Skrevet af Helle
Min datter og førstefødte kom til verden på Holstebro Sygehus midt i februar i år, hvilket jeg ikke behøver fortælle andre mødre hvordan føles. Jeg nøjes med ordet: Ubeskriveligt! Nå, men på 5. dagen efter hendes fødsel skulle hun, som alle andre nyfødte, have taget PKU-testen (hælprøven), som ikke udløste gråd - i hvert fald ikke hos min datter.
Da der var gået 14 dage, kom hænderne op over hovedet, for når man ikke har hørt noget vedrørende prøven inden 14 dage, så har ens barn ingen af de 3-4 syndromer/sygdomme. Desværre for forældrene og besteforældrene blev vi 17 dage efter fødslen ringet op en mandag aften kl. 19.30 og fik at vide, at vores datter testede positiv med toxoplasmose.
Føj, føj og atter føj, hvor blev jeg ked af det, selvom jeg jo ikke kunne mærke, at min datter skulle fejle noget - og slet ikke være blind eller hjerneskadet, som forekommer i de værste tilfælde med toxoplasmose. Ja, så blev jeg/vi utroligt rystede, som folk nok kunne forestille sig.
Vi får så tid på Herning Sygehus og kommer til samtale, og både min datter og jeg får taget en blodprøve for at være helt sikre på, at hun er ægte positiv med sygdommen (som skyldes en parasit), for det sker ofte, at børn tester falsk positiv med toxoplasmose.
Og det er det, jeg synes skal tydeliggøres i de pjecer, man får uddelt på barselsgangen og/eller fødeafdelingen, så man kan få lidt "trøst" og være forberedt derpå, så man som forælder ikke bliver for ked af det.
I vores tilfælde var vores datter ægte positiv, så om bare 14 dage er hun færdigbehandlet med antibiotika, som heldigvis ser ud til at have virket.
Jeg håber inderligt på andre forældres vegne, hvis barn får foretaget hælprøven eller tester positiv med toxoplasmose, at det bliver tydeliggjort, at teste falsk positiv kan forekomme, og at det rent faktisk sker hyppigere end med ægte positiv.
Med venlig hilsen en mor med noget på hjertet i for mig en lidt tankevækkende sag.
08-08-2006

|