Skrevet af Jeanette
Hurtigt efter, Lasse og jeg havde mødt hinanden, blev jeg gravid. Vi mødtes til en nytårsfest år 2000, forelskede os og fandt samme år i februar måned ud af, at vi skulle være forældre!
Det var ikke fordi, vi havde været tankeløse, jeg kunne nemlig ikke blive naturligt gravid, havde flere hospitaler og læger konkluderet år forinden. Åbenbart kun indtil jeg mødte Lasse, ham havde de ikke taget højde for.
Jeg glemmer aldrig den dag, jeg besluttede mig for at tage testen. Jeg havde haft det så mærkeligt i kroppen gennem et par uger (at min mens var forsinket, tog jeg ikke så nøje, da det ofte skete). Jeg følte mig pjattet, da jeg købte testen, for jeg vidste jo egentlig god, at jeg ikke kunne blive gravid bare sådan lige.
Men jeg var gravid, og da jeg havde aflæst resultatet, lagde jeg testen fra mig, gik ind i stuen (jeg delte lejlighed med en veninde, som ikke var hjemme), traskede rundt om mig selv et par gange og vendte så tilbage til badeværelset og kiggede på testen. Jeg "vågnede" op på gulvet, havde simpelthen været besvimet af overraskelse.
Jeg var gravid! Og jeg kendte knap Lasse. Det her var slemt. Ringede op til min mor og tudede.
Lasse kom forbi om aftenen. Han ville straks vide, hvad vi skulle tale om. Jeg lavede kaffe og følte mig så underlig. Han blev ved og ved at spørge, jeg var så bange for at miste ham. Okay sagde jeg. "Jeg er gravid"!
Han blev fuldstændig bleg, lod kaffen stå og tog sig en øl fra køleskabet, satte sig ind på sengen, stirrede ud i luften. Sig nu noget, bad jeg, og hans første kommentar blev: "Og så siger de, at det er svært at lave børn" (vi havde dage forinden hørt om mænds ringe sædkvalitet i TV-avisen).
Det blev til en dejlig ventetid, ingen komplikationer, og vi investerede i den skønneste villa-lejlighed i Helsinge.
I tiden op til fødslen fik jeg mange plukkeveer, som strammede meget henover maven. Jeg blev også lettere utålmodig, da vi var midt i september. Jeg var sat til den 1. oktober. Vi glædede os som vanvittige og talte og sang meget til den lille baby.
Vores familier tog det rigtig flot til trods for den korte tid, vi havde kendt hinanden, uden forpligtelser og glædede sig meget sammen med os.
Den 7. oktober kom Jasmin Victoria til verden på Hillerød Sygehus.
Det hele startede aftenen før. Vi var inviteret til nogle venners fødselsdag. Vi sad en masse sammen og hyggede, og flere gange strammede det henover min mave, men intet der på noget tidspunkt gjorde ondt.
"Øv, de plukkeveer", erklærede jeg til min veninde, da en anden nævner, at de da vist var ved at være ret så regelmæssige. Det havde jeg ikke lige selv lagt mærke til, så Lasse og jeg blev enige om, at det vist var på tide at tage hjem og få noget søvn.
Skal jeg være helt ærlig, troede jeg ikke rigtig på det, at det skulle blive nu. Men det blev det! Vi kom i seng ca. kl. 22.30, og jeg vågnede ved 02.30 tiden, da jeg troede, jeg tissede i bukserne. Jeg lå helt stille, nej ups jeg tissede ikke, det var vist vandet, der var ved at gå.
Jeg forsøgte at vække Lasse, men det var ingen nem opgave. Jeg havde kaldt pænt og roligt flere gange og rusket blidt i ham, da jeg til sidst råbte "Lasse forhelvede". Endelig vågnede han, og jeg sagde, at vandet var gået. Han vågnede op i en ruf og spurgte mig, hvorfor jeg så blev liggende.
Jeg gik ud på badeværelset og ud i bruseren, hvilket var et held, for der kom bare meget vand, og det blev ved i lang tid. Lasse ringede til fødestedet, som fortalte, at jeg skulle tage et trusseindlæg på og så vente, til der kom veer.
Jeg kunne ikke andet end at grine over den med trusseindlægget men måtte i stedet gå rundt med sammenrullede håndklæder, så meget var det.
Ca. 40 minutter efter, vandet var gået, kom de første veer. Jeg kan huske, at de første par stykker ikke gjorde ret ondt, og jeg sad og røg en smøg med Lasse i køkkenet. Men så tog de godt nok fat, og det gjorde bare ondt.
Vi ringede til min mor, som boede et par timer væk og skulle være med til fødslen. Jeg fortalte hende, at nu var det nu, men at Hillerød mente, vi kunne vente med at ankomme til kl. 9.00 om morgenen.
Jeg snakkede med hende i telefonen, var fuld af forventning, men også bange for alt det ukendte. Midt i veerne begyndte jeg at fryse noget så forfærdeligt. Lasse tændte op i brændeovnen og begyndte gud-hjælpe-mig at støvsuge.
Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde, så jeg sendte ham i seng, så en af os i det mindste fik noget søvn.
Da klokken var 8.00, bed veerne så meget, at jeg var fuldstændig ligeglad med klokken 9.00, vi skulle bare afsted nu!
Ikke én eneste gang havde jeg tænkt over at tælle minutter imellem veerne (de gjorde bare ondt), og Lasse konstaterer pludselig, da vi kører mod hospitalet: "Guuud skat, der er kun 3 minutter imellem".
Jeg blev taget godt imod på hospitalet, da vi ankom og kom op at ligge i en seng.
Klokken lidt i 9 kigger min mor ind, og ganske kort tid efter konstaterer jordemoderen, at jeg er 3,5 cm åben.
Vi får at vide, at en førstegangsfødende ca. åbner sig 1 cm i timen, og jeg kan huske, at jeg tænker: "Nej, ikke så længe, før jeg kaster op af ve-smerte".
Efter en time får jeg pressetrang. Min mor siger: "Nej skat, det må du ikke" og sender Lasse afsted efter jordemoderen. Hun konstaterer, at jeg er 10 cm åben og kører mig ind på fødestuen.
Jeg havde presseveer i det meste af en time. Dem syntes jeg dog noget bedre om end de andre veer, og klokken 11.54 kommer Jasmin til verden.
Mærkeligt nok kommer jeg undervejs til at grine, fordi jordemoderen siger: "Lasse, du behøver ikke presse så hårdt". Ellers var der ikke meget grin. Jeg synes, det gør ondt at føde, men jeg er glad for, jeg kunne klare det "kun" med lattergas, og det er da en fantastisk oplevelse.
Om ca. 3 måneder skal jeg føde igen, og jeg håber og beder til, at det bliver en ligeså god oplevelse.
06-08-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025