Skrevet af Mette
Lørdag den 29/5 om aftenen opdagede jeg ved et tilfælde, at jeg havde fået noget brunt udflåd. Jeg blev meget bange og begyndte at ryste over hele kroppen samtidig med, at jeg græd (Gry sov heldigvis).
Min dejlige mand ringede med det samme til vagtlægen, som sagde, at jeg skulle holde mig i ro. Når det "kun" var brunt og ikke havde været der ret længe, så var der endnu ingen grund til bekymring. Hvis det stadig var brunt den følgende dag eller blev rødt, så skulle vi ringe igen.
Søndag morgen/formiddag var der kommet mere, end der var aftenen før, så min mand ringede igen til vagtlægen. Han sagde det samme som vagtlægen aftenen før, men hvis jeg gerne ville til undersøgelse, kunne vi bare komme.
Min mand afleverede Gry hos min far og stedmor, jeg kom i bad og så kørte vi til vagtlægen. Vi ventede i knap 1 time (rent helvede), før vi kom ind.
Vagtlægen var flink nok, men han synes ikke, der var grund til at undersøge mig eller sende mig til scanning. Undersøgelsen ville kunne sætte gang i en abort, hvis risikoen var der, og når jeg ikke blødte frisk blod, var der heller ingen grund til scanning. "Kuren" uanset hvad ville i alle tilfælde (gid det var så vel) være at være sengeliggende, til udflådet var normalt igen.
Mandag var både dagen, hvor Gry blev 2 år og dagen, hvor min svigermor kom hjem på ferie fra USA. Det havde længe været planen, at vi skulle hente hende i lufthavnen og holde fødselsdag for Gry hjemme ved min mands mormor. Jeg valgte at tage med, fordi der var en bedring i udflådet, og fordi jeg kunne ligge på sofaen hos min mands mormor.
Køreturen gav mig flere smerter, så jeg fortrød hurtigt. Trods alt havde Gry en dejlig fødselsdag.
Om aftenen var mit udflåd blevet mere rødligt, end det før havde været. Vi besluttede at se tiden an til næste morgen.
Tirsdag den 1. juni havde min mand fået lov at møde lidt senere, så han kunne aflevere Gry i dagpleje (min svigermor skulle hente hende og have hende til torsdag aften). Ved et tilfælde havde han glemt noget herhjemme. Da han kom hjem, var jeg lige gået på toilettet, og lige da han var ved at gå ud af døren, opdagede jeg, at mit udflåd var blevet mere blodigt, så han blev hjemme.
Vi ringede til vagtlægen, som sagde, at vi skulle ringe til vores egen læge. Min mand fik endelig fat i vores egen læge, som desværre ikke havde tid den dag, men jeg fik i stedet en tid ved reservelægen kl. 12.50. Vi ventede i ca. 25 minutter på at komme ind. Jeg var bare så nervøs.
Først stillede hun en masse spørgsmål. Derefter undersøgte hun min urin, som var fin. Så skulle jeg have lavet en underlivsundersøgelse. Hun kunne bare ikke komme til at se efter, om livmoderhalsen var der, og om der var lukket, fordi der var blod, der slørede det. Så hun valgte at sende mig til scanning. Der fik jeg tid til kl. 16.30.
Vi kom lige til tiden. Vi blev vist ind i venteværelset, som i øvrigt var MEGET varmt. Der ventede vi 1 time (mens vi var der, kom der en, der var gravid i uge 18, hvor de ikke kunne finde hjertelyd. Det havde hun prøvet 1 gang før, i alt havde hun haft 5 aborter og 2 levende børn).
Vi kom ind. Jeg blev scannet indvendigt. Der var ikke noget hjerte, der bankede, som jeg havde håbet. Man kunne knap nok se noget barn på trods af, at jeg dagen efter skulle være 13 hele uger henne.
Det var virkelig slemt at få at vide, at barnet havde været dødt meget længe. Jeg var jo for fanden vokset. Min mand kunne se det, sågar andre har sagt, at de kunne se det på min mave. Og det var ikke fordi, jeg havde taget på. Jeg havde tabt 4 kg. Mine bryster var stadig ømme. Godt nok havde jeg ikke kvalme så længe, men jeg nød bare at havde det godt i denne graviditet.
Jeg følte virkelig, at verden faldt lidt sammen, at min krop havde svigtet mig. En ting er, at barnet sikkert ikke har været rask nok til at leve, men hvorfor kunne min krop ikke bare selv udstøde det? Den må have været død i 1-1½ måned. Jeg har selv lidt på fornemmelsen, at den er gået til omkring uge 7-8.
Jeg græd ikke i det øjeblik, men der gik noget i stykker inden i mig. Så skulle vi snakke om udskrabningen, som skulle ske dagen efter. Der brød jeg sammen. Alle vores planer og drømme smuldrede i hænderne på os. Lægen fortalte os, at man næsten helt sikkert ikke kunne finde ud af, hvorfor det skete.
Vi fik tid til udskrabning dagen efter. Vi skulle komme kl. 9, men de kunne ikke sige, hvornår jeg kunne blive opereret. Vi tog hjem. Det føltes som om, vi bevægede os i en boble. Jeg græd og græd og græd og græd. Og sådan blev det ved resten af dagen.
Desuden havde jeg flere smerter i underlivet, end jeg havde haft før. Men jeg blødte stadig ikke ret meget (jeg har på intet tidspunkt før udskrabningen haft brug for at gå med bind). På et tidspunkt kom der en lille bitte klump på størrelse med en halv lillefingernegl, som kan have været noget fra livmoderen, men det er det eneste, min krop selv udstødte.
Søvn blev det ikke til meget af.
Onsdag, hvor jeg skulle have været 13 fulde uger henne, var vi på sygehuset kl. 9. Jeg blev indlagt og fik 4 piller med smertestillende medicin. Og så skulle vi ellers vente. Der var et par mere på den stue, vi skulle være på. Lidt træls, jeg ville helst have været alene.
Kl. 13 blev jeg kørt ned på operationsgangen (der var kommet en akut baby ind, så derfor blev det så sent, fik vi at vide). Der ventede jeg lidt. Hvor lang tid ved jeg ikke, men det har nok været 10-15 minutter. Så blev der stillet en masse spørgsmål til mig, og der var nogle stykker, der kom for at præsentere sig.
Så blev jeg kørt hen ved siden af operationsstuen, og så skulle jeg gå ind på selve operationsstuen. Jeg kom op at ligge på "briksen" og fik underbukserne af under et tæppe (var kommet i sygehustøj, med det samme jeg blev indlagt). Så skulle jeg igen igen igen fortælle mit navn og CPR-nummer. Og så fik jeg forklaret, hvad de gjorde.
Jeg fik med det samme lagt drop, som først afgav saltvand (mens de forklarede nogle ting). Så fik jeg noget smertestillende via drop, der gjorde mig helt tung i kroppen. Der var en god stemning på stuen, så jeg følte mig meget tryg. Jeg fandt også ud af, at en af sygeplejerskerne kender min moster (hun havde hørt mit mellemnavn før) som også er sygeplejerske.
Efter det smertestillende fik jeg narkosen. Så fik jeg at vide, at jeg skulle tænke på noget godt, for så ville jeg have gode drømme, imens indgrebet stod på, så jeg tænkte naturligvis på min dejlige datter.
Jeg fik at vide, at jeg ville sove i ca. 15-20 minutter. Jeg kan huske, at jeg har drømt, men hvad kan jeg ikke huske.
Det første jeg gjorde, da jeg vågnede af narkosen (da jeg blev lagt over på min seng på operationsstuen) var at græde af smerte. Jeg havde så ubeskrivelig ondt i underlivet. Jeg tror nok, at jeg fik noget mere smertestillende via droppet, men jeg ved det ikke helt sikkert. Var lige vågnet og var derfor lidt uklar.
På vej op på G2 (der hvor jeg lå på stue) begyndte jeg at kunne åbne mine øjne igen (kan anbefale at ligge på siden, mens man bliver kørt, for så bliver man ikke nær så rundtosset).
Kl. 14 var jeg tilbage på stuen og sammen med min dejlige mand igen. Men jeg havde bare stadig så pokkers ondt (helt ned i lårene og i lænden, faktisk som efterveer). Jeg fik derfor en smertestillende stikpille.
Jeg var hurtigt helt vågen. Stikpillen virkede ikke specielt godt, og derfor tøvede sygeplejersken med at give mig noget mad (hvis nu det var nødvendigt at få en læge til at kigge på mig), men mad fik jeg. Jeg fik også hurtigt pølet 6 glas drikkelse ned. Jeg var bare så sulten og tørstig. Jeg fik 2 stk. smørrebrød, som jeg måtte få min mand til at skære ud, for det gjorde ondt i hånden med droppet, når jeg skulle bruge den åndsvage plastikkniv.
Smerterne var blevet bedre, da jeg havde spist. Jeg var meget utålmodig efter at blive udskrevet, så droppet blev slukket, og jeg fik det i hånden, så jeg kunne komme på toilettet (skal tisse inden man må blive sendt hjem). Det var på vaklende ben, men jeg klarede det. Så jeg fik lov at komme hjem.
Kl. 15 stod vi ude ved bilen (som i øvrigt havde fået en bøde på 510 kroner, mens vi havde været indlagt, parkeringsmulighederne ved Aalborg Sygehus er tåbelige og helt til grin), og jeg besluttede, at jeg gerne ville besøge Helle, kort inden vi skulle hjem, så det gjorde vi.
Det var dejligt. Også selv om det var på meget vaklende ben. Godt jeg har min faste støtte (min mand). Hvordan jeg så ud, da jeg kom, det kan Helle vist bedst berette om (hun sagde, jeg lignede en, der var fuld).
Bagefter tog vi hjem til min mands mormor (der var min svigermor og Gry) for at spise. Men det fortrød jeg mange gange. Alle de kommentarer, som vi helst vil undgå, kom bare. Vi er jo så unge, vi skal nok få en baby engang, der er så mange andre, der har prøvet det, man skal lade være med at glæde sig for tidligt (det vil så sige, at det åbenbart skal vare MEGET lang tid, før vi kan glæde os næste gang), og alt sådan noget. Og hun gentog dem igen og igen og igen. Hold kæft hvor gjorde det ondt.
Så blev det torsdag. Kors hvor havde jeg ondt i underlivet, og de almindelige smertestillende virkede ikke (det gør de sjældent på mig). Jeg havde valgt at holde ved min tid ved frisøren kl. 9, så vi tog af sted, selv om lysten til det var meget lille. Det endte selvfølgelig også med, at jeg tudede lidt ved frisøren. Hun kunne jo så let som ingenting se, at jeg ikke var frisk, så hun spurgte, hvad der var galt.
Efter turen ved frisøren (kan da fortælle, at jeg blev klippet og lysnet) tog vi ned i en smykkeforretning, for jeg havde en af dagene inden (tror det var dagen for udskrabningen) fået et billede af en halskæde med guldkors i i hovedet. Og det billede blev ved med at komme, så jeg måtte bare have det kors, koste hvad det ville. Så nu har jeg et smukt men enkelt guldkors om halsen hele tiden.
Jeg kan ikke helt forklare, hvad korset betyder for mig. Jeg synes det lyder forkert, hvis jeg siger, det er en erstatning for den graviditet, jeg savner, for det foster, der nu mangler i min mave, men det er på en måde det, som det er. Det er et minde om, hvad der kunne have været og en form for sølle erstatning. Jeg kan ikke forklare det men håber, at der alligevel er en, der ved, hvad jeg mener.
Om aftenen skulle vi endelig hente Gry (havde sådan savnet hende) og desuden spise hos Anders' mormor. SUK. Der endte jeg også med at sidde og tude. Det gik ellers så godt, men så fortsatte hun i samme rille som dagen før.
Og det værste var næsten, at Gry også var der. Vil helst ikke græde for meget foran hende. Vil helst holde mig stærk foran hende, hendes liv skal jo også gå videre, og jeg synes ikke, hun kan være tjent med en mor, der konstant sørger over noget, der kunne have været. Jeg havde temmelig ondt hele dagen.
Fredag havde Anders Gry med til læge. Hun skulle til 2 års undersøgelse. Hun vejer nu 12,1 kg og er ca. 87 cm. De havde lidt problemer med at måle hende. Når hun endelig stod med fødderne helt ind til væggen, stillede hun sig på tæer *SS*. Alt er helt normalt med hende.
Synes hun er i udvikling med hendes sprog lige for tiden, og vi kan bedre have en form for samtale med hende. Hun forstår næsten alt, hvad vi siger. Stadig ingen forklaring med hendes tendens til at få blå læber, for hendes vejrtrækning er fin samtidig. Og hendes lunger og hjerte lyder normalt.
Nede ved lægen spurgte Anders også, om det kunne være rigtigt, at vi skal vente 3 måneder, før vi må forsøge at blive gravide igen. Det er det heldigvis ikke. Efter den første mens skulle det være OK. Jeg håber bare, den kommer hurtigt. Jeg må bade i vandland, karbad osv., dyrke sex o.l., når sårskorperne er faldet ud, hvilket skulle ske ca. 9-10 dage efter udskrabningen. Det ser jeg også frem til.
Ellers er alle dagene gået med flere tudeture om dagen, dårlig søvn, forsøg på at holde modet oppe for Grys skyld, forsøg på positive tanker om ting, som alligevel ikke ville betyde noget, hvis bare jeg stadig havde været gravid med et sundt og rask barn, brunt udflåd, en smule smerter fra underlivet, og hvad der ellers hører med.
Jeg har siden scanningen haft alle mulige billeder fra forløbet i hovedet. Især billedet fra scanningen bliver ved med at køre i mit hoved.
Mette (som blev gravid efer første mens og har termin midt i april 2005).
06-12-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025