Skrevet af Laila
Tirsdag den 10. februar 2004 om morgenen kl. 4.30 vågner jeg op og skal tisse som så tit før. Det er jo naturligt, når man er højgravid. Der er 7 dage, til jeg har termin, og vi er godt utålmodige. Vi vil så gerne møde vores søn og lære ham at kende.
Jeg når næsten ud på toilettet, da der pludselig løber en del vand ud, og jeg er sikker på, vandet er gået (der kom ca. 1 dl). Jeg har ikke indtryk af, at det er nu, der skal ske noget, da jeg forventer en lang fødsel, så jeg vender tilbage til min seng og vil prøve at sove videre. Men jeg når kun at lægge mig i sengen igen, og så starter veerne.
Jeg kan jo selvfølgelig så ikke falde i søvn, så jeg vækker forsigtigt Jimmi og fortæller ham, at det altså kommer til at ske i den nærmeste fremtid. Aftenen forinden havde vi lige snakket om, at vi nok måtte være indstillet på, at jeg ville gå over tid, og der nok gik 3 uger endnu, inden der skete noget. Jimmi reagerede ved at spørge, om jeg tog pis på ham. Men nej, det gjorde jeg ikke.
Vi stod op, og jeg tog et bad og nussede lidt rundt. Vi skulle ud til Jimmis forældre, da vi selv bor langt væk fra hospitalet, hvor jeg skal føde (Glostrup), og de bor tæt på. Vi har ingen bil, så vi skal med det offentlige.
Vi bliver enige om at tage forbi fødegangen på vejen og få tjekket, hvor langt jeg er kommet. De siger på fødegangen, at vandet ikke er gået, men veerne er der dog, de er bare ikke så kraftige. Vi tager så hjem til Jimmis forældre og spiser noget morgenmad.
Da vi jo stadig er overbeviste om, at der kommer til at gå lang tid endnu, og vi desværre havde fået den barnevogn, der hedder Jysk Amalie, som viste sig ikke at leve op til sikkerhedskravene, tog Jimmi afsted for at hente den og bytte den og købe en ny.
Jeg tager mig så et langt varmt karbad og lægger mig derefter ind på en seng for at se noget TV. Jeg kommer ikke rigtigt til at se noget, da veerne virkelig tager til og bare vælter ind
over mig. Jeg er alene i huset, og det er egentlig ikke så rart.
Jeg ringer efter Jimmi og beder ham komme med det samme, men han skal jo lige købe den nye barnevogn. Jeg snakker så med en veninde, som heldigvis har fri denne dag, og hun kører så ud og henter Jimmi og kommer og henter mig, og vi kører igen til fødegangen.
Det er ikke sjovt at køre bil med veer. På fødegangen mener de stadig ikke, jeg er i fødsel, så jeg bliver sendt hjem igen på trods af, jeg fortæller dem, at så ved jeg virkelig ikke, hvornår jeg kan tillade mig at komme igen. Men de siger bare, du ved det, når det er.
Hjemme igen tager jeg igen et karbad, men denne gang hjælper det ikke optimalt. Jeg får derefter en madras på gulvet i stuen, hvor jeg kan ligge foran TV'et. Klokken er omkring 15.30, men jeg får ikke set noget TV, for veerne er nu så stærke, at jeg ikke kan andet end at koncentrere mig om at trække vejret. Og den ene ve afløser den anden. Jeg får bare så godt som ingen pauser.
I mellemtiden er hele familien kommet hjem - Jimmis mor, hans søster Sarah på 12 og hans bror Kenneth på 9 år. Hans far har vidst været der men er taget på arbejde. Alle prøver at pusle om mig og sørge for, jeg har det godt. De var bare så flinke.
Mange timer foregår her på gulvet, og en enkelt gang i løbet af tidlig aften ringede Jimmi igen til fødegangen, men de kunne jo ikke garantere, at de ikke ville sende mig hjem igen, så jeg havde simpelthen ikke mod på en køretur mere. Jeg blev liggende.
Omkring kl. 22 (tror jeg) tager vi så afsted, og Jimmis mor tager med. Da jeg ankommer til fødegangen, er jeg åbenbart stadig ikke i fødsel. Puha, det er hårdt. Veerne er jo stadig ligeså intense. Vi fortæller, at vi ikke har tænkt os at tage hjem igen, og det forstår de åbenbart denne gang. Jeg skal have en omgang morfin, så jeg kan få sovet lidt, men først skal man være sikker på, at bebs er vågen. Det bruger de meget lang tid på at beslutte, syntes jeg.
Jeg får kørt strimmel, som måler veer og bebs' hjertelyd, og så skal jeg trykke på en knap, hver gang jeg mærker, bebs bevæger sig. Endelig får jeg morfinen, og vi har fået et lille værelse, vi kan ligge i, med en seng til mig og en sofa.
Det er dejligt, da morfinen endelig virker, og jeg får sovet 1 time men vågner så op med en følelse af, at slimproppen er blevet hevet ud. Sengen er helt våd. Vandet er nu gået.
Klokken er omkring 00.30 (så er det blevet onsdag den 11/2-2004). Jeg prøver at overbevise mig selv om, at det ikke gør noget, at sengen er våd, og hvis jeg ligger meget stille, kan jeg nok sove igen. Men så kommer veerne igen væltende, og jeg må vække Jimmi og hans mor.
Desværre er der ikke sket mere. Jeg har ikke åbnet mig mere. Jeg er på dette tidspunkt omkring 3 cm åben. Vi får dog alligevel skiftet stue, kommer ind på en fødestue, og jeg får et lavement, som ikke hjælper en skid. Og jeg kommer da også op på fødebriksen.
Ved næste undersøgelse er jeg 4 cm åben. På et tidspunkt skal jeg tisse, og da jeg sidder på toilettet, bliver jeg dårlig og kaster op (det er dog kun sodavand, der kommer op, jeg har jo ikke spist siden morgenmaden), og jordemoder tager derfor min temperatur. Den er for høj, så jeg får noget antibiotika.
Omkring kl. 5.30 beslutter Jimmi sig for at tage hjem og sove nogle timer (den stakkels fyr er syg). Vi har jo fået at vide, der ihvertfald vil gå 6-7 timer endnu. Dog kigger hun endnu engang på mig kort efter, og pludselig vupti er jeg 8 cm åben. Jimmis mor skynder sig at ringe efter Jimmi, som heldigvis ikke er nået længere end ned til bussen og skynder sig tilbage. Vi får så at vide, at der går ihvertfald 2 timer endnu, så jimmi kan lægge sig ind på en anden stue og sove.
Kort herefter sker der noget med min krop, som jeg slet ikke har kontrol over. Min mave føles som om, den er levende og prøver at stikke af fra min krop. Jeg kan ikke styre det, og jeg kan ikke trække vejret. Det er så ubehageligt. Meget hurtigt går det op for jordemoderen, at jeg åbenbart er i presseperioden.
Jimmis mor må løbe ned og hente Jimmi, og nu går det stærkt. Jeg ligger på siden, som jeg har gjort i mange timer, og de beder mig løfte det ene ben og så holde fast i det og presse. Jeg synes, det er en vildt ubehagelig måde at ligge på, og jeg kan ikke presse ordentlig, og det fortæller jeg dem, men det mener de er pjat. FEDT! Dog går det alligevel hurtigt op for dem, at det ikke er pjat, og jeg kommer om på ryggen.
Dette gør det meget nemmere, og efter et par pres beslutter jeg, at nu skal det hoved bare ud (det er ubehageligt, når man får trykket det noget af vejen og så ikke kan mere, og det så langsomt glider tilbage igen), og ud kom så hovedet og hurtigt efter kroppen.
  Så kom lille Marcus til verden kl. 6.26. Jordemoderen skyndte sig at klippe navlestrengen, og han blev suget, hvorefter han lige blev undersøgt, og han endte da også med en 10'er på Apgar. Så fik jeg ham op, og mens han lå hos mig, fødte jeg moderkagen, hvilket jeg synes var ingenting. Heldigvis var jeg slet ikke revnet eller noget, og det var jo dejligt.
Der er selvfølgelig mange detaljer, jeg ikke har fået med i denne beretning. I store træk fik jeg lagt 3 gange 2 bistik og havde bedt om en blokade, som vi faktisk ventede på, da det hele pludselig gik stærkt. Der var blevet gjort klar og det hele, droppet var lagt, og jeg ventede utålmodigt. Men der var et akut kejsersnit, og ja så nåede lægen jo aldrig til mig.
Desuden var der det fact, at Marcus' hjerterytme dykkede under veerne, og der blev ringet efter en børnelæge (vi fik ikke rigtig noget at vide), men de må have været bange for, om han var helt OK, siden jordemoderen selv klippede navlestrengen og først bagefter sagde til Jimmi, at han måtte undskylde, hvis han ville have gjort det, men det hele var jo lidt hektisk. Hmm...
 Tiden efter fødslen synes jeg her bagefter var helt skør. Jeg blev ladt alene på stuen, da Jimmi og svigermor tog hjem for lige at sove lidt. Lyset blev dæmpet, og jeg lå med Marcus i favnen, måtte ikke rejse mig og kunne ikke nå den snor, der kunne tilkalde en jordemoder, hvis jeg havde brug for det.
Jeg blev ladt alene i noget, der ligner 2 timer. Jeg var træt og havde ikke fået en lille seng til Marcus. Jeg måtte selv finde ud af det med amning osv. Jeg fik faktisk ingen vejledning med noget som helst. Så vores tanker herefter er, at vi skal ihvertfald ikke føde på Glostrup næste gang.
21-07-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025