Skrevet af Marianne
Jeg er 22 år og førstegangsfødende. Jeg blev gravid en måned efter, jeg lagde p-pillerne.
Graviditeten gik godt i starten. Jeg havde næsten ingen kvalme. Da jeg var ca. 5 måneder henne, fik jeg bækkenløsning, hvilket gjorde, at jeg blev sygemeldt resten af min graviditet. Til sidst glædede jeg mig helt vildt til at komme af med min mave og se mit lille barn.
Jeg var sat til at føde lørdag den 10. august 2002. Fredag den 9. august om morgenen stod jeg op og gik på toilettet. Jeg kunne ikke forstå, at der blev ved med at løbe lidt vand, og da jeg tørrede mig, kom slimproppen. Jeg tog det stille og roligt, for hovedet stod fast, og jeg havde ingen veer endnu.
Da der var gået ca. 4 timer, og der stadig ingenting var sket, ringede jeg til jordemoderen. Hun sagde til mig, at jeg skulle vente med at komme til om aftenen, hvis jeg stadig ikke fik veer.
Jeg ringede efter min mand, for jeg var lidt usikker på situationen, og det var meget rart at have en at dele det med. Vi pakkede min taske og gik en lang tur.
Da kl. var 20, var der stadig ikke sket noget, så vi ringede til jordemoderen igen. Vi fik besked på at komme derop. Jeg blev undersøgt. Øv, jeg var kun 2 cm åben og havde fået en infektion, så jeg blev indlagt og skulle ligge med drop.
Vi var helt sikre på, at vi ville blive sendt hjem, så vi havde ikke taget min taske med. Den kørte min mand hjem efter. Efter jeg blev undersøgt, begyndte de første veer at melde sig. Ikke noget voldsomt, men jeg kunne ane dem.
Til midnat var der stadig ikke rigtigt kommet gang i fødslen, så vi blev enige om, at jeg skulle have vedrop. Så begyndte veerne at komme, men de var meget lange og seje. Jeg blev tilbudt akupunktur, hvilket jeg sagde ja tak til. Det hjalp overhoved ikke på smerten.
Da kl. var 3, blev jeg igen undersøgt, og der var jeg 5 cm åben, men jeg var så træt og forpint, fordi mine veer varede i 4 minutter af gangen, og der var næsten ingen pauser imellem dem.
Vi blev enige om, at jeg skulle have en epidural, og der blev tilkaldt en narkoselæge. Efter en time kom hun. Hun prøvede forgæves tre gange at lægge den uden held. Så blev der tilkaldt en anden narkoselæge.
Der gik yderliger en time, inden han kom, så jeg var ved at være desperat. Efter to forsøg lykkedes det ham at få den lagt. Det var så dejligt. Jeg kunne stadig godt fornemme veerene men slet ikke som før.
Kl. 8 fik jeg de første presseveer, hvilket var fantastisk, for nu kunne jeg selv yde noget for at se mit lille barn. Jeg pressede i halvanden time, uden der skete noget, og hver gang jeg pressede, dykkede hjertelyden på mit barn.
Der blev tilkaldt en fødselslæge, og de blev enige om at prøve med en sugekop, og hvis det ikke virkede, så skulle der laves et kejsersnit. Det skal lige siges, at da jeg begyndte at presse, blev epiduralen taget væk.
Jeg har aldrig oplevet noget, der gjorde mere ondt, end da hun lagde den sugekop op. Vi prøvede to gange uden held, fordi koppen faldt af hans hoved, så lagde hun en hård kop op, og så lagde vi alle kræfter ind. Hun sagde, at hun ville prøve en sidste gang, ellers blev det kejsersnit, og så kom han.
En fin lille dreng på 3.100 gram og 49 cm. Han blev taget væk, og der kom en masse læger rendende. Han var meget bleg. Men der gik kun et par minutter, så fik jeg ham op på min mave. Det var den mest fantastiske fornemmelse, man kan tænke sig.
Min søn Christian kom sig hurtigt over den hårde medfart. Min fødsel er et godt eksempel på, at tingene ikke altid går efter planen. Jeg ville gerne have været i bad men måtte ikke på grund af infektionen. Jeg ville også gerne have haft epiduralen lidt før, fordi jeg var så træt og havde ikke kræfter til selv at presse ham ud.
Jeg har lidt følelsen af ikke selv at have født min dreng, men at han blev trukket ud af mig. Det skal dog ikke kun lyde negativt, for det var også en god oplevelse, og man glemmer hurtigt. Jeg ved i hvert fald, at Christian ikke skal være enebarn.
29-03-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025