Min missed abortion Efter en tur på hospitalet blev det konstateret, at Rikkes barn var gået til, da lægerne ikke kunne finde hjerteblink.
11835
Skrevet af Rikke
Starten på mareridtet
Fredag den 12. oktober tog jeg til lægen, da jeg havde smerter, der stak i begge sider, og jeg havde det ret dårligt. Lægen turde ikke undersøge mig på grund af mine smerter, så han henviste mig til gynækologisk afdeling i Horsens.
Her blev jeg undersøgt på alle leder og kanter. Desværre kunne lægen fortælle, at den lille bebs ikke havde noget hjerteblink, og derfor var gået til grunde. Jeg skulle være i uge 10+2, men den lille var gået til allerede i uge 9+2.
Jeg sad med en stor klump i maven og tænkte, det passer simpelthen ikke. Jeg sad og sagde intet, og gik hjem uden en tanke i hovedet. Jeg skulle gå hjem og komme igen næste morgen kl. 9.00.
Den frygtelige dag
Lørdag den 13. oktober 2007 mødte vi kl. 9.00 på Horsens Sygehus. Vi blevt taget imod af den sødeste sygeplejerske. Hun viste os ind på stuen, og jeg fik udleveret operationstøj. Hun spurgte, om vi havde brug for at blive scannet igen. Det sagde jeg ja til, og hun ringede til lægen, som kom kl. 10.
Jeg gik ind til undersøgelsen med en kæmpe klump i maven og et lille håb om, at de havde set forkert, og vi ville se det lille hjerte blinke. Men nej, den lille bebs lå musse stille, og der var intet tegn på hjerteblink.
Jeg græd, som var jeg pisket, og Thomas var lige så knust som mig. Lægen holdt min hånd og sagde, at hun lige ville scanne igen. Det gjorde hun, og det var rart, trods det var samme resultat.
Jeg kom ned fra lejet. Jeg rystede og kunne næsten ikke stå på mine ben. Lægen fortalte om det videre forløb. Jeg aner ikke, hvad der blev sagt. Jeg var helt i opløsning og kunne ikke tænke en eneste klar tanke.
Jeg kom tilbage til stuen. Jeg prøvede at skyde tankerne fra mig, da vi jo ikke anede, hvornår jeg kunne komme på operationsstuen. Efter 3 timers venten spurgte Thomas sygeplejersken, om det ikke snart var min tur, men nej. Der var kommet 2 akutte, som skulle til før mig. Vi ventede og ventede. Det var frygteligt at ligge der i det uvisse og vente.
Endelig kl. 16.40 kom sygeplejersken ind og sagde, at det var min tur om 15-20 minutter. Jeg gik på toilet for at lade vandet. Puha, så kom alle følelserne op igen.
Jeg sad på toilettet med hånden på maven og skulle sige farvel til den lille trold, jeg trode og håbede på at blive mor for. Men nu skulle jeg aldrig se eller møde den. Jeg blev så overvældet og græd så meget, at Thomas måtte hente mig og nærmest bære mig i seng.
Hele vejen til operationsstuen græd jeg. Den portør, der kørte mig, anede ikke, hvilket ben han skulle stå på. Da jeg ankom, blev jeg taget rigtig godt imod. De var allesammen rigtig søde.
Den narkosesygeplejerske, der skulle bedøve mig, havde selv prøvet det samme, så hun havde frygtelig dårlig samvittighed over, at jeg skulle vente så længe. Efter jeg havde talt med lægen, blev jeg bedøvet.
25 minutter efter vågnede jeg op på intensiv. Nu var jeg igen bare mig selv - ikke gravid mere og føler en ubeskrivelig tomhed. Thomas kom ned til mig. Han sad og holdt min hånd og fortalte mig, at han elsker mig overalt på jorden.
Jeg lå ca. en time op opvågningen. Der er meget tågede minder, da jeg fik morfin. Det steg mig sørme til hovedet. Da jeg kom retur på afdelingen kl. 19.30, fik jeg endelig mad. Jubi, dagens lyspunkt. Jeg havde fastet siden kl. 22 dagen før.
Jeg sov en times tid og fik talt med sygeplejersken om, hvordan min operation var gået. Hun fortalte, at udskrabet blev sendt til undersøgelse, og jeg ville få svar hos egen læge om 14 dage. Der er længe til, og det er ikke engang sikkert, at de vil kunne finde nogen grund til, at det skulle ske.
Kl. 22.30 tog vi hjem efter en lang dag med følelsesmæssige rutscheture og venten i mange timer. Godt jeg har Thomas. Han sad alle de stive timer på en elendig træpind ved min side. Uden ham var jeg gået helt i spåner.
Nu sidder jeg her med en underlig tomhed og kan stadig ikke helt forholde mig til, at jeg ikke er gravid. Lykken ville ikke, at vi skulle blive forældre igen til maj desværre.
Hilsen en ulykkelig Rikke, som inderligt ønsker at blive mor igen.
Relaterede artikler
© 1999-2025