Skrevet af Dorte
Det var starten af april 2006, og jeg havde haft utrolig meget at se til de sidste par måneder. Jeg var i fuld gang med at skrive bachelorprojekt, var lige flyttet i hus med kæresten, og mine forældre fejrede sølvbryllup.
Jeg var gået 15 dage over tiden, men da jeg altid har haft meget uregelmæssig menstruation, tænkte jeg ikke videre over det, og havde heller ikke tiden til det. Men jeg havde en lidt anderledes fornemmelse i min krop, så jeg valgte at tage en test. Den var bragende positiv, så vi var rigtig glade, selvom det ikke var 100% planlagt.
Jeg var ved lægen og fik den 30. november som termin. Dette blev dog flyttet til den 15. december, da jeg var til nakkefoldsscanning, og de kunne se, at jeg kun var i uge 10.
I slutningen af juni startede vi på at lave næsten hele huset om. Jeg var lige blevet færdig med min uddannelse og havde (på grund af graviditeten) kun nogle løse vikariater. Derudover hjalp jeg alt hvad jeg kunne derhjemme. Min mor sagde flere gange, at hun troede, jeg ville føde før tid, sådan som jeg knoklede.
Jeg havde en rigtig god graviditet, og var kun plaget af halsbrand, så jeg var ret taknemmelig. Jeg arbejdede faktisk 40 timer om ugen indtil uge 34. Jeg havde det rigtig godt med at holde mig så meget i gang.
Den 17. november gik jeg på barsel, og først der begyndte jeg at glæde mig. Det havde været svært, idet vi havde haft nok at se til og ligget i byggerod i 5 måneder. Så nu så jeg frem til, at der snart skulle ske noget.
Jo tættere jeg nåede på terminsdatoen, jo flere opringninger og kommentarer kom der angående, om der ikke snart skete noget. Men jeg følte intet anderledes og fik at vide, at jeg ikke ville være i tvivl, når først det gik i gang.
Onsdag morgen den 20. december vågnede jeg op kl. 7 med en noget anderledes følelse i min mave og lænd - og ja, jeg var ikke i tvivl. Jeg blev liggende lige så stille og syntes ikke, at smerterne var så slemme. Da min kæreste vågnede, fortalte jeg så, at jeg troede, at vi snart skulle være forældre.
Dagen gik dog lige så stille, uden der skete mere. Vi var ude og spise hos mine forældre, og jeg kunne skjule de små veer, så de fattede ikke mistanke.
Jeg syntes ikke rigtig, at jeg havde mærket så meget liv i løbet af dagen, så kl. 22 ringede jeg til sygehuset og fik at vide, at jeg kunne komme kl. 23. Så var natholdet nemlig kommet på vagt.
Jeg blev undersøgt, men jeg havde slet ikke åbnet mig - øv øv. Jeg fik kørt en strimmel, og det hele så fint ud. Jeg fik noget med hjem til at sove på, og så tog vi hjem og gik i seng.
Kl. 2.30 den 21. december vågnede jeg, og da var veerne virkelig taget til i styrke, av! Efter at have ligget og vendt og drejet mig et par timer, gik jeg ned på sofaen, hvor jeg fandt lidt mere ro.
Kl. 9 ringede jeg til sygehuset, som sagde, at jeg bare kunne komme. Så jeg tog et bad, fik vækket kæresten, og så tog vi af sted. Nu var jeg 4 cm åben og dermed i aktiv fødsel - jubii.
Vi kom ind på stuen, hvor jeg satte mig i en gyngestol. Der var stille på sygehuset, for jeg var den eneste, der var i fødsel, så der blev rigtig hygget om os. Det er en jordemorstuderende, som sidder hos os, hvilket faktisk var en rigtig god oplevelse.
Mine veer sidder primært i lænden, så jeg får lagt varmepuder på, hvilket er rigtig dejligt. Vi får serveret lidt middagsmad, og derefter har jeg bare brug for at ligge ned. Jeg lægger mig på siden, og veerne kommer mere og mere hyppigt.
Jeg bliver undersøgt kl. 13, og da er jeg 5½ cm åben. Jeg får at vide, at hvis der ikke er sket mere kl. 14.15, så vil de tage vandet. Jeg får lagt nåle i ryggen, da varmepuderne ingen effekt har længere.
Kl. 14.20 bliver vandet taget, og så er jeg bare lige pludselig 8 cm åben. Veerne kommer med stor styrke oven i hinanden, og jeg får slet ingen pause. Jeg har meget ondt og kaster op på grund af smerten, så jeg spørger, om der ikke er mulighed for noget lindring. De vil lige tjekke med det nye vagthold, som kommer kl. 15.
De starter med at sætte en vemåler på og en til at holde øje med barnets hjertelyd. De kan slet ikke måle mine veer, og barnets hjertelyd falder, så nu skulle det til at gå hurtigt.
På dette tidspunkt har jeg stadig min egen T-shirt og trøje på, så jeg skal tage det hele af, have en sygehusskjorte på og fra sengen og over i fødelejet, alt mens jeg havde en kæmpe ve. Det var ikke det sjoveste.
Nu blev der taget en masse prøver, blodprøve på både mig og den lille. Jeg fik lagt vestimulerende drop og skulle nu trække vejret gennem en maske under mine veer. Jeg føler ikke, jeg har flere kræfter, men så lige pludselig kan jeg mærke, at jeg får lyst til at presse. Der bliver lagt en sugekop, og så skal jeg bare presse med.
Efter 3 træk var hovedet ude, og så sad det i spænd - av av av. Men efter endnu et træk, var min lille prinsesse Zenia ude, og da var kl. 16.18. Så det gik stærkt til sidst. Jeg får hende op til mig, og det var bare den dejligste følelse i hele verden.
De blev nødt til at klippe mig lidt, så jeg fik lige 4 sting bagefter. Selvom jeg syntes, det var hårdt, så var det det hele værd.
De første dage var hun meget ked af det og fik en del smertestillende, da de mente, hun nok havde ondt i hovedet, fordi de måtte bruge sugekop.
Vi tilbragte 2½ dag på sygehuset og nåede lige hjem til at kunne fejre julen sammen med familien.
Lige inden, hun var ude, får jeg sagt, at jeg ikke vil mere, men så sagde min kæreste, at hvis jeg tog mig sammen, så skulle han nok føde nummer 2. Så det bliver da spændende, hvornår det sker.
Zenia er lige blevet ½ år, og hun er den skønneste lille guldklump og er faktisk altid glad.
09-07-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025