Sophies fødselsberetning Det skønneste her i verden er ikke at BLIVE forældre, det er at VÆRE forældre.
7321
Skrevet af Sophies mor
Onsdag den 3. maj 2006 fik jeg den første ve kl. 10.00. Et par dage i forvejen var slimproppen gået. Jeg havde termin den 1. maj, og jeg var efterhånden overbevist om, at jeg blev den eneste kvinde i verdenshistorien, der kom til at gå gravid rundt for evigt.
Graviditeten havde været en oplevelse. Ingen morgenkvalme, ingen madlede og først halsbrand og sure opstød de sidste 2 måneder. Desværre begyndte jeg allerede fra 16. uge at få bækkenløsning. I 27. uge ville lægen have sygemeldt mig, men jeg kunne ikke forestille mig at gå så længe rundt derhjemme, så jeg fik en henvisning til en fysioterapeut.
I 31. uge måtte jeg bøje mig, og fik en delvis sygemelding, så jeg skulle arbejde 4 timer dagligt. Da jeg var i 34. uge fik min fysioterapeut mig til at åbne øjnene og få en fuldstændig sygemelding med denne bemærkning: "Ja, nu er det bare ét forkert løft eller bevægelse, så skal du sidde i kørestol resten af graviditeten og sandsynligvis også et godt stykke tid bagefter". Hm, lidt af en øjenåbner, så jeg måtte give mig.
Jeg havde nu heller ingen problemer med at få tiden til at gå derhjemme. Som følge af bækkenløsningen tog alting lige pludselig meget længere tid, og jeg gik stille og roligt ned i tempo og nød at kunne koncentrere mig om mig selv og min mave.
Smerterne fra mit bækken blev da også gradvist bedre efter sygemeldingen, så det var bare skønt. Desværre fik jeg en del ødemer i løbet af de sidste 6 uger af graviditeten. Jeg tog i alt 35 kg på under graviditeten. På en enkelt nat havde jeg taget 6 kg på, så jeg blev fulgt af lægen med mistanke om begyndende svangerskabsforgiftning.
Heldigvis var mit blodtryk ualmindeligt pænt hele vejen igennem, og der kom ikke spor af protein eller sukker i urinen. Jeg lignede ganske vist en flodhest, men en sund og rask flodhest.
Men endelig oprandt dagen, hvor de første veer viste sig. Jeg var slet ikke i tvivl om, at det var nu, det var nu. De mærkedes helt anderledes end de plukkeveer, jeg havde haft før. Lige fra begyndelsen var de af knap et minuts varighed og med ca. 10 minutters mellemrum.
Jeg arbejdede med veerne med hofterotationer og min vejrtrækning, og jeg var glad og spændt. Veerne fortsatte jævnt hele dagen, men ikke værre end en god gang menstruationssmerter, og glæden ved, at det endelig var ved at være op over, overgik klart ubehaget.
Vi - min kæreste og jeg - gik relativt tidligt i seng, og jeg sov faktisk rimeligt indtil ved 4.30-tiden, hvor veerne begyndte at tage noget mere ved. Jeg stod op og gik rundt neden under og flød lidt i sofaen i ve-pauserne.
Omkring kl. 7.30 vækkede jeg kæresten og sagde, at han godt kunne gå i bad og spise morgenmad, så vi kunne overveje en tur til fødegangen. Jeg ringede derind, og jordemoderen og jeg blev enige om, at vi så småt kunne begynde at trille derind. Jeg tog mig et dejligt brusebad og pakkede det sidste, og så kørte vi.
Jeg fandt ud af, at det ikke var specielt behageligt at køre i bil med veer. De kom med ca. 5 minutters mellemrum og varede godt et minuts tid. Min kæreste satte mig af ved indgangen til sygehuset, og jeg ventede på ham i forhallen. Der var heldigvis ikke særligt mange mennesker på det tidspunkt, og der var et skønt bord, jeg kunne læne mig ind over under veerne.
Da vi ankommer til fødegangen, bliver jeg undersøgt, og jeg er da mellem 3,5 og 4 cm åben. Jubii, så fik vi lov til at blive! Vi bliver installeret på en fødestue og hygger os vældigt de næste par timer. Jeg har fortsat fine veer og har fin kontrol over vejrtrækningen.
Ved 11-tiden bliver jeg igen undersøgt, men der er desværre ikke rigtig sket mere siden sidst, så jordemoderen prøver at tage vandet. Der sker dog intet. Der kommer intet vand, og mine veer begynder at gå i sig selv igen.
Ved 13-tiden prøver de igen at tage vandet, og jeg skal love for, at der bliver rodet rundt deroppe! Jordemoderen er sikker på, at hun har prikket hul i begge hinder, men der kommer bare ikke noget fostervand. Til gengæld har al roderiet sat gang i noget.
Pludselig vælter veerne bare ind over mig. Nærmest fra det ene øjeblik til det andet har aftagende veer ændret sig til vestorm. Ve i 2 minutter og så 20 sekunders pause.
Efter 30 minutter på den facon er jeg bare helt færdig. Jeg får aldrig tid til at trække vejret ordentligt mellem veerne, og det gør bare så ondt. Jordemoderen foreslår et karbad, hvilket jeg meget gerne vil, men det store kar er optaget, så jeg må i et almindeligt badekar.
Problemet er bare, at så snart jeg læner mig bagover, tager veerne til i styrke, og der er stort set ingen pause, bare én lang ve. Altså kommer jeg hurtigt op af karret.
Tilbage på fødestuen prøver vi med akupunktur, desværre fuldstændig uden effekt. Så efter en god time med vestorm er jeg nødt til at bøje mig og sige ja tak til en epidural - noget jeg altid har forsvoret, at jeg ville.
Heldigvis kommer min helt - anæstesilægen - efter allerede et kvarter, og han lægger bedøvelsen i første hug. Jeg kan ikke rigtig koncentrere mig om andet end at prøve at ligge med krummet ryg i veerne. Meget ubehageligt, skal jeg hilse at sige.
Oh, at komme i himmelen! Epiduralen ligger bare perfekt. Jeg kan mærke veerne, de gør bare ikke ulideligt ondt længere. Jeg kan gå rundt og arbejde med dem, og de bliver igen normale af varighed og interval. Jeg har igen overskud til at snakke og pjatte med jordemoderen og min kæreste, og jeg får også spist og drukket lidt.
Ved 15-tiden beslutter jordemoderen at give mig vedrop, da veerne igen er i aftagende. Det fungerer fint, og der bliver lige så stille skruet op. Det skal her lige nævnes, at min dejlige datter er fuldstændig upåvirket af situationen. Selv gennem vestorm lå hendes puls fuldstændig stabilt.
Jeg bevæger mig rundt og arbejder med veerne og min vejrtrækning, og udvider mig lige så stille. Omkring kl. 21.30 begynder jeg at få pressetrang. Desværre er jeg kun 8 cm på det tidspunkt, så jeg må bare ikke presse med. Det er meget ubehageligt.
Jeg prøver at gå på toilettet for at se, om der er noget, der spærrer, men uden resultat. Jordemoderen lægger urinkateter på mig for at få tømt blæren, men den er tom. Først omkring kl. 22.45 får jeg lov til at begynde at presse med. Sikke en befrielse!
Jeg glemmer aldrig, da jeg omkring kl. 23.00 hører de søde ord: "Nu kan vi se hende, nu kommer hun snart". Det gjorde hun bare ikke. Først efter yderligere en times presseveer og utallige stillingsskift og med vedroppet på højeste tryk kom hun endelig.
I slutningen af en ve kommer hovedet, og af lutter frygt for, at hun skal glide ind igen, fortsætter jeg med at presse, efter veen er sluttet, og ud ryger hun efterfulgt af en kæmpe skylle fostervand, som slet ikke har kunnet komme forbi min lille tykke baby. Hun kommer straks op på mors mave og skynder sig at tisse på mig.
Hun er bare det skønneste, jeg har set, og så er hun bare det hele værd. Hun vejer 4.300 gram fordelt på 53 cm, så hun er en rigtig lille prop. Da hun bliver lagt om på maven, løfter hun hovedet og kigger rundt, kun 5 minutter gammel. Min lille prinsesse.
Efterbyrden bliver født uden problemer efter 10 minutters tid, en kæmpe en på 850 gram, så hun har haft noget at leve af. Jeg får to små sting, et i hver side, hvor huden er revnet en smule.
Efter lidt startvanskeligheder med amningen tager vi hjem efter 3 dage på barselsgangen. 7 dage gammel har hun taget 400 gram på i forhold til fødselsvægten, så det er ren fløde, jeg har i mælkebaren.
I dag er min dejlige tøs lige knap 18 måneder, og hun er bare det bedste, der er sket for os. Hver gang hun sender os et af sine skønne smil, eller laver sjov og ballade, eller bare ligger og sover, så er jeg ved at smelte indeni.
Det skønneste her i verden er ikke at BLIVE forældre, det er at VÆRE forældre!
Relaterede artikler
© 1999-2025