Er du gravid eller har en baby? Læs alt om graviditet og børn her på Netbaby.dk
Brugernavn: Password: Husk login|Ny bruger?
Forside|Indkøbsguide|Gode tilbud|Din side|Forum|Brevkasse|Blog|Konkurrencer|Gratis magasiner
Før graviditet|Gravid|Fødsel|Baby|Mor|Far|Navne|Flere:
Søg:
 NYT!  DIT BARN - GRATIS MAGASIN TIL DIG

Læs den nye udgave af magasinet DIT BARN - et GRATIS magasin til dig med alt om de skønne unger! Læs det gratis her
Fødslen af Loke Fødslen af Loke

Heidi havde 2 diskusprolapser og store smerter, da hun fødte sønnen Loke ved kejsersnit i fuld narkose.
 5523 

Skrevet af Heidi

Jeg har længe fulgt med i fødselsberetningerne her på Netbaby, og nu vælger jeg at fortælle om min egen fødsel.

Min graviditet var en vældig "upser", kan man sige. Jeg havde knapt været sammen med min kæreste i ½ år, og vi måtte i starten slet ikke være sammen for hans forældre, da han var 17 og jeg var 24. Jeg var på p-piller, men den optimale effekt havde de åbenbart ikke.

Vi valgte at fortælle sent om graviditeten, da der så ikke kunne presses på for at få en abort. Vi havde nemlig selv taget vores beslutning og var enige om, at det var skæbnen, og at vi skulle have dette lille barn.

Dette valg blev heldigvis accepteret. Der var jo heller ikke andet at gøre. De ville gerne gøre det anderledes, men besluttede dog, at det var et valg, vi og kun vi kunne tage.

Jeg havde en meget hård graviditet. De første 4 måneder tabte jeg mig knapt 11 kg. Jeg kunne simpelthen ikke holde mad i mig og havde ikke den største lyst til overhovedet at spise. Samtidig døjede jeg utroligt meget med min ryg. Min læge havde sagt, at det nok var min iskiasnerve, der sad i klemme, mens min fysioterapeut mente, det nærmere var en diskusprolaps.

Da jeg fik medicin under min graviditet, var jeg til kontrolscanning ca. hver 3. uge. Det gik godt hver gang, og babyen voksede, som den skulle, og fik ikke mén af min medicin.

Desværre blev min ryg værre, efterhånden som jeg voksede. Derfor blev det aftalt, at jeg skulle starte rygtræning i varmtvandsbassin. De første par gange havde det en god effekt, men når jeg kom op af bassinet, var ryggen stadig slem.

Og ikke nok med, at ryggen var det, så var jeg også begyndt at få smerter i ben, baller, lår og fødder. Nogle gange kunne jeg slet ikke mærke mine fødder. Derfor tog jeg igen til lægen. Hun tjekkede mig, og fortalte, at jeg faktisk kun havde 40% bevægelighed tilbage i kroppen, og hun var sikker på, at det var en diskusprolaps, jeg havde.

Efter denne konklusion skulle der jo så findes ud af, hvad der kunne gøres. Desværre fik jeg at vide, at jeg ikke kunne MR-scannes før i sidste trimester, da de ikke vidste, hvilken effekt dette ville have på baby.

Det var en dreng, vi ventede, hvilket vi havde fået at vide ved misdannelsesscanningen og en 3D/4D-scanning. Hans navn skulle være Loke.

Jeg forsatte med at komme til varmtvandsbassin, men til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg havde fået krykker, men det hjalp ikke. Jeg kunne simpelthen ikke røre mig uden smerter. Heldigvis var min kæreste blevet 18 og flyttet ind hos mig, og han fik alt min barsel, da jeg er pensionist, og han var hos mig gennem graviditeten.

Hver dag skulle han hjælpe mig med små ting som at få fødderne op i sofaen, komme ned og ligge i sengen. Ja, bare det at gå de få skridt til toilettet.

Jeg havde så store smerter, at det slet ikke kunne beskrives. Det vil aldrig kunne beskrives. Jeg var lykkelig for at have min kæreste, der støttede mig på alle tænkelige måder, og mærke livet i maven fra Loke, og jeg så frem til, at vi blev en lille familie.

Da jeg skulle til mit 3. lægebesøg, fik jeg samtidig en undersøgelse af min bevægelighed. Nu var den helt nede på 10%. Prøv at forestille jer, hvordan det er at være gravid, men kun 10% af kroppen er i funktion. Det var forfærdeligt.

Da jeg havde lidt over 8 uger tilbage af min graviditet, besluttede de at indlægge mig på barselsgangen, til det de kaldte smertelindring. For hvert skridt, jeg tog, var endnu en tåre ned af min kind.

Planen var, at jeg skulle være indlagt, indtil jeg skulle føde. Jeg havde termin 3. august 2006. Det var endnu ikke besluttet, om jeg skulle have kejsersnit, da de ikke var 100% sikre på, om det var en diskusprolaps, jeg havde.

Medicinen, jeg fik, kunne jeg ikke tåle. Jeg endte med at besvime på sygehuset. De ville så give mig morfin hver dag i stedet. Dette takkede jeg nej til. Nu havde jeg undværet smertestillende så længe og kunne godt den sidste tid også. Jeg ville ikke skade Loke. Derfor besluttede jeg, at jeg lige så godt kunne ligge hjemme på sofaen som på sygehuset, og vi tog hjem.

En af de første dage i juli kom jeg på Give Sygehus, og de valgte at MR-scanne mig med det samme, fordi jeg slet ikke kunne bevæge mig. Jeg kunne lige ligge i scanneren med min store mave. Det var en underlig oplevelse. Utroligt høje lyde.

Hende, der stod for det, fortalte, da jeg var færdig, at det var en fantastisk oplevelse for hende. Hun kunne jo se Loke, og det havde hun aldrig oplevet før. Så hun syntes, det var smukke billeder, men der var desværre den dårlige nyhed, at jeg ikke havde bare en, men hele 2 diskusprolapser i de to nederste lændehvirvler, og sagen gik straks videre til overlægen.

Jeg fik at vide, at jeg skulle tage beslutning om operation før min fødsel eller efter. Jeg besluttede mig for, at jeg ville vente, så jeg ikke udsatte Loke for narkosen, men under alle omstændigheder skulle jeg have kejsersnit. Jeg måtte hverken få veer, eller føde vaginalt, da dette ville kunne gøre min ryg endnu værre.

Derefter blev der holdt stormøde. Min læge var med, overlægen fra kvindeafdelingen, min jordemoder og en familieterapeut. Der skulle jo sørges for, at min fødsel blev bedst mulig, og at kejsersnittet fik en dato. Efter dette møde følte jeg mig virkelig tryg. Nu var jeg sikker på, det hele nok skulle gå, for nu var min fødsel planlagt.

Få dage efter fik jeg tiden for kejsersnittet. Det skulle være den 26. juli. Hvor var det dog en underlig besked at få at vide, hvornår man blev forældre, og så lille Loke, som man havde ventet på så længe. Jeg kunne slet ikke forstå det, men hold op hvor vi bare glædede os. Han var ved at være længe ventet.

Men, men, men. Det skulle slet ikke gå så godt.

Den 14. juli skulle jeg tisse hele tiden. Det var så irriterende, for jeg havde jo ondt, hver eneste gang jeg foretog mig noget. Så vi gik tidligt i seng.

Jeg vågnede så den 15. juli ved, at jeg troede, at jeg tissede i sengen. Kæresten ville jeg ikke vække, for han lå jo og sov så sødt. Så jeg ville selv kæmpe mig ud på toilettet. Da jeg rejste mig, løb det ud af mig i en skylle, og jeg kunne i sengen se, at slimproppen var røget, og derfor var jeg ikke det mindste i tvivl om, at det altså var vandet, der var gået.

Så jeg fik hurtigt vækket kæresten og sagde, at vandet altså var gået. Han var meget træt og mumlede "Hvad for noget vand?", men pludselig for han op. Der måtte det være gået op for ham. Han gav mig telefonen og sagde, at jeg skulle ringe til fødegangen. Så mens jeg gik på toilettet, ringede jeg til fødegangen. Da var klokken knapt 7.

Deres besked var, at jeg skulle komme med det samme, da jeg stod til kejsersnit, og at vi så måtte holde fødselsdag den dag. Hold op hvor var det underligt. Jeg sagde til min kæreste, at nu skulle vi være forældre, og han for rundt og pakkede tasken, som ellers var blevet pakket 10 gange før.

Jeg mærkede, at der begyndte at komme små veer, så jeg tænkte, at det var godt, at vi skulle komme med det samme og have det kejsersnit, når nu jeg ikke måtte få de veer.

Lidt i 8 var vi på fødegangen, og jeg havde allerede tiltagende veer. Vi forstod slet ikke, det gik så hurtigt, for vi havde jo læst så meget. Men den ene tog bare den anden, og der var ingen tvivl om, at nu ville vores søn ud til os. Vi var egentligt ikke helt forberedt på det, for vi havde jo fået datoen for hans ankomst, og det var altså 11 dage for tidligt, og 19 dage for tidligt i forhold til terminen.

Vi blev ført ind på en stue og fik fortalt, at der skulle gøres klar til kejsersnit, men først skulle jeg undersøges for, om det nu var vandet, der var gået, og jeg skulle have kørt en strimmel.

Der var hverken tvivl om, at vandet var gået, da det stadig fossede ud af mig, eller at det var veer, jeg havde. Men alligevel blev vi blot ført ind på en anden stue. Vi fik fortalt, at vi lige skulle vente lidt, og så ville jeg blive gjort klar til kejsersnittet og få fortalt, hvordan epiduralen skulle lægges.

Der gik nok næsten en time, før der skete mere, og jeg have nu meget stærke og kraftige veer. De gik om i lænden på mig, hvilket de ikke måtte. Så da der endelig kom en jordemoder, sagde vi, at det altså var tid.

Vi fik beskeden om, at det ikke gjorde noget, at jeg fik lidt ondt i ryggen, for det fik alle fødende. At jeg fortalte, jeg havde 2 diskusprolapser, virkede hun ikke ret interesseret i. Men hun lagde et kateter på mig, og gik så igen.

Mine smerter tog til, og derfor trak min kæreste i snoren på stuen. Vi fik endnu engang sagt, at dette ikke måtte ske, men også den jordemoder var ubekymret omkring min ryg. Faktisk fik jeg beskeden, at det var min egen skyld, at det gjorde ondt. Jeg kunne bare lade være med at tude og trække vejret ordentligt.

Både min mor og min søster ringede. De kunne høre, at jeg virkelig var i smerteland. Derfor havde de åbenbart begge ringet til fødegangen og sagt, at jeg skulle have det kejsersnit NU.

Efter det kom der en jordemoder ind og sagde, at det var noget værre fis, de ringede. De skulle ikke blande sig i, hvordan det foregik der.

Jeg havde så store smerter, og jeg følte mig bare så ydmyget. Vi havde glædet os sådan til dette øjeblik, og det hele var blevet godt planlagt, men det gik bare mere og mere forfærdeligt. Samtidig var vi utroligt bange for, hvordan min ryg ville klare den omgang.

Min kæreste hev mange gange i snoren, men hver gang, der kom en jordemoder, var de egentligt skide ubehøvlede. Ja, undskyld mit sprog, men bedre kan det vist ikke forklares. Det var som om, at alle mine smerter var opdigtede og pjat for dem.

Min kæreste kunne simpelthen ikke klare at se mig i de store smerter, så han forsatte jo med at hive i den snor, så der kom en ind. Da klokken var lidt over 15, skete der så endelig noget. Der kom en ny jordemoder, og hun så mig have en ve, og hun kunne se, at det var helt galt. Sådan var almindelige veer altså ikke.

Hvor var det dejligt, der endelig var en, der lyttede. Dog bed jeg ikke så meget mærke i det på grund af mine smerter, men hun skyndte sig ud og ringe til operationsstuen, og kom ind til os igen og tjekkede op på mig.

Hun syntes ikke, der kom en portør hurtigt nok, så hun tog fat i min kæreste og sagde, at han måtte tage den ene ende af sengen, og så tog hun den anden, og sammen kørte de mig på operationsstuen. Nu skulle det kejsersnit være.

På vej ned til operationsstuen skreg jeg. Jeg kunne simpelthen ikke klare smerterne mere. Det var alt for meget. Da jeg var på operationsstuen, blev jeg så fastspændt, og jeg skreg, at de bare skulle bedøve mig. Jeg ville ikke mere, men jeg var også åben og tæt på fødsel. Jeg blev lagt i fuld narkose, og kl. 15.52 blev min søn født.

Så det var 9 timer, efter jeg ringede på sygehuset, og de fortalte, der skulle gøres klar til kejsersnit. Det, der skulle være vores lykkedag, er i stedet blevet den værste dag i mit liv. Det er forfærdeligt at sige, at dagen, jeg fødte min søn, var forfærdelig, men det var den.

Efter fødslen var jeg ikke i stand til noget. Jeg havde ondt både for og bag. Jeg var slet ikke i stand til at være mor, så heldigvis blev kæresten indlagt sammen med os, og var far fra første sekund. Han har klaret det hele smadder flot.

Loke var ikke mere end 3 uger gammel, da jeg blev opereret i ryggen. Da jeg havde født, var der jo ellers håb om, at nogle af smerterne ville forsvinde, da vægten ikke ville være så stor. Men nej. Dette var ikke, hvad der skete, på grund af det jeg blev udsat for på sygehuset.

Det har påvirket os så meget, at vi har klaget over personalet på fødegangen til Patientklagenævnet. Det kan ikke være rigtigt, at man behandler mennesker på sådan en måde. Det hele er nu endt godt, men hvad kunne der ikke være sket, hvis den gode jordemoder ikke var kommet? Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på det.

Det, der står skrevet i min journal, fra da hun så mig første gang, er: "Patienten er forpint og kan ikke vente". Hvorfor skulle det så langt ud, at man skal være forpint?

En fødsel skal være den største og bedste oplevelse for kommende forældre. Sådan skulle vores også have været. Den var planlagt og klargjort, så det ville gå uden komplikationer. Men desværre var der visse mennesker, der ikke var medmenneskelige.

Jeg elsker min søn højere end noget andet, men jeg glemmer aldrig dagen, hvor han blev født. Og jeg vil aldrig kunne sige, at det var den bedste i mit liv. Men han er det bedste.

15-08-2007

Skriv en kommentar


Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Login eller opret "Din side" her

Relaterede artikler

Fik kejsersnit så far kunne nå at se barnet

Kejsersnit på moders ønske

Fedme forøger risiko ved kejsersnit

Ultralyd afgør om det er sugekop eller kejsersnit

Foranliggende moderkage (placenta prævia)

Bedre førstegangsfødsler medfører færre kejsersnit

Find alle relaterede artikler, brevkassesvar, debatter m.m. på Netbaby:

kejsersnit

diskusprolaps

Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:

Din historie









Her finder du et væld af personlige gaver til især dåb. Babybogen - Barnets første bog, dåbsglas, legetøj, bordflag og meget mere. Alt sammen personliggjort med barnets navn. Kig ind!

 Min Personlige Gave





Få en skøn babypakke til en værdi af 469,95 kroner. Du får et lækkert babytæppe + bogen Skal vi lege? + knitrebogen Gården. Du skal kun betale 39 kroner i porto.

 Gyldendal





Læs GRATIS magasiner: GRAVIDA om den positive graviditet, MIN BABY om småbørn fra 0-3 år og DIT BARN om de skønne unger fra 3-6 år.

 Lifemags





Læs den nyeste udgave af DIT BARN - et GRATIS magasin til dig, med alt om de skønne unger.

 Dit Barn






Få en skøn babypakke

Få et lækkert babytæppe + bogen Skal vi lege? + knitrebogen Gården. Du skal kun betale 39 kroner i porto.

GRAVIDA - gratis magasin til dig

Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.

MIN BABY - gratis magasin til dig

Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.

DIT BARN - gratis magasin til dig

Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.



© 1999-2019

Annoncering | Kontakt os | Om Netbaby | Generelle forbehold | Link til Netbaby | Index A-Å | Presse

Besøg også: Gravida.dk | Minbaby.dk | Ditbarn.dk | Babyfree.dk | Babyklik.dk | Babyklubben.dk | Netbaby.no | Facebook