Skrevet af Kirstine
Søndag den 14/4-2002 var jeg gået 7 lange dage over terminen. Det var hårdt, og tiden blev ikke mindre lang, for alle ringede jo i god mening for at høre, om der dog ikke snart skete noget. Denne søndag skete der så endelig noget. Slimproppen gik. Juhuu, tænkte jeg, nu sker der vel noget inden for de næste par dage.
Mandag den 15/4-2002 gik jeg i seng med en mærkelig uro i kroppen. Jeg sov nogle timer men skulle så ud for at tisse klokken 2, og nu den 16/4-2002. Jeg sagde til min mand, der endnu ikke var gået i seng, at jeg troede, at noget var under opsejling. Han besluttede derfor at gå med i seng for at få lidt søvn for alle tilfældes skyld.
Han sov - tungt. Det gjorde jeg ikke, for ganske kort efter fik jeg min første ve. Jeg var ikke i tvivl om, at det var en ve. Den gjorde ondt i hele kroppen. Men som førstegangsfødende prøvede jeg at få lidt søvn, for jeg vidste jo, at der kunne være langt endnu.
Veerne kom regelmæssigt med 10 minutters mellemrum hele natten. Så jeg sov ikke så godt, men en smule. Kl. 3.15 fortalte jeg Joakim, at jeg havde veer. Han jublede, for han var spændt, men han bad om at måtte sove lidt længere, hvis jeg kunne holde det ud. Det var fint med mig.
Kl. 6.00 ringede vi til fødeafdelingen og talte med en sød jordemoder, der udfra min prusten og stønnen under en af veerne konstaterede, at den var god nok, men at der sikkert var en del vej endnu. Hun sagde, vi kunne komme, hvis vi gerne ville vide, hvor langt vi var i forløbet.
Kl. 8.00 stod vi på fødeafdelingen, for nu syntes jeg, at det gjorde rigtig ondt. Da jeg var gået 9 dage over, fik jeg kørt en strimmel, efter jeg var blevet undersøgt. Jeg var nu 2-3 cm åben. Fantastisk, den var god nok, jeg var i fødsel. Vi tog dog hjem, for der var lang vej endnu, og så inspirerende fandt vi ikke, at hospitalet var.
Derhjemme gik tiden med at prøve at slappe lidt af, spise lidt tør toast (det eneste, jeg ikke fik opkastfornemmelser af) og med at spille backgammon. Kl. 13.30 tog vi igen af sted. Jeg var nu 5 cm åben. Men veerne gik i stå ude på hospitalet. De havde ellers været regelmæssige fra kl. 2 med 10 minutters interval, og senest da vi tjekkede hjemmefra 4½ minut. Surt.
Jeg fik lavement, og det var rart, fordi det også satte skub i tingene igen. Nu kom veerne skyllende ind over mig, og klokken nærmede sig 18. Jeg kom nu i bad (fødekar), og nej hvor var det godt. Jordemoderen advarede mig mod, at fødslen godt kunne gå lidt i stå af at komme i vand, men da hun undersøgte mig kl. 20, var jeg 9 cm åben. Nu skete der da virkelig noget (og der var nu 3 minutter mellem veerne).
Til sidste kunne jeg ikke holde ud at være i vandet mere. Jeg følte, jeg skulle kaste op, at jeg ville drukne osv. Så jeg kom op kl. 20.30. Kl. 21 blev jeg undersøgt, men intet var sket, så vandet blev taget. Det var lysegrønt, så jeg blev rigtig bange. Jordemoderen trøstede og sagde, at det var, hvad man kunne forvente, når jeg var gået så langt over tid.
Veerne bed, og den ene tog bare den anden. Jeg stod med Joakim og hev mig frem og tilbage for at kunne arbejde med veerne. Jeg kunne ikke holde ud at ligge, så hele tiden stod jeg. Udmattelsen var ved at tage livet af mig nu. 22.30 var jeg med lidt god vilje 9½ cm, så det blev besluttet, at jeg skulle have et drop med ve-stimulans.
Op på en ny afdeling. Veerne var uudholdelige. Lattergassen hjalp ikke - kun til, at jeg havde noget at koncentrere mig om. Joakim sprang rundt for mig, tørrede sved, gav mig noget at drikke, holdt masken etc. Jeg aner ikke, hvordan det var gået uden ham.
Igen blev der kørt strimler, og barnet fik en lille elektrode på hovedet. Jordemoderen (en ny på grund af vagtskifte kl. 23) gav mig en sprøjte med noget papaperin, mens hun masserede mig indvendigt. Føj hvor gjorde det ondt.
Tiden gik, og vi skrev nu den 17/4-2002. En læge undersøgte mig, og hele tiden fik jeg at vide, at jeg ikke måtte presse, da jeg ikke var helt åben. Hun lavede en kikkertundersøgelse på mig. Meget let ikke at presse, når nogen bruger tusinder af instrumenter til at glo op i ens underliv, så til sidst pressede jeg alligevel.
De talte om at tage barnet med sugekop, men fordi hun var midt i den undersøgelse, kunne hun godt se, at jeg pressede, og pludselig sagde hun "hov nu kommer der da et barn", og på 31 minutter havde jeg presset verdens dejligste lille guldklump ud.
Klokken var nu 1.31. Han fik 9 i apgar score og 10 lige bagefter. Jeg har aldrig været så lykkelig. Balthazar kom lidt over til mig, og så lidt over til Joakim, mens jeg fødte moderkagen.
I det samme fik de travlt inde på fødestuen, for Balthazars prøver fra navlesnoren var dårlige. En læge kom og tog ham med på neonatal. Jeg sendte Joakim med, for vores barn skulle fandeme ikke være alene uden kendte stemmer eller noget. Jeg blev syet 5 sting og talte i telefon med hele den pukkelryggede imens.
Bagefter lå jeg helt alene og anede ingenting andet end, at jeg havde fået en søn. Lægen kom med et billede af ham, som de havde taget oppe på neonatalafdelingen - dejligt, men øv øv hvor var jeg dog ensom. På billedet havde de skrevet, at han var 51,5 cm og vejede præcis 3.550 gram.
Jeg kom endelig derop efter to timer. Balthazars ene lunge var klappet sammen, og han havde slugt lidt af det grønne fostervand. Så han lå med elektroder på, i varmekasse, med c-pap i næsen og en lille sonde. Mit livs værste krise.
Jeg blev senere kørt op på barselsgangen for at sove, og Joakim tog hjem for at gøre det samme. Alene og ensom igen. Onsdag morgen blev jeg vækket med noget morgenmad helt desorienteret. Jeg nærmest løb op på neonatal for at se til ham. Han havde det bedre, så de prøvede at tage c-pappen fra ham, mens jeg sad med ham.
Det bedste i mit liv at sidde der med min lille søn. Han blev dårlig og måtte have c-pap igen. Dagen gik med, at vi sad med ham på skift. Jeg gik i seng om aftenen og sov dårligt, for jeg var bange.
Næste morgen blev jeg vækket ved, at der stod en og sagde, de havde ringet oppe fra neonatal (jeg nåede at tænke at min lille guldklump var død) for at sige, at han var så suttelysten min lille søn, om jeg ville prøve at amme. Jeg har aldrig løbet så stærkt på trods af, at jeg lige havde født.
Han tog fat med det samme, og jeg havde så meget råmælk, at han fik taget sonden fra sig. Om aftenen dykkede hans hjertelyd voldsomt, og pludselig gik det stærkt. Der stod læger og sygeplejersker over det hele, men de kunne ikke forstå det, for han havde sådan en fin kulør.
Jeg hentede ham en bamse og gik ud for at tude, og Joakim var kun lige taget hjem, så ham ringede jeg til. Jeg kom tilbage, og de stod og grinede og hentede mig for at sige, at Balthazar havde det fint. Det var elektroderne, der havde været noget galt med. Behøver jeg at sige, at jeg kunne have kastet monitor, elektroder og alle andre apparater ud af vinduet?
Dagen efter var hans infektionstal fine, og c-pappen var for længst taget fra ham. Så der blev han udskrevet. Den 19/4-2002 fik vi endelig vores søn. Jeg blev på hospitalet et par dage mere, før vi tog hjem.
Nu er han stor, snart 2½ år, og han skal snart være storebror. Vi håber bare, at den næstes start på livet ikke bliver lige så hård og grim, for det er der ingen mennesker, hverken de nyfødte eller deres forældre, der bør gennemgå!
Tak for interessen.
17-09-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025