Skrevet af Lotte
Min graviditet forløb uden problemer, dog med den obligatoriske morgenkvalme, lidt vand i kroppen samt sværere ved at sove om natten, efterhånden som maven blev større. Allerede 3 uger før termin begyndte jeg at tænke på, at fødslen kunne ske når som helst, men der skulle gå lidt over en måned, før der skete noget.
Terminsdatoen (17/11-2006) oprandt, men der var stadig intet sket. Jeg blev lidt skuffet, selv om jeg jo godt ved, at det hører til sjældenhederne at føde på terminsdatoen. Dagene gik, og efterhånden blev jeg godt utålmodig. Nu ville jeg bare gerne have vores dejlige barn ud. Velmenende venner og familie ringede i et væk for at høre, om der da ikke snart skete noget. De var lige så ivrige efter at se vidunderet, som vi var.
Endelig 8 dage efter termin begyndte der at ske noget. Jeg vågnede sent lørdag morgen og mærkede ingen tegn på, at fødslen var forestående. Så bliver det nok heller ikke i dag, tænkte jeg opgivende. Omkring kl. 11 gik jeg på toilettet og mærkede lidt stikken i underlivet, men det gik hurtigt over.
Da jeg lagde mig ind i sengen igen, fik jeg pludselig en kraftig sammentrækning i underlivet, og BANG, så gik vandet. Det var en meget underlig fornemmelse, men samtidig en kæmpe forløsning, for det betød jo, at jeg nok ville føde samme dag.
Jeg puffede til min kæreste og sagde, at mit vand var gået og bad ham hente et håndklæde, da det blev ved med at fosse ud med vand. Jeg er glad for, at vi ikke stod inde i Føtex, da det skete, for der kom virkelig meget vand! Først fattede han ingenting, han halvsov vist stadig. Men så skal jeg love for, at det gik op for ham. Han sprang op af sengen og løb ekstatisk omkring.
Efter at have spist lidt morgenmad, ringede jeg til fødegangen for at fortælle om vandafgangen. Da der ikke kom flere veer, aftalte vi, at jeg skulle ringe igen ved 14-tiden. Alt imens ringede Morten rundt til familie og venner og fortalte, at nu skete der endelig noget.
Klokken blev 14, og der var stadig ikke skyggen af veer, men jeg aftalte med sygeplejersken, at vi kunne komme ind forbi til et tjek. Vi pakkede færdig og fik lidt middagsmad, og ved 16-tiden ankom vi til Skejby.
Her blev jeg undersøgt og fik at vide, at jeg havde udvidet mig 3-4 cm, og at alt så fint ud. Vi fik tildelt en stue, og her kunne vi vente en times tid og se, om veerne ikke snart begyndte. Ikke så længe efter begyndte jeg at få veer, og efter en time kom de med ca. 10 minutters mellemrum og efter 2 timer med ca. 5 minutters mellemrum.
Det var egentlig rart, at veerne gik i gang lige så stille. Det gav Morten og jeg tid til at vænne os til tanken om, at vi skulle være forældre samme dag. Efterhånden begyndte veerne at bide lidt, og jeg fik et lille indblik i, hvad det var, jeg havde i vente de næste mange timer. Nu kom veerne med 3 minutters mellemrum og varede lidt længere.
Endelig kom sygeplejersken. Hun fulgte os op på fødegangen, og jeg fik lov at komme i badekar. Det var dejligt. Efter en time i vandet begyndte veerne at blive gode, og jeg kom op for at få lidt gang i tingene.
Omkring kl. 19.30 fik jeg akupunktur, da smerterne tog til i lænden og foran på maven, og det hjalp heldigvis også. Jordemoderen undersøgte mig for at se, hvor fremskreden fødslen var. Men jeg havde kun åbnet mig omkring 1 cm mere i løbet af de sidste par timer.
Der gik yderligere et par timer med rigtig gode og hyppige veer, og omkring kl. 22 bliver jeg igen undersøgt, og jordemoderen kunne fortælle, at barnet ikke stod ordentlig ned i bækkenet, og derfor åbnede jeg mig heller ikke.
Alle de gode veer til ingen verdens nytte! Hun fik den kliniske jordemoder til at se på mig, og hun valgte at scanne maven for at få bekræftet sin mistanke om, at vores lille vidunder inde i maven er en stjernekigger.
Jeg havde ellers i den sidste del af graviditeten fået at vide af både jordemoder og læge, at barnet lå med hovedet fast i bækkenet, men selvfølgelig også, at det hurtigt kunne ændre sig.
Dommen fra den kliniske jordemoder lød på akut kejsersnit. Under min graviditet har jeg selvfølgelig gjort mig nogle tanker om fødslen. Kejsersnit var absolut ikke på listen over ting, jeg ønskede mig. Men i situationen skænkede jeg det ikke en tanke.
Det eneste, jeg tænkte på, var at få vores dejlige datter ud til os, så jeg sagde OK, og der blev bestilt tid. Og så gik det ellers stærkt. Ikke fordi, at det var meget akut, men mere fordi, der ikke var travlt på fødegangen.
Jeg fik noget medicin, så mine veer stoppede. Det var rart, for de var efterhånden ret hårde og kom nogle gange oven i hinanden. Jeg blev kørt på operationsstuen, og kl. 23.05 fik jeg lagt rygmarvsbedøvelse, ikke det nemmeste med en kæmpe mave, da man bliver bedt om at krumme ryggen så meget som muligt.
  Jeg blev hurtigt følelsesløs fra brystet og nedefter, og lægerne gik i gang. Det er en underlig fornemmelse at ligge der. Man kan ikke mærke smerte men kun, at der blive hevet og flået i dig omme bag det blå klæde. Der gik heldigvis ikke mange minutter, inden de kunne sige tillykke.
Så kl. 23.17 kunne Morten og jeg kalde os for forældre til den dejligste lille prinsesse. "Hov hun tisser", var der en, der sagde, og så stak lille Johanne i et hyl. Det var sød musik i mine øre på det tidspunkt.
Jeg forhørte mig straks, om alt var, som det skulle være, om der var 10 fingre og 10 tæer osv. Man er jo ekstra bekymret som førstegangsfødende. De kunne heldigvis forsikre mig om, at alt var i skønneste orden, og Johanne fik da også 10 i apgar score begge gange.
Jeg fik lige et glimt af vores lille prinsesse, inden hun kom ind og blev gjort ren inden ved siden af. Hun var lidt medtaget af at støde hovedet mod mit bækken og havde derfor fået en bule over højre øje, men hun så SÅ dejlig ud. Den stolte far gik med ind og klippede navlestrengen.
Imens fjernede lægerne moderkagen og syede mig sammen. De har gjort et fantastisk arbejde. Arret er næsten ikke synligt. På grund af bedøvelsen rystede jeg meget kraftigt og klaprede tænder, så jeg kunne desværre ikke holde lille Johanne lige til at starte med, men det var nu også dejligt at ligge der og kigge op på min stolte kæreste og det lille vidunder, vi sammen havde skabt.
 Selvom fødslen ikke forløb helt, som jeg havde håbet, er det uden sammenligning den største og mest fantastiske oplevelse, jeg nogensinde har haft. Jeg glæder mig allerede til næste gang, for Johanne skal helt sikkert være storesøster. Jeg kigger med misundelse på gravide kvinder, for jeg ved, hvilken ubeskrivelig dejlig oplevelse, der venter dem forude.
Inden fødslen troede alle, at Johanne ville blive et stort barn, da min mave virkede enorm, men Johanne vejede "kun" 3.420 gram og var 53 cm lang. Personligt giver jeg alt vandet skylden.
I dag er Johanne 6 måneder gammel. Hun er et fantastisk dejlig, smilende og nemt barn. Hun er alt, hvad vi har håbet og drømt om.
22-06-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025