jeg at få lidt menstruationslignende smerter, som kommer igen hvert 15. minut. Vi ringer til farmor og farfar og fortæller dem, at der er noget i gære. Der sker dog ikke mere i løbet af natten.
Claus tager på arbejde næste morgen, og jeg holder ham orienteret igennem dagen. Da jeg havde veer med Cecilie, kom de med 1-15 minutters mellemrum, og der var ikke hoved og hale i dem. Jeg fik først regelmæssige veer sidst i fødslen. Det samme skete med Sofie.
I løbet af formiddagen den 13. september begynder de smerter igen. De kommer med 10-15 minutters mellemrum. Jeg trækker vejret dybt et par gange, og så er den "ve" forbi.
Efter nogle timer bliver jeg enig med mig selv om, at jeg gerne vil tjekkes på fødegangen, så jeg ringer og siger, at vi kommer forbi. Claus kommer hjem fra arbejdet, og vi pakker det sidste. Bare for en sikkerheds skyld. Vi sender en SMS rundt til alle om, at vi nu tager af sted.
Vi ankommer på fødegangen kl. 14. Der bliver jeg undersøgt, og til min store overraskelse er jeg 6-7 cm åben. Jeg har ingen rigtige smerter, selv om jeg allerede er så langt i fødslen. Jeg var super glad.
Hende, som undersøger mig, finder hurtigt hjertelyden. Jeg synes dog, at den er lidt langsom, så det siger jeg til hende. Hun siger, at den er fin nok, og det tænker jeg så ikke mere over.
Kl. 15 kommer jeg over på fødeklinikken og møder min jordemoder. Hun vil lige køre en CTG, og jeg kommer ind at ligge. Der har hun også svært ved at finde hjertelyden, men da jeg kommer om at ligge på siden, finder hun den. Jeg har rigtig svært ved at ligge på siden, men hun lover mig, at jeg kun skal ligge der i 20 minutter.
Inde på stuen er der et billede af Sophienholm Slot. Der bliver vi enige om, at hun skal hedde Sofie. Efter de 20 minutter kommer jordemoderen tilbage og siger, at CTG'en er fin, og at jeg nu kan få et lavement.
Kl. 16.30 tager hun vandet, som er MEGET grønt. Hun tilkalder hjælp og lægger en elektrode på Sofies hoved. Den elektrode bliver ved med at melde fejl, så efter 3 forsøg opgiver hun. Jeg har det der mavebælte på, og der siger hun, at hjertelyden er fin.
Jeg har læst, at grønt fostervand ikke altid betyder noget alvorligt, så jeg var egentlig ved godt mod. Jeg regnede ikke med, at der var noget galt. Hun sagde hele tiden, at hjertelyden var fin.
Jeg bliver kørt tilbage til fødegangen, da man ikke må føde på klinikken med grønt fostervand.
Kl. 16.45 kommer overlægen og scanner mig, da de er bange for, at hun ligger som stjernekigger. Hun ligger fint, så jeg begynder at presse.
Kl. 18.02 føder jeg Sofie. Hun er livløs, så derfor prøver de at genoplive hende. Pludselig er stuen fyldt med folk, og en læge kommer og siger til os, at de ikke kan gøre mere.
Jeg er fuldstændig i chok. De vil nøddøbe hende, og vi skal finde et navn. Det bliver til Sofie Agnethe Christiansen. Alt går så stærkt, og pludselig er vi alene. Sofie ligger i sin lille krybbe, og de spørger hele tiden, om vi vil se hende. Der går lidt tid, og så siger vi ja til at se hende.
Overlægen kommer og snakker med os. Min puls lå på 140 gennem hele fødslen, så derfor har de taget fejl af min puls og hendes hjertelyd. Sofie var død under hele forløbet.
Vi har senere fundet ud af, at hun nok døde omkring 1 døgn, før hun blev født. Fordi hun har ligget død i min mave i over 1 døgn, var hendes yderste hudlag opløst.
Hun var så smuk og dejlig, og lignede sin søster på en prik. Der går nogle timer, og jeg får siddet lidt med Sofie. Jeg håber hele tiden, at hun vil åbne sine øjne, og at det hele bare er en ond drøm. Hun vejer 3.650 gram og er 50 cm.
Min søster havde købt et sæt tøj til hende, som hun skulle have på, når vi skulle hjem. Det gav vi til jordemoderen, så Sofie kunne få det på. Vi bliver nødt til at informere familie og venner, inden det bliver midnat.
I min choktilstand ringer jeg til min søster og 2 veninder. Jeg kan stadig huske, hvordan folk glad spurgte: "Hvordan er det gået". Med stor smerte må jeg meddele, at Sofie er død.
Min søster og min far kommer forbi og ser Sofie. Claus ringer til sin mor og bryder sammen op til flere gange. På en eller anden måde får han ringet til sin chef og informeret hende.
Vi er nødt til at være på stuen, indtil vi kan komme op på gynækologisk afdeling. Jeg kan huske, at jeg bedende spørger, om vi ikke kan komme ud af det rum. Der ligger blod på gulvet, og vi kan høre, at der er andre fødende kvinder i de andre rum. Desværre må vi vente til midnat, før vi bliver kørt væk derfra.
Senere får jeg taget en masse blodprøver, og de spørger, om vi vil have Sofie obduceret. Det siger vi ja til. Der bliver taget aftryk af Sofies fødder, som vi får på et stykke pap. Sofie er hos os hele tiden.
Kl. 24 kommer vi op på gynækologisk afdeling. Jeg får en afslappende pille at sove på. Senere på natten vækker jeg Claus, da jeg skal op på toilettet. Jeg er glad for, at jeg gjorde det, for kort tid efter bliver jeg dårlig og besvimer. Jeg har intet fået at spise i et helt døgn, og smerten over at have mistet Sofie får mig til at gå i gulvet.
Næste dag kommer overlægen og tager en snak med os. Han er selvfølgelig ked af det og kan ikke svare på, hvorfor hun er død. Vi aftaler et møde 8 uger senere. Han forklarer igen, at det var min puls, som de havde målt under hele fødslen.
Præsten kommer forbi, og vi får en lang snak med hende. Vi har ikke lyst til at være på hospitalet længere, så ved eftermiddags tid tager vi afsked med Sofie. Det er så frygtelig svært at skulle sige farvel, men det er noget, vi er nødt til at gøre.
Vi vil så gerne hjem til Cecilie og være hos hende. Cecilie er heldigvis så lille endnu, så hun forstår ikke så meget.
Få dage efter er vi i gang med at arrangere Sofies bisættelse. Hun skal ligge på en urnegrav få pladser fra min mor.
Den 25. september siger vi et sidste farvel til hende ved hendes bisættelse i Hvidovre kapel. Deres præst, som vi snakkede med efter fødslen, kom og holdt et fin tale. Jeg brød helt sammen, da jeg så den lille kiste. At livet kan være så uretfærdigt, kan jeg slet ikke forstå.
Til lægesamtalen 8 uger efter får vi at vide, at der var blodpropper i moderkagen, og det nok var det, som Sofie var død af. Jeg skulle igennem det, som hedder en trombofiludredning. 4 uger efter får jeg svar på blodprøverne.
Det viser sig, at jeg har en genfejl, der hedder faktor V Leiden. Det gør, at jeg danner blodpropper i moderkagen. Så Sofie er død af iltmangel.
Jeg skal så tage hjertemagnyl og stikke mig med Innohep (blodfortyndende medicin) i mine fremtidige graviditeter. Det har været rart at få et svar på, hvorfor Sofie døde.
Det er bunduretfærdigt, at vi ikke skal have hende hos os, men dejligt at vide, at vi kan forebygge, at det sker igen.
Nu er der gået snart 5 måneder. Livet går videre, utrolig nok. Tiden står ikke stille, når man mister et barn. Det kan godt være, at man føler, at det er sådan, men verden kører stadig videre, som om intet er sket. Smerten og savnet vil dog altid være der.
Vores store pige Cecilie har gjort, at vi er kommet videre. Hun giver os så meget kærlighed, at vi er i stand til at få hverdagen til at køre. Nu er vi så i gang med at gøre vores 2 piger til storesøstre.
Jeg håber snart, at vi kan få glæden tilbage i vores liv.
06-05-2007
|
Kommentarer
© 1999-2025