Baby nummer 3 eller ej? Pia fortæller om de svære overvejelser hun har om at få barn nummer 3.
9840
Skrevet af Pia
Vi har en datter på 3 år og 8 måneder og en datter på næsten 4 måneder. Da vores yngste datter var bare 2½ måned gammel, blev jeg gravid ved et uheld. Det var et meget stort chok for os. Vi stod nu og skulle vælge, om vi ville beholde barnet eller ej. Det er svært! Jeg lavede simpelthen en liste, hvor jeg skrev ned, hvilke fordele og ulemper der var ved at beholde barnet, og hvilke fordele og ulemper der var ved ikke at beholde barnet.
Her er nogle af de tanker, vi havde, hvis vi valgte at beholde barnet: Det kunne da være idyllisk og hyggeligt med tre børn (men selvfølgelig også hårdt). Vi havde faktisk tidligere sagt, at vi ville have tre børn, men var gået fra det igen.
Vi tænkte også på, hvordan vi skulle få det hele til at hænge sammen, hvis vi beholdt barnet. Det er nemlig mig, der skal bringe og hente børnene hver dag, da min mand tager tidligere af sted end mig og kommer senere hjem end mig. Mon jeg ville kunne klare det?
Der ville blive 11 måneder imellem vores yngste datter og det barn, som vi ventede (det hedder pseudotvillinger). Og hvad skulle vi gøre, hvis vi f.eks. skulle i sommerland med tre børn, for vi ville jo ikke kunne have to barnevogne i bilen. Vi blev så enige om, at hvis vi valgte at beholde barnet, så måtte vi jo købe en brugt tvillingevogn. Og tanken om, at hvis det nu var tvillinger, vi ventede, var jo fuldstændig vanvittig. Fire børn i alt, hvoraf de tre var født inden for et år.
Her er nogle af tankerne om ikke at beholde barnet: Da vi fandt ud af, at jeg var gravid, fik jeg dagen efter "uheldet" to fortrydelsespiller. Disse virkede dog ikke efter hensigten. Vi tænkte så, at vi jo HAVDE valgt fra én gang, så det skulle vi jo gøre igen. Jeg kunne dog ikke klare tanken om en abort. Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg ville komme mig over en abort rent psykisk, hvis vi valgte det.
Efter alle disse tanker og enormt mange tårer valgte vi, at vi ville beholde barnet. Vi var også så småt begyndt at kigge på tvillingevogn. Vi var også begyndt at glæde os til at se folks chokerede ansigter. Jeg ville f.eks. ikke kunne nå at starte på arbejde igen, inden jeg skulle gå på barsel igen. Lidt komisk.
Jeg havde haft to små pletblødninger (lysebrunt) i graviditeten, men mente, at det kunne skyldes, at jeg have været så ked af det og havde tænkt så meget. Men da jeg var i 7. uge, begyndte jeg så en søndag at bløde (rødt!). Jeg havde egentlig ikke lyst til at kontakte lægevagten. Jeg mente selv, at jeg bare kunne vente til om mandagen og så ringe til min egen læge. Men min mand mente, at jeg skulle ringe.
Jeg havde været lidt utilpas fra morgenstunden af, og havde haft ondt i ryggen og lidt i maven. Lægevagten bad mig om at komme. Jeg var der kl. 14. Han sagde, at jeg skulle indlægges på Aalborg Sygehus Nord, da det eventuelt kunne være en graviditet udenfor livmoderen. Jeg havde nemlig ondt i venstre side.
Min mor kørte mig til Aalborg, og min mand passede børnene (jeg ammer ikke længere). Vi var i Aalborg ca. 15.30. Der var enorm ventetid. Jeg blev faktisk først kigget på af en læge ved 22.00 tiden. Sådan nogle lange ventetider er skrækkelige. Det kan virkelig sætte nogle tanker i gang.
Da jeg blev scannet, kunne de intet foster se. Men da hun mærkede på mig, gjorde det MEGET ondt. De tog en graviditetstest, som viste sig at være positiv. Min reaktion var "satans også". Jeg tænkte nemlig, at nu når jeg blødte, så var det nok ikke en god ide at beholde barnet. Det kunne jo være et tegn på, at der var noget i vejen. Nu var vi ellers begyndt at glæde os.
Jeg blev indlagt. Nej, hvor jeg var nervøs og græd. Det var virkelig hårdt. Jeg følte mig godt nok noget kastet rundt med rent psykisk. Først at skulle igennem valget om baby eller ej, og nu lå jeg så der og var ved at abortere.
Hvis fosteret sad uden på livmoderen, skulle jeg opereres (kikkertoperation). Hvis det ikke selv ville komme ud, skulle jeg have en udskrabning. Begge dele i fuld narkose. Jeg var vildt bange.
Mandag morgen fik jeg taget en ny blodprøve, som viste, at graviditetshormonet (HCG) lå på 360, hvilket er lavt. Denne blodprøve skulle vise, om fosteret var på vej ud eller ej. Hvis tallet var lavt, var det sikkert på vej ud af sig selv, og hvis det var højt, kunne det sidde uden for livmoderen.
Dette svar på blodprøven fik jeg først om eftermiddagen kl. ca. 13.30. Al den ventetid er forfærdelig, og sætter som sagt mange tanker i gang. Jeg kunne slet ikke klare tanken om en operation. Jeg var simpelthen fyldt op rent psykisk. Jeg blev altså udskrevet mandag eftermiddag, da det så ud til, at tingene ville klare sig selv. Heldigvis. Men det var nu hårdt, når vi havde indstillet os på at få baby nummer tre.
Det, der gør, at vi forhåbentlig forholdsvis hurtigere end så mange andre vil komme over det er, at vi jo ikke havde kæmpet for, at jeg skulle blive gravid. Jeg HAVDE jo også taget fortrydelsespiller, og vi har to sunde og raske børn i forvejen.
Nu skal jeg have taget en ny blodprøve om en uge, som så gerne skulle vise, at graviditetshormonet i blodet er på nul. Om vi en gang skal have barn nr. tre, ved jeg ikke. Men lige nu nyder vi de to, vi har.
Relaterede artikler
© 1999-2025