Graviditetsundersøgelse Formålet med undersøgelserne er at sikre, at du forbliver sund gennem hele graviditeten, og at dit barn fødes sundt og levedygtigt.
4292
Når du bliver gravid, bør du kontakte din læge og aftale en tid for et kontrolbesøg.
Graviditetsundersøgelserne er gratis, og de foregår hos din egen læge, jordemoder eller på sygehuset.
Formålet med undersøgelserne er at sikre, at du forbliver sund gennem hele graviditeten, og at dit barn fødes sundt og levedygtigt.
Hvornår?
Tidspunkterne for de forskellige undersøgelser kan variere alt efter, hvor i landet du bor. De enkelte amter tilrettelægger selv deres undersøgelsesprogram og bestemmer f.eks., om amtets gravide skal tilbydes en scanning (ultralydsundersøgelse).
I Sundhedsstyrelsens retningslinier om svangreomsorg anbefales 3 undersøgelser hos egen læge, omkring 7 undersøgelser hos jordemoder før fødslen og mindst 1 gang på fødestedet. Nogle gravide kan have behov for færre besøg - f.eks. hvis de har født før. Desuden anbefales et graviditetsbesøg hos en sundhedsplejerske i slutningen af graviditeten.
Barnets far kan deltage ved alle undersøgelser. Jordemoderundersøgelserne kan foregå dels som gruppetilbud og dels som individuelle tilbud.
Kromosomundersøgelse
Alle gravide over 35 år får tilbudt en kromosomundersøgelse af fosterets arveanlæg. Også i de tilfælde, hvor der er alvorlig genetisk sygdom i kvindens eller mandens familie, eller hvor kvinden tidligere har født et sygt eller handicappet barn, vil hun blive tilbudt en kromosomundersøgelse. Undersøgelsen foretages enten ved en moderkageprøve eller ved en fostervandsprøve.