Skrevet af Linda
Jeg skrev tidligere på året om min 3. fødsel den 10. januar, som var en rigtig driller. Der fødte jeg en skøn datter, Mille, på 3.400 gram og 52 cm.
Ret hurtigt efter blev jeg efter ønske gravid igen (ca. 2 måneder efter Milles fødsel). Og vi var ovenud lykkelige!
Lige som sidst valgte vi at få lavet en fostervandsprøve. Så den 6. juli mødte vi op på Esbjerg Sygehus. Alt så fint ud, men den lille bredte sig simpelthen for meget til, at de turde udføre prøven!
Hende, der scannede mig, smilede og sagde, at man ikke var i tvivl om, hvad det var, for han lå hele tiden og strittede med den lille fyr :-) Så min kæreste måtte lige fælde en tåre, for nu fik han endelig en søn! Han er far til en pige af et tidligere forhold, og sammen har vi jo Mille.
Nå, men vi fik så en ny tid den 20. juli, og denne gang lykkedes det med lidt tålmodighed, så nu var det bare at vente. 2½ uge senere fik vi så svaret. Vi ventede os en sund lille dreng :-)
Min kæreste har altid drømt om at få en søn, der hedder Christoffer, så navnet har været fastlagt lige fra starten.
Tiden gik, og jeg blev større og større. Jeg gik jo stadig hjemme på barsel med Mille, og det endte med, at jeg blev sygemeldt med bækkenløsning ligesom sidst, så jeg kom slet ikke i arbejde, inden den næste barsel startede! Jeg må indrømme, at det var temmelig hårdt fysisk at blive gravid så hurtigt efter Mille, men det gik jo trods alt.
7 uger før min termen den 19. december havde sønnike allerede stillet sig klar med hovedet nedad, og jeg regnede med, at han ville komme lidt før tid ligesom Mille, der kom 3 uger før termin.
Men jeg blev klogere! Han havde det åbenbart glimrende, der hvor han var. Jeg havde den sidste måned mange regelmæssige og kraftige plukkeveer, og jeg troede op til flere gange, at nu var det nu. Men han blev, hvor han var!
Endelig den 14. december kl. 4 om morgenen vågnede jeg med disse plukkeveer, som jeg jo kendte så godt. Men jeg kom alligevel lidt i tvivl, om det nu var alvor denne gang. Jeg ventede en lille time og bestemte mig så for at vække gemalen. Vi skulle have farmor fra Fyn over for at passe Mille og min søn på 10, så hun kunne først være der i løbet af en time.
Jeg gik i bad, og i de 10 minutter, det tog, fik jeg 3 veer! Jeg blev lidt bekymret for, om det kom til at gå for stærkt denne gang, men veerne gjorde ikke synderligt ondt, så jeg slog det hen igen.
Klokken 5.45 ringede jeg ind til fødegangen. Hun syntes, jeg skulle komme med det samme, men jeg sagde, at vi lige skulle vente på farmor fra Fyn. Det lød ikke som om, hun syntes, det var en god idé, for der var kun 3-4 minutter mellem mine veer.
Det endte med, at vi fik min svoger og svigerinde til at komme, indtil farmor kunne være der, og så tog vi til fødegangen, hvor vi ankom klokken 6.15.
Vi var de eneste, der var der, og vi blev vist ind i et undersøgelsesrum med det samme. Jordemoderen undersøgte mig og konstaterede, at jeg var godt 7 cm åben! Det var lidt vildt, for jeg havde jo ikke haft så ondt endnu, som jeg huskede, at jeg burde på dette stadie.
Nå, men vi gik så ind på en fødestue, og på vejen fik jeg lige spurgt til, om der var en chance for, at min egen jordemoder var på vagt. Jeg fik at vide, at hun faktisk kom kl. 7.30, så jeg blev så glad. Hende, der tog imod mig, havde spurgt, om jeg ville have prikket mit fostervand, da hindeblæren var meget spændt, men hun fik "forbud" mod at pille ved mig, før min egen jordemoder kom.
Jeg fik klyx, og da det havde virket, gik jeg ud under bruseren. Det havde jeg været meget glad for ved Milles fødsel. Jeg vidste, at jeg gerne ville have pudendusblokade, da jeg ikke fik det med Mille, og jeg brød mig ikke om, at jeg kunne føle, hvordan hun gled ned gennem bækken og skede, samt at jeg syntes, det gjorde vildt ondt, da jeg fik bedøvelse ved syningen bagefter. Så det var jeg helt afklaret med denne gang!
Samtidig ville jeg gerne stå op, mens jeg fødte, for det havde virket så godt med Mille. Så da jeg endelig fik følelsen af, at det pressede på, kom jeg ind på briksen at ligge. Man kan ikke stå op, mens man får pudendusblokade, så der var ingen vej udenom.
Jeg kommenterede flere gange overfor min jordemoder, at det gik lidt for let denne gang, for jeg havde ikke de vilde smerter. Meeen, da hun først havde prikket hul på fosterhinden, kom de altså de der velkendte smertefulde veer! Men ikke ret længe, for efter 3-4 veer, der var godt bid i, og hvor jordemoderen fik lagt pudendusblokaden, kom jeg op at stå. Og nu kunne jeg være aktiv, virkelig bruge veerne til noget, og så gør de faktisk ikke så ondt længere!
Min kæreste stod på den ene side af briksen og holdt mine hænder, mens jeg stod på den anden side lænet ind over den med godt spredte ben, og så var det ellers teamwork mellem min jordemoder, kæreste og mig. Hun guidede mig hele tiden ved at fortælle, hvor meget og hvornår, jeg skulle presse.
  Efter 20 minutter med dyb koncentration og pusten og stønnen kom vores lille søn endelig til verden klokken 8.23. Han blev suget, og så fik jeg ham i favnen. Jeg kunne ikke helt komme op på briksen og måtte lige have en hånd.
Pludselig kunne jeg mærke, at jeg vist blødte temmelig meget, for jeg blev så varm ned ad benene. Så da jeg endelig lå ned, havde jeg blødt ud over gulv og briksen, så det lignede en mindre slagterforretning! Man regnede med, at min moderkage var begyndt at løsne sig, og at det var derfor, jeg blødte.
Da jeg først havde født moderkagen, blødte jeg ikke mere end normalt. Jeg fik 2 små sting, men det mærkede jeg ikke noget til på grund af pudendusblokaden og lykken over at ligge med vores lille guldklump i favnen.
Far klippede navlesnoren, som var mega lang - ca. 1 meter! Og han stod med store tårer i øjnene, og det var bare et af de der øjeblikke, man aldrig glemmer.
Christoffer, som drengen jo hedder, suttede godt med det samme og lå og kiggede på de der forældre, han havde kunnet høre de sidste måneder men først nu fik at se. Jeg tror, at han var godt nok tilfreds, for han puttede sig trygt ind til mig. Det er i hvert fald min fortolkning, hi-hi-hi.
Han blev målt og vejet til 3.700 gram og 51 cm, og han var fyldt med fosterfedt, så han havde haft det godt inde i maven.
Efter et dejligt bad og lidt at spise og det der berømte toiletbesøg, hvor man lige skal kunne tisse, fik vi endelig lov at komme hjem kl. 11.50.
Hjemme ventede farmor spændt på os med kaffen klar, og det var bare skønt at være hjemme igen, nu med en lille familieførøgelse, som selvfølgelig stjal al opmærksomhed de næste dage!
Nu er Christoffer næsten 2 månder og trives vældigt. Han vejer nu 5.700 gram og måler hele 60 cm! Mille blev 1 år den 10. januar, og tiden flyver sådan afsted. Det er bare med at nyde det, for de bliver alt for hurtigt store.
Det var så min historie om en vidunderlig tryg og rolig fødsel, som jeg ville ønske, at alle måtte få lov at opleve.
29-03-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025