Skrevet af Lotte
Det hele startede i forbindelse med min graviditet i 2006, hvor jeg ønskede et kejsersnit. Jeg har altid fået at vide, at mit bækken er for lille til at føde normalt. Dette tog overlægen på Aalborg Sygehus Nord ikke alvorligt og afviste mig blankt.
Den 17. september kom dagen så, hvor jeg skulle føde. Efter 9 timers meget smertefulde veer samt dykkende hjertelyd på min lille dreng to gange, endte det alligevel med akut kejsersnit.
Efter kejsersnittet og et par timer på opvågningen blev min dreng og jeg kørt på barselsgang B. Jeg følte mig noget omtåget men tænkte, at sådan skulle det nok være efter sådan en operation. På barselsgangen fik min mand og jeg lige noget at spise, og jeg fik ringet til mine forældre. Dette husker jeg ganske svagt.
Min mand var på vej hjem, da jeg pludselig fik meget stærke smerter i maven og bad om nogle piller. Dette kunne jeg ikke få, da det ikke var lang tid siden, jeg havde fået nogle sidst. Sygeplejersken ville lige måle mit blodtryk igen for en sikkerheds skyld.
Hun troede, at der var noget galt med apparatet, da det ikke ville måle noget. Men det viste sig, at det var mit blodtryk, der var så lavt, at det ikke kunne vise det. Derefter stod der ca. 10 læger og sygeplejersker inde på stuen, da mit blodtryk blev ved med at falde drastisk. Dette er det sidste, jeg husker fra den dag.
Det næste jeg husker er, at jeg vågner på intensiv afdeling med slanger over alt. Dernede får jeg at vide, at jeg har fået fjernet 4 liter blod, der er kommet fra livmoderen, som ikke er blevet lukket ordentligt under kejsersnittet. Jeg er meget omtåget og føler det som om, at jeg er lidt ligeglad med det hele.
I løbet af natten, hvor alt det her er sket, har personalet på sygehuset ikke engang kontaktet min familie og fortalt, hvad der er sket. Dette må min mor simpelthen selv finde ud af ved at ringe ind til sygehuset, da hun ikke kan forstå, at hun hverken har hørt fra mig eller min mand den efterfølgende formiddag.
Derefter må hun så kontakte resten af min familie og fortælle dem, hvad der er sket. Dette er bare ikke acceptabelt, for det er jo et kæmpe chok, de får i sådan en situation.
I løbet af dagen den 18/9-2006 holder de øje med omfanget af min mave, da de vil være sikre på, at det ikke stadig bløder indvendigt. Da jeg blev kørt på operationsbordet, var min mave nemlig over en meter i omkreds.
Sidst på eftermiddagen er den så gal igen, hvor min mave er vokset helt ekstremt, og de bliver enige om, at der ikke er andet at gøre end at foretage endnu en operation. Min familie får at vide, at der er en hvis risiko ved, at jeg skal i narkose igen, og dette hører jeg også, og så er det da klart, at man bliver bange.
Så jeg mener bestemt også, at dette er forkert af lægerne. De kunne lige så godt have sagt: "Det kan godt være, at jeres datter ikke vågner mere". Det tolker jeg helt som den samme sætning.
Sent om aftenen bliver jeg endnu engang kørt på operationsbordet, hvor jeg får fjernet flere liter blod igen, som er sevet ud. Lægerne kan ikke finde ud af, hvor blodet kommer fra denne gang, og vælger at sætte et dræn ind i min mave, som får blodet til at komme ud, hvor der skulle stå mere og sive.
Den 19/9-2006 får jeg fjernet drænet igen sidst på dagen, da de mener, at blødningerne indvendig nu er stoppet.
Jeg lå på intensiv afdeling i 5 dage, hvor jeg blev stoppet med morfin og ketogan på grund af smerter. Jeg fik simpelthen den ene sprøjte efter den anden, og jeg havde derfor hverken lyst eller overskud til at se min søn, min mand eller resten af min familie.
Lægerne mente, jeg havde reddet mig en lungebetændelse oven i det hele, da mine lunger var ved at stå af en af dagene. I stedet for at undersøge mig for det til at starte med, proppede de mig også bare med diverse penicillinkure, hvilket jeg også synes er helt uacceptabelt, for det er begrænset, hvor meget af sådan noget kroppen kan klare, hvis det ikke er yderst nødvendigt.
Efter de 5 dage kom jeg op på barselsgang B. Sygeplejerskerne var rigtig søde ved os, men jeg følte ikke, lægerne tog mig alvorligt. Jeg havde høj feber det meste af tiden og kastede op konstant. De mente stadig, at det var den lungebetændelse, som de stadig mente jeg havde, der var skyld i alle de smerter, feber m.v.
Derfor blev de ved med at stoppe mig med endnu mere penicillin, og dette kunne min mave heller ikke tåle, så den blev slået totalt i stykker, og dette gjorde bestemt ikke smerterne i maven mindre.
Jeg kunne dog mærke i maven, at der var noget helt galt, for mine smerter var så voldsomme, at jeg ikke kunne vende mig om på siden i sengen, og jeg havde overhovedet ikke overskud til min lille dreng.
Efter 9 dage på barselsgangen på denne måde med smerter, piller samt medicin og røntgenbilleder af lungerne adskillige gange (et rent helvede, når man også har en lille dreng at tænke på) var overlægen endnu engang oppe og kigge på mig, og han kunne godt se, at omfanget af min mave var vokset igen, og han var bange for, at det nu var tarmslyng. Han ville derfor have endnu en operation i gang.
Jeg var på dette tidspunkt så opgivende, at jeg på operationsbordet sagde, at jeg kun ønskede at dø, for jeg orkede ikke mere. Lægerne fandt dog ingen tarmslyng men derimod 1-2 liter størknet blod i maven igen, så overlægen mente ikke, det var så sært, at jeg havde haft alle disse smerter. Men lægerne tog mig jo ikke alvorligt, da jeg klagede over smerterne de første mange dage.
Jeg blev så endnu engang overvåget på intensiv afdeling i nogle dage, hvor jeg lidt efter lidt fik livsmodet tilbage. Det var mig selv, der til sidst bad om at blive overført til barselsgangen igen, da jeg ikke følte, jeg blev mere rask af at være på intensiv.
På barselsgangen fik jeg taget blodprøver hver dag, for nu ville de åbenbart ikke risikere noget med mig. Jeg synes bare, det er grotesk, at man skal igennem en hård fødsel samt 4 operationer, før lægerne begynder at tage en alvorligt.
Nu er det godt og vel 7 måneder siden, jeg har født, og jeg går stadig og døjer med smerter nogle gange, samt mit haleben har taget skade, efter jeg bare fik lov til at ligge på et bækken derinde i lang tid af gangen, da lægerne ikke altid havde tid til at hjælpe mig.
Jeg har fået taget røntgenbillede af mit haleben for nylig, da jeg ikke kunne forstå, at det skulle gøre så ondt, hvis jeg sidder og ligger på en bestemt måde, og især når jeg vender mig i sengen. Det har så vist sig, at mit haleben er skævt, og min læge mener ikke, at der er noget at gøre ved det. Men jeg vil blive ved med at have ondt i det, og jeg skal tænke meget over, hvordan jeg sidder.
Jeg kan kun sige, at jeg aldrig skal have flere børn.
28-07-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025