Skrevet af Rasmussen
"Testen er positiv!". Uha, tankerne var mange, da jeg stod med den positive test i hånden. Jeg var virkelig glad, men med ét startede der en nervøsitet og uro i mig, som jeg havde ganske ret i.
Jeg havde termin i juni 2005. Min kæreste og jeg glædede os til at skulle have vores første barn, og begyndte at forberede os på det med hus, bil osv.
Vandet gik 3 dage over tid. Vi kørte til sygehuset, som - ligesom jeg - kunne konstatere, at der ingen veer var. Vi valgte at tage hjem.
Godt et døgn senere og efter 3 timer med veer fødte jeg en velskabt stor dreng. Han blev taget med sugekop, da hans puls var ekstrem høj, og han bare skulle ud NU!
Da han kom ud, havde han 40 grader i feber! Med det samme tog de ham fra mig og opstartede antibiotisk behandling på børneafdelingen.
Vi var indlagt i en uge, hvor vi skulle begrænse vores besøg m.v. Vi kunne se, at han skrantede, og vi var kede af det. Men da vi blev udskrevet, skulle han være rask og fit for fight. Herligt! Feberen og den ukendte infektion var væk.
Glade tog vi hjem og lærte ham lige så stille at kende. Han var dengang en lille, stille dreng uden de store smil.
Jeg undrede mig hele tiden over hans afføring, som var skummende, grøn, gul, osv. Hele tiden ændrede den sig og var aldrig "babyafføring". Jeg gemte hans bleer og viste dem til sundhedsplejersken, som sagde, det nok var på grund af den antibiotiske behandling, han havde været i.
En lørdag morgen pakker jeg hans ble op og ser til min rædsel, at der er blodspor i den. Jeg ringer til vagtlægen, som mener, min 5 uger gamle dreng har fået en maveinfluenza.
Jeg lader dagen gå, hvor jeg synes, han bliver dårligere og dårligere. Han afviser mit bryst og vil bare sove, og når han endelig vil spise, kaster han det hele op i lårtykke stråler.
Jeg ringer til lægen og insisterer på at blive indlagt med ham. Da vi kommer til sygehuset, er hans afføring begyndt at lugte af rådne æg. Lægen på sygehuset begrunder det endnu engang med en maveinfluenza, og mener da godt, vi kan overnatte en nat på børneafdelingen.
Da jeg sidder på stuen med min lille dreng, kan jeg se, at han er meget dårlig. Hans vejrtrækning bliver svag, han virker blå om læberne og rundt om øjnene. Samtidig kommer sygeplejersken ind og siger: "Måske det er blærebetændelse", men jeg fornemmer, det er værre.
Pludselig kan jeg ikke klare mere og forlanger at se en anden læge og tale med ham. Da han kommer, ligger min lille dreng bare og kigger slapt ud i luften, tom for energi og ingen kræfter til at græde eller protestere.
"Vi kan da godt lave en tarmundersøgelse, hvis I vil det", tøver lægen. "JA TAK!", siger jeg. Og så gik det stærkt. Tarmundersøgelsen viste, at han havde det, der hedder en invagination, dvs. i min drengs tilfælde havde tyktarmen viklet sig ind i tyndtarmen og slået knuder på tarmen.
Han skulle opereres straks, for hvis tarmen ingen ilt eller blod får, dør den, og dermed kan man som menneske ikke leve. Min dreng kom med en babyambulance til et andet sygehus, vi skulle så køre i egen bil. HÆSLIGT!
På det andet sygehus stod et team klar til at operere ham. Vi fik besked på at sige ordentligt godnat til ham, og så ellers vente på besked fra operationsstuen, hvordan det gik med ham. Det var de længste timer i vores liv!
Efter nogle timer kom en overlæge og fortalte, at de havde skåret en del af hans tarme væk, og at han nu lå og sov stille og roligt. Hvis vi havde ventet bare lidt mere med operationen, ville hans tarme ikke have klaret det. Så ville min dreng ikke have klaret det.
Da vi kom ind til vores dreng, lå han med diverse slanger, ledninger osv. De havde barberet håret af ham og sat nåle i hans hoved. Men det var helt ubetydeligt. Det dejligste var, at se ham ligge der og trække vejret, dog en smule bleg, men veltilpas.
Vi blev udskrevet 5 dage efter operationen. Min dreng har nu et stort ar på den ene side af maven. Han er godt og vel 4 måneder og er en stor, dejlig og livlig dreng, som spiser og smiler hele tiden.
Jeg kan tydeligt se forskel fra før operationen og efter operationen. Jeg ved ikke, om han er født med dårlige tarme, om det var på grund af, at jeg gik næsten et døgn efter, vandet var gået, til jeg fødte ham, eller hvad nu.
Som sagt anede jeg, allerede i min tidlige graviditet, at noget ikke ville gå som planlagt. Da min dreng blev født, anede jeg også, at der var noget i vente. Jeg ved nu - som mor - at jeg skal stole på min intuition, når det drejer sig om min dreng. Hvis ikke jeg havde anet uråd og havde reageret, tør jeg slet ikke tænke på, hvor min kære lille dreng ville være i dag.
16-12-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025