Skrevet af Zenia
Ja, nu føler jeg, at det er blevet min tur til at fortælle om min graviditet og fødsel. Jeg har med stor glæde både før og efter graviditeten fulgt med i alle andres spændende fortællinger.
I april 2006 blev kæresten og jeg enige om at droppe pillerne, for der kunne jo godt gå lang tid, før vi ville være i lykkelige omstændigheder. Men nej, der gik kun 2 måneder.
Den 12. juni 2006 fandt vi ud af, at vi ventede os, med termin den 20. marts 2007. Dejligt, men alligevel kom det lidt bag på os, for vi havde jo ikke regnet med, at det ville gå så hurtigt.
Jeg havde morgenkvalme de første par måneder af graviditeten. Jeg blev scannet første gang, da jeg var 12 uger henne. Og hvor var det en skøn følelse at se den lille klump der på skærmen. Alt var da heldigvis også, som det skulle være.
Ved 2. scanning 20 uger henne valgte vi at få kønnet at vide. Yes, en dreng, som vi allerhelst ville have. Så det var jo bare skønt.
Jeg havde både min mor og kæreste med til scanningen, og da vi var færdige og kom ud i venteværelset, spurgte min mor, om han så skulle hedde Olfert. Nej, svarede jeg prompte, det er noget man får, og ikke noget man hedder. Da vi havde rundet hjørnet, kunne vi godt høre, at folk begyndte at smågrine.
Vi gik hjem og kiggede i navnebøgerne, for nu kunne vi jo begynde at indkredse os. Der var en masse navne oppe at vende, lige indtil min storebror sagde, at han havde nu altid syntes, at Magnus var et sødt navn. Dette navn havde vi slet ikke tænkt på, men det endte dog med, at vi besluttede os for Magnus.
I julen fik jeg mange plukkeveer, og jeg var til ekstra tjek på sygehuset. Dette resulterede i en sygemelding, da de mente, at julehandlen stressede mit barn. Så jeg gik sygemeldt fra den 27. december, og indtil jeg gik på barsel den 21. februar. Nøj, hvor var det kedeligt at gå hjemme.
Men resten af graviditeten døjede jeg heldigvis ikke med plukkeveerne. Så fik jeg lidt graviditetssukkersyge, og da jeg selv ville tjekke det derhjemme, havde jeg pludselig ingen sukkersyge, men i stedet en urinvejsinfektion. Jeg kom dog hurtigt i behandling for det, så det forsvandt igen.
I uge 38 var jeg så til tjek ved jordemoderen. Det skal lige siges, at Magnus havde stået fast i bækkenet fra den 22. januar. Jordemoderen undersøgte mig og fik et meget bekymret udtryk i ansigtet. Hun troede, at Magnus havde vendt sig til underkropsstilling, og da jeg var førstegangsfødende, blev jeg sendt til scanning på sygehuset samme dag.
Her bekræftede de jordemoderens bekymring, og sygeplejersken, som scannede mig, begyndte straks at snakke kejsersnit. Så blev jeg skræmt og ked af det, for jeg ville absolut ikke havde kejsersnit. Jeg ville ikke snydes for den oplevelse selv at skulle føde mit barn.
Nå, men sygeplejersken sendte mig på fødeafdelingen, hvor jeg mødte en rigtig sød jordemoder. Hun spurgte, om jeg havde fået at vide, hvad der nu skulle ske, og jeg svarede: "Ja, kejsersnit". "Rolig nu", sagde hun, "skal vi ikke lige se, om vi ikke kan vende det, før vi begynder at snakke kejsersnit?". Sikke glad hun gjorde mig der.
Jeg blev lagt på briksen og fik en sprøjte med noget, som skulle få livmoderen til at slappe af, så overlægen kunne foretage en vending. Mens jeg ventede på virkningen af det, fik jeg kørt en CTG, da det er standardprocedure. Det var en skøn følelse at ligge der og høre mit barns hjerte slå!
Lige pludselig stod der 7 mand på stuen, for jeg var jo pludselig blevet en spændende patient. Der var en jordemoderstuderende, 2 jordemødre, overlægen, en lægestuderende, sosu-assistenter og kæresten. Hold da op, der var fyldt på stuen.
Det tog ca. 10 minutter, og så var Magnus vendt. Puha, hvor jeg synes, det gjorde avs. Men hvor skønt, at det lykkedes. Så skulle jeg lige ligge med CTG igen, så de kunne tjekke, at det var gået godt.
I uge 39 var jeg igen ved jordemoder. Magnus lå stadig i hovedstilling og stod igen fast.
Uge 40 kom, og der var jeg igen til tjek. Magnus stod ikke fast længere, men han stod stadig i hovedstilling. Øv altså, kom nu ud. Jeg var ved at blive godt utålmodig.
I uge 41 stod han fast igen, og slimproppen var begyndt at gå. Jeg fik dog at vide, at hvis jeg ikke havde født i weekenden, skulle jeg kontakte fødeafdelingen mandag, så jeg kunne få en tid til at blive sat i gang. Weekenden kom og gik.
Mandag den 2. april skulle jeg oprindeligt ringe og få en tid til at blive sat i gang, men jeg kunne i stedet ringe og sige, at vandet nu var gået. Jubi, nu skete der endelig noget.
Klokken 7 præcis gik vandet. Manden var taget på job kl. 6, så jeg ringede til ham og fortalte den gode nyhed. Jeg havde ikke veer, så der var ingen grund til, at han kom hjem. Klokken 10 stod han derhjemme. Han kunne ikke lige koncentrere sig om jobbet. Hi-hi. Så ringede jeg derefter til min mor, da jeg ville have hende med til fødslen.
Kl. 13.30 stod vi på fødeafdelingen til tjek, da jeg syntes, at fostervandet så grønt ud. Men hvad ved jeg - jeg var jo førstegangsfødende. Vi blev dog sendt hjem igen, da hun ikke syntes, at det var så slemt. Jeg fik dog besked på at ringe til den nye jordemor ved 16.30 tiden og fortælle, hvordan det gik. Og hvis fostervandet blev mere grønt, skulle jeg bare komme igen. Jeg var her 2 fingre åben, men jeg havde ikke veer.
Kl. 16.30 snakkede jeg med den sødeste jordemoder Mette i 20 minutter. Jeg havde 1 ve på 20 minutter. Jeg fik derfor besked på at ringe igen mellem kl. 19 og 20, og på at tage en lur og få lidt aftensmad. Det blev dog hverken til søvn eller aftensmad, for kl. 19.30 ringede jeg og sagde, at vi kom nu. Jeg sad på det tidspunkt på toilettet med sivende grønt fostervand og gode veer.
Kl. 20.30 kom jordemoder Mette på stuen og spurgte, om jeg var blevet undersøgt, men nej. De havde snakket forbi hinanden og derfor glemt mig. Hi-hi, det tog vi nu stille og roligt. Jeg var nu 4 cm åben og i aktiv fødsel, så vi aftalte, at jeg skulle på fødestuen og i varmt vand. Men ak, da jeg rejste mig fra sengen, stod det ud med grønt fostervand, så jeg kom ikke i kar, da jeg skulle tjekkes med CTG konstant.
Kl. 23.00 var jeg 9 cm åben, dog med kant, som ikke ville gå væk. Øv! Ved vagtskifte kom jordemoderstuderende Janni og jordemoder Eva. De næste par timer blev jeg vendt som en anden pandekage for at få den kant væk.
Kl. 01.30 fik jeg ve-drop, da mine veer begynder at gå i stå. Det blev dog pillet fra, da jeg nu fik veer oven i hinanden.
Kl. 02.45 bliver det besluttet at tænde ve-droppet igen, da jeg igen ikke får veer. Magnus får det dårligt af ve-droppet, så lægen kommer ind på stuen omkring kl. 03.15, og det bliver besluttet, at han skal ud nu med sugekop. Ve-droppet skrues op, og jeg bliver klippet, da jeg ikke kan udvide mig mere.
Den 3. april 2007 kl. 03.43 kommer Magnus til verden ved 3 ryk og pres. Han bliver suget i næse og svælg, og den lykkelige farmand klipper navlestrengen. Herefter kommer han over på mors mave.
  Magnus vejede 3.635 gram og var 51 cm lang. I dagene efter fødslen finder vi ud af, at bettemanden har brækket kravebenet. Av av. Amningen kikser lidt, da han ikke får næring nok hos mig.
I dag er han 11 måneder og går/løber rundt i hele huset. En rigtig bisse, som i dag ikke er mærket af den 21 timer lange fødsel.
05-04-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025