Skrevet af Linda
Jeg smed p-pillerne i august 2004, for nu skulle det være: Vi skulle være forældre! Men der gik alligevel 15 måneder, før vi stod med en positiv test i hånden. Jeg havde termin den 11. juli 2006.
Graviditeten forløb uden problemer indtil uge 18, hvor jeg begyndte at bløde. Dvs. det var ikke frisk blod, men mere brunligt. Jeg tog til lægen dagen efter og fik at vide, at det var hjem og ligge på langs helt stille, og kun stå op for at gå på toilettet. Sikke en forskrækkelse.
Jeg fik en tid til en "akut" scanning 2 dage efter, og ved scanningen viste det sig, at jeg havde sarte slimhinder, det var "bare" det.
Resten af graviditeten forløb normalt med de besøg hos jordemoderen, som man skal have. Jordemoderen mærkede efter ved hver konsultation, om babyen lå rigtigt. Ja babyen, for vi havde valgt ikke at vide kønnet.
Ved en af konsultationerne var en jordemoderelev til stede, og det var hende, der mærkede efter, om babyen lå rigtigt. Hun mente, den lå med hovedet opad, men ville alligevel lige have jordemoderens mening. Jordemoderen sagde: "Den ligger da helt klart med hovedet nedad, kan du ikke mærke det?".
Sådan blev det så skrevet på min vandrejournal. Det er klart, at når man oplever dette, bliver man lidt i tvivl, og efter denne oplevelse havde jeg en fornemmelse af, at noget var galt, men jeg gjorde ikke noget ved det, for alt forløb jo, som det skulle.
Så kom dagen for terminen, men ingenting skete. Jeg var ved at være rigtig utålmodig, men så måtte jeg jo bare vente og vente og vente.
Den 21. juli vågner jeg om natten kl. 1.21 og har en fornemmelse af at have dårlig mave, så jeg går på toilettet. Men mavekramperne bliver bare ved og ved. Jeg er klar over, at det er veer, og tager tid i en time, før jeg vækker min mand.
Vi skal køre i bil i 20-30 minutter, før vi er ved fødegangen, og min mand beder mig om at ringe til fødegangen for at høre, hvad jeg skal gøre. Han vil jo ikke have, at jeg føder i bilen.
Jordemoderen på fødegangen siger, at jeg skal lægge mig ned og vente, til veerne tager til. På dette tidspunkt er der 5 minutter mellem veerne. Efter en halv times tid ringer min mand og siger, at nu kommer vi altså, så vi kører mod Randers Central Sygehus.
Vi ankommer kl. 4 (eller deromkring) til fødegangen, og jordemoderen, der undersøger mig nu, opdager intet unormalt. Men jeg er ikke udvidet nok, så hun beder os tage på patienthotellet og prøve at sove og så komme igen, når veerne er kraftigere. Men det er sørme svært at sove fra veer, og da klokken er 8, får vi lidt morgenmad. Bagefter ringer vi til fødegangen og siger, at vi kommer igen.
Klokken er vel omkring 8.30, da vi ankommer til fødegangen igen. En ny jordemoder undersøger mig og finder ud af, at vandet er gået, og det er en smule grønt.
Så bliver hun helt stille og kigger på os og siger: "Jeg vil være helt ærlig, men jeg tror, barnet ligger i underkropsstilling". Tiden stod stille. Så havde jordemodereleven alligevel ret.
Jordemoderen tilkalder en læge, som kan scanne mig, så de kan se, om barnet ligger i underkropsstilling. Og det gjorde barnet, så nu begynder lægen og jordemoderen at tale om sædefødsel kontra kejsersnit og fordele og ulemper ved begge "fødsler".
Eftersom jeg har veer, skal det vist nok gå lidt stærkt, og derfor får vi lige 5 minutter til at tale det igennem. Vi bliver hurtigt enige om kejsersnit. Så langt så godt.
Så kommer jordemoderen og giver mig bricanyl, som skulle stoppe veerne. Det virker, og så lægger hun drop på mig. Jeg får også lagt kateter (puha da for en oplevelse) og bliver gjort klar til kejsersnit.
Narkoselægen kommer også og spørger mig om mit navn, og om jeg er overfølsom over for noget. Han glemmer dog lige at spørge mig, hvornår jeg sidst har fået noget at spise. Så henter portøren os, og vi kører mod operationsgangen. Klokken er på dette tidspunkt blevet 11.
Da vi ankommer til operationsstuen, er der mange mennesker i rummet, og jeg skal have lagt bedøvelse. Men lige inden spørger narkosesygeplejersken, hvornår jeg sidst har spist. Det gjorde jeg jo klokken 8. Puha, så skulle jeg vente 6 timer, så tilbage på fødegangen kom jeg.
Her gik vi så i gang med at vente og vente og vente. Desværre holder bricanylen op med at virke, så jeg får veer igen. Men til sidst vil de ikke give mig mere bricanyl.
Klokken 14 præcis kommer portøren igen og henter os. Denne gang går det glat med bedøvelse - bortset fra, at det er svært at sidde med veer og få en epiduralblokade. Alle sygeplejersker og læger, der er til stede, synes, det er spændende, at vi ikke kender kønnet.
Min mand sidder ved mit hoved, og narkosesygeplejersken holder øje over klædet, der er hængt op foran mit hoved. "Så, nu kommer barnet ud", siger hun. "Kan du se, hvad det er?", spørger vi næsten i kor. "Ja, men jeg ved ikke, om jeg må sige det", siger sygeplejersken. "Jo, selvfølgelig må du det", siger vi begge - næsten desperate. "Det er en dreng!". Nej, hvor blev vi glade.
  Klokken 14.22 kom Simon til verden. Min mand går med jordemoderen ud og "ordner" ham og kommer ind til mig med ham. Han er den dejligste lille dreng. Han vejede 2.930 gram og var 48 cm lang.
Simon er nu 1 år gammel og er blevet stor. Jeg er ikke i tvivl om, at vi valgte den bedste løsning, når nu han lå "forkert". Om jeg føler mig snydt for en "almindelig" fødsel? Nej, egentlig ikke, for i vores øjne var der ikke noget valg, og selv om det tager tid at komme sig over et kejsersnit rent fysisk, så er det jo det værd, når man kigger på den lille guldklump.
03-08-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025